Den geopolitiske situation siden murens fald har udviklet sig i en retning hvor at usikkerheden er steget og med aggressive aktører, som Rusland og Kina. Samtidig har det vist Danmark og Europa, at vi ikke længere kan forvente at amerikanerne kommer og hjælper os. Vi lever altså i en mere usikker verden, og vi skal derfor tage vores egen sikkerhed mere seriøst, og i særdeleshed tage vores eget forsvar alvorligt og bruge flere ressourcer på det. Hvad de ressourcer kan bruges til, er emnet for dette indlæg.
Jeg har ingen baggrund i militæret, men er uddannet inden for forretningsudvikling, innovation, økonomi, organisation, ledelse og strategi. Det handler om hvordan at man mest effektivt anvender en organisations ressourcer til at nå sine mål eller nye mål. Jeg har længe fulgt forsvarsdebatten, og herhjemme er der ikke meget nytænkning i forsvarsledelsen.
Da jeg ikke er et produkt af systemet og har en anden baggrund, har jeg en række alternative ideer som jeg vil prøve at kaste op i luften i en række indlæg, for at se om de kan stå for en nøjere granskning. Jeg er i gang med at søge nyt arbejde, og så er det nemmere at finde tid til det.
Der er brug for en åben forsvarsdebat
Forsvarsledelsen i Danmark har ikke spillet imod politikerne, men er i stedet en del af systemet og søbet ind embedsværket. En lang række sager har afsløret en syg kultur i særligt ledelsen herunder mobning, personalesager og nepotisme. Der er også peget på problemer med kvindelige soldater under udsendelse, og listen er endeløs. Forsvarsledelsen har ikke samme rygrad som i Norge, hvor forsvaret har givet politikerne fire scenarier med prissedler, og så kan de vælge hvor meget kapabilitet de vil have. Det er en åben debat. Mens at vi har skåret forsvaret kraftigt herhjemme, så har vi desværre aldrig haft den debat i Danmark. Der er ingen der offentligt har fortalt politikerne om konsekvenserne af deres valg, og det er til dels endt i et lukket embedsmandsvælde, en lukket forsvarsledelse og en forhenværende minister der helst ikke ville se virkeligheden i øjnene. Norge har vist en anden og bedre vej, og her er noget at lære. Forsvaret har problemer med at rekruttere, og det er klart at man bør starte med en oprydning rent organisatorisk, og at man gør op med den syge kultur hvor den findes. Skal forsvaret være en attraktiv arbejdsplads og være et stærkt forsvar, så er man nød til at tage medarbejdernes trivsel alvorligt.
Vi har indtil nu kunne spare på forsvaret fordi historien var slut i 1989, og vi kunne høste fredsdividenden. Samtidig har vi og andre lande i EU ladet USA betale regningen, og med medlemskabet af NATO har vi regnet med at kavaleriet altid ville komme i form af amerikanerne. Det har gjort at skiftende regeringer har skåret kraftigt i forsvarsbudgettet og fået en forsvarsledelse der er håndsky. Så meget at man må stille sig selv det spørgsmål om forsvaret i dag med ca. fem fregatter, 48 kampvogne og 27 kampfly udgør et troværdigt forsvar for Danmark?
Ude i verden har det vist sig at historien bestemt ikke er slut, med episoder på Krim og Libyen og mange, mange flere. Putins Rusland er i dag en militær magt der skal tages seriøst, og han har ikke samme interesser som os i Vesten.
Samtidig er UK ved at forlade EU, og Trump er kommet til i det Hvide Hus. Som vi har set med SDF i Syrien, så kan Europa ikke længere tage for givet at USA kommer med kavaleriet, hvis det brænder på.
Det betyder med andre ord at vi i Europa skal til at tage vores eget forsvar alvorligt. Det skal vi fordi at man bygger et solidt forsvar, så man undgår krig fordi modstanderens kalkule siger at det vil blive for dyrt at starte den. Det betyder både at vi skal øge budgetterne, men samtidig også bygge et forsvar i Europa der hænger sammen uden at amerikanerne låner os de ting som mangler. Det skal være et troværdigt forsvar, også på nationalt niveau. Forsvarsforbeholdet bør afskaffes, og vi skal vende os mere mod Europa, også på indkøbssiden. Vi har til dels ladet USA bestemme på indkøbssiden, men det bør vi holde op med.
