Danmark er som resten af NATO begyndt at trække tilbageværende styrker ud af Afghanistan. Dette har igangsat debat og refleksion over hvad 20 års krigsindsats i det centralasiatiske land har nyttet. I P1’s radioprogram Genstart kunne man her til morgen høre premierløjtnant og konservativ politiker Caspar Stefani overveje netop disse spørgsmål sammen med Knud Brix. Stefani, som så mange andre soldater jeg har talt med, står med rette tilbage desillusionerede. De ofre, de gjorde sig, nyttede ikke noget – afghanerne fik ikke et bedre liv. Det er desværre nok sandheden, at krigen på mange områder har været nytteløs, Afghanistan er ikke blevet markant sikrere og nærmer sig mere og mere en ny borgerkrig. Det vi dog skal huske er at vores deltagelse i Afghanistan (og Irak) ikke kun udsprang af et ønske om at hjælpe afghanerne, men også i høj grad var en realpolitisk kalkule. Tager vi de briller på et øjeblik, mener jeg ikke krigene nødvendigvis behøver at have været så nyttesløse som de lige nu må synes for vores danske veteraner. De kan dog hurtigt blive det, hvis vores politikere bliver ved med at insistere på at løbe fra vores ansvar i NATO og at ødelægge den goodwill og indflydelse som de danske soldater skabte gennem deres massive ofre.
Afghanistan – den realpolitiske forhistorie
Det er 20 år siden i år at terrorhandlingen mod World Trade Center blev startskuddet på krigen mod terror. Daværende statsminister Poul Nyrup var hurtig til at give amerikanerne vores uforbeholdne støtte. Hans efterfølger Anders Fogh Rasmussen forsatte og forstærkede den kurs. Det samme var de fleste andre europæiske og NATO-lande i perioden efter, og mange har vist glemt at efter 11. september blev NATO’s musketered (artikel 5) udløst for første og eneste gang. Her i begyndelsen af det nye årtusinde var verden i forvejen under opbrud. Den kolde krigs statiske trusselsbillede var afløst af en række nye dynamiske og mere uklare trusler. Under den Kolde Krig var Danmark notorisk fodslæbene ift. at støtte op om NATO-samarbejdet der var garant for vi ikke blev løbet over ende af Warszawapagten. Amerikanerne opfandt ligefrem begrebet Denmarkization om lande der ”freeridedede” og ikke tog deres del af ansvaret for den globale sikkerhed. Den eneste grund til vi slap så billigt var Grønlands strategiske betydning for amerikanerne.
Efter den Kolde Krig var Grønland pludselig ikke så vigtig, og det gik op for danske beslutningstagere, at hvis Danmark ikke skulle marginaliseres i alle spørgsmål der handlede om sikkerhed, måtte vi begynde at tage mere ansvar. Noget som man blev enige om allerede inden Sovietunionen var faldet, og som også gjorde at Danmark deltog i krigene på Balkan op gennem 1990erne. Da Fogh kom til magten fik denne realpolitiske kalkule en yderligere moralsk dimension, hvor Fogh brugte Danmarks begrænsede modstand mod Nazityskland og siden vores fodslæberi under den Kolde Krig som argument for at vi nu skulle støtte vores allierede i Irak (og Afghanistan). En yderligere dimension blev hele ideen om demokratiopbygning og bekæmpelse af ”mørkemænd” og ”slyngelstater”.
Denne moralske idealisme kan man diskutere herfra og til dommedag, men tilbage stod stadig den realpolitiske overvejelse om at tjene danske sikkerhedsinteresser og ikke ende marginaliseret og glemt. Skal jeg være ærlig, tror jeg sådan set det sidste har vejet tungere end det første. Kigger man på indsatsen i Afghanistan med disse briller, synes krigen måske ikke helt så nyttesløs.
Afghanistan: det nyttede fra et realpolitisk perspektiv
Danmark bidrog i forhold til vores land og forsvars størrelse massivt til krigen i Afghanistan, men hvordan vi end vender og drejer det, var Danmark et lille bitte land, der ikke havde nogen indflydelse på hvordan situationen i Afghanistan udviklede sig. Sådan var det fra begyndelsen af, men hvorfor så deltage? Hvorfor skulle Stefani og hans kammerater ofre liv og lemmer i sandkassen? Det skulle de netop fordi Danmark er et lille bitte land der var 100 % afhængigt af større lande og især USA til at garantere vores sikkerhed. Skulle vi ud af skyggen og have indflydelse på vores egen sikkerhed, måtte vi tage vores del af ansvaret og mere til. Det gjorde Danmark, det gjorde de danske soldater for os, og det var bestemt ikke nyttesløst. I 2012 viste et studie lavet af Jens Ringsmose og Anders Henriksen at den danske deltagelse i Afghanistan og Irak havde givet Danmark langt mere respekt og et bedre rygte i Washington. Det gav indflydelse på egen sikkerhedssituation: Danmark blev nu lyttet til. For et lille land som Danmark er det alfa og omega.
