Tag: Sverige

Det er spændende at følge den svenske forsvarsdebat, som på to afgørende områder er forskellig fra den danske. For det første er svenskerne – i hvert fald på forsvarsområdet – mere direkte i deres kommunikation, og kontrasterne er skåret skarpere op. Dette giver sig både udtryk i den generelle debat, men også ved at det svenske forsvar fra officielt hold har en mere markant kommunikation om forsvarspolitiske emner end i Danmark.

For eksempel udtalte den svenske flådechef, kontreadmiral Ewa Skoog Haslum, kort før jul i et interview med Financial Times at det var en forkert beslutning at nedlægge så mange militære kapaciteter i 00’erne, og at hun var dybt skuffet over hvor langsom Sverige havde været til at reagere på krigene i Georgien og Ukraine. Et andet eksempel på den mere åbne svenske forsvarsdebat var da forsvarschefen i 2019 helt officielt meldte ud at en politisk aftale om Forsvarets udvikling var underfinansieret, og at politikerne måtte reducere ambitionerne eller finde flere penge. Så markant er det sjældent at den militære ledelse i Danmark udtaler sig.^[1]Hvis man er interesseret i en dybere diskussion om Forsvarets rolle i den offentlige debat, kan jeg anbefale Frontlinjen på RADIO4 fra den 1. december 2020.

Den anden grund til at det er spændende at følge de svenske forsvarsdiskussioner er at trusselsopfattelsen er så anderledes end den danske. Mens den danske forsvarsminister stadig primært taler om internationale operationer, er svenskerne nærmest udelukkende orienteret mod Rusland og Østersøregionen. Når jeg nævner dette faktum i forskellige fora, oplever jeg ofte at danskere skyder det væk med en bemærkning om at Sverige heller ikke er med i NATO. Min oplevelse er imidlertid at samtlige lande om Østersøen – også NATO-landene – i store træk deler den svenske trusselsopfattelse, og at det er Danmark som er speciel.

Svenskernes nye YouTube-film er både sensationalistisk og informativ

Når man kombinerer disse to faktorer – en oplevelse af en konkret militær trussel mod Sverige og en villighed til skarp kommunikation – får man nogle til tider opsigtsvækkende udtryk. I 2018 skabte det for eksempel opmærksomhed da folderen Om krisen eller kriget kommer blev husstandsomdelt i en ny udgave for første gang siden 1980 med information og gode råd om hvordan man skal forholde sig i tilfælde af terrorangreb og krig.

Nu har det svenske forsvar så udgivet en filmserie på YouTube som hedder När kriget kommer. Det er en serie på fem afsnit som over samlet en times tid forsøger at forklare aktuelle trends og trusler, som vil påvirke Sverige og sikkerhedspolitikken i de kommende år.

Jeg har med stor fornøjelse set miniserien, som både er oplysende og en smule sensationalistisk. Det skorter ikke på dramatiske markører som skal understrege alvoren, og journalisten tilstræber tydeligvis en stemning hvor det skal løbe seeren koldt ned ad ryggen. Men omvendt er serien også rig på reel information og gode fremstillinger af aktuelle temaer.

Serien er selvsagt på svensk, men den er tekstet på engelsk. Nedenfor har jeg indsat de fem afsnit med et par korte bemærkninger om hvad de handler om.

Afsnit 1: “Den osäkra framtiden”

Afsnittet handler mest om Arktis og klimaforandringer. Der er en hurtig gennemgang af de mest markante problemstillinger, herunder de arktiske søruter, adgang til nye fiskeområder og naturresurser, Grønlands betydning og Ruslands bastion-forsvar ved Kola-halvøen.

Afsnit 2: “Den grå zonen”

Et afsnit om den grå zone og hybridkrig. Det fremhæves at grænserne mellem fred og krig bliver visket ud, og at der hele tiden foregår ting i den grå zone. Måske er den næste krig allerede i gang…(!) Diskussionen om flygtninge og indvandrere nævnes som et eksempel på et emne som fremmede magter kan udnytte til at fremkalde stærke og polariserende følelser i den svenske befolkning. Det gennemgående budskab er at krig er uforudsigelig, og Sveriges nedrustning efter den kolde krig omtales i direkte ironiske vendinger som et eksempel på elendig forudseenhed.

Afsnit 3: “Det framtida slagfältet”

Afsnittet handler om fremtidens kampplads, nye teknologier og integrationen af værktøjer som cyber, kunstig intelligens og ubemandede platforme. Det fremhæves at fremtidens platforme kommer til at være dyrere, og at krig vil blive udkæmpet af færre men meget mere kapable enheder end i fortiden. Desuden fremhæves urbanisering som en afgørende ny udvikling, således at krig i fremtiden i højere grad vil finde sted i byerne.

