Krigskunst.dk

Tag: Strategi og sikkerhedspolitik

  • Svalbard udforder igen forholdet mellem NATO og Rusland

    Svalbard giver igen anledning til problemer i forholdet mellem Norge og Rusland, og det kan potentielt blive et alvorligt problem for NATO. I sidste uge kunne Berlingske rapportere:

    Rusland optrapper beskyldninger mod Norge i Arktis. Nu mener Moskva, at nordmændene krænker en 100 år gammel traktat. Norge undrer sig over den barske beskyldning.

    Situationen var i forvejen anspændt. Nu truer et skænderi mellem Norge og Rusland med at udvikle sig til en egentlig diplomatisk krise.

    Rusland har de seneste måneder klaget over angivelige krænkelser af stormagtens rettigheder på den norske øgruppe Svalbard.

    Nu går Moskva skridtet videre. Ifølge den russiske regering har Norge med sin fremfærd brudt den traktat, der har dannet ramme om det fredelige samarbejde i området siden 1920.

    Det er svært at overvurdere hvor alvorlig den her uenighed er omkring Svalbard. I Nordeuropa er der typisk to scenarier som går igen når det handler om et seriøst potentiale for konflikt mellem NATO og Rusland. Det ene er en russisk invasion af de baltiske lande, og det andet handler om Svalbard. Øgruppens juridiske status er kompliceret, og der er reelle uoverensstemmelser mellem Rusland og Norge. Svalbardtraktaten rundede 100 år for et par uger siden, og mange ting har ændret sig siden da, både teknologisk og juridisk. Eksempelvis er staternes økonomiske zoner i havområderne blevet udvidet, og det er ikke indlysende om Svalbardtraktaten gælder området rundt om øerne, eller om det alt sammen tilfalder Norge. Det er således ikke givet at Norge har ret i deres krav, for Rusland har nogle legitime pointer til deres fordel.

    Det store problem er at Svalbard er sårbart som mål for såkaldte hybride operationer. Det at Rusland har nogle legitime interesser koblet med Svalbards status som ikke-militariseret område gør det nærliggende at forestille sig hvordan Rusland kan udnytte netop denne konflikt med Norge til at udfordre sammenhængskraften i NATO. Der er en meget bred palet af forskellige redskaber som man kan forestille sig at bringe i spil hvis man gerne vil udnytte Svalbard i et politisk spil. Og til en vis grad er det jo nok allerede det vi ser når det russiske udenrigsministerium taler konflikten op i et offentligt rum.

  • Russiske agenter kortlægger datakabler i Irland

    I denne uge har det vakt opmærksomhed at Irland øjensynligt har fundet russiske agenter i gang med at kortlægge de præcise placeringer af transatlantiske datakabler. Fx skriver The Moscow Times:

    Ireland’s police believes Russia has dispatched agents there to inspect undersea cables, raising concerns that they could tap or damage the cables at their weak points and thwart global communications, Britain’s The Times newspaper reported Sunday.

    Britain and the United States have warned that the Russian Navy could disrupt over $10 trillion in daily transactions by attacking the fiber-optic cables crossing the world’s seas and oceans. Last year, Britain banned the export of submarines to Russia over national security risks including the alleged ability to cut the undersea cables which carry most global internet communications.

    Irland kandiderer til rollen som fremtidens kampplads for spioner, lidt på samme måde som Berlin var det under Den Kolde Krig. Dels har landet en central placering som bindeled for transatlantiske kabler, og dels har en fordelagtig skattelovgivning gjort at firmaer som Google, Facebook og Twitter har etableret europæiske hovedsæder i Irland. Endeligt er der den faktor at Irland ikke selv har et særligt stærkt efterretningsvæsen, så landet er sårbart over for fremmede magters positionskamp i cyberspace.

