Det er påfaldende hvor forskelligt man ser på forsvaret og trusselssituationen i Sverige og Danmark. I Sverige fylder Rusland enormt meget, og der er bred konsensus om at truslen er reel. Derfor er Sverige midt i en ambitiøs oprustning som giver mange NATO-lande baghjul.
Peter Supli Benson beskriver det svenske oprustningsprogram i en artikel i Berlingske:
»For 20 år siden anvendte Sverige cirka 2,5 procent af BNP på forsvaret. De seneste år har vi anvendt under én procent. Det var en øjenåbner, da den svenske øverstbefalende for nogle år siden offentligt sagde, at Sverige ikke længere var i stand til at forsvare sig selv i mere end en uge. Det vakte stor debat i befolkningen og blandt politikerne,« siger Joakim Berndtsson, der er lektor ved institut for globale studier ved Göteborgs Universitet og følger det svenske forsvar tæt.
Og dette er baggrunden for, at den svenske regering og de svenske politikere har lagt en plan. En dyr og voldsomt ambitiøs plan.
I Danmark er der omvendt en ret afslappet holdning til Rusland. Det er meget sjældent at man hører en dansk politiker tale om en territoriel trussel mod Danmark. Som regel nævnes Rusland kun i debatter om cybersikkerhed, og i den udstrækning der tales om kinetiske trusler, er det i en abstrakt kontekst hvor Danmark skal stille med symbolske bidrag i Baltikum.
Til en vis grad kan forskellen mellem Sverige og Danmark forklares med Danmarks medlemskab af NATO. Vi har i højere grad end svenskerne en forventning om at stærke allierede skal håndtere Rusland, og Danmark har derfor siden 1990’erne i meget udpræget grad omstillet Forsvaret til at være en ekspeditionsstyrke. Indtil for nylig var indstillingen at kun fleksible og deployerbare enheder var relevante for Danmark, og derfor afskaffede vi de kapaciteter som enten havde et snævert fokus, eller som primært gav mening i vores eget nærområde. I vid udstrækning er det stadig dette argument som danske politikere bruger når de skal forklare at Danmark ikke behøver at betale de lovede 2 procent af BNP til Forsvaret, fordi vi er så gode til at have en stor andel af vores soldater udsendt i internationale missioner.
Men medlemskabet af NATO kan ikke alene forklare forskellen i trusselsvurderingen. Det er ikke kun i Sverige at de har en anderledes trusselsopfattelse. Min egen oplevelse når jeg deltager i internationale konferencer blandt forsvarsanalytikere er at alle vores nabolande er nogenlunde på linje, og at de generelt er uforstående over for at vi tager tingene så roligt i Danmark. Lande som Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og selv Tyskland oplever i meget højere grad end os den militære trussel fra Rusland som reel. Der er i disse lande en militær selvforståelse der handler om at opretholde fred i Østersøregionen, mens internationale operationer kommer i anden række.
Den positive konsekvens er at det er nemt som dansk militæranalytiker at fremstå interessant. Hvis man bare udtrykker det som i Danmark er mainstream forsvarsforståelse, synes alle de andre at man er alternativ og bidrager med en skæv vinkel. Men omvendt er det også stof til eftertanke når man igen og igen oplever at samtlige af vores naboer er et helt andet sted end os. Det kunne jo være at de har en pointe.
Det som alle de lande har tilfælles minus Tyskland, er at de har fælles grænser med Rusland.
Herhjemme har politikerne fået et forsvar der i nogen grad er blevet til nikke dukker. De gentager politikernes udmeldinger uden at stille spørgsmål. Man har fået en forsvarsledelse der er håndtam. Kigger vi til fx Norge, så har Norges forsvarschef selv udgivet en analyse af hvad der er brug for i forsvaret af Norge, samt hvad forskellige niveauer af løsninger vil koste. Det antyder en hel anden selvstændighed i tænkningen i den norske forsvarsledelse.