Tag: Strategi og sikkerhedspolitik

  • Krigens Politik

    Meget virker til at bevæge sig i den gale retning, når man som europæer vender blikket ud mod verden. Sikkerhedssituationen forværres, tilliden til internationale institutioner og alliancer er aftagende, og selve den verdensorden, vi hidtil har baseret vores sikkerhed på, smuldrer for øjnene af os.

    Men hvordan og hvorfor er vi havnet her, og hvad kan vi som europæere gøre for hurtigst muligt at styrke vores sikkerhed? Netop de spørgsmål hører til dem, Anders Puck Nielsen forsøger at besvare med sin nye bog, Krigens Politik, der udkommer den 23. oktober. Bogen er skrevet i samarbejde med Kasper Junge Wester og udgør afsættet for dette afsnit, hvor Anders forklarer om krydspressene på Europa, om modsatrettede sikkerhedsinteresser, og om de geopolitiske ideologier, der lige nu trækker verden i retning af mere stormagtskonkurrence og ufred.

    Værter: Kasper Junge Wester, journalist, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 068

    Links

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • EU’s nye rolle i den hårde sikkerhedspolitik

    EU’s nye rolle i den hårde sikkerhedspolitik

    Der er opbrud i europæisk sikkerhed, og EU har været nødt til at finde en ny rolle for sig selv. Fortidens tanker om at samhandel automatisk skaber fredelige relationer holder ikke mere, og i stedet skal der satses på opbygningen af en stærk forsvarsindustri så Europa kan tage ansvar for de hårdere dele af sikkerhedspolitikken fremover.
    Det er nogle af emnerne i denne udgave af Krigskunst Podcast, hvor vi også kommer ind på forholdet til Rusland, USA, NATO samt EU’s rolle i forhold til migrationsudfordringen over Middelhavet. Vi har besøg af Christine Nissen, der er chefanalytiker ved Tænketanken Europa med speciale i sikkerhedspolitik.

    Gæst: Christine Nissen, chefanalytiker ved Tænketanken Europa
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 052

    Links:

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Udskældt lov sender Georgiens befolkning på barrikaderne

    Store protester har den seneste tid præget gadebilledet i Georgiens hovedstad, Tbilisi. Årsagen er en lov, som ifølge dens tilhængere skal skabe gennemskuelighed om finansieringen af forskellige organisationer, men som ifølge modstanderne vil undergrave demokratiet og skade Georgiens muligheder for at blive medlem af EU. Kritikerne har døbt loven ”den russiske lov”, fordi den minder en kontroversiel lov, som allerede er indført i nabolandet. Men hvad er egentlig op og ned i sagen, og hvorfor vil den den georgiske regering gennemføre et så upopulært tiltag i et valgår? Georgien-ekspert Rasmus Hardt fra Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser fortæller om stridens kerne.

    Gæst: Rasmus Hardt, fuldmægtig ved Forsvarsakademiet
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 051

    Links:

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Kan Nato overleve, at Trump bliver præsident?

    Nato kan i 2024 fejre 75 års jubilæum. Men selvom både Finland og Sverige er blevet lukket ind i det gode selskab, går alliancen en usikker fremtid i møde. I USA forhindrer indenrigspolitiske tovtrækkerier, at Nato-landene gør fælles front i støtten til Ukraine. Der er allerede sået tvivl om troværdigheden af musketereden, og nye udfordringer vil formentlig opstå, hvis Donald Trump bliver amerikansk præsident. Så hvad er vejen frem for det transatlantiske forsvarssamarbejde i en tid, hvor konflikterne bliver mere og mere globale?

    I denne udgave af Krigskunst Podcast ser vi nærmere på, hvordan Nato blev til, hvordan alliancen har udviklet sig, og hvordan den overlever den krise, som den står på tærsklen til. Med os i studiet har vi en af landets fremmeste Nato-forskere, professor Sten Rynning.

    Gæst: Sten Rynning, professor ved Syddansk Universitet
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 048

    Links:

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Tysklands militære forvandling

    Tysklands militære forvandling

    Set fra Danmark kan det være svært at forstå tyskernes tilgang til sikkerhedspolitik, som kan virke overforsigtig eller fodslæbende. Men kort efter Ruslands invasion af Ukraine annoncerede Bundeskanzler Olaf Scholz et kursskifte med en markant ny retning for forsvars- og sikkerhedspolitikken.

