Det anstrengte forhold mellem USA og Europa betyder, at mange europæiske lande ønsker at gøre sig militært uafhængige af USA. På tværs af kontinentet spørger man sig selv, om klogt at blive ved med at købe våben hos amerikanerne, hvis vi ikke stoler på dem som en stabil partnere. Virkeligheden er dog, at det ikke er nogen smal sag at erstatte våbensystemer, som Europa har indkøbt og brugt gennem årtier. Samtidig er den europæiske forsvarsindustri endnu ikke på omgangshøjde med den amerikanske.
I denne episode af Krigskunst Podcast vil vi forsøge at give et overblik over, hvad der faktisk findes af europæiske alternativer. Vi fokuserer på det luftmilitære område og har derfor inviteret major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiets Center for Luft- og Rumoperationer til at give os en gennemgang af europæisk forsvarsindustri med udgangspunkt i det danske flyvevåbens behov.
Gæst: Karsten Marrup, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og chef for Center for Luft- og Rumoperationer Værter: Kasper Junge Wester, journalist, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen Episode: 063
Falklandskrigen mellem Argentina og Storbritannien i 1982 var skelsættende inden for både maritim krig og luftkrig. Blandt andet var det den første krig hvor vi for alvor så sømålsmissilet i spil, og så gav den afgørende indsigter i behovet for flybaseret luftrumsovervågning. Derudover illustrerede krigen en række væsentlige pointer om forsvarsplanlægning og betydningen af moral og dristighed i krig. Forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen er gæst i Krigskunst Podcast for at fortælle om Falklandskrigen i anledning af at det er 40 år siden at krigen fandt sted.
Gæst: Hans Peter Michaelsen, forsvarsanalytiker og pensioneret officer i Flyvevåbnet Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen Episode: 026
Omtalte bøger:
One Hundred Days — The Memoirs of the Falklands Battle Group Commander, Sandy Woodward, ISBN 9781557506528
The Battle for the Falklands, Max Hastings & Simon Jenkins, ISBN 978-0393301984
Forgotten Voices of the Falklands: The Real Story of the Falklands War, Hugh McManners, ISBN 978-0091908812
Vulcan 607: The Epic Story of the Most Remarkable British Air Attack Since WWII, Rowland White, ISBN 978-0552152297
Sea Harrier over the Falklands, Sharkey Ward, 978-0304355426
Hostile Skies, David Morgan, 978-0753821992
Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.
Flyvende robotter har ændret måden vi fører krig på. På godt og ondt har dronerne udfordret de etablerede normer på kamppladsen, og det giver nye moralske dilemmaer at tage stilling til. Samtidig kæmper militære styrker med at følge med på såvel teknologi, organisation og doktrin i det som bliver kaldt dronernes anden tidsalder.
Det er emnet i denne udgave af Krigskunst Podcast, hvor adjunkt Andreas Graae fra Forsvarsakademiets Institut for Militær Teknologi fortæller om droner. Det blev en samtale om dronernes historie og fremtid, men også om hvad der venter Danmark når vi med Arktis-pakken for alvor træder ind på scenen som en dronenation.
Gæst: Andreas Graae, adjunkt ved Forsvarsakademiet Værter: Anders Puck Nielsen, militæranalytiker, og Kasper Wester, journalist på OLFI Episode: 022
Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.
Her er videoudgaven af Krigskunst Podcast episode 19 om missiler. Du kan se Hans Peter Michaelsen forklare om missilets historie, og hvordan det ændrede krigsførelsen for altid. Og så kan du høre hvorfor Danmarks nye SM-2 missil måske allerede er ved at være forældet.
Videopodcasten er en forkortet version af samtalen, som indeholder de vigtigste højdepunkter.
Det svenske Totalförsvarets Forskningsinstitut (FOI) har udgivet en ny rapport om russisk A2/AD (Anti-Access/Area Denial). Rapporten hedder Beyond Bursting Bubbles, og det er en opfølger til sidste års meget berømte rapport Bursting the Bubble.