Afsnit 4: “Det totale försvaret”

I dette afsnit stilles der skarpt på samfundets sammenhængende funktioner og totalforsvaret. Det gennemgås hvordan nutidens logistiske koncepter som just in time gør hele samfundet sårbart over for forstyrrelser i forsyningskæder. Desuden berøres kritisk infrastruktur som elnettet. Det fremhæves hvordan totalforsvaret går ud på at beskytte sammenhængskraften i samfundet og forsvarsviljen i befolkningen. Endeligt får man i dette afsnit forklaringen på hvorfor man hele vejen gennem serien har set utallige billeder af modeltog, hvilket ærligt talt var begyndt at irritere mig. Modeltog er fascinerende, men det virkede som et mærkeligt symbol på krig.

Afsnit 5: “Vad är värt att försvara?”

Det sidste afsnit er en slags svensk variant af #værdatkæmpefor. Vi får en gennemgang af de værdier som det demokratiske samfund er bygget på. Jeg må indrømme at det mest spændende i dette afsnit for mig var historien om egeskoven på Visingsö. Til tider hører man i Danmark en anekdote om hvordan kongen efter flådens ran i 1807 beordrede beplantning af egetræer, så vi kunne bygge en ny flåde. Angiveligt skulle der så i nyere tid være tilgået Forsvarsministeriet et brev fra Skov- og Naturstyrelsen om at flådeegen var klar. Det er rigtigt nok at træerne blev plantet, men historien med brevet er en myte. Til gengæld viser det sig nu at historien i virkeligheden er svensk. I 1975 blev der faktisk sendt et brev til marinechefen om at skoven på Visingsö var klar til brug. Pointen om at det er svært at forestille sig fremtiden, er dog stadig lige aktuel i begge lande.

Det er påfaldende hvor forskelligt man ser på forsvaret og trusselssituationen i Sverige og Danmark. I Sverige fylder Rusland enormt meget, og der er bred konsensus om at truslen er reel. Derfor er Sverige midt i en ambitiøs oprustning som giver mange NATO-lande baghjul.

Peter Supli Benson beskriver det svenske oprustningsprogram i en artikel i Berlingske:

»For 20 år siden anvendte Sverige cirka 2,5 procent af BNP på forsvaret. De seneste år har vi anvendt under én procent. Det var en øjenåbner, da den svenske øverstbefalende for nogle år siden offentligt sagde, at Sverige ikke længere var i stand til at forsvare sig selv i mere end en uge. Det vakte stor debat i befolkningen og blandt politikerne,« siger Joakim Berndtsson, der er lektor ved institut for globale studier ved Göteborgs Universitet og følger det svenske forsvar tæt.

Og dette er baggrunden for, at den svenske regering og de svenske politikere har lagt en plan. En dyr og voldsomt ambitiøs plan.

I Danmark er der omvendt en ret afslappet holdning til Rusland. Det er meget sjældent at man hører en dansk politiker tale om en territoriel trussel mod Danmark. Som regel nævnes Rusland kun i debatter om cybersikkerhed, og i den udstrækning der tales om kinetiske trusler, er det i en abstrakt kontekst hvor Danmark skal stille med symbolske bidrag i Baltikum.

Til en vis grad kan forskellen mellem Sverige og Danmark forklares med Danmarks medlemskab af NATO. Vi har i højere grad end svenskerne en forventning om at stærke allierede skal håndtere Rusland, og Danmark har derfor siden 1990’erne i meget udpræget grad omstillet Forsvaret til at være en ekspeditionsstyrke. Indtil for nylig var indstillingen at kun fleksible og deployerbare enheder var relevante for Danmark, og derfor afskaffede vi de kapaciteter som enten havde et snævert fokus, eller som primært gav mening i vores eget nærområde. I vid udstrækning er det stadig dette argument som danske politikere bruger når de skal forklare at Danmark ikke behøver at betale de lovede 2 procent af BNP til Forsvaret, fordi vi er så gode til at have en stor andel af vores soldater udsendt i internationale missioner.

Men medlemskabet af NATO kan ikke alene forklare forskellen i trusselsvurderingen. Det er ikke kun i Sverige at de har en anderledes trusselsopfattelse. Min egen oplevelse når jeg deltager i internationale konferencer blandt forsvarsanalytikere er at alle vores nabolande er nogenlunde på linje, og at de generelt er uforstående over for at vi tager tingene så roligt i Danmark. Lande som Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og selv Tyskland oplever i meget højere grad end os den militære trussel fra Rusland som reel. Der er i disse lande en militær selvforståelse der handler om at opretholde fred i Østersøregionen, mens internationale operationer kommer i anden række.

Den positive konsekvens er at det er nemt som dansk militæranalytiker at fremstå interessant. Hvis man bare udtrykker det som i Danmark er mainstream forsvarsforståelse, synes alle de andre at man er alternativ og bidrager med en skæv vinkel. Men omvendt er det også stof til eftertanke når man igen og igen oplever at samtlige af vores naboer er et helt andet sted end os. Det kunne jo være at de har en pointe.