  • Folk & Sikkerheds nye podcast er værd at følge

    Forsvarspodcasten er et spændende initiativ fra Folk & Sikkerhed. Jeg kan varmt anbefale at følge den i din foretrukne podcast-afspiller. Her taler journalist Jan Simmen med gæster om relevante emner inden for dansk sikkerhed og forsvar. Tredje episode er netop offentliggjort, og her er militæranalytikerne Hans Peter Michaelsen og Torben Engen i studiet til en samtale om en usikker verden og konsekvenserne for Danmarks forsvar.

    Jeg var selv gæst i den første udsendelse, som du kan høre i afspilleren nedenfor. Her diskuterede jeg truslen fra Rusland med Jeppe Plenge Trautner. Det var en rigtig god debat. Jeg må hellere med det samme indskyde at overskriften er baseret på Jeppes udsagn, for jeg ser ikke 50 procents risiko for en krig med Rusland. Det sjove ved at diskutere med Jeppe er at han altid har tankevækkende pointer, selvom vi er uenige om mange konklusioner. Så her er et oplagt sted at starte hvis du har lyst til 40 minutters intens meningsudveksling om de militære scenarier med Rusland.

  • Danmark tager det roligt, mens svenskerne opruster — men måske har de en pointe

    Det er påfaldende hvor forskelligt man ser på forsvaret og trusselssituationen i Sverige og Danmark. I Sverige fylder Rusland enormt meget, og der er bred konsensus om at truslen er reel. Derfor er Sverige midt i en ambitiøs oprustning som giver mange NATO-lande baghjul.

    Peter Supli Benson beskriver det svenske oprustningsprogram i en artikel i Berlingske:

    »For 20 år siden anvendte Sverige cirka 2,5 procent af BNP på forsvaret. De seneste år har vi anvendt under én procent. Det var en øjenåbner, da den svenske øverstbefalende for nogle år siden offentligt sagde, at Sverige ikke længere var i stand til at forsvare sig selv i mere end en uge. Det vakte stor debat i befolkningen og blandt politikerne,« siger Joakim Berndtsson, der er lektor ved institut for globale studier ved Göteborgs Universitet og følger det svenske forsvar tæt.

    Og dette er baggrunden for, at den svenske regering og de svenske politikere har lagt en plan. En dyr og voldsomt ambitiøs plan.

    I Danmark er der omvendt en ret afslappet holdning til Rusland. Det er meget sjældent at man hører en dansk politiker tale om en territoriel trussel mod Danmark. Som regel nævnes Rusland kun i debatter om cybersikkerhed, og i den udstrækning der tales om kinetiske trusler, er det i en abstrakt kontekst hvor Danmark skal stille med symbolske bidrag i Baltikum.

    Til en vis grad kan forskellen mellem Sverige og Danmark forklares med Danmarks medlemskab af NATO. Vi har i højere grad end svenskerne en forventning om at stærke allierede skal håndtere Rusland, og Danmark har derfor siden 1990’erne i meget udpræget grad omstillet Forsvaret til at være en ekspeditionsstyrke. Indtil for nylig var indstillingen at kun fleksible og deployerbare enheder var relevante for Danmark, og derfor afskaffede vi de kapaciteter som enten havde et snævert fokus, eller som primært gav mening i vores eget nærområde. I vid udstrækning er det stadig dette argument som danske politikere bruger når de skal forklare at Danmark ikke behøver at betale de lovede 2 procent af BNP til Forsvaret, fordi vi er så gode til at have en stor andel af vores soldater udsendt i internationale missioner.

    Men medlemskabet af NATO kan ikke alene forklare forskellen i trusselsvurderingen. Det er ikke kun i Sverige at de har en anderledes trusselsopfattelse. Min egen oplevelse når jeg deltager i internationale konferencer blandt forsvarsanalytikere er at alle vores nabolande er nogenlunde på linje, og at de generelt er uforstående over for at vi tager tingene så roligt i Danmark. Lande som Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og selv Tyskland oplever i meget højere grad end os den militære trussel fra Rusland som reel. Der er i disse lande en militær selvforståelse der handler om at opretholde fred i Østersøregionen, mens internationale operationer kommer i anden række.

