Radarerne på fregatterne af Iver Huitfeldt-klassen er ved at have kendt bedre dage, og de skal skiftes inden for en årrække. Det vil derfor være oplagt at kigge på hvad der bør opdateres på en Mid-Life-Update (MLU). Det følgende er en diskussion af nogle mere og andre mindre oplagte ideer til hvad fregatterne skal kunne i fremtiden, samt en anbefaling. Jeg har tidligere annonceret at ville skrive et indlæg om Thetis-klassens afløser, men det gav mere mening at skrive dette indlæg om Iver Huitfeldt-klassen først. Det giver nemlig mulighed for at bygge videre på overvejelser om systemer i indlægget om Thetis-klassen, og der er meget at hente på at have fælles systemer på de største skibe i den danske flåde. Det gælder både på prisen for indkøb og integration, men også ved at mandskabet kan flyttes rundt mellem skibene uden at skulle uddannes til et helt nyt system.

Danmark står desuden overfor at skulle øge forsvarsbudgettet, herunder indkøb af nyt materiel. Der er til dels sat penge af til noget af det, mens at andre ting vil skulle komme som et tillæg eller i næste forlig. Da forsvaret lider af rekrutteringsproblemer, så er det en god ide at bruge nogle af de øgede bevillinger på at gøre de styrker vi allerede har farligere og at øge deres slagskraft. Det er klart at for Søværnet, så bør der rekrutteres så vi får hele besætninger til alle skibene, inden at vi bruger penge på mere materiel.

Fregatterne blev udtænkt i 1990’erne

Fregatterne blev konceptmæssigt udtænkt i 1990’erne. Det var dengang hvor historien var slut, og Forsvaret kunne gå hjem og holde fri for evigt. Den daværende russiske præsident var Jeltsin, og hans største kompetence var at drikke vodka inden pressekonferencerne.  Den russiske bjørn var ikke længere en trussel, og det var der heller ikke mange andre der var.

Siden kom 9/11. Putin kom til magten i Rusland, og han drak bestemt ikke vodka. Historiens endeligt blev aflyst, og vi står i dag over for en verden der på den ene side er fredeligere end nogen sinde fordi der er færre store krige, men hvor trusselsniveauet samtidig er steget, og vi har i Europa oplevet at der er anvendt militær magt til at opnå kontrol med områder, som det er sket på Krim. Den russiske bjørn er vågnet igen sammen med den kinesiske drage. Under Trump er USA blevet en populistisk og upålidelig alliancepartner, den russiske bjørn søger aktivt efter svagheder i Vesten, der er pirater rundt omkring, og Iran og USA rasler med sablen i Golfen. Det er med andre ord en helt anden verden som fregatterne nu skal agere i, end da de blev udtænkt. Derfor er det heldigt at de blev født med en høj grad af fleksibilitet og udvidelsespotentiale.

De danske fregatter blev født til en rolle som oceangående luftværnsfregatter i NATO-regi. Ud over en langtrækkende Thales SMART-L radar, så er det mest interessante at de blev udstyret med missilsiloer magen til dem som anvendes i den amerikanske flåde, nemlig Lockheed-Martins VLS Mark 41. Disse kan udstyres med en lang række missiler, men de danske siloer er aldrig blevet det. Deraf har sømændene givet dem navnet “ønskebrønden”. Der er netop sat penge af til at indkøbe og udstyre dem med SM-2 Block IIIA-missiler, som de oprindeligt var designet til. Noget som vil ske i 2023.

Danmark er et lille land. Det betyder at vi ikke kan have et uendeligt antal våbensystemer, men at vores få flådeenheder så vidt muligt bør dele så mange systemer som muligt. Det gør fregatterne og støtteskibene i stor grad i forvejen. Der kan være en stor fordel i senere at bruge samme systemer på afløserne for Thetis-klassen. Det gælder særligt når det handler om valget af combat management system (CMS). Bruger alle de store enheder samme CMS, så skal mange våbensystemer og sensorer kun integreres én gang med CMS’et, og operatørerne kan flyttes mellem enhederne med en minimal omskoling.

