Krigskunst.dk

Tag: Iran

  • Krige i Mellemøsten presser Iran

    Det seneste halvandet års krige i Mellemøsten har været hårde for Iran. Hamas er under pres i Gaza, Hizbollah er svækket i Libanon, og Assad-styret er faldet i Syrien. Iran og Israels indbyrdes missilangreb på hinanden er heller ikke faldet ud til Irans fordel. Israel er lykkedes med at ramme mål i Iran, mens iranerne til gengæld har haft svært ved at trænge igennem det israelske luftforsvar. Senest har valget af Donald Trump som USA’s præsident indvarslet et intensiveret pres på præstestyret i Teheran. 

    Men hvor pressede er iranerne reelt, og hvilke handlemuligheder har de? Hvordan ser det ud med den indenrigspolitiske stabilitet? Hvor stærkt er samarbejdet med Rusland, og kan støtten til Ruslands krig i Ukraine fortsætte, når Iran er under pres fra så mange kanter? 

    Det er nogle af de ting, vi dykker vi ned i sammen med lektor Rasmus Elling fra Københavns Universitet. Han er ekspert i Irans politik, samfund og historie og har en unik indsigt i de mekanismer, der former landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. 

    Gæst: Rasmus Elling, lektor ved Københavns Universitet
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 060

    Links

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 54:30 — 74.9MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Flådemissionen i Hormuzstrædet bliver både langvarig og dyr

    Undertegnede i en analyse på Ræson (betalingsmur):

    Og det fører frem til den anden væsentlige pointe: Det er ikke nødvendigvis en ulempe for Iran at have så mange fremmede krigsskibe i Hormuzstrædet. De iranske strateger havde naturligvis forudset, at konsekvensen af at bombe og tilbageholde nogle tankskibe ville være, at de vestlige lande måtte sende en flådestyrke, og det resultat er de meget tilfredse med. Godt nok kan de ikke længere bruge strædet til at forstyrre oliemarkedet, men til gengæld har de bundet de vestlige lande til at opretholde dyre militære forpligtelser i området på ubestemt tid. Det er Iran, som bestemmer, hvornår der er sikkert nok til, at vi kan tage hjem igen – og et godt bud er, at det først sker, når USA lemper sanktionerne mod landet. De vestlige flådemissioner har således sikret Iran en klemme på de vestlige politikere, og det har givet landet en bedre forhandlingsposition.

    Det er derfor forventeligt, at Iran vil kontrollere spændingsniveauet i Hormuzstrædet ganske nøje. De skal undgå, at situationen eskalerer, for de ønsker ikke en direkte konfrontation med de vestlige krigsskibe. Men samtidig skal de også undgå, at området bliver for fredeligt, for det skal være tydeligt, at handelstrafikken kun kan sejle uforstyrret, så længe de vestlige krigsskibe er der. Formålet: At de vestlige politikere bliver rigtig trætte af at bruge resurser på Hormuz og i stedet får lyst til at finde en forhandlingsløsning.

    Tip: Hvis du er ansat eller studerende ved Forsvarsakademiet, kan du få adgang til Ræson gennem FAK bibliotek.

    Opdateret 2020-05-05: Betalingsmuren er fjernet, så der nu er åben adgang til analysen i Ræson.

  • Japan vil ikke deltage i amerikansk flådemisison i Hormuz-strædet

    Ifølge Channel News Asia melder Japan sig i rækken af amerikanske allierede, som ikke er interesserede i at deltage i den amerikanske flådemission til beskyttelse af skibstrafikken i Hormuz-strædet. Modviljen mod deltagelse i den amerikanske indsats begrundes bl.a. med Japans økonomiske interesser i oliehandel med Iran.

    Japan overvejer til gengæld en selvstændig indsats i området – hvis Iran ikke modsætter sig…

    Japan will not join the United States in a security mission to protect merchant vessels passing through key Middle Eastern waterways and will instead consider deploying its military independently, the Yomiuri newspaper reported on Tuesday (Sep 3).
    It would also consider including the Strait of Hormuz in the SDF’s sphere of activity if Iran agrees.

  • Australien deltager i amerikansk flådemission i Hormuz-strædet

    Australien har besluttet at deltage i den amerikanske flådeoperation i Hormuz-strædet. Det skriver The Guardian:

    [Prime minister] Morrison said about 15% of crude oil and 30% of refined oil destined for Australia came through the Strait of Hormuz, meaning instability in the region was also an economic threat that needed to be confronted.

    “Freedom of navigation through international waters is a fundamental right of all states under international law,” he said.

    “All states have a right to expect safe passage of their maritime trade consistent with international law.”

    Australia has committed a frigate, surveillance and patrol aircraft and personnel to the Middle East as part of the US-led mission, known as the international maritime security construct (IMSC).

    Det er et temmelig svagt og tidsbegrænset mandat som den australske styrke stiller med. Det afspejler at Australien lige som så mange andre lande er ambivalente i forhold til hvordan de skal håndtere situationen.

  • Gibraltar frigiver iransk tankskib, men det bliver liggende indtil videre

    Sheena McKenzie and Mary Kay Mallonee i en artikel på cnn.com:

    For now, the tanker remains in Gibraltar waters as it awaits a new captain and a number of crew members, Fars added. The captain of the ship, who is an Indian national, will be replaced by an Iranian, it said.

