Alle danskere kender havet. Bortset fra midten af indlandsisen på Grønland er der næppe noget sted i kongeriget hvor der er mere end en times kørsel til kysten, og som dansker kan det virke næsten eksotisk at der andre steder i verden lever mennesker som aldrig har set havet. Men selvom havet er en del af vores fælles bevidsthed, er det alligevel de færreste som kan sætte ord på hvordan havet faktisk er særligt.
I dette indlæg vil jeg se på hvordan havet er noget særligt som militært operationsområde. Mennesket lever på landjorden, og selv den mest inkarnerede sømand tilbringer mere tid på land end til søs. Det er derfor naturligt at vi har landjorden som referenceramme, og det kan lede til at man glemmer hvordan andre miljøer er forskellige. Der er imidlertid nogle karakteristika som gør maritime operationer anderledes end militære operationer på landjorden, og hvis man tager landjordens logik med sig til søs, kan man risikere at gribe opgaverne forkert an.
Først beskriver jeg nogle generelle karakteristika ved havet. Derefter går jeg videre med en mere specifik militær vurdering af havet som operationsområde, inden jeg slutter af med nogle betragtninger om de særlige kendetegn ved flåder. Det er ikke meningen at det skal være en udtømmende redegørelse, men snarere end kort oversigt. Hvis man er interesseret i en mere tilbundsgående analyse, vil jeg anbefale Ian Spellers fremragende bog Understanding Naval Warfare.
Før man går i gang med diskussionen, er det imidlertid væsentligt at være opmærksom på at vand ikke bare er vand. Afhængigt af hvor man befinder sig henne, vil der være forskel på hvordan det maritime islæt manifesterer sig. Traditionelt opererer man inden for maritim krigsførelse med tre klassiske typer af operationsområder:
- “Blue water” er det åbne hav og oceanerne.
- “Green water” er de kystnære områder og havnene.
- “Brown water” er floder og søer.
Det siger nærmest sig selv at der må være forskel på hvordan man opererer i disse forskellige områder. Da Royal Navy satte jagten ind på Bismarck under Anden Verdenskrig, var det en anden type operation end på en amerikansk flodbåd under Vietnamkrigen. Begge dele var maritime operationer, men det er rimeligt at sige at nu længere til søs begivenhederne finder sted, nu mere vil de særlige karakteristika ved havet spille ind. Man kan også omvendt sige at ved green water og brown water vil der være en stærkere indflydelse fra landjordens logik på de maritime operationer. Det er nok også rimeligt at antage at der i de kystnære områder er en større tendens til at maritime operationer handler om at skabe en effekt fra havet og ind på land, mens det længere ude på havet mere gælder om at skabe effekt på havet. Det er imidlertid kun tommelfingerregler, og i alle maritime operationer vil de maritime logikker spille en rolle i større eller mindre grad.
Generelle karakteristika ved havet
Inden man kommer til at vurdere de militære forhold ved havet, er det værd at overveje nogle generelle forhold først. For det første er det tydeligt at der er nogle fysiske forskelle på vandet og landjorden. Mennesker kan (i hvert fald normalt) ikke gå på vandet, og vi er bundet til at befinde os på et skib hvis vi ønsker at bevæge os rundt. Hvis vi opholder os i vandet i tilstrækkelig lang tid, vil vi omkomme. Dertil kommer at havet er stærkt påvirkeligt af vind og vejr, og vores muligheder for at sejle kan være begrænset af naturfænomener som storme og is. Havet er altså ikke noget gæstfrit miljø.
Samtidig med at vand er et udfordrende miljø for mennesker, har det imidlertid også vist sig enormt praktisk til at forbinde os. Søtransport er billig og simpel, og af den grund har havet gennem århundreder været den vigtigste internationale forbindelseslinje mellem lande. Målt på volumen transporteres i dag over 80 procent af verdens gods over havet, og målt på værdi er det tilsvarende tal over 70 procent.
Dertil kommer at havet er enormt stort. Havet dækker cirka 70 procent af jordens overflade, og langt størstedelen af dette område er internationalt farvand som ingen nation kan gøre krav på. Hvor man på landjorden oplever fysiske grænser mellem landene, og at lande kan bestemme hvem der kan passere grænserne, er der altså i udgangspunktet fri bevægelighed for alle på havet.
Endeligt er det værd at bemærke at havet i store træk er en homogen masse af vand. Der er naturligvis særlige lokale fænomener som skær eller fiskepladser som kan gøre visse områder særlige, og der kan være regionale faktorer som periodevise forekomster af is. Men i store træk er havet en stor masse af vand, hvor den ene bølge er lige så god som den anden.
Det fører frem til en af de vigtigste pointer ved havet: Vandet er et medium, og det har ingen værdi i sig selv. Hvor krig på landjorden ofte handler om at erobre og fastholde terræn, giver det på havet ingen mening at forsøge at erobre vandet. Det afgørende er hvilke forbindelseslinjer havet understøtter, og hvordan man kan påvirke dem.
Der er i dag et juridisk system af havret, som regulerer forskellige områder af havet, og som giver stater en vis ejendomsret. Det er områder der ligger tæt ved kysten, og derfor har disse områder typisk også en størrelse som gør dem overskuelige. Normalt rækker statens territorium ud til 12 sømil fra kysten (dvs. inden for radardækning fra land), og staten har nogle økonomiske rettigheder til fiskeri og naturresurser ud til 200 sømil. Allerede med denne eksklusive økonomiske zone bliver det imidlertid svært for landene at overskue hvad der foregår på havet, og i praksis har et land som Danmark fx ikke kontinuerligt overblik over hvad der foregår i vores del af Nordsøen.