I den første rapport stillede FOI nogle vigtige spørgsmålstegn ved de russiske kapaciteter. Dels påpegede de svenske forskere at Ruslands missiler har nogle begrænsninger som ofte bliver overset i den vestlige debat, og dels kritiserede de den udbredte praksis med at tegne skræmmende – men i store træk misvisende – farecirkler på landkort omkring russiske missilbatterier. Det var således svenskernes ambition at punktere myten om uigennemtrængelige russiske A2/AD-bobler.
Den nye rapport er en antologi med bidrag fra en række forskere som leverer hver deres vinkel på russisk A2/AD. De forskellige kapitler giver således blik på alt fra tekniske over taktiske til strategiske emner. Jeg har været så heldig at få lov til at bidrage med et kapitel, hvor jeg fokuserer på det operative aspekt af A2/AD. Jeg forsøger heri at bygge videre på konklusionerne fra FOIs første rapport, hvor der mest var et taktisk fokus. Det prøver jeg at give en operativ overbygning, og det fører frem til nogle tanker om det som jeg foreslår at kalde operative modforholdsregler mod A2/AD.
Den samlede liste over forfattere til Beyond Bursting Bubbles er:
Michael Jonsson og Robert Dalsjö, FOI (Sverige)
Justin Bronk, Royal United Service Institute (Storbritannien)
Douglas Barrie, International Institute for Strategic Studies (Storbritannien)
Jamie Meighan, Royal Air Force (Storbritannien)
Sam J. Tangredi, US Naval War College (USA)
Anders Puck Nielsen, Forsvarsakademiet (Danmark)
Ilmārs A. Lejiņš, Nacionālie bruņotie spēki (Letland)
Robin Häggblom, forsvarsdebattør, (Finland)
Alexander Lanoszka, University of Waterloo, (Canada) og Luis Simón, Vrije Universiteit Brussel (Belgien)
Keir Giles, Chatham House (Storbritannien)
Ben Hodges, The Center for European Policy Analysis (USA)
Som noget nyt har jeg kastet mig ud i at lave en kort YouTube-film, så nedenfor kan du høre mig forklare de væsentligste pointer i mit eget kapitel.
I et tidligere indlæg kiggede jeg på fordelene og ulemperne ved at indkøbe bizjet-baserede multirolle overvågningsfly eller Airborne Early Warning & Control (AEW&C) fly frem for flere kampfly. Det ville forbedre mulighederne for at vide hvad der rør sig i kongeriget i luften, på jorden og på havet. I den seneste tid har der været meget diskussion om at vi skal styrke indsatsen i Arktis og i farvandet mellem Færøerne og Grønland, og det er derfor passende at se på muligheden for at anskaffe maritime patruljefly. Samtidig har statsminister Mette Frederiksen nævnt at forsvarsbudgettet kan hæves yderligere.
I takt med besparelserne i Forsvaret over de sidste årtier afskaffede vi de danske ubåde. Det har betydet at vi samtidig mistede det bedste forsvar mod fjendtlige ubåde og skibe. Kigger vi lokalt på de hjemlige farvande, så er det forståeligt, da Rusland ikke har ret mange ubåde i Østersøen, og samtidig har vores naboer ubåde, og de fleste af dem er med i NATO.
At bruge en øget forsvarsbevilling på at genskabe ubådsvåbnet til at bekæmpe ubåde og skibe er ikke nødvendigvis en god idé. Ubåde er langsomme, og de få som vi vil have råd til, kan kun dække en lille del af vores enorme havområde fra Thule til Bornholm. Dem som der er brug for i Nordatlanten er desuden ikke de samme som er optimale til de lavvandede hjemlige farvande. Sveriges nye A26 ubåde koster 3 mia kr pr styk alene i anskaffelse, og så skal de bemandes af 30-40 ubådsfolk.
