Salvatore R. Mercogliano har skrevet et interessant indlæg på CIMSEC om hvordan man i praksis kan beskytte handelsskibe. Han finder tre typemodeller, som han kalder bodyguardmodellen, politimodellen og brandmandsmodellen.
Det er interessante variationer. Jeg synes dog han til en vis grad fejlvurderer de fordelene og ulemperne ved de forskellige modeller. Bodyguardmodellen er den traditionelle konvoj, hvor man samler nogle handelsskibe og følger dem igennem i tæt beskyttelse. Det lader Mercogliano til at mene vil være en stor ulempe for handelsskibene, fordi de så skal koordinere at sejle sammen og derfor kan blive forsinkede. Her er det så at man skal huske at Hormuzstrædet kun er omkring 90 sømil langt, så der vil være ret kort tid mellem afgangene i hver retning. Jeg tror det er en overkommelig problemstilling.
Politimodellen og brandmandsmodellen ligner meget hinanden. Begge to går ud på at krigsskibene ligger med passende mellemrum gennem Hormuz som enten politipatruljer eller brandstationer, afhængigt af hvilken metafor man har gang i. Forskellen på de to modeller er at der med brandmandsmodellen sættes bevæbnede vagter om bord på handelsskibene i de mest farlige områder som en form for førstehåndsindsats på linje med røgdetektorer og håndslukkere. Mercogliano lader til at mene at det vil være en simpel og resursebevidst løsning. Det synes jeg så til gengæld lyder vildt besværligt. Det vil indebære en masse logistisk om at få de bevæbnede vagter flyttet rundt. Dertil kommer en masse bøvl om kommandoforhold samt overvejelser om hvordan man håndterer det hvis et sådant hold kommer i ildkamp med nogen.
Men uanset om man er enig med Mercogliano i hans vurdering af de forskellige modeller, er det tydeligt at der er forskellige måder at gribe opgaven an på.
Skriv et svar