    Den positive konsekvens er at det er nemt som dansk militæranalytiker at fremstå interessant. Hvis man bare udtrykker det som i Danmark er mainstream forsvarsforståelse, synes alle de andre at man er alternativ og bidrager med en skæv vinkel. Men omvendt er det også stof til eftertanke når man igen og igen oplever at samtlige af vores naboer er et helt andet sted end os. Det kunne jo være at de har en pointe.

  • Døde soldater er ikke kompensation for manglende bevillinger til Forsvaret

    Steen Holm Iversen, Caspar Stefani og Klaus Kroll i en kronik i Berlingske (betalingsmur):

    En for lille egenbetaling er at spille hasard med vores rigsfællesskab, for faldne soldater i fjerne ørkener giver ikke flere skibe til at patruljere ved Grønlands vidtstrakte kyster, det giver ikke et stærkere luftforsvar, en mere robust hær eller en bedre løftekapacitet i flyvevåbnet. Dansk forsvars- og sikkerhedspolitik har i en årrække været plaget af bluff, hvor de, der skulle tage maddingen, var den danske befolkning, da både venner og modstandere for længst har gennemskuet vores mangler.
    Når Lars Løkke puster sig op, støtter Mette Frederiksen og gør den amerikanske præsident opmærksom på, at han allerede er informeret om, at der ikke kommer en bøjet 25 øre mere til Forsvaret, fordi vi har været en del af the coalition of the willing , er bundlinjen, at det sker på bagtæppet af døde soldater, på bekostning af vores suverænitet, og vi accepterer, at Forsvarets kapaciteter ikke står mål med det, de skal kunne.

  • Sverige øger forsvarsbudgettet med 65 procent frem mod 2025

    Sverige har vedtaget at øge forsvarsbudgettet i erkendelse af en mere usikker verden. Som begrundelser nævner de eksterne trusler som Ruslands opførsel samt interne faktorer i Vesten, såsom at Europa ikke i samme grad som tidligere kan stole på sikkerhedsgarantier fra USA. Det skriver norske abcnyheter.no:

    I slutten av august ble det klart at Sverige øker forsvarsbudsjettet med 20 milliarder svenske kroner innen 2025, ifølge en avtale mellom regjeringspartiene, Centern og Liberalerna.

    – Dette er et viktig signal for Sverige, for våre partnere og for vårt nærområde om at vi fortsetter å styrke vår militære kapasitet, sa forsvarsminister Peter Hultqvist da avtalen ble kjent.

    I 2025 skal det samlede forsvarsbudsjettet ligge i størrelsesorden 84 milliarder. Det tilsvarer en formidabel økning på hele 65 prosent sammenlignet med 2019-budsjettet.

    – Dette handler om å gjøre det forsvaret, som vi har på papiret, krigsdyktig igjen. Situasjonen er mye dårligere enn det folk har flest har trodd. Det er behov for å investere mye penger i uglamorøst utstyr som militærstøvler, reservedeler og personlig utrustning, sier forskningsleder Robert Dalsjö.

    De 20 milliarder i den nye aftale er ud over de stigninger som allerede var vedtaget. Sveriges forsvarsbudget er i 2019 på 54 milliarder svenske kroner.

    Til sammenligning indebærer “det substantielle løft” i det danske forsvarsforlig at Danmark i 2023 kommer til at anvende 35,3 milliarder danske kroner på Forsvaret, hvilket svarer til 1,5 procent af BNP. I det tal indgår tre milliarder som er fundet ved at medregne ting som civile sundhedsydelser til militært ansatte, kadetternes civile bacheloruddannelser samt folkepension til tidligere ansatte i Forsvaret.

