Sune Hansen har skrevet en spændende observation på Krigsvidenskab.dk om mulighederne ved at Danmark investerer i SM-6 missiler til luftforsvarsfregatterne af Iver Huitfeldt-klassen. Det er en opfølger til hans observation fra foråret, hvor han skrev om det SM-2 missil som Danmark langt om længe har investeret i.
I den offentlige debat får man nogle gange det indtryk at Danmark med SM-2 missilet har købt et moderne og fremtidssikret missil. Det er imidlertid ikke tilfældet. I realiteten er Danmarks nye luftforsvarsmissil en gammel model med mange begrænsninger, og dertil kommer at vi kun har købt nok af dem til at lade fregatterne halvt op.
Derfor er det nødvendigt allerede nu at tænke over andre missiler som kan dække hullerne de steder hvor SM-2 er blevet overhalet af den teknologiske udvikling i lande som Rusland, Kina og Iran. Og det er så her at SM-6 kommer ind