Havet som militært operationsområde
Disse generelle karakteristika ved havet betyder at der er nogle særlige vilkår for militære operationer. For det første er det bemærkelsesværdigt at havet som udgangspunkt forbinder landområder, snarere end det afgrænser dem. Det er altså en misforståelse hvis man tror at havet i sig selv yder beskyttelse mod en oversøisk modstander.
En anden væsentlig detalje ved havet er at det er svært at overskue. Selv med moderne teknologi er det svært at overvåge skibes bevægelser på havoverfladen, og under overfladen er ubåde i store træk umulige at holde styr på i mere end korte perioder ad gangen. Det er også bemærkelsesværdigt at militære operationer på havet ofte finder sted over meget store områder. I landkrig kan militære styrker nogle gange kæmpe længe over kontrollen med et ganske lille område. Eksempelvis er Green Zone i Helmand nogenlunde på størrelse med Sjælland, og det forsøgte danske og britiske styrker gennem mange år for at få kontrol over. Til sammenligning strakte højrisikoområdet for somaliske pirater sig hele vejen fra Madagaskar til Indien.
Terræn betyder altså ikke nær så meget i maritime operationer som på land. Det handler ikke om at erobre en bestemt del af havet, men om at kontrollere hvordan nogen udnytter det. Derfor taler man i en sømilitær sammenhæng primært om at kontrollere de maritime forbindelseslinjer (sea lines of communication), mens det er uinteressant om man gør dette i den ene eller den anden ende af forbindelseslinjen.
Kendetegn ved flåder
Alt dette fører frem til en række betragtninger om hvad flåder er for størrelser. For det første gælder der samme mobilitet for krigsskibe som for alle andre skibe. Et krigsskib kan i udgangspunktet sejle over hele verden, hvis det bare holder sig mere end 12 sømil fra land. Det er meget forskelligt fra landstyrker, som ikke bare kan køre rundt og hænge ud som de lyster.
En anden ting er farten. Skibe er overraskende hurtige. Jeg har ofte fordrevet tiden til søs ved at kigge på skruevandet og spekulere over det fascinerende i at en smule turbulens kan flytte et enormt skib. Det har altid været svært for mig at forene følelsen af at bevæge mig langsomt med den faktuelle viden om at det faktisk går hurtigt. Et skib som sejler 15 knob tilbagelægger 360 sømil på et døgn, og på 10 dage kan det nå fra Flådestation Frederikshavn til Libanon. Det er en imponerende mobilitet når man tænker over hvor meget militær slagstyrke et stort krigsskib kan medbringe.
Ikke alene kan krigsskibe altså nå langt på ganske kort tid, men de kan også gøre det uden at nogen andre stater kan blande sig i om de må. Der kræves ingen diplomatiske tilladelser for krigsskibets bevægelser, og man behøver ikke at advisere nogen myndigheder om det på forhånd. Krigsskibe har altså muligheden for at dukke uanmeldt op overalt i verden, hænge ud i en ubestemt periode og at forsvinde igen. Desuden kan skibene fungere som platforme for en bred vifte af forskellige kapaciteter, som kan bringes i spil i en konkret operation, eller som man kan medbringe for sikkerhedens skyld. Det giver en meget høj grad af fleksibilitet.
Endeligt er det måske værd at bemærke at flåder typisk består af ganske få enheder i sammenligning med landstyrker. Selv de største flåder i verden har under 300 skibe. Når man skal gennemføre flådeoperationer, er det typisk nødvendigt at koordinere de forskellige skibes indsatser, med der er ikke noget behov for at koordinere hvordan de enkelte skibschefer løser opgaverne inden for egen enhed. Det vil komme for vidt her at komme ind på alle de ledelsesmæssige implikationer af dette, men det vil være rimeligt at sige at mission command i højere grad kan være et tilvalg i maritim krigsførelse, mens det i en landmilitær sammenhæng er nødvendigt for at opnå nogen som helst form for effektivitet.
Konklusion
Så hvis man skal opsummere alt dette, får man at havet er et uoverskueligt stort område, som i udgangspunktet ikke ejes af nogen. Mennesker kan ikke leve og bo på vandet, og det er uinteressant at tale om at kontrollere terræn. I stedet er det afgørende at havet muliggør transport og binder landområder sammen, og fra et militært perspektiv handler det snarere om at kontrollere forbindelseslinjer.
Flåder karakteriseres ved en høj grad af mobilitet og fleksibilitet, og krigsskibe har særlige fordele ved havets åbne status. Det betyder i praksis at de kan bevæge sig over havet til deres operationsområde uden at nogen kan opstille hindringer undervejs eller skal spørges om lov. Hvis operationerne skal finde sted tæt ved en kyst eller måske endda på floder eller søer, vil der være flere begrænsninger, og en del af landkrigens logik vil gøre sig gældende. Det vil imidlertid stadig også være tilfældet at det maritime miljø vil sætte præg på sådanne kystnære operationer, og man skal som minimum være opmærksom på forskellene for at kunne anvende både landmilitære og maritime instrumenter optimalt i en operation hvor de begge er i spil.
Skriv et svar