Mission command er den foretrukne militære ledelsesstil i NATO (og de fleste andre lande), og den betyder kort fortalt at man delegerer opgaver til underlagte enheder, men lader det være op til dem at finde ud af hvordan opgaven skal løses. Det er klart mere effektivt i det lange løb end alternativet, som er direkte kommando.
Men mission command er lettere sagt end gjort. I praksis er der mange grunde til at processen kan gå i hårknude, og man ikke opnår de fordele som egentlig burde ligge i metoden. Det har flotilleadmiral Bill Shafley skrevet om på CIMSEC:
Mission command won’t likely fail because of a lack of disciplined initiative or trust. It will break down because commanders have not taken the time to truly think through and generate a concise commander’s intent that codifies the information requirements necessary to build decisions upon. It will break down due to the staff’s inability to create an information bill and weigh the staff tax necessary to generate successful mission orders. It will break down because the staff just kept on asking one more innocent question, after another, and after another. It is the commanders who set the tone.
Shaftley lægger især vægt på dygtig anvendelse af redskaberne “commander’s intent”, “commander’s critical information requirements” og “battle rhythm”. Hvis disse ting lykkes, er der gode vilkår for mission command. Og hvis de ikke bruges på en gennemtænkt måde, får det en kontraproduktiv effekt som ødelægger vilkårene for god militær ledelse.
Hvis man er interesseret i stabsarbejde, er det værd at læse Shaftleys indlæg.
Skriv et svar