    Sverige kommer trods den kraftige stigning ikke op på 1,5 procent af BNP. I den forbindelse skal man dog huske at det ikke nødvendigvis er ønskværdigt for Sverige at fremvise et højt tal. De er som alliancefrit land ikke pressede af USA på samme måde som Danmark, og de har ikke nogen interesse i at tirre Rusland. Et godt eksempel på denne omvendte logik finder man i Finland, som har gjort sig umage for at få deres forsvarsbudget til at se lille ud. Derfor har de været gennem samme kreative bogføringsproces som i Danmark, men med omvendt fortegn, sådan at de har fundet investeringer som man kan undlade at regne med. Store materielinvesteringer som nye kampfly og skibe finansieres derfor ikke over forsvarsbudgettet, og på den måde kan Finland kunstigt bringe forsvarsbudgettet ned fra omkring 2 pct til kun 1,3 pct af BNP.

    Ud over at Sverige måske ikke har medregnet alverdens civile udgifter i deres forsvarsbudget, skal man også huske på at Sverige har ikke-militære instanser som løser en del af de opgaver som Forsvaret løser i Danmark. Eksempelvis finansieres den svenske kystvagt ikke over forsvarsbudgettet, men det gør den tilsvarende opgaveløsning i Danmark

    Opdatering: I en tidligere version af artiklen stod der at Sverige er et neutralt land, men en læser har gjort opmærksom på at det er et forkert ord, fordi Sverige er medlem af EU.

  • Danmark skylder stadig noget til USA efter tynd pakke af militære initiativer

    I går præsenterede regeringen det som statsminister Mette Frederiksen beskrev som en ny pakke der styrker Danmarks internationale engagement. Den indebærer konkret at Danmark sender et lægehold til Syrien, et helikopterbidrag til den franske operation Barkhane i Mali samt et transportflybidrag til FN-operationen MINUSMA, ligeledes i Mali. Endeligt tilmelder vi nogle styrker herhjemme til NATO’s beredskabsstyrker, og en fregat vil næste år sejle med en amerikansk hangarskibsgruppe i nogle måneder.

    Det blev slået stort op, men må ærligt talt siges at være en tynd kop te. Der er i store træk tale om at man har holdt et pressemøde, hvor man har fortalt om tiltag der har været planlagt længe. Peter Viggo Jakobsen sætter med vanlig skarphed ord på den problemstilling i et interview med Ræson (betalingsmur):

    RÆSON: Så det her er simpelthen bare en ren fortsættelse af Danmarks hidtidige forsvarsstrategi?
    JAKOBSEN: Jeg ved ikke lige med de der kirurger, men ellers tror jeg, at alt det her, det er noget, der er blevet planlagt, længe inden denne regering kom til. Så jeg ser det meget som en fortsættelse af den eksisterende linje – og at det skulle være en forstærkelse af vores indsats, det kan jeg simpelthen ikke se.

    RÆSON: Det er simpelthen retorik for at skabe tilfredshed i Washington?
    JAKOBSEN: Ja – og jeg nægter at tro, at de køber det. De er jo ikke dumme, vel? De kan jo også godt se baglæns, og de har selv snakket med Danmark om at lave det her hangarskibsbidrag, siden vi kom hjem fra det seneste. Jeg tror, det var i 2018, vi var afsted første gang, og da vi var færdige med det, så fik vi et tilbud fra US NAVY om at komme med igen. Det er så det, der materialiserer sig nu.

    Det var godt nok i 2017 at fregatten Peter Willemoes var udsendt med hangarskibet USS George H. W. Bush, men resten af det Peter Viggo siger, er på kornet. Man må ønske regeringen held og lykke med at forklare USA hvordan det har skal forstås sådan at vi giver den en ekstra skalle.

    Men samtidig kan man også godt undre sig over hvorfor regeringen overhovedet holdt et pressemøde med deltagelse af statsministeren, når man ikke havde mere at sige. Måske havde de håbet på at have noget større at annoncere efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn, og der kan det tidligere varslede flådebidrag til Hormuz-strædet være et godt bud. Som Mette Frederiksen forklarede det, så er man stadig ved de indledende knæbøjninger: “Vi undersøger muligheden for at gå ind med et dansk flådebidrag i en fællesstyrke med europæisk fortegn.” Man håber altså stadig på at der vil materialisere sig en europæisk-ledet mission.