    Vi tager i denne episode af Krigskunst Podcast pulsen på det tyske “Zeitenwende”. Lektor Amelie Theussen fra Forsvarsakademiet fortæller om det tyske syn på sikkerhed, og hvordan det går med den omstilling, som militæret er i gang med.

    Gæst: Amelie Theussen, PhD og lektor ved Forsvarsakademiet
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 037

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Sikkerhedspolitisk kortlægning med mange bekymringer

    Sikkerhedspolitisk kortlægning med mange bekymringer

    Det kommer til at gå nedad med sikkerheden i de kommende år, og det gælder inden for alle områder. Det siger ambassadør Michael Zilmer-Johns i dette afsnit af Krigskunst Podcast. Ifølge ham bliver det en fremtid med flere trusler og mere usikkerhed, og det er nu vi skal tage diskussionen hvis vi ønsker at være forberedt.

    Michael Zilmer-Johns er af regeringen udpeget til at kortlægge det udenrigs- og sikkerhedspolitiske landskab, og i efteråret 2022 udkommer analysegruppens rapport. At dømme ud fra samtalen i denne podcast bliver det næppe opløftende læsning. Der er enkelte lyspunkter, men overordnet skal vi erkende at Danmarks sikkerhedssituation bliver dårligere frem mod 2035.

    Gæst: Michael Zilmer-Johns, ambassadør og protokolchef i Udenrigsministeriet
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 028

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Verden set fra USA

    Verden set fra USA

    Vi stiller skarpt på USA og amerikansk sikkerhedspolitik. USA er tilbage som leder i det internationale samfund, men i en anden rolle end tidligere. Valget af præsident Biden, tilbagetrækningen fra Afghanistan og ikke mindst krigen i Ukraine har ændret den udenrigspolitiske retning, men Kina forbliver den langsigtede førsteprioritet. Det fortæller Rasmus Sinding Søndergaard i denne episode af Krigskunst Podcast. Samtalen kommer vidt omkring og omhandler blandt andet truslen fra Rusland, fremtiden for NATO og amerikanernes forventninger til europæerne.

    Rasmus Sinding Søndergaard er historiker og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i amerikansk sikkerhedspolitik. Og ifølge ham skal vi vænne os til at amerikansk udenrigspolitik i højrere grad end tidligere vil skifte med partifarven på præsidenten.

    Gæst: Rasmus Sinding Søndergaard, USA-forsker ved DIIS
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 027

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Den næste storkrig skal føres med det materiel, man allerede har på hylden

    I modsætning til for eksempel Anden Verdenskrig, hvor det meste af krigsmateriellet blev produceret og enheder trænet efter krigen var gået i gang, vil det i den næste store krig ikke være muligt at producere det avancerede krigsmateriel man skal bruge eller træne soldater til at anvende det. Man vil derfor være nødsaget til at udkæmpe krigen med det materiel, som man allerede har på lager. Dette gør sig i særlig grad gældende i Vesten og i særdeleshed for Danmark, og det stiller derfor store krav til hvordan vi indretter Forsvaret i fredstid.

    Der er flere årsager til, at vi ikke kan producere materiel i krigstid. For det første tager det mange år at producere moderne våbensystemer grundet den stigende kompleksitet. Moderne fly, krigsskibe, kampvogne mm. tager simpelthen længere tid at bygge. For det andet er det ikke sikkert, at man i en krig overhovedet kan købe de våben, man gerne vil have. I den globaliserede verden køber man i stigende grad sine våben i udlandet. Dette gør sig især gældende for mindre lande som Danmark, men selv større lande, der selv kan producere våben, er ofte afhængige af komponenter fra udlandet såsom mikrochips. Dertil kommer, at mange af disse komponenter kræver såkaldte sjældne metaller. En ressource som Kina i dag kontrollerer størstedelen af markedet for. Der er kort sagt ingen forsyningssikkerhed.

    Det nye er, at modstanderen vil have mulighed for at lægge udvalgte dele af produktionen ned i perioder og måske permanent, og at de kan lave en generel disruption af samfundet, der vil ramme våbenproduktionen bredt.

