Svalbard giver igen anledning til problemer i forholdet mellem Norge og Rusland, og det kan potentielt blive et alvorligt problem for NATO. I sidste uge kunne Berlingske rapportere:
Rusland optrapper beskyldninger mod Norge i Arktis. Nu mener Moskva, at nordmændene krænker en 100 år gammel traktat. Norge undrer sig over den barske beskyldning.
Situationen var i forvejen anspændt. Nu truer et skænderi mellem Norge og Rusland med at udvikle sig til en egentlig diplomatisk krise.
Rusland har de seneste måneder klaget over angivelige krænkelser af stormagtens rettigheder på den norske øgruppe Svalbard.
Nu går Moskva skridtet videre. Ifølge den russiske regering har Norge med sin fremfærd brudt den traktat, der har dannet ramme om det fredelige samarbejde i området siden 1920.
Det er svært at overvurdere hvor alvorlig den her uenighed er omkring Svalbard. I Nordeuropa er der typisk to scenarier som går igen når det handler om et seriøst potentiale for konflikt mellem NATO og Rusland. Det ene er en russisk invasion af de baltiske lande, og det andet handler om Svalbard. Øgruppens juridiske status er kompliceret, og der er reelle uoverensstemmelser mellem Rusland og Norge. Svalbardtraktaten rundede 100 år for et par uger siden, og mange ting har ændret sig siden da, både teknologisk og juridisk. Eksempelvis er staternes økonomiske zoner i havområderne blevet udvidet, og det er ikke indlysende om Svalbardtraktaten gælder området rundt om øerne, eller om det alt sammen tilfalder Norge. Det er således ikke givet at Norge har ret i deres krav, for Rusland har nogle legitime pointer til deres fordel.
Det store problem er at Svalbard er sårbart som mål for såkaldte hybride operationer. Det at Rusland har nogle legitime interesser koblet med Svalbards status som ikke-militariseret område gør det nærliggende at forestille sig hvordan Rusland kan udnytte netop denne konflikt med Norge til at udfordre sammenhængskraften i NATO. Der er en meget bred palet af forskellige redskaber som man kan forestille sig at bringe i spil hvis man gerne vil udnytte Svalbard i et politisk spil. Og til en vis grad er det jo nok allerede det vi ser når det russiske udenrigsministerium taler konflikten op i et offentligt rum.
Anders Puck, efter min opfattelse er det helt fejlagtigt at gøre den rusiske kritik af Norge vedrørende Svalbard til et NATO spørgsmål. Rusland er en af de nationer, der er mest aktive, npår det kommer til at beskytte de rettigheder, der fulgte med indgåelsen af Svalbrd-Traktaten og som i øvrigt også gælder for Danmark og øvrige nationer, der er en del af traktaten.
Du kommer til at læse dig lidt dybere ind i problemstillingen. I den forbindeæse kan du også kaste et blik på den franske forsvarsministers forord til den franske publikation “France and the New Stratic Challenges in the Arctic”, hvor der ikke er tvivl om den franske interesse for området. Svalbard og specielt dens EEZ rummer kimen til en uenighed, der netop ikke følger de normale brudlinier mellem øst og vest i sikkerhedspolitikken. Her er det nationalstaters interesser for at sikre deres borger bedst mulig adgang til at udnytte de resourcer, der er i og under havbunden på EEZen . Det er formentlig også Svalbard-Traktaten, der er den direkte årsag til, at Kina og andre nationer mener, at de er near Arctic States.
Fra norsk side er der selvsagt en stor interesse i at gøre dette til en konfrontation imellem øst og vest. Med UK efter et Brexit og Frankrigs fornyede interesse for området vil det nok blive klart, at den norske tilgang ikke holder vand. Og NATO kommer ikke til at gå ind i en konflikt, der drejer sig om fortolkningen af Svalbard Traktatens indholdsmæssige fortolkning.
Torben, jeg er ikke med på hvor du vil hen. Rusland og Norge er højt oppe på den retoriske klinge i diskussionen, og det er en konflikt som man kan forestille sig at udnytte i nogle sammenhænge. Synes også at jeg ret klart skriver at Rusland har gode argumenter for deres synspunkter. Faktisk underbygger du fint min pointe om at der her er en kløft mellem Norge og nogle andre NATO-lande som kan udnyttes.
Der må være en finesse i dit argument som jeg overser?
Anders, overskriften i dit indlæg er “Svalbard udfordrer igen forholdet mellem NATO og Rusland”. Det er i min optik helt fejlagtigt. Problemet er netop, at der ikke er fodslag mellem nationerne, når det kommer til Svalbard og at skillelinierne ikke følger det traditionelle og bekvemme synspunkt om en konflikt mellem NATO og Rusland. Det er korrekt, at Rusland ofte er den nation, der er mest aktiv når det kommer til forhold vedrørende retten til udnyttelse af ressourcer ved Svalbard, men der er er en lang række nationer som eksempelvis UK og nu nok også Frankrig, der ligger mere på linie med Rusland end Norge, når det kommer til fortolkningen af Svalbard-traktaten. I min optik tegner du et ukorrekt billede af situationen, der er langt mere kompliceret end blot at kunne anskues i en NATO – Rusland sammenhæng. Jeg tror faktisk ikke at Rusland gør andet end at hævde det de fortolker som deres rettigheder. Det kommer Kina sikkert også til at gøre på linje med en lang række andre stater, herunder også allierede fra NATO.-kredsen. I det perspektiv er sandheden måske nærmere, at det er den norske fortolkning at Svalbard-traktaten, der udgør problemet og ikke den russiske.
Man må sige at de gør temmelig meget for at lave larm om emnet. Det kan godt være at det bare er fordi de gerne vil have lov til at udnytte havets resurser mere, men det kan også være fordi det er politisk fordelagtigt i et større perspektiv. https://thebarentsobserver.com/en/arctic/2020/04/moscow-sends-signal-it-might-raise-stakes-svalbard-waters#.XqBC_78Dqts.twitter