Skibenes fremtidige rolle er luft- og missilforsvar

En MLU bør startes med at kigge på hvad fregatternes rolle skal være fremadrettet, og det skal ses i sammenhæng med den resterende danske flåde, deres levetid samt fremtidige planlagte enheder, og hvem vi skal arbejde sammen med. Det har aldrig været meningen at fregatterne havde mere end en rudimentær kapabilitet til at jage ubåde. De er skabt som oceangående luftværnsfregatter, hvor andre enheder har sørget for at jage ubåde. Skal et overfladeskib være godt til ubådsjagt, så skal det bygges fra bunden til den opgave, sådan som britternes type 26 fregat er det. Det bedste værn mod ubåde er selv at have ubåde, men de opgav vi, og det vil være en meget bekostelig affære at genanskaffe dem. De bør derfor ikke stå øverst på ønskelisten i et forsvar der alt for længe er blevet udsultet. Som det ser ud nu, så vil man bruge støtteskibene til ubådsjagten og montere slæbesonarer på dem. Det er ikke en optimal løsning at jage ubåde med et 6000 tons støtteskib der ikke er bygget til ubådsjagt, men det er nok den mindst ringe løsning som tingene er lige nu. Her bør det overvejes om afløseren for Thetis-klassen skal løse den opgave på sigt.

Fregatternes rolle bør derfor være at gøre dem til det de var tænkt som, og hvor at de har deres kernekompetence, nemlig kontrol med luftrummet og overfladen i større område for en større flådegruppe.

I dag er den opgave blevet mere kompleks i og med at der også skal kunne detekteres krydser-, ballistiske- og hypersoniske missiler for at de kan løse opgaven. Danmark har desuden lovet og sat penge af til at vi kan tilbyde NATO en ballistisk missil-sensor, og der er også sat penge af.

De primære opgaver bør derfor være kontrol af luften og overfladen, herunder også eventuel detektering af og bekæmpelse af ballistiske missiler, eventuelt som en del af NATOs ballistiske missilforsvarsmission (BMD) hvis det kan lade sig gøre.

I dag er vi desuden gået fra en situation hvor samme skib var sensor og effektor, til at skibene er netværket i et integreret luft- og missilforsvar (IAMD), hvor der er forskellige sensorer, CMS og våben, og hvor et track fra sensorene skal kunne deles til en enhed med et helt andet CMS og våben. Tid er essentiel, så disse systemer skal kunne arbejde sammen helt gnidningsfrit i et netværk. Der skal vi kunne snakke med de amerikanske AEGIS udstyrede skibe, men også de andre europæiske. Vores naboer lige så vigtige, hvis der opstår en regional konflikt.

Indtil i dag har vi været meget rettet mod USA og amerikansk udstyr. I Europa er der mere og mere tale om at øge den strategiske uafhængighed af USA, så man vil være i stand til at kunne klare sig selv. Skibene er til dels låst til en del amerikansk udstyr pga Mark 41 launcheren, men det er klart at man bør begynde at se mere alvorligt på de europæiske alternativer til våben og sensorer, herunder også at deltage i udviklingen af dem. Strategisk uafhængighed er også at sikre at den europæiske forsvarsindustri behersker de strategiske teknologier som stealth, radarer, kunstig intelligens, hypersoniske våben osv.

To radarer i spil

Den største klump af en MLU er radarene, SMART-L og APAR. De skal udskiftes. Det store springende punkt i den udskiftning er om fregatterne skal kunne detektere ballistiske missiler og dermed fungere som BMD-sensor, eller om de skal alene kunne udføre rollen som luftværnsfregat. Der pågår i Forsvaret en undersøgelse af de forskellige muligheder for integration med BMD. Om fregatterne skal kunne lave BMD, vil bestemme hvor sensitiv at radaren skal være. Det mest omfattende vil være hvis alle tre fregatter udstyres til BMD missionen, mens den mest skrabede udgave vil være at ingen af dem udstyres til BMD, og man i stedet indkøber en mobil radar til BMD opgaven. Ulemperne ved en mobil radar er at det land som har den stående pludselig kan skifte mening, sådan som vi har set Tyrkiet true med ved AN/TPY-2-radaren på Kürecik luftbasen. Skibe har ikke samme udfordring, da de typisk ligger i internationalt farvand.