Kortet viser Nordatlanten. Skal Danmark lukke hullet i GIUK så skal der investeres massivt i landbaserede radarer og i ubåde. Er det realistisk og en god måde at anvende et begrænset dansk forsvarsbudget på? Man kan overveje en model hvor at man samarbejder med US og UK om finansieringen af fx landbaserede radarer på Færøerne og Grønland, mens at ubådsbekæmpelsen kan ske med maritime patruljefly. Det er en bedre og mere økonomisk løsning. Illustration: Atlantsammenslutningen
Det handler derfor om at styrke det danske nationale forsvar både over dansk område, men også over Færøerne og Grønland. Alle tre er forsvarsmæssigt set øer og kystområder der er omgivet af hav og is. En øget bevilling bør derfor både fokusere på at gøre vores eksisterende forsvar mere robust, bevare og forbedre de internationale enheder, men også øge vores nationale forsvarsevne ved at tilføre nye kapabiliteter. Samtidig handler det om at vi skal dreje vores forsvar mere mod en Europæisk og national kontekst, fordi Donald Trump har sået tvivl om hvorvidt vi kan forvente hjælp fra USA. Vi skal derfor sigte imod at opbygge et troværdigt hjemligt forsvar og rette blikket mere mod Europa.
Brug det øgede forsvarsbudget på maritime patruljefly
Et øget forsvarsbudget kan anvendes på maritime patruljefly. De har typisk sensorer der rækker over og under havet, og flere af dem kan også bære torpedoer og antiskibmissiler. De kan dermed ikke bare detektere eneheder på og under overfladen, men også bekæmpe dem. Typisk er de også udstyret til at udføre og lede Search & Rescue (SAR) missioner, signalefterretning, samt fungere som node i et kommunikationsnetværk. De supplerer derfor enheder som F35 og de tidligere omtalte AEW&Cs med kontrol over hvad der er på og i havet.
Fordelen ved maritime patruljefly er at mens de er dyre i indkøb, så er de typisk billige i drift, da de bygger på eksisterende civile og militære flytyper og har en lille bemanding. Med maritime patruljefly stationeret i Karup kan vi dække områderne fra Bornholm til Thule. Rækkevidden er på 11.000-12.000 km, og udholdenheden er på 11 timer.
Boeings P-8 Poseidon er guldstandarden inden for maritime patruljefly, men det er også det dyreste til 180 millioner USD per fly. Det er baseret på platformen fra Boeing 737, og Norge, UK og USA er blandt de største brugere. Frankrig, Tyskland og flere andre arbejder på et europæisk projekt, men det vides ikke hvor langt det er, eller hvad konceptet indeholder. Hvis det er i samme klasse som P-8, så vil det sandsynligvis også ligge i samme prisklasse.
Svenske Saab pitchede deres koncept for et maritimt patruljefly, Swordfish, baseret på en bizjet platform til Sydkorea i 2018. Swordfish er baseret på Saabs AEW&C platform GlobalEye. Det har 70% af de samme systemer og er et maritimt patruljefly på samme business jet platform. Det er udstyret til at jage ubåde og skibe samt lave ISR, CSAR, SAR mfl og er derfor også et multirolle fly. Flyet er blandt andet udstyret med radar, flir og et magasin med 200 sonarbøjer. Der er fire NATO hardpoints, og flyet kan udstyres med op til seks lette torpedoer, antiskibsmissiler eller SAR pods.
Prisen for et Swordfish ligger i omegnen af 80 millioner USD i indkøb og 140 millioner USD for den fulde pakke. Driftsomkostningerne er 50% af P-8’s over flyets levetid, så den samlede økonomi ser konkurrencedygtig ud i forhold til P-8.
Maritime patruljefly er efterspurgt internationalt
Maritime patruljefly er noget som mangles i internationale missioner og i Europæisk kontekst, ligesom AEW&C, og de er derfor begge efterspurgte aktiver til internationale missioner i både Europa og NATO. Indsatsen i Libyen viste at Europa manglede begge dele. Derfor giver investeringer i AEW&C og maritime patruljefly mere mening end fx flere kampfly.