Jeg kan godt forestille mig at det må klinge hult for veteraner, pårørende og efterladte, at deres ofre gav Danmark adgang til nogle bedre diplomatiske kanaler og bedre anseelse i Washington – især da Danmark i 00’erne dybest set ikke rigtig var truet af noget, som den ene sikkerhedsvurdering efter den anden forsikrede om.
I 2014 da små høflige grønne mænd fra Rusland annekterede halvøen Krim i Ukraine, braste dette verdensbillede sammen. Samtidig understregede ekspansiv og aggressiv kinesisk adfærd f.eks. i Det Sydkinesiske Hav, at historien alligevel ikke var slut, og stormagtskonflikter kom igen på toppen af dagsordenen. Danmark er igen blevet en frontlinjestat, og Kaliningrad ligger ikke særlig langt væk. Finland, Sverige og Norge, som vi ynder at sammenligne os med, er begyndt at opruste markant. I denne situation er det rigtig godt at have nogle allierede, der føler en forpligtelse til at hjælpe én fordi de ved at vi har hjulpet dem. Det var det billede der var af Danmark, og som danske soldater har blødt for at være med til at opbygge.
Danske politikere bruger danske soldaters ofre som kredit
Desværre har de fleste danske politikere valgt at se stort på de danske soldaters ofre og smide alt den goodwill de havde opbygget over styr. Den nye virkelighed, hvor stormagtskonflikt igen er kommet på toppen af dagsordenen har gjort, at der nu er behov for en række andre militære kapaciteter til at sikre vores kollektive sikkerhed. Modsat 00’erne, hvor der var behov for lette hurtigt deployebare styrker af godt uddannede soldater (hvilket Danmark brillierede i), er der nu igen brug for større og tungere enheder, redundans og en lang række kapaciteter som antiluftskyts, artilleri og antiubådsbekæmpelse for at sikre en tilstrækkelig afskrækkelse af Rusland. Den slags koster penge, derfor har alle NATO-lande forpligtet sig på at bruge 2 % af bnp på Forsvaret. Dette gælder også Danmark. Den Kolde Krigs fodslæberi har dog langsomt genfundet sig, og danske politikere synes ikke rigtig, at situationen er farlig nok til at vi skal bruge de penge vi har lovet, både så vi kan leve op til vores forpligtelser, men også så vi kan give vores soldater de værktøjer de har brug for til at garantere vores alles sikkerhed.
For tre år siden klagede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til daværende amerikanske præsident Donald Trump at Danmark altså havde mistet ligeså mange soldater som amerikanerne tager man højde for demografi, og derfor mente han ikke vi skulle betale de 2 % til NATO. En holdning der implicit synes at gøre sig gældende for de fleste politikere herhjemme. Da NATO så Danmark efter i sømmene, var konklusion klar: vi var ikke i nærheden af at leve op til det vi havde lovet. Vi var ikke i nærheden af 2 %, og den middeltunge brigade der skulle være operativ ved enden af dette forlig, er ikke i nærheden af klar. De fleste danske politikere har blot affejet kritikken. Danmark yder sit!
Det betyder at Danmark ikke længere er den dygtige elev i klassen og igen fremhæves som et eksempel på ”freeriding”. Al den goodwill som vores soldater ofrede alt for, eroderes stille og roligt fordi vores politikere ikke vil bidrage med det vi har lovet til vores fælles sikkerhed. Og blot for at føje spot til skade er det bidrag der ville give Danmarks soldater langt bedre vilkår. Selvsamme soldater, der deltog i en tvivlsom krig for at opbygge Danmarks omdømme og lykkedes med det.
Når vi aften sætter lys i vinduerne for at mindes dem der gav livet for at Danmark atter kunne blive frit, vil jeg i mit stille sinde også tænke på alle Danmarks veteraner, der bidrog til Danmarks sikkerhed. Måske ikke på den måde de selv tænkte, men unægtelig gav de Danmark mere indflydelse på vores egen sikkerhed. Jeg vil samtidig sende en appel til vores politikere om at leve op til vores forpligtelser – både for vores sikkerheds skyld og for de veteraner, der kæmpede for den i Afghanistan og andre steder.
Skriv et svar