Rygterne vil vide at der i dag er to primære radarer i spil til fregatterne, særligt hvis de skal kunne detektere ballistiske missiler. Det er Raytheons SPY-6 radar, som er en moderne modulær GaN radar med moduler der er måler omkring 60 x 60 cm. Jo flere moduler og jo flere sider i en radar, jo højere sensitivitet. De nyeste amerikanske destroyere har fire sider med hver 37 moduler, mens de ældre modeller får radarer med 24 moduler på fire sider, og amerikanernes nye fregat får 9 moduler på tre sider. De to første kan BMD. Lockheed-Martin har en lignende radar, hvis moduler er cirka halv størrelse af SPY-6 modulerne, men kan det samme, og som har fået betegnelsen SPY-7. De moduler bruges bl.a. til nye fregatter i Canada og Spanien.

Begge radarer vil kunne bruges på Iver Huitfeldt-klassen, men det er samtidigt klart at jo mindre moduler, jo mindre vægt skal man have hængende højt over skibets tyngdepunkt. En mindre radar kræver også mindre plads, effekt og køling for til at opnå den ønskede sensitivitet. Det skal ses sammen med den samlede pris på de to løsninger for den ønskede sensitivitet.

Her kan det være en stor fordel at kigge til hvad der ønskes til Thetis-klassens afløser. Udstyres afløseren med samme type radarmoduler som fregatterne og samme CMS, så nedbringes integrations-, drift- og vedligeholdses- samt træningsomkostningerne, samtidig med at mandskabet kun skal trænes i ét system. Det vil skabe en hel del synergi.

Den nye version af SM-6 er oplagt fremtidigt missil

De 32 huller i mk 41 VLS missilbrøndene står i dag tomme. Det mest oplagte er derfor at udstyre fregatterne med det SM-6 block IB missil som er under udvikling for den amerikanske flåde. Man forventer at den nye version af SM-6 vil få mindst dobbelt så lang rækkevidde som det gamle missil, og det skulle være klart i 2024. Meget tyder på en rækkevidde på op mod +800 km og måske 1000km hvis det er det dobbelte af de 500km som block IA har. Desuden får det en højere hastighed. Missilet kan bruges mod flyvende mål som droner og flyvemaskiner, men også mod krydsermissiler og ballistiske missiler i den terminale fase. Missilet kan også bruges som ballistisk missil mod andre skibe. En fremtidig mulighed kunne være at det også kan bruges mod mål på land. Hvis det får 1000 km i rækkevidde, så vil det kunne løse nogle af de samme opgaver som et dedikeret krydsermissil som Tomahawk. Det er dermed et meget fleksibelt og langtrækkede missil. Det er vigtigt når de danske fregatter kun har plads til 32 missiler. Jo færre missiltyper som kan dække de forskellige behov, jo dybere er magasinet. SM-6 IB vil betyde at fregatterne kan forsvare store områder som Sjælland.

SM-6 missilerne har desuden en anden fordel. De kan affyres på data fra en anden sensor som fx F-35 kampflyet. Det betyder at en F-35 kan detektere fjendtlige skibe passivt, og selvom den ikke medbringer våben der kan bruges mod dem, så kan den give måldata til fregattens CMS, som så affyrer SM-6 missilet. Det åbner op for en række nye muligheder. Det betyder også at man bør udvikle fregatternes CMS og kommunikation, så de kan kommunikere med F-35, dele situationsbillede og skyde på fremmede måldata og selv sende måldata til andre enheder, såsom det amerikanske CEC-system. At få F-35 og CMS’et i skibene til at snakke sammen bør derfor stå på ønskelisten.