    Den tredje årsag til, at man ikke vil kunne producere nye våben, er, at alle afgørende led i produktionen kan rammes. Under Anden Verdenskrig kunne amerikanerne producere våben i næsten fuldkommen sikkerhed fra tyskerne og japanernes angreb. Efter russerne rykkede deres produktion uden for rækkevidde af Luftwaffe, gjorde det samme sig i høj grad gældende i Sovjetunionen. I dag er situationen den modsatte. Der findes angiveligt ikke det sted på jorden, som USA ikke kan ramme med et præcisionsangreb inden for en time. Selv uden atomvåben kan stormagterne angribe med missiler så godt som alle steder på kloden.

    Det skal ikke forstås sådan, at alle fabrikker vil kunne ødelægges. Det er der næppe nogen stormagt, der har kapaciteten til. Men stormagterne vil i varierende grad kunne angribe prioriterede mål hos modstanderen og i hvert fald midlertidigt nedlægge produktionen af udvalgte våbensystemer. Dertil kommer, at moderne virksomheder, der laver højteknologiske våben, er afhængige af et velfungerende civilsamfund for at kunne producere. Cyberangreb, fake news, overklippede internetkabler på havbunden og nedskudte satellitter kan yderligere lægge samfundet ned. Uden kritisk infrastruktur, logistik, internet osv. er det svært at forestille sig højteknologiske våbensystemer blive produceret uhindret. Selvfølgelig vil det i nogen grad stadig være muligt at producere våben og ammunition, især relativt ukompliceret materiel som håndvåben, lastbiler og uavancerede droner. Det nye er, at modstanderen vil have mulighed for at lægge udvalgte dele af produktionen ned i perioder og måske permanent, og at de kan lave en generel disruption af samfundet, der vil ramme våbenproduktionen bredt.

    Selv hvis man på et tidspunkt fik leveret avancerede våben, tager der lang tid at uddanne specialisterne til at betjene dem.

    Den fjerde og sidste årsag er, at det tager lang tid at træne militære organisationer i højteknologisk krigsførelse. Andelen af specialister i moderne forsvar er meget høj, og mange små lande kan ikke engang uddanne dem selv. Danmark uddanner for eksempel sine piloter i USA. Stod man i en situation hvor 1. Brigade blev indsat og nedkæmpet på NATO’s østflanke, ville der ikke være nogen 2. Brigade til at tage over. Man ville stå i en situation ligesom Storbritannien i 1914-1915, der efter at have mistet sit højt professionelle, men lille ekspeditionskorps, skulle begynde forfra med at uddanne civilister til soldater på rekordtid. Forskellen fra dengang og til nu er blot, at en infanterist eller artillerist under Første Verdenskrig var noget hurtigere at uddanne end eksempelvis en operatør inden for elektronisk krigsførelse eller andre af de moderne specialistfunktioner, som optager en stadig større del af moderne hære.

    Konklusionen er, at næste stormagtskrig vil blive udkæmpet med det, som man allerede har på hylden. Det tager for lang tid at producere moderne våbensystemer, der er ingen forsyningssikkerhed, de vigtigste fabrikker vil blive angrebet, samfundet og den nødvendige infrastruktur vil have nok at gøre med blot at hænge sammen. Og selv hvis man på et tidspunkt fik leveret avancerede våben, tager der lang tid at uddanne specialisterne til at betjene dem.

    Hvis man ikke har nogen trænet reserve, oplagt materiel og ammunitionslagre, så har man kun ét skud i bøssen. Det er en virkelighed, der ville ramme de fleste vestlige lande.

