Bramsen Lost in Translation – Et (retfærdiggørelses-)sociologisk indspark

I de sidste par dage har forsvarsminister Trine Bramsen været i stormvejr grundet et mildest talt fejlslagent interview og en noget uheldig udtalelse, hvor hun omtalte nuværende forsvarschef General Flemming Lentfer som sin ’styrelseschef’. I sagens natur skal årsagen nok delvist findes i en intern positioneringskamp, men der er også noget mere dybtliggende på spil.

De to franske sociologer Luc Boltanski og Laurent Thévenot (og jo som civilist og filosof, gud bedre det, må jeg godt tale om franske sociologer på krigskunst.dk) har i deres arbejde med retfærdiggørelses- eller kritiksociologi peget på, at der i samfundet eller offentligheden eksisterer en række forskellige ”anerkendte” logikker eller regimer som vi (som samfund) operationaliserer eller bruger når vi ønsker at retfærdiggøre vores holdning til dette og hint samt at overtale andre til at godtage denne holdning. De kalder disse logikker for ’retfærdiggørelsesregimer’. Ideen om sådanne retfærdiggørelsesregimer giver en strålende ramme for at forstå de dybereliggende udfordringer i den verserende sag.

Retfærdiggørelsesregimer i praksis

For at forstå grundtanken hos Boltanski og Thévenot kan vi forestille os to eksempler for anvendelsen af forskellige retfærdiggørelsesregimer. En direktør i en stor virksomhed der skal overtale sin bestyrelse til at virksomheden skal investere i nye produktionsanlæg, børsnoteres e.l. bruger nogle andre retfærdiggørelser end Søren Brostrøm, der skal overtale os om at blive hjemme, begrænse social kontakt og bruge mundbind.

I første eksempel er det et markeds- og industriregime, hvor fokus er på nøgleord som effektivitet, produktivitet, profitmaksimering etc. I det andet (Brostrøm-) eksempel er det et ’borgerregime’, hvor det handler om almenvellets bedste, personligt ansvar og nå ja… samfundssind. I disse retfærdiggørelsesregimer ligger også en række antagelser om hvad der udgør potentielle risici. I det første eksempel er risikoen at produktionen bliver langsommere, at konkurrenterne kommer foran etc. I det andet eksempel er det folkesundheden osv.

Nogle gange kan disse regimer leve side om side, f.eks. kan Brostrøm pege på at hvis vi skal have virksomhederne til at komme op at kører på fuld blus (markedsregime), må vi alle vise samfundssind (borgerregime), og at en potentiel fare (risiko) mod folkesundheden er også en fare for virksomhedernes bundlinje og økonomien. Dette kræver dog et ’oversættelses- eller tolkearbejde’, hvor forskellige retfærdiggørelser forstås i samme kontekst og der findes ’fællesnævnere’ eller fælles meningsskabere, eksempelvis som når Brostrøm peger på at folkesundheden og produktiviteten hænger sammen og er vigtig for både ’samfundet’ og de enkelte virksomheder. På samme måde ville virksomhedsejeren kunne argumentere for at hans/hendes virksomhed bidrager med skat som også er vigtigt for ’samfundet’.

Bramsen Lost in Translation: Clashet mellem et bureaukratisk-politisk regime og et militært-sikkerhedsmæssigt regime

Regimerne kan derimod også clashe (som det hedder på nydansk). Retfærdiggørelser og risiko i et regime lader sig nemlig ikke nødvendigvis oversætte til et andet. Det kan betyde at folk taler forbi hinanden og det der virker logisk i et regime bestemt, ikke er det i et andet. Det er en sådan fejloversættelse der er sket i Bramsen-sagen.

Bramsen har talt og argumenteret ud fra hvad vi kan kalde et bureaukratisk-politisk regime (min terminologi ikke Boltanski og Thévenots) her har retfærdiggørelsen været, at det er centralt at (forsvars)ministeren udfører skarp politisk kontrol med Forsvaret, der må være underordnet den politiske vilje. Det gælder for Forsvaret som det gælder for politiet, sundhedsvæsnet osv. Det er politikerne/regeringen, der stikker kursen og deler pengene ud og Forsvaret, politiet sundhedsvæsnet osv. skal implementere og udføre den politiske vilje i praksis (for regeringen og Bramsen er det ift. til Forsvaret noget med noget mere cyber og noget med noget mere Arktis).

Ud fra denne logik er det vigtigt med transparens, fælles regler, god forvaltningsskik osv. Befolkningen har krav på at deres vilje bliver udført gennem de folkevalgte, og de har ret til at vide hvad deres skattekroner bliver brugt til. Ud fra denne retfærdiggørelseslogik giver det derfor fin mening at kalde forsvarschefen for en styrelseschef, at kalde Forsvaret for en styrelse eller koncern osv., da Forsvaret ikke adskiller sig fra andre styrelser. Dette betyder også at potentielle risici opfattes ens. F.eks. at befolkningens skattekroner ikke forvaltes korrekt, at der ikke er transparens, at måltal ikke nås, at styrelserne ikke gør som (forsvars)ministeren beder om osv. I forlængelse heraf følger også at risici er politiske skandaler (som et bøvlet interview) der afslører at ministeren ikke har ”styr på sagerne”.