Man er i dag i gang med at opgradere skibene med SM-2 Block IIIA missiler, som det oprindeligt var meningen at fregatterne skulle have, og som skulle komme i 2023. SM-2 rækker måske ud til 200 km og er primært antiluft-missiler. Block IIIA kræver at skibet illuminerer målene med sin radar, hvilket kræver radar-ressourcer. De seneste version Block IIIC har en aktiv søger, og dermed trækker den ikke på skibets radar-ressourcer, sådan som Block IIIA gør. Desuden har Block IIIC den fordel at de kan anvendes mod mindre skibe som dem iranerne bruger i Golfen.

Den inderste del af missilparaplyen består i dag af Evolved Sea Sparrow (ESSM) Block 1 anti-luft missiler som når ud til 50 km. Block 2 er på vej og forventes klar i 2020. Det er udstyret med en semiaktiv søger der kræver færre radar-ressourcer. Det er allerede planlagt at Danmark får den opgradering.

Opgradering af kanonerne

Fregatterne blev designet til at have en 127 mm mark 45 kanon. En MLU bør derfor indeholde at fregatterne bliver udstyret med en sådan. Det giver nogle fordele over de to 76mm som fregatterne er udstyret med nu. US Navy har udviklet en ny type projektil til deres elektromagnetiske kanoner, som har vist sig også at kunne bruges til konventionelle kanoner. Det som får dem til at skille sig ud, er prisen. Mens selv et ESSM ligger på over 1 million USD pr missil, så koster et hyper velocity projektil (HVP) som kan nå ud på 90 km 25-50.000 USD. Et styrbart projektil med søger vil ligge på 50-75.000 USD. De vil kunne bruges mod mål på overfladen samt i luften. Det er en game changer rent økonomisk. Hvis man skyder efter billige droner og små både med missiler til fem-syv mio kr, så kommer det hurtigt til at blive en dyr fornøjelse. Med HVP så bliver det meget billigere. I sommeren 2018 affyrede USN 20 projektiler fra en 127 mm, så er det på vej. Hvor langt de er fra masseproduktion vides ikke, men noget tyder på at vi er nede på nogle år.

Hvis ikke hyper velocity projektilerne bliver klar i tide, så kan skibene i stedet udstyres med Hellfire missiler til at nedkæmpe mindre både. Det har dog den ulempe at prisen er 120.000 USD per styk, og de har kun en rækkevidde på 8 km.

Fregatterne blev oprindeligt bygget til at have to 35mm kanoner, men blev kun udstyret med en, der ikke kan nedskyde indkommende objekter på samme måde som et Close In Weapons System (CIWS). Vi har set at en stat som Iran, men også Rusland har mange forskellige missiler til rådighed, og mod særligt missiler, men også projektiler udgør et automatisk selvforsvar den sidste barriere inden skibet. Det mest populære system er SeaRAM der har små missiler som bruges til at bekæmpe de indkomne objekter. Det er et automatisk system med egne indbyggede sensorer, og det anvendes på stort set alle amerikanske skibe fra Littoral Combat Ship og op. De nye tyske korvetter får to per skib.

Det kan evt kombineres med at man skifter 35mm kanonerne ud med 40mm i en CIWS udgave. Generelt bør fregatternes selvforsvarssystemer evalueres for om de stadigvæk er tidssvarende, og om de også har den fornødne kvalitet hvis fregatterne bliver til høj-værdi mål, samt om de er effektive mod de nye russiske hypersoniske våben.

Skibene har i dag Harpoon til at bekæmpe sømål. Man bør kigge på om de er tidssvarende, hvad de koster at opgradere, hvad alternativerne koster, og hvordan at de passer ind. Det kunne fx være det norske Naval Strike Missile (NSM). US Navy har valgt NSM til deres Littoral Combat Ships og de nye amerikanske fregatter. I Danmark bør vi søge at have så få missilsystemer som muligt. Med et øget forsvarsbudget og trusselsniveau så bør Thetis-klassens afløser udstyres med sømålsmissiler, ligesom at vi bør anskaffe mobile kystbatterier med sømålsmissiler. Man kan derfor overveje en model hvor støtteskibene beholder Harpoon, mens der indkøbes et nyere missil som NSM til fregatterne og de andre enheder. NSMs søstermissil Joint Strike Missile, kan desuden anvendes af F-35 og integreres med et maritimt patruljefly som Saabs Swordfish.