Der er vedtaget et nyt forsvarsforlig. Det var desværre en ret lukket affære, der lugtede af at man ville kunne gå ud og sige en hel masse offentligt, uden at give det substantielle løft til forsvaret, som der er brug for. De mange mia kroner ligger først i det sidste år af forliget. Her bør regeringen i stedet nedsætte en ny forsvarskommission, eller forsvarsledelsen kan gøre som den norske, og lave en række scenarier med prissedler på. Hvorom alting er, så bør forsvarsbudgettet øges og gerne til de 2 procent, så det reflekterer den nye virkelighed med mere uro, et upålideligt USA og dermed at vi, de europæiske lande, skal til at tage vores eget forsvar seriøst.
Hellere overvågningsfly end flere kampfly
Når man skal bruge penge, er det en fordel at bruge dem på øgede kapabiliteter som ikke koster ret meget i vedligehold. At fylde nye missiler i fregatterne er fx en god investering, da det ikke kræver meget ekstra mandskab eller vedligehold. At købe et Patriot batteri er derimod dyrt både i indkøb og drift, og det kæver en hel del mere mandskab.
Det første man kan bruge flere penge på er flere kampfly. Med en bestilling på 27 F-35 hvoraf seks skal bruges til træning i USA, så er de resterende 21 i underkanten af hvad vi har brug for. I de første 4-5 år vil vi ikke have nok fly til at sende nogen på internationale missioner. Det danske rige er primært kyst og hav, så skibe og fly er helt essentielle for at beskytte landet.
Med flere penge kan man købe flere F-35 til en stykpris på 80m USD eller 538 mio kr. De har en pris på 25.000-30.000 USD pr flyvetime og leverer måske 40 flyvetimer om måneden.
Et andet forslag kunne være at bruge pengene på at købe Saabs GlobalEye airborne early warning and control fly eller lignende swing-role overvågnings fly.
UAEs køb af GlobalEye indikerer en pris på 238m USD pr fly. Det er et EWACs og ISR fly baseret på en forretningsjet platform, nemlig Bombardier Global 6500. Det har en kraftig radar i S-båndet med en rækkevidde på mere end 350 km og kan lave command and control, og har desuden nogle af de samme funktioner som JSTARs, dvs at radarerne kan følge mål på vand, land og i luften. Det kan være en stor fordel at have en flyvende radar, som vil kunne sende missildata til fx en fregat eller F-35 med slukket radar, som så kan affyre missiler på baggrund af data fra en anden sensor. Flyet kan cirkulere over Bornholm eller sendes til Grønland, alt efter hvad der er brug for. Sådan et fly er desuden en kommunikationsnode der kan binde andre kommunikationssystemer sammen eller lave lokale netværk, fx hvis der sker en større ulykke på Grønland med krydstogtskibe.
Sådan et fly vil få størst værdi hvis det kan tale med F-35 og skibene samt evt landbaseret C2, så det kan dele situationsbillede imellem alle enhederne. Det skal helst også kunne formidle sensordata i våbenkvalitet, så man på sigt kan have distribuerede sensorer og shootere ligesom USN. En EAWCs kan altså fungere som force-multiplier.
Fremtidens forsvar er integreret og skelner ikke mellem om sensorer og shootere tilhører Flyvevåbnet, Søværnet eller Hæren. Særligt i et område som det danske der primært er kystområde, giver det meget stor mening at integrere enhederne på tværs.