Saab fandt ikke en launch-kunde til Swordfish, og konceptet er derfor lagt på is. Det kunne derfor være oplagt at Forsvaret tager kontakt til svenskerne og forhører sig om mulighederne. Samtidig kan man tage kontakt til andre lande som kunne have interesse i et omkostningseffektivt maritimt patruljefly for at se om der er mulighed for et fælleskøb. Canada kigger på noget af det samme, og Bombardier som leverer bizjet-platformen er canadisk. Der kan også være andre. Saab har vist sig gode til at være agile, levere til tiden og tilbyde attraktive aftaler og kundetilpassede løsninger. Det sidste er vigtigt da en dansk udgave skal udstyres efter NATO-standarder og tilpasses så den kan dele situationsbillede med andre enheder i det danske forsvar som F35 og fregatterne med Seahawk-helikoptere. Man bør også se på om de kan levere måldata i våbenkvalitet til andre enheder som det amerikanske CEC/NIFCCA. Det burde være muligt at finde en type antiskibs-missiler som også kan bruges til F35. Laves en aftale for både AEW&C s og MPA, så vil der nok kunne opnås en fordelagtig pris. Saab har angivet en lead-time på 36 måneder. Det vil betyde at indkøb kan hjælpe på det gab vi har i luftbårne enheder inden at alle F35 er leveret.
Saabs maritime patruljefly Swordfish er optimeret til ubådsjagt, men fungerer også som multirolleplatform. Illustration: Saab
Saabs oprindelige MPA koncept var baseret på Bombardiers Global 6000 platform som i civil udgave ligger på omkring 62 millioner USD. Den nye Global 6500 har en ny vinge og nye motorer som bruger mindre brændstof og er mere effektive, hvilket betyder længere udholdenhed og rækkevidde samt lavere driftsomkostninger. Den koster 6 millioner USD mindre end den gamle model. Det samme gør sig gældende for GlobalEye. Det er også værd at tage med hvis der skal indkøbes flere fly af både AEW&Cs og det maritime patruljefly. Det er sandsynligt at 6500 også har samme evner som de nuværende Challenger-fly til at operere fra mindre flyvepladser med korte og ru landingsbaner. Dermed vil samme platform også kunne løse Challengerens opgaver i Arktis og med VIP-transport. Hvis de alle er 6500, så vil det betyde at der kun er én platform at vedligeholde, og det vil holde vedligeholdelsesomkostningerne og uddannelsesomkostningerne i ro. Placeres de alle i Karup, så kan man centralisere vedligeholdelsesfunktionen, lige som man har gjort med Seahawk-helikopterne, samtidig med at der er rimelig balance i flyvetid til både Bornholm og Arktis.
Med danske briller vil et indkøb af Swordfish være en kraftig opgradering over de nuværende tre Bombardier Challenger 604. Det vil løse en række af de problemer som de har og give et boost til bl.a. situational awarenes og kommunikation samt maritim kontrol og suverænitetshævdelse i særligt Arktis. Med flere krydstogtskibe i området der kan komme i havsnød og en øget militarisering, så er det særligt vigtigt både at opgradere vores tilstedeværelse og kapabiliteter, herunder særligt vores situational awareness i fjerne områder samt bevæbnet patruljering. Patruljeflyene vil sikre at vi kan opdage ubåde og overfladeenheder i Nordatlanten og rundt om Grønland og Færøerne, og de vil kunne gøre det i samarbejde med de opgraderede Seahawk-helikoptere.
Patruljefly er billige i drift
Det gennemgående for både forslaget om et bizjet-baseret AEW&Cs og et maritimt patruljefly er at begge er med til at øge informationsniveauet gennem bedre situationsbilleder, både under vandet, på vandet, på jorden og i luften. Desuden kan enhederne indgå i et informationsnetværk.
Prisen for fire maritime patruljefly er cirka fire gange 134 millioner USD eller 900 millioner kroner per styk, så det er i omegnen af 3,5 milliarder kroner i indkøb. Købes yderligere et fly til VIP og et til transport til erstatning for de eksisterende Challenger-fly, så skal der lægges måske 750 millioner kroner oveni, og så er vi oppe på 4,25 milliarder kroner. AEW&Cs flyene koster 232 millioner USD, eller 1,5 milliarder kr, så indkøb af to styk vil koste omkring 3 mia kroner. Sammen med maritime patruljefly og transport+VIP ender vi på 7,25 milliarder kr i indkøb.