Et felt hvor der er sket rigtig meget siden skibene blev bygget, er elektronisk krigsførelse. En MLU bør derfor indeholde nye systemer til elektronisk krigsførelse som er tidssvarende. Her bør man shoppe rundt og se hvad de forskellige leverandører kan tilbyde. Der er bedre systemer end det amerikanske SEAWIP, men ikke så meget offentlig tilgængelig information. Ligeledes kan det også være at der i dag er bedre softkill systemer på markedet.

Der snakkes om muligheden for at udstyre fregatterne med Tomahawk krydsermissiler, da de passer i mk41. De har både fordele og ulemper. Det er ved at være missiler af en ældre årgang. Til gengæld så har de en meget lang rækkevidde på 2500 km. De er bedst mod stationære mål i land. Købes SM-6 Block IB og Naval Strike Missile, så bør man overveje om det samtidig giver mening at anskaffe Tomahawk. De kan begge også bruges mod mål på land, og dermed er det kun den længere rækkevidde der er særlig ved Tomahawk. Når man kun har 32 celler, så er spørgsmålet om det derfor giver mening at indkøbe og integrere et ældre missil.

Amerikanerne ser ud til at begynde at udstyre deres skibe med små lasere i 150kw klassen. Det er også noget man bør evaluere på i forhold til de danske skibe, hvor de kan være effektive mod truslen fra små hurtige både.

Der sker en masse på fronten inden for ubemandede systemer, både dem i luften, overfladen samt under overfladen, og det vil føre for vidt at behandle dem her. Det bør være noget man løbende evaluerer i forhold til de missioner som skal løses.

Anbefalinger

Kigger vi på skibenes rolle som primært er at fungere som luftværnsfregatter og at indgå i forsvaret af større samlinger af flådeenheder i et IAMD, så kommer vi ikke uden om at de nye radarer skal være i en klasse hvor de er sensitive nok til at kunne lave BMD, hvis at de alligevel skal matche SM-6 Block IB missilets +800km rækkevidde. De to ting går altså i stor grad hånd i hånd.

Særligt kombinationen af det langtrækkende SM-6 Block IB og radarer i BMD-klassen vil bringe fregatterne op i sværvægtsklassen, hvor at det i dag kun er amerikanske destroyere der har lignende firepower, og det vil gøre dem i stand til at lave områdeluftforsvar. Det kan både bruges når de er afsted såvel som i hjemlige farvande. De vil kunne indgå i NATOs BMD-skjold. En sådan opgradering vil gøre dem til højværdimål, og man er derfor nødt til at gennemgå resten af skibenes våbensystemer for at undersøge om de er gode nok til den nye rolle. Den rolle vil betyde at fjenden vil søge at tage dem ud først i en flådegruppe, så de kan komme til at pille resten fra hinanden. Dermed skal de have elektroniske kampsystemer og selvforsvarssystemer der matcher den øgede farlighed for beskytte dem og holde dem flydende. Særligt manglen på et godt CIWS er et svagt punkt.

En opgradering af fregatterne vil gøre dem meget skarpere end de er i dag og betyde at de kan få det til at gøre ondt på selv et russisk angreb. Det er noget som vil gøre angreb på Danmark mindre sandsynlige, da omkostningerne vil blive høje for angriberen. Det vil ikke betyde at vi vil kunne forsvare os 100 procent mod russiske missiler, men det vil øge evnen til at skyde dem ned, hvilket igen betyder at militæranalytikerne i Rusland ændrer deres kalkuler. Forsvar handler meget om at undgå krig ved ikke at være svag militært. Samtidig har vi forpligtet os til at have et troværdigt hjemligt forsvar. I dag er det danske forsvar svagt efter årtiers udsultning, og det forlader sig primært på at NATO og USA kommer og redder os. SM-6 Block IB og radarer i BMD-klassen samt en generel opdatering af systemerne vil bringe de danske fregatter op i superligaen og betyde at evnen til at forsvare os selv styrkes meget.