    Regeringen er tydeligt presset over perspektivet om at skulle gå med i en amerikansk operation i Hormuz. Man ønsker ikke at signalere at man støtter amerikanerne i striden om atomaftalen med Iran, og så vil man hellere trække tingene i langdrag. Men samtidig er man også snart nødt til at levere noget til amerikanerne, hvis vi skal berettige vores påstand om at være en fremragende alliancepartner der ikke behøver at betale 2 pct. af BNP til forsvarsbudgettet fordi vi stiller op når der er behov. Igen sætter Peter Viggo Jakobsen ord på problemet, denne gang i Berlingske:

    »Amerikanerne har ikke fået det, de gerne vil have. Det er et krigsskib til Hormuz og jægersoldater til Syrien. Amerikanerne forventer noget ud over det sædvanlige fra et land, der i deres optik ikke kan finde ud af at bruge penge på Forsvaret,« siger Peter Viggo Jakobsen.

    Det gør næppe amerikanerne mere glade at få at vide at Danmark såmænd gerne ville bidrage med et skib til Hormuz, men at vi bare ikke vil gøre det under deres ledelse. Derfor er regeringen i den kommende tid presset til at levere noget mere substantielt til amerikanerne.

  • Japan vil ikke deltage i amerikansk flådemisison i Hormuz-strædet

    Ifølge Channel News Asia melder Japan sig i rækken af amerikanske allierede, som ikke er interesserede i at deltage i den amerikanske flådemission til beskyttelse af skibstrafikken i Hormuz-strædet. Modviljen mod deltagelse i den amerikanske indsats begrundes bl.a. med Japans økonomiske interesser i oliehandel med Iran.

    Japan overvejer til gengæld en selvstændig indsats i området – hvis Iran ikke modsætter sig…

    Japan will not join the United States in a security mission to protect merchant vessels passing through key Middle Eastern waterways and will instead consider deploying its military independently, the Yomiuri newspaper reported on Tuesday (Sep 3).
    It would also consider including the Strait of Hormuz in the SDF’s sphere of activity if Iran agrees.

  • Bør vi genetablere marineinfanteriet?

    Det danske marineinfanteri blev oprettet af Christian d. 4. i 1670. Dengang var opgaven for marineinfanteristerne at stå for kamphandlingerne til søs, mens søfolkene koncentrerede sig om at manøvrere skibet. Over tid blev opgaveporteføljen udvidet til også at inkludere landgang på en fjendtlig kyst. De seneste århundredes søslag er generelt blevet udkæmpet over store afstande ved anvendelse af kanoner og missiler, og dermed har der ikke været det samme behov for marineinfanterister til at borde fjendtlige skibe bevæbnede med musketter og sværd for at nedkæmpe fjenden. Det betyder dog ikke, at marineinfanteriet har udspillet dets rolle.

    Nutidens opgaveportefølje for marineinfanteri går umiddelbart i retning af de oprindelige tanker. De seneste årtier har budt på en række trusler mod den globale maritime infrastruktur i form af både skibe og havneanlæg. Fra piratangreb ved bl.a. Øst- og Vestafrika til den seneste tids trusler mod skibstrafikken i Hormuz Strædet. Til at imødegå den form for trusler er der behov for specialuddannede og -udrustede enheder, der kan operere på og ved skibe samt sikring af havneanlæg. Et relevant eksempel er operationerne i Hormuz Strædet, hvor Royal Navy gennemfører eskorteoperationer for at beskytte civil skibstrafik. Her har de britiske skibe et detachement af Royal Marines ombord, som er klar til gå ombord og beskytte truede handelsskibe:

    There are six Royal Marines on HMS Montrose in a state of alert at all times and ready to board and protect any vessels coming under attack.