    Denne konklusion har vidtrækkende konsekvenser. Hvis man ikke kan producere nyt, stiller det større krav til, at det man har fra starten, er tilstrækkeligt. Overraskelsesangreb, der nedkæmper en stor del af modstanderens materiel uden modstand og lægger samfundet ned, har derfor større betydning end før i tiden. Dette stiller tilsvarende større krav om taktisk varsling[1]Strategisk varsling vil formentligt være til stede i form af satellitovervågning og cyber leveret af de strategiske efterretningstjenester, men som Erik J. Dahl skriver i Intelligence Failure and … Continue reading og handling imod indkommende angreb, hvilket igen kræver ISR kapaciteter, hurtig beslutningstagning og beredskabsplaner. Dette gælder især for Vesten, da man må antage, at det ikke vil være Vesten, der foretager et overraskelsesangreb. En anden afledt konklusion af ikke at kunne producere nyt er, at hvis man ikke har nogen trænet reserve, oplagt materiel og ammunitionslagre, så har man kun ét skud i bøssen. Det er en virkelighed, der ville ramme de fleste vestlige lande. En model som i Finland (eller Rusland), hvor tab i nogen grad kan erstattes af eksisterende reserver vil derfor have en fordel overfor systemer som det danske, hvor Hæren reelt ophører med at eksistere, hvis 1. Brigade nedkæmpes.

    De forhold, der vil kendetegne den næste storkrig, er på mange måder anderledes end i tidligere krige. Fraværet af nye våben risikerer også, at gøre krigen kortere, end hvis begge sider havde kunnet producere hele krigen i gennem. For hvis den ene side i et overraskelsesangreb eller ved fraværet af reserver mister sin evne til at opretholde kampen, vil der ikke være andet at gøre, end at gå til forhandlingsbordet eller true med eskalation til atomkrig. Det er værd at bemærke, at den russiske militære doktrin netop fokuserer på at afgøre krigen i den indledende fase og efterfølgende holde krigen begrænset, når først facts on the ground er fordelagtige for Rusland.

    Der er selvfølgelig også muligheden for at jeg tager fejl. Skrivebordsgeneraler i fredstid har det med, at tro at deres tid er unik, og at næste krig bliver kortere end de foregående. ”Home before Christmas” er blevet sagt mere end én gang, hvorefter krigen trak ud i årevis. Begår jeg samme fejl som så mange andre i historien? Hvordan tror du næste storkrig bliver og hvorfor, og hvilke afledte konsekvenser har det for dansk forsvarsplanlægning? Kom gerne med din kommentar.

    References

    References
    1 Strategisk varsling vil formentligt være til stede i form af satellitovervågning og cyber leveret af de strategiske efterretningstjenester, men som Erik J. Dahl skriver i Intelligence Failure and Surprice Attacks, så kræver det som regel et varsel på taktisk niveau i form af en smoking gun, for at beslutningstagere tør træffe de vidtrækkende beslutninger, der skal til for at kunne modstå et overraskelsesangreb.
  • Russisk troppeopbygning og konflikten med Ukraine

    Russisk troppeopbygning og konflikten med Ukraine

    I marts og april 2021 lavede Rusland en enorm styrkeopbygning på grænsen til Ukraine. Over 100.000 soldater blev samlet i området, og i Sortehavet opererede en større landgangsstyrke. I et par uger lignede det optakten til en invasion. Den umiddelbare risiko for eskalation ser ud til at være drevet over, men Rusland opretholder presset og truslen om krig. Mange soldater er stadig i grænseområdet, udstyr er efterladt til hurtig aktivering, og til søs har Rusland indført forbudszoner som presser Ukraine.

    Gæsten i denne udsendelse er brigadegeneral Carsten Rasmussen, som er Danmarks forsvarsattaché i Rusland. Han fortæller om den russiske troppeopbygning og giver sin militære vurdering af hvad der foregik. Desuden taler vi om Ruslands bredere militære mål og det spændte forhold til Vesten.

    Gæst: Carsten Rasmussen, brigadegeneral og forsvarsattaché i Moskva
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 015

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Kære politikere, lad være med at spilde de danske soldaters ofre

    Danmark er som resten af NATO begyndt at trække tilbageværende styrker ud af Afghanistan. Dette har igangsat debat og refleksion over hvad 20 års krigsindsats i det centralasiatiske land har nyttet. I P1’s radioprogram Genstart kunne man her til morgen høre premierløjtnant og konservativ politiker Caspar Stefani overveje netop disse spørgsmål sammen med Knud Brix. Stefani, som så mange andre soldater jeg har talt med, står med rette tilbage desillusionerede. De ofre, de gjorde sig, nyttede ikke noget – afghanerne fik ikke et bedre liv. Det er desværre nok sandheden, at krigen på mange områder har været nytteløs, Afghanistan er ikke blevet markant sikrere og nærmer sig mere og mere en ny borgerkrig. Det vi dog skal huske er at vores deltagelse i Afghanistan (og Irak) ikke kun udsprang af et ønske om at hjælpe afghanerne, men også i høj grad var en realpolitisk kalkule. Tager vi de briller på et øjeblik, mener jeg ikke krigene nødvendigvis behøver at have været så nyttesløse som de lige nu må synes for vores danske veteraner. De kan dog hurtigt blive det, hvis vores politikere bliver ved med at insistere på at løbe fra vores ansvar i NATO og at ødelægge den goodwill og indflydelse som de danske soldater skabte gennem deres massive ofre.  