Overvågningsfly har mange fordele
Et overvågning- og kontrolfly er ikke et kampfly, men det har en række andre fordele. Den første er prisen. En businessjet som Bombarier Global 6500 leverer 100-160 flyvetimer om måneden, så rent overvågningsmæssigt i flyvetimer vil den kunne levere det samme som tre-fire F-35 kan. De har også meget længere rækkevidde på 12000km og længere udholdenhed på op til 11 timer. En F-35 har højere driftsomkostninger og dermed følgende høj timepris for flyvetimerne. Det skal man så gange med tre-fire stykker for at få samme antal flyvetimer som GlobalEye. En platform som Global 6500 er derimod udviklet til at have den lavest mulige driftspris pr. time og kan vedligeholdes af civile flymekanikere og meget færre af dem and de fire F35. Hvis vi sælger Flyvevåbnets tre Challenger CL-604 fly og udskifter dem med Bombardier 6500, så kan vi desuden fortsat nøjes med at have en enkelt business jet platform i forsvaret, hvilket vil holde logistikomkostningerne nede. Ved at bruge pengene på at købe sådan et fly, så koster det altså det samme up front, men der ligger en større besparelse i driften. Uden at have regnet på det, så kunne man forestille sig at hvis der indkøbes to GlobalEye i stedet for seks-otte F-35, så vil besparelserne på driften betyde at der kan indkøbes fx to ekstra F-35 sammen med de to GlobalEye. Man får altså mere for pengene end ved kun at købe flere F-35.
Sagt på en anden måde. Prisen på et GlobayEye vil ligge på det tre-fire F-35 koster, men det vil levere det samme flyvetimeantal, men med meget lavere driftsomkostninger per flyvetime og mindre bemanding og færre mekanikere.
En anden fordel ved at købe AEW&C fly er at de mangler i Europa, og der er efterspørgsel på dem til at sende dem ud. Det er langt nemmere og billigere at sende hvad der grundlæggende er et forretningsjet end at udstationere to-fire F-35.
Analysen i det danske forsvar i Arktis har desuden peget på at vi er ret blinde overfor hvad der sker deroppe, og at kommunikationen er svær. F-35 kan ikke løse den opgave, mens et overvågningsfly som GlobalEye kan dække meget af Arktis og samtidig være overvågnings- og kommunikationsnode ved fx eftersøgninger. Det løser en del af de problemer som er identificeret i Arktis-rapporten.
SAAB har desuden vist sig ualmindelig villig til at lave lokale modkøb, så der burde også være gode muligheder for at danske firmaer kan få fordel ud af sådan et samarbejde. Det kan fx være i forbindelse med integration mellem fly og combat management system på skibene. De har også vist sig meget agile mht. at tilpasse flyene til køberens ønsker. Flyet er desuden i drift flere steder, og radaren er i drift hos det svenske forsvar, og desuden har SAAB tilbudt det til Finland som en del af deres nye kampflyprogram. At kunne dele situationsbilleder med vores naboer er kun blevet vigtigere.
Det som taler imod sådan et indkøb er at et fly ikke kan være fire steder på samme tid, og at det kan ikke bære våben. Det taler for at Forsvaret bør lave en indledende analyse af fordele og ulemper ved at købe to GlobalEye og to F-35 frem for seks-otte F-35.
Helt enig i dine betragtninger om behovet for en kvalificeret debat om forsvarets indretning, Troels.
Med hensyn til overvejelserne om at styrke forsvarets indsat i Grønland og ved færøerne, så er jeg grundllæggende enig i dine betragtninger om, at det ikke giver mening at anskaffe yderligere kampfly, hvis man ikke har et rimeligt luftbillede. Det sidste kan i begrænset tid og rum etableres ved at anskaffe det svenske fly du nævner, men det vil selvsagt ikke give kontinuerlig dækning af området. Der er dog ingen tvivl om, at en lejeaftale med Sverige, der sikre rådighedenheden over et defineret antal Gripen.flyvetimer i kombination med anskaffelsen af det overvågningsfly du nævner, vil give mere effekt i airpolicingoperationer end anskaffelse af yderligere et antal F-35. Gripen er designet til operationer i arktiske områder, behøver kun adgang til landingsbne på 850 m og kan gøres klar til operation med støtte fra ganske få soldater. Det vil gøre det muligt at benytte en bred vifte af lufthavne i Grønland, hvilket skal ses i modsætning til F-35, der alene kan opererer ud fra Søndre Strømfjord.
Hvis man alene køber drifttimer behøver vi ikke nationalt at etablere en drifts- og vedligeholdelsesstruktur. Der vil være udgifter til det begrænsede antal piloter, der skal bemande flyene, men hvis man samtidigt åbner op for, at gamle kamppiloter kan tegne rådighedskontrakter, så skulle der være mulighed for at tappe ind i den resource, der ellers keder sig ihjel ved luftbåren buskørsel.