Det er noget særligt at være øverstkommanderende for de væbnede styrker. Denne sætning er komplet selvindlysende for alle der gør tjeneste i uniform, men på forunderlig vis er den aktuel i det som dybest set er en identitetskamp mellem Forsvarsministeriet og soldaterne i den operative struktur.
Sagen bunder i nogle bemærkelsesværdige historier og udsagn fra forsvarsminister Trine Bramsen i den senere tid. Først forklarede forsvarsministeren til netmediet OLFI og RADIO4 at hun ikke havde en forventning om at forsvarschefen skulle spille en større rolle i den offentlige debat. Som ministeren forklarede: “Vi lever i et demokrati, og der er det de politisk valgte, som stiller op og tager de politiske debatter. Det ændrer ikke på, at man som chef i det offentlige forventes at svare på spørgsmål. Men man er ikke politiker, og derfor har jeg heller ikke en forventning om, at man skriver debatindlæg.”
Det var nedslående nyheder for os som tror på at en kvalificeret og aktiv forsvarsdebat er vigtig for fremtiden. Politikerne ved alt andet lige mindre om emnet end de fagprofessionelle, og overladt til sig selv har de en tendens til at reducere forsvarsdebatten til en lokalpolitisk kamp.
Dernæst kom en historie om hvordan forsvarsministeren har mandsopdækket forsvarschefen i forbindelse med interviews og insisteret på at svare på spørgsmålene for ham. Det har ført til at forsvarsministeren nu skal i samråd med Forsvarsudvalget for at forklare sine samarbejdsrelationer med forsvarschefen, da oppositionen er i tvivl om hvorvidt han kan give sine militærfaglige vurderinger med passende selvstændighed fra ministeriel indblanding.
At de civil-militære relationer i Danmark er udfordret, understreges af at Trine Bramsen og Forsvarsministeriet i disse historier vedholdende insisterer på at omtale forsvarschefen som styrelseschef. Som Trine Bramsen forklarer til OLFI: “Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser. Det skal gøres klart for alle.” Og det bliver det så, uanset hvor akavet det lyder. I et opslag på Facebook i dag anvender Trine Bramsen eksempelvis den nærmest fjollede titel “styrelseschefen for Forsvaret” til at omtale landets øverstkommanderende.
Budskabet er klart: Forsvaret skal holde op med at tro at de er noget særligt. Der er otte styrelser i Forsvarsministeriet alene, og om man laver regnskaber eller fører soldater i krig, er faktisk det samme.
Forsvaret er noget særligt
Et opslag i ordbogen forklarer at en styrelse er en overordnet statslig myndighed som er underlagt et ministerium. Dette er en bred definition, og Forsvaret falder inden for denne kategori.
Men Forsvaret er også en særlig styrelse. Det er en styrelse som er omtalt i Grundloven, og mig bekendt er der ikke andre styrelser som enhver mand har pligt til at give sin arbejdskraft og i sidste ende sit liv.
Forsvaret er også særligt ved sin organisering. Der er en direkte kommandolinje fra forsvarschefen og til yngste soldat i et skyttehul. Jeg skal ikke kunne afvise at der findes andre styrelser med en så enstrenget og gennemgribende organisering, men det er sjældent. Det er for eksempel ikke sådan at hospitalerne er underlagt direktøren for Sundhedsstyrelsen, eller at Rigspolitichefen har kommandoen over patruljebilerne. Men denne struktur er afgørende for den militære organisation.
Når Forsvarsministeriet insisterer på at Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser, så betyder det at soldaterne skal se sig selv som personale i en styrelse. Det er konsekvensen i kommandolinjen. Men det er en identitet som de færreste i den spidse ende kan forlige sig med. Derfor er det også et umuligt projekt som Forsvarsministeriet har sat i søen. De forsøger at sælge en vision som ingen af de ansatte i Forsvaret har lyst til at være med til.
Militære organisationer har behov for at nogen har kommandoen. Der duer det ikke at ansvaret smøres ud over et mylder af bureaukrater og otte forskellige styrelsesdirektører. Én person skal stå i spidsen, og det skal være nogen som soldaterne ser op til og vil følge i krig. Eller med andre ord: Der skal være en øverstkommanderende for Danmarks væbnede styrker.
Bemærk betegnelsen “Forsvarskommandoen”. Der er forskel på at styre og at føre kommando. Den fine konstatering af de faktiske forhold som Anders her leverer, må skræmme os alle samnen “fra vid og sans” fordi det har så vidtrækkende konsekvenser. Jeg insisterer. Det er HELT galt, Trine. Stop. Du er på gale veje!
Med den aktuelle statsministerielle styring af de enkelte ministerier er det næppe noget, Trine Bramsen selv har fundet på.
Det er med meget stor sandsynlighed koordineret med statsministeriet – hvis ikke det ligefrem er sat i værk fra statsministeriet.
Meget fint indlæg, Anders! Det skulle næsten lidt bredere ud.
Jeg forstår heller ikke lige hvad det er ministeren har gang i. Hvad er det hun er bange for at forsvarschefen skulle komme til at sige? Hun kommer til at fremstå som en der ikke tør uddelegere og ikke har tillid til de ansatte chefer i organisationen.
Brigadegeneral H. Lyhne forklarede for et par år siden i et interview til CS-Bladet at han ikke havde nogen medarbejdere i 1. Brigade.
Men han havde et par tusinde soldater. Soldater som han kunne beordre til opgaver som ingen civile medarbejdere ville kunne løse eller sætte livet ind på. For det at være soldat et et job med arbejdsvilkår langt fra det civile arbejdsmarked, et job med livet som indsats i yderste konsekvens.
Derfor er forsvarschefen heller ikke en almindelig styrelseschef, men Forsvarschef med det særlige ansvar der er over for de militære opgaver og det militære personel.