Det er svært at lave et velfungerende HR-system – også i Norge. Måske er der bare noget modsætningsfyldt mellem ønsket om den bedste person til jobbet og idealet om karrieremæssig progression gennem et militært gradsystem. Som Harald Høiback skriver på Stratagem.no under overskriften Lederstillinger som belønning og vennegave:
Jeg mistenker at mange føler dette problemet på kroppen, uten at vi snakker så mye om det. Man har en leder, eller en medarbeider, som sitter i stillingen, ikke fordi vedkommende er spesielt interessert i, eller spesielt godt kvalifisert for jobben, men fordi vedkommende har vist seg tjenestevillig og clubbable på andre måter. Se rundt deg. Hvorfor har de folkene som omgir deg fått jobbene sine? Er det fordi de har de beste forutsetningene for å gjøre en god jobb akkurat der de er? Eller er det fordi de har lyst på en annen jobb senere, eller fordi de får betalt for tidligere «belastende tjeneste»? Eller er det et resultat av tidligere feilansettelser eller venneopprykk? Det finnes åpenbart dyktige folk i Forsvaret, det er flest av dem, men ganske mange av dem befinner seg på gal hylle, til enhver tid. De er mer opptatt av hvor de kommer i fra og hvor de skal, enn hvor de er.
Skriv et svar