Selvom bureaukratiske principper om god forvaltningsskik er vigtige, er det ikke det som får soldater til at bruge vold og potentielt give livet. Det er helt andre retfærdiggørelser der er på spil. Det er forståelsen af at der eksisterer et almenvel i form af et Danmark (og nogle gange en international verdensorden) der er #værdatkæmpefor.

Dette retfærdiggørelsesregime forstår de fleste af Forsvarets ansatte godt. Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken ift. at alle Forsvarets ansatte mener, at Forsvaret er underlagt ministeren, regeringen og i den sidste ende befolkningens vilje, og at dette indebærer at der skal være styr på de indre (bureaukratiske) linjer.

Problemet er dog at der for Forsvarets ansatte også er et andet retfærdiggørelsesregime på spil. Det kan vi kalde det militære-sikkerhedsmæssige regime (igen mig og ikke Boltanski og Thévenot). Begge retfærdiggørelsesregimer (dvs. det politisk-bureaukratiske og det militære-sikkerhedsmæssige) har almenvellets bedste som primære retfærdiggørelsesprincip. Men i det militære-sikkerhedsmæssige er det en anden forståelse af risici og andre retfærdiggørelsesprincipper på spil. Her er Forsvaret ikke et spørgsmål opretholdelse af bureaukratisk-politiske principper, men et spørgsmål om at beskytte almenvellet mod indre og ydre (livs)fare. Her er primær-risici ikke dårlig forvaltning (om end det også er en risiko der skal tages alvorligt), men derimod et forsvar, der ikke kan løse sine opgaver med f.eks. at levere relevante militære bidrag og beskytte Danmark i krigs- og fredstid mod naturkatastrofer, terror og i sidste instans også invasion.

Forsvaret er – for at parafrasere militærfilosoffen Carl von Clausewitz – ’et vigtigt middel til et vigtigt formål’, og det ved Forsvarets ansatte godt. De er klar til at bruge (dødelig) vold og miste eget liv og førlighed for at beskytte almenvellet og udføre den politiske vilje. Selvom bureaukratiske principper om god forvaltningsskik er vigtige, er det ikke det som får soldater til at bruge vold og potentielt give livet. Det er helt andre retfærdiggørelser der er på spil. Det er forståelsen af at der eksisterer et almenvel i form af et Danmark (og nogle gange en international verdensorden) der er #værdatkæmpefor, for nu at bruge Forsvarets egen markedsføring.

Det almenvel består af soldaternes familier, venner, kolleger men også alle os andre. Det består af kultur og traditioner, af velfærd og gode liv osv. Her spiller bureaukratiske principper en rolle, men de er ikke i sig selv noget der retfærdiggør at man potentielt spreder død og ødelæggelse eller lader sig udsætte for det samme.

Når Bramsen kalder Forsvarschefen for en styrelseschef og omtaler Forsvaret som en styrelse, taler hun inden for det politisk-bureaukratiske retfærdiggørelsesregime. Det har sin berettigelse, men det lader sig ikke oversætte en-til-en til de fleste soldaters virkelighedsforståelse og dertilhørende primære retfærdiggørelsesregime. Dette kan potentielt føre til en reduktion af soldaternes mulighed for at retfærdiggøre over for dem selv og andre hvad de laver.

I sidste ende kan det betyde at Forsvarets ansatte kommer til at føle sig negligerede og sætter spørgsmålstegn ved hvad de laver (skal jeg potentielt slå ihjel eller dø for en styrelse?). De kan føle at deres arbejde er meningsløst og søge andre steder hen. Det kan også svække tilliden til Forsvaret eksternt i befolkningen. De fleste danskere kan godt se ideen i at have et forsvar der kan beskytte dem mod indre og ydre (livs)fare. Spørgsmålet er om de fleste danskere kan se meningen med en Forsvarsstyrelse?

Forsvarsdebat som ”tolkearbejde”

Det politisk-bureaukratiske retfærdiggørelsesregime og det militære-sikkerhedsmæssige ditto behøver ikke at være hinandens modsætninger. God forvaltning og styr på pengene bør teoretisk set i hvert fald give et stærkere Forsvar, der har større tillid i befolkningen. På den anden side er det demokratiske samfund vi har i Danmark, og som Forsvaret er sat i verden for at beskytte, blevet til grundet et velfungerende embedsværk og et transparent og retfærdigt bureaukrati.

Afslutningsvist er det derfor også ærgerligt når ministeren argumenterer imod en mere åben forsvarsdebat. En sund, åben og konstruktiv debat a la den i Norge er – i hvert fald ifølge Boltanski og Thévenot – den eneste mulige måde at afprøve styrken af forskellige retfærdiggørelsesregimer og derigennem den eneste måde at lave det ”tolkearbejde”, der skal til for at oversætte mellem forskellige retfærdiggørelsesregimer og i forlængelse heraf mellem politikere, embedsværk og Forsvaret.

Anders Theis Bollmann er uddannet filosof og historiker og tidligere forskningskonsulent ved Forsvarsakademiet.