Kigger vi på det ovenfra og forsvarsbudgettet hæves, så kan alle pengene gå til at indkøbe F-35 til 80 millioner USD per styk i fly-away. Driftsomkostningerne på en F-35 er til gengæld langt højere end på en militariseret bizjet. Samtidig leverer en typisk bizjet platform 120-160 flyvetimer om måneden. Det svarer til tre-fire F-35. Det er dér at den store besparelse ligger ved at anvende AEW&Cs og MPA i forhold til F-35. I stedet for at købe otte F-35, så kan man købe et maritimt patruljefly, et AEW&C s og to F-35, og den samlede pakke leverer flere flyvetimer, bedre overvågning og gør det billigere i både indkøb og drift. Ubådene, som både er dyre i indkøb og drift, kan udskydes til senere. AEW&C flyet fungerer desuden som force multipler fordi at de kan binde F-35, sensorer, og skibsbårne missiler sammen med en langtrækkende luftbåren radar. De fungerer som integratorer og kan gøre at fx fregatterne ikke behøver at have deres radarer tændt, hvilket øger skibenes sikkerhed i en kampsituation. Desuden kan de fungere som JSTARS dvs. battlemanager på landjorden og AWACS i luften, og de kan bruges til at lave signalefterretning. Vi øger virkeligt vores kapabiliteter og værdien af de andre enheder i Forsvaret.
Hvis forsvarsbudgettet hæves i de kommende forsvarsforlig, så er maritime patruljefly og AEW&Cs et godt sted at investere nogle af pengene. De koster noget i indkøb, men driften vil kun være lidt højere end driften af de nuværende Challenger-fly og langt lavere end F-35, så når de er indkøbt, vil de ikke belaste det løbende forsvarsbudget ret meget i hverken mandskab, træning, logistik eller penge. Ubåde og flere F-35 er dyre i indkøb, og begge kapaciteter har korte ben, og Danmark er et stort rige, så tre ubåde og en håndfuld F-35 kan ikke dække det tilstrækkeligt.
Købes der overvågningsfly, vil det danske forsvar få et langt bedre situationsbillede af hvad der sker i kongeriget fra Bornholm til Thule. Den overvågning får rigtigt lange ben, og det samme gør kontrollen med havet, uanset om det er redning, pirater eller fjendtlige ubåde der er målet. Vi vil med andre ord have meget bedre viden om hvad der sker derude, uanset om det er Bornholm, Østgrønland eller Hormuzstrædet.
Det første skridt i at øge forsvarsevnen nationalt og i forhold til Europa og NATO handler om at skabe et øget informationsniveau om hvad der sker derude og særligt i Arktis. Fordi området er så stort, så kan omkostningseffektive multirolle maritime patruljefly og overvågningsfly på en bizjet-platform øge informationsniveauet på en langt billigere måde end alternativerne som F-35 eller ubåde. Det peger på at Forsvaret bør kigge nøje på muligheden for både maritime patruljefly og overvågningsfly.
Dette er det andet indlæg i en serie som søger at udfordre den eksisterende tænkning i Forsvaret og at se på nye muligheder for at anvende et øget forsvarsbudget. Første indlæg handlede om overvågningsfly, og næste gang er emnet afløseren for Thetis-klassen. Forfatteren har ingen relation til de nævnte firmaer.
Den geopolitiske situation siden murens fald har udviklet sig i en retning hvor at usikkerheden er steget og med aggressive aktører, som Rusland og Kina. Samtidig har det vist Danmark og Europa, at vi ikke længere kan forvente at amerikanerne kommer og hjælper os. Vi lever altså i en mere usikker verden, og vi skal derfor tage vores egen sikkerhed mere seriøst, og i særdeleshed tage vores eget forsvar alvorligt og bruge flere ressourcer på det. Hvad de ressourcer kan bruges til, er emnet for dette indlæg.