    Afghanistan – den realpolitiske forhistorie 

    Det er 20 år siden i år at terrorhandlingen mod World Trade Center blev startskuddet på krigen mod terror. Daværende statsminister Poul Nyrup var hurtig til at give amerikanerne vores uforbeholdne støtte. Hans efterfølger Anders Fogh Rasmussen forsatte og forstærkede den kurs. Det samme var de fleste andre europæiske og NATO-lande i perioden efter, og mange har vist glemt at efter 11. september blev NATO’s musketered (artikel 5) udløst for første og eneste gang. Her i begyndelsen af det nye årtusinde var verden i forvejen under opbrud. Den kolde krigs statiske trusselsbillede var afløst af en række nye dynamiske og mere uklare trusler. Under den Kolde Krig var Danmark notorisk fodslæbene ift. at støtte op om NATO-samarbejdet der var garant for vi ikke blev løbet over ende af Warszawapagten. Amerikanerne opfandt ligefrem begrebet Denmarkization om lande der ”freeridedede” og ikke tog deres del af ansvaret for den globale sikkerhed. Den eneste grund til vi slap så billigt var Grønlands strategiske betydning for amerikanerne.

    Efter den Kolde Krig var Grønland pludselig ikke så vigtig, og det gik op for danske beslutningstagere, at hvis Danmark ikke skulle marginaliseres i alle spørgsmål der handlede om sikkerhed, måtte vi begynde at tage mere ansvar. Noget som man blev enige om allerede inden Sovietunionen var faldet, og som også gjorde at Danmark deltog i krigene på Balkan op gennem 1990erne. Da Fogh kom til magten fik denne realpolitiske kalkule en yderligere moralsk dimension, hvor Fogh brugte Danmarks begrænsede modstand mod Nazityskland og siden vores fodslæberi under den Kolde Krig som argument for at vi nu skulle støtte vores allierede i Irak (og Afghanistan). En yderligere dimension blev hele ideen om demokratiopbygning og bekæmpelse af ”mørkemænd” og ”slyngelstater”.

    Denne moralske idealisme kan man diskutere herfra og til dommedag, men tilbage stod stadig den realpolitiske overvejelse om at tjene danske sikkerhedsinteresser og ikke ende marginaliseret og glemt. Skal jeg være ærlig, tror jeg sådan set det sidste har vejet tungere end det første. Kigger man på indsatsen i Afghanistan med disse briller, synes krigen måske ikke helt så nyttesløs.

    Afghanistan: det nyttede fra et realpolitisk perspektiv

    Danmark bidrog i forhold til vores land og forsvars størrelse massivt til krigen i Afghanistan, men hvordan vi end vender og drejer det, var Danmark et lille bitte land, der ikke havde nogen indflydelse på hvordan situationen i Afghanistan udviklede sig. Sådan var det fra begyndelsen af, men hvorfor så deltage? Hvorfor skulle Stefani og hans kammerater ofre liv og lemmer i sandkassen? Det skulle de netop fordi Danmark er et lille bitte land der var 100 % afhængigt af større lande og især USA til at garantere vores sikkerhed. Skulle vi ud af skyggen og have indflydelse på vores egen sikkerhed, måtte vi tage vores del af ansvaret og mere til. Det gjorde Danmark, det gjorde de danske soldater for os, og det var bestemt ikke nyttesløst. I 2012 viste et studie lavet af Jens Ringsmose og Anders Henriksen at den danske deltagelse i Afghanistan og Irak havde givet Danmark langt mere respekt og et bedre rygte i Washington. Det gav indflydelse på egen sikkerhedssituation: Danmark blev nu lyttet til. For et lille land som Danmark er det alfa og omega. 