    The report said that the tanker had previously started moving and smoke was seen from the chimney of the engine — but it didn’t get far and is still off the coast of Gibraltar.

    Underligt at de ikke havde sørget for at skibet var klar til at sejle. Det er en akavet situation nu hvor skibet er frigivet, men USA gør hvad de kan for at det skal blive tilbageholdt igen. Hvis skibet sejlede nu, ville sagen være ude af verden.

    Man kunne næsten få det indtryk at USA og Iran er enige om at det her skal blive ved med at være et problem for Storbritannien.

  • Seneste udvikling i striden mellem Iran-U.S.

    Udgivet af International Crisis Group

    15 August: Gibraltar releases Iranian tanker held since 4 July on suspicion of carrying oil to Syria; Iran describes U.S. legal challenge as a “piracy attempt”.

  • Hvad vil det kræve at lave en europæisk flådeoperation i Hormuz – og kan Tyskland stå i spidsen?

    Carlo Masala, Christian Mölling og Torben Schütz i en indsigtsfuld analyse af mulighederne for at Tyskland kan stille sig i spidsen for en europæisk flådeoperation i Hormuz:

    We estimate that the following minimum forces are required for such an operation:
    • five frigates or destroyers with armed helicopters, including one command capable ship,
    • Supplemented by two corvettes,
    • three MPRA,
    • one to two auxiliaries/tankers,
    • Vessel Protection Teams (VPT),
    • In-area Force Headquarters.

    Hvis styrken kun skal observere og ikke udøve decideret beskyttelse, mener de at man kan spare de to korvetter, de bevæbnede beskyttelseshold og hovedkvarteret.

  • Hærstyrker og flådestyrker er to meget forskellige værktøjer

    Undertegnede i et blogindlæg på OLFI:

    I debatten om et dansk flådebidrag opstår der dog hurtigt nogle misforståelser om, hvad flådestyrker er for et værktøj. Et maritimt bidrag kan ikke sammenlignes med indsættelse af landmilitære styrker. Gør man det, fører det til nogle dystre antagelser om, hvad udsendelsen af et dansk krigsskib kan betyde. Det er desværre en form for argumentation, som man ofte møder i diskussioner om Hormuz, og som man som søofficer godt kan blive lidt træt af. Derfor er det værd at dvæle lidt ved forskellen på det landmilitære og det sømilitære.

  • Kan Frankrig stå i spidsen for en europæisk mission i Hormuz?

    Deborah Haynes for Sky News om mulighederne for at Frankrig kan stå i spidsen for en europæisk-ledet flådemission i Hormuz:

    Keep an eye on France.
    Multiple sources have told me the French from early on – prior to the Hunt statement – were saying to the UK and others that they could lead a European mission to bolster security for shipping transiting through the Strait of Hormuz and enhance surveillance of the area.
    Paris is even said to have been calling up European allies, urging them not to offer anything to the US-led effort and instead wait until the European push is ready to go, according to two of the sources.
    Dominic Raab, the new British foreign secretary, has spoken in recent days with Jean-Yves Le Drian, his French counterpart, about plans for this European-led maritime initiative.

  • Hvordan organiserer man i praksis eskorter gennem Hormuz?

    Salvatore R. Mercogliano har skrevet et interessant indlæg på CIMSEC om hvordan man i praksis kan beskytte handelsskibe. Han finder tre typemodeller, som han kalder bodyguardmodellen, politimodellen og brandmandsmodellen.

    Det er interessante variationer. Jeg synes dog han til en vis grad fejlvurderer de fordelene og ulemperne ved de forskellige modeller. Bodyguardmodellen er den traditionelle konvoj, hvor man samler nogle handelsskibe og følger dem igennem i tæt beskyttelse. Det lader Mercogliano til at mene vil være en stor ulempe for handelsskibene, fordi de så skal koordinere at sejle sammen og derfor kan blive forsinkede. Her er det så at man skal huske at Hormuzstrædet kun er omkring 90 sømil langt, så der vil være ret kort tid mellem afgangene i hver retning. Jeg tror det er en overkommelig problemstilling.

    Politimodellen og brandmandsmodellen ligner meget hinanden. Begge to går ud på at krigsskibene ligger med passende mellemrum gennem Hormuz som enten politipatruljer eller brandstationer, afhængigt af hvilken metafor man har gang i. Forskellen på de to modeller er at der med brandmandsmodellen sættes bevæbnede vagter om bord på handelsskibene i de mest farlige områder som en form for førstehåndsindsats på linje med røgdetektorer og håndslukkere. Mercogliano lader til at mene at det vil være en simpel og resursebevidst løsning. Det synes jeg så til gengæld lyder vildt besværligt. Det vil indebære en masse logistisk om at få de bevæbnede vagter flyttet rundt. Dertil kommer en masse bøvl om kommandoforhold samt overvejelser om hvordan man håndterer det hvis et sådant hold kommer i ildkamp med nogen.

    Men uanset om man er enig med Mercogliano i hans vurdering af de forskellige modeller, er det tydeligt at der er forskellige måder at gribe opgaven an på.