Jeg har ingen baggrund i militæret, men er uddannet inden for forretningsudvikling, innovation, økonomi, organisation, ledelse og strategi. Det handler om hvordan at man mest effektivt anvender en organisations ressourcer til at nå sine mål eller nye mål. Jeg har længe fulgt forsvarsdebatten, og herhjemme er der ikke meget nytænkning i forsvarsledelsen.
Da jeg ikke er et produkt af systemet og har en anden baggrund, har jeg en række alternative ideer som jeg vil prøve at kaste op i luften i en række indlæg, for at se om de kan stå for en nøjere granskning. Jeg er i gang med at søge nyt arbejde, og så er det nemmere at finde tid til det.
Der er brug for en åben forsvarsdebat
Forsvarsledelsen i Danmark har ikke spillet imod politikerne, men er i stedet en del af systemet og søbet ind embedsværket. En lang række sager har afsløret en syg kultur i særligt ledelsen herunder mobning, personalesager og nepotisme. Der er også peget på problemer med kvindelige soldater under udsendelse, og listen er endeløs. Forsvarsledelsen har ikke samme rygrad som i Norge, hvor forsvaret har givet politikerne fire scenarier med prissedler, og så kan de vælge hvor meget kapabilitet de vil have. Det er en åben debat. Mens at vi har skåret forsvaret kraftigt herhjemme, så har vi desværre aldrig haft den debat i Danmark. Der er ingen der offentligt har fortalt politikerne om konsekvenserne af deres valg, og det er til dels endt i et lukket embedsmandsvælde, en lukket forsvarsledelse og en forhenværende minister der helst ikke ville se virkeligheden i øjnene. Norge har vist en anden og bedre vej, og her er noget at lære. Forsvaret har problemer med at rekruttere, og det er klart at man bør starte med en oprydning rent organisatorisk, og at man gør op med den syge kultur hvor den findes. Skal forsvaret være en attraktiv arbejdsplads og være et stærkt forsvar, så er man nød til at tage medarbejdernes trivsel alvorligt.
Vi har indtil nu kunne spare på forsvaret fordi historien var slut i 1989, og vi kunne høste fredsdividenden. Samtidig har vi og andre lande i EU ladet USA betale regningen, og med medlemskabet af NATO har vi regnet med at kavaleriet altid ville komme i form af amerikanerne. Det har gjort at skiftende regeringer har skåret kraftigt i forsvarsbudgettet og fået en forsvarsledelse der er håndsky. Så meget at man må stille sig selv det spørgsmål om forsvaret i dag med ca. fem fregatter, 48 kampvogne og 27 kampfly udgør et troværdigt forsvar for Danmark?
Ude i verden har det vist sig at historien bestemt ikke er slut, med episoder på Krim og Libyen og mange, mange flere. Putins Rusland er i dag en militær magt der skal tages seriøst, og han har ikke samme interesser som os i Vesten.
Samtidig er UK ved at forlade EU, og Trump er kommet til i det Hvide Hus. Som vi har set med SDF i Syrien, så kan Europa ikke længere tage for givet at USA kommer med kavaleriet, hvis det brænder på.
Det betyder med andre ord at vi i Europa skal til at tage vores eget forsvar alvorligt. Det skal vi fordi at man bygger et solidt forsvar, så man undgår krig fordi modstanderens kalkule siger at det vil blive for dyrt at starte den. Det betyder både at vi skal øge budgetterne, men samtidig også bygge et forsvar i Europa der hænger sammen uden at amerikanerne låner os de ting som mangler. Det skal være et troværdigt forsvar, også på nationalt niveau. Forsvarsforbeholdet bør afskaffes, og vi skal vende os mere mod Europa, også på indkøbssiden. Vi har til dels ladet USA bestemme på indkøbssiden, men det bør vi holde op med.