    I forbindelse med den danske indsats mod pirateri ud for Somalia fra 2008 til 2016 etableredes “Søværnets Særlige Maritime Indsatshold” (SMI). Et SMI hold bestod af et antal soldater fra Frømandskorpset, militærpoliti samt sprængstofseksperter fra Søværnets Minørtjeneste (EOD). SMI holdene var trænede og udrustede til at bordingoperationer mod formodede piratskibe samt sikring af civile skibe både før og under angreb. Da SMI konceptet blev etableret, var Frømandskorpset organisatorisk forankret under Søværnet, ligesom som Søværnet havde eget militærpoliti. Med “Aftale på Forsvarsområdet 2013 – 2017” blev det besluttet, at Frømandskorpset skulle underlægges den nyoprettede Specialoperationskommando, samt at værnenes militærpolitikapaciteter skulle sammenlægges i det værnsfælles Forsvarets Militærpoliticenter. Søværnet råder således i dag ikke over egen specialoperationskapacitet og militærpoliti. Sammen med de seneste års reducerede fokus på maritime sikkerhedsoperationer har dette formentlig været årsagen til, at SMI konceptet så småt er gået i glemmebogen.

    Givet de store danske interesser i global maritim handel kan vi forventeligt blive mødt med krav om også at bidrage til sikring af maritim infrastruktur. Til det formål vil en form for specialuddannede og -udrustede enheder kunne spille en stor rolle. Spørgsmålet er, hvilket omfang og udformning en sådan dansk kapacitet skal have. Det er muligvis ikke realistisk at genoprette marineinfanteriet som en selvstændig entitet i det danske Forsvar, men mindre kan formentlig også gøre det. En reetablering af det tætte forhold mellem Frømandskorpset og Søværnet og herunder genetablering af SMI konceptet vil give mening, såfremt Søværnet igen skal udføre maritime sikkerhedsoperationer i områder med trusler mod skibstrafikken.

    Spørgsmålet er, hvad det vil kræve at opretholde SMI hold på tilstrækkeligt beredskab og træningsniveau, såfremt der går lang tid mellem indsættelser. Og måske er SMI konceptet ikke nok? Måske vi skal overveje at genindføre marineinfanteriet i det danske forsvar?

  • GDPR står i vejen for Europas udvikling af kunstig intelligens

    Som internetbruger kan man godt blive træt af cookie-advarsler, og som virksomhed er det en jungle at hitte rede i hvad der tæller som private oplysninger, og hvad man må gøre med dem. Men måske er der også flere udfordringer med EU’s meget strikse tilgang til datasikkerhed. Emilia Porubcin beskriver i et blogindlæg hos ICDS hvordan GDPR på en række områder er decideret skadeligt.

    For det første har forskere nu bevist at systemet kan bruges til at skabe sig adgang til brugeres data. GDPR har nemlig åbnet en ladeport for identitetstyveri. Alle borgere har krav på at få oplyst alt hvad virksomheden har registreret om dem, og det kan ondsindede individer udnytte til social manipulation af de ansatte som prøver at forvalte reglerne.

    Et andet problem er at GDPR gør det svært at arbejde med udvikling af kunstig intelligens. Som Emilia Porubcin beskriver det:

    The EU’s expansive privacy regulation has also been critiqued for the limitations it poses on AI development, which relies heavily on (big) data. Beyond its restrictions on the collection of user data, GDPR ensures that even if a company does collect personal data, its use for automated decision-making—a standard AI application—is limited. Article 22 mandates that a user can opt out of automated processing, in which case the company must provide a human-reviewed alternative that obeys the user’s wishes. When automation is used, it must be clearly explained to the user, and its application could still be punished for ambiguity or violating other regulations, making the use of AI a risky task for GDPR-compliant bodies.

    Det er dårlige nyheder. Kunstig intelligens er afgørende for fremtidens teknologi, både civilt og militært. Det er vigtigt at Europa er konkurrencedygtig på det område. Lad os håbe de finder en god løsning så man kan tilgodese både borgernes privatliv og virksomhedernes arbejde med kunstig intelligens.