    Jeg kan godt forestille mig at det må klinge hult for veteraner, pårørende og efterladte, at deres ofre gav Danmark adgang til nogle bedre diplomatiske kanaler og bedre anseelse i Washington – især da Danmark i 00’erne dybest set ikke rigtig var truet af noget, som den ene sikkerhedsvurdering efter den anden forsikrede om.

    I 2014 da små høflige grønne mænd fra Rusland annekterede halvøen Krim i Ukraine, braste dette verdensbillede sammen. Samtidig understregede ekspansiv og aggressiv kinesisk adfærd f.eks. i Det Sydkinesiske Hav, at historien alligevel ikke var slut, og stormagtskonflikter kom igen på toppen af dagsordenen. Danmark er igen blevet en frontlinjestat, og Kaliningrad ligger ikke særlig langt væk. Finland, Sverige og Norge, som vi ynder at sammenligne os med, er begyndt at opruste markant. I denne situation er det rigtig godt at have nogle allierede, der føler en forpligtelse til at hjælpe én fordi de ved at vi har hjulpet dem. Det var det billede der var af Danmark, og som danske soldater har blødt for at være med til at opbygge. 

    Danske politikere bruger danske soldaters ofre som kredit

    Desværre har de fleste danske politikere valgt at se stort på de danske soldaters ofre og smide alt den goodwill de havde opbygget over styr. Den nye virkelighed, hvor stormagtskonflikt igen er kommet på toppen af dagsordenen har gjort, at der nu er behov for en række andre militære kapaciteter til at sikre vores kollektive sikkerhed. Modsat 00’erne, hvor der var behov for lette hurtigt deployebare styrker af godt uddannede soldater (hvilket Danmark brillierede i), er der nu igen brug for større og tungere enheder, redundans og en lang række kapaciteter som antiluftskyts, artilleri og antiubådsbekæmpelse for at sikre en tilstrækkelig afskrækkelse af Rusland. Den slags koster penge, derfor har alle NATO-lande forpligtet sig på at bruge 2 % af bnp på Forsvaret. Dette gælder også Danmark. Den Kolde Krigs fodslæberi har dog langsomt genfundet sig, og danske politikere synes ikke rigtig, at situationen er farlig nok til at vi skal bruge de penge vi har lovet, både så vi kan leve op til vores forpligtelser, men også så vi kan give vores soldater de værktøjer de har brug for til at garantere vores alles sikkerhed. 

    For tre år siden klagede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til daværende amerikanske præsident Donald Trump at Danmark altså havde mistet ligeså mange soldater som amerikanerne tager man højde for demografi, og derfor mente han ikke vi skulle betale de 2 % til NATO. En holdning der implicit synes at gøre sig gældende for de fleste politikere herhjemme.  Da NATO så Danmark efter i sømmene, var konklusion klar: vi var ikke i nærheden af at leve op til det vi havde lovet. Vi var ikke i nærheden af 2 %, og den middeltunge brigade der skulle være operativ ved enden af dette forlig, er ikke i nærheden af klar. De fleste danske politikere har blot affejet kritikken. Danmark yder sit! 

    Det betyder at Danmark ikke længere er den dygtige elev i klassen og igen fremhæves som et eksempel på ”freeriding”. Al den goodwill som vores soldater ofrede alt for, eroderes stille og roligt fordi vores politikere ikke vil bidrage med det vi har lovet til vores fælles sikkerhed. Og blot for at føje spot til skade er det bidrag der ville give Danmarks soldater langt bedre vilkår. Selvsamme soldater, der deltog i en tvivlsom krig for at opbygge Danmarks omdømme og lykkedes med det. 

    Når vi aften sætter lys i vinduerne for at mindes dem der gav livet for at Danmark atter kunne blive frit, vil jeg i mit stille sinde også tænke på alle Danmarks veteraner, der bidrog til Danmarks sikkerhed. Måske ikke på den måde de selv tænkte, men unægtelig gav de Danmark mere indflydelse på vores egen sikkerhed. Jeg vil samtidig sende en appel til vores politikere om at leve op til vores forpligtelser – både for vores sikkerheds skyld og for de veteraner, der kæmpede for den i Afghanistan og andre steder.