Der er vedtaget et nyt forsvarsforlig. Det var desværre en ret lukket affære, der lugtede af at man ville kunne gå ud og sige en hel masse offentligt, uden at give det substantielle løft til forsvaret, som der er brug for. De mange mia kroner ligger først i det sidste år af forliget. Her bør regeringen i stedet nedsætte en ny forsvarskommission, eller forsvarsledelsen kan gøre som den norske, og lave en række scenarier med prissedler på. Hvorom alting er, så bør forsvarsbudgettet øges og gerne til de 2 procent, så det reflekterer den nye virkelighed med mere uro, et upålideligt USA og dermed at vi, de europæiske lande, skal til at tage vores eget forsvar seriøst.
Hellere overvågningsfly end flere kampfly
Når man skal bruge penge, er det en fordel at bruge dem på øgede kapabiliteter som ikke koster ret meget i vedligehold. At fylde nye missiler i fregatterne er fx en god investering, da det ikke kræver meget ekstra mandskab eller vedligehold. At købe et Patriot batteri er derimod dyrt både i indkøb og drift, og det kæver en hel del mere mandskab.
Det første man kan bruge flere penge på er flere kampfly. Med en bestilling på 27 F-35 hvoraf seks skal bruges til træning i USA, så er de resterende 21 i underkanten af hvad vi har brug for. I de første 4-5 år vil vi ikke have nok fly til at sende nogen på internationale missioner. Det danske rige er primært kyst og hav, så skibe og fly er helt essentielle for at beskytte landet.
Med flere penge kan man købe flere F-35 til en stykpris på 80m USD eller 538 mio kr. De har en pris på 25.000-30.000 USD pr flyvetime og leverer måske 40 flyvetimer om måneden.
UAEs køb af GlobalEye indikerer en pris på 238m USD pr fly. Det er et EWACs og ISR fly baseret på en forretningsjet platform, nemlig Bombardier Global 6500. Det har en kraftig radar i S-båndet med en rækkevidde på mere end 350 km og kan lave command and control, og har desuden nogle af de samme funktioner som JSTARs, dvs at radarerne kan følge mål på vand, land og i luften. Det kan være en stor fordel at have en flyvende radar, som vil kunne sende missildata til fx en fregat eller F-35 med slukket radar, som så kan affyre missiler på baggrund af data fra en anden sensor. Flyet kan cirkulere over Bornholm eller sendes til Grønland, alt efter hvad der er brug for. Sådan et fly er desuden en kommunikationsnode der kan binde andre kommunikationssystemer sammen eller lave lokale netværk, fx hvis der sker en større ulykke på Grønland med krydstogtskibe.
Sådan et fly vil få størst værdi hvis det kan tale med F-35 og skibene samt evt landbaseret C2, så det kan dele situationsbillede imellem alle enhederne. Det skal helst også kunne formidle sensordata i våbenkvalitet, så man på sigt kan have distribuerede sensorer og shootere ligesom USN. En EAWCs kan altså fungere som force-multiplier.
Fremtidens forsvar er integreret og skelner ikke mellem om sensorer og shootere tilhører Flyvevåbnet, Søværnet eller Hæren. Særligt i et område som det danske der primært er kystområde, giver det meget stor mening at integrere enhederne på tværs.
Overvågningsfly har mange fordele
Et overvågning- og kontrolfly er ikke et kampfly, men det har en række andre fordele. Den første er prisen. En businessjet som Bombarier Global 6500 leverer 100-160 flyvetimer om måneden, så rent overvågningsmæssigt i flyvetimer vil den kunne levere det samme som tre-fire F-35 kan. De har også meget længere rækkevidde på 12000km og længere udholdenhed på op til 11 timer. En F-35 har højere driftsomkostninger og dermed følgende høj timepris for flyvetimerne. Det skal man så gange med tre-fire stykker for at få samme antal flyvetimer som GlobalEye. En platform som Global 6500 er derimod udviklet til at have den lavest mulige driftspris pr. time og kan vedligeholdes af civile flymekanikere og meget færre af dem and de fire F35. Hvis vi sælger Flyvevåbnets tre Challenger CL-604 fly og udskifter dem med Bombardier 6500, så kan vi desuden fortsat nøjes med at have en enkelt business jet platform i forsvaret, hvilket vil holde logistikomkostningerne nede. Ved at bruge pengene på at købe sådan et fly, så koster det altså det samme up front, men der ligger en større besparelse i driften. Uden at have regnet på det, så kunne man forestille sig at hvis der indkøbes to GlobalEye i stedet for seks-otte F-35, så vil besparelserne på driften betyde at der kan indkøbes fx to ekstra F-35 sammen med de to GlobalEye. Man får altså mere for pengene end ved kun at købe flere F-35.
Sagt på en anden måde. Prisen på et GlobayEye vil ligge på det tre-fire F-35 koster, men det vil levere det samme flyvetimeantal, men med meget lavere driftsomkostninger per flyvetime og mindre bemanding og færre mekanikere.
En anden fordel ved at købe AEW&C fly er at de mangler i Europa, og der er efterspørgsel på dem til at sende dem ud. Det er langt nemmere og billigere at sende hvad der grundlæggende er et forretningsjet end at udstationere to-fire F-35.
Analysen i det danske forsvar i Arktis har desuden peget på at vi er ret blinde overfor hvad der sker deroppe, og at kommunikationen er svær. F-35 kan ikke løse den opgave, mens et overvågningsfly som GlobalEye kan dække meget af Arktis og samtidig være overvågnings- og kommunikationsnode ved fx eftersøgninger. Det løser en del af de problemer som er identificeret i Arktis-rapporten.
SAAB har desuden vist sig ualmindelig villig til at lave lokale modkøb, så der burde også være gode muligheder for at danske firmaer kan få fordel ud af sådan et samarbejde. Det kan fx være i forbindelse med integration mellem fly og combat management system på skibene. De har også vist sig meget agile mht. at tilpasse flyene til køberens ønsker. Flyet er desuden i drift flere steder, og radaren er i drift hos det svenske forsvar, og desuden har SAAB tilbudt det til Finland som en del af deres nye kampflyprogram. At kunne dele situationsbilleder med vores naboer er kun blevet vigtigere.
Det som taler imod sådan et indkøb er at et fly ikke kan være fire steder på samme tid, og at det kan ikke bære våben. Det taler for at Forsvaret bør lave en indledende analyse af fordele og ulemper ved at købe to GlobalEye og to F-35 frem for seks-otte F-35.
Den seneste uge har der været meget diskussion om hvorvidt en eksplosion ved Novaya Zemlya den 8. august kan være resultatet af en mislykket test med det eksperimentelle missil Burevestnik. Det er et atomdrevet krydsermissil med uendelig rækkevidde. Mistanken skyldes dels det forhold at der efter eksplosionen var en kortvarig forhøjet radioaktiv stråling i området, og dels at andre lande tidligere har opgivet forsøg med den slags missiler fordi det blev vurderet at være for farligt.
Men Michael Kofman, der er ekspert i russiske militære forhold, mener ikke at den hypotese holder. Det beskriver han i et blogindlæg på sin hjemmeside:
Here is the most likely scenario as I see it. The explosion was not a missile launch test, and it was not Burevestnik, no matter how much arms control wonks want to think it was. It’s just unlikely based on the scant information available about the incident.
I stedet mener han at det måske kan være en mislykket test af et andet missil (fx det hypersoniske sømålsmissil Tsirkon), som var pakket ind i en form for atomdrevet varmebeholder.
Kofman har en tendens til at blive så teknisk i sine forklaringer at det kan være svært at følge med. Men i det mindste må man sige at det stadig er uafklaret hvad det præcist var som eksploderede ved Novaya Zemlya.
Opdatering: Matt Bodner udtrykker en tilsvarende skepsis ved Burevestnik-teorien i denne episode af The Russia Guy Podcast. Han gør det knapt så teknisk og sandt være sagt nemmere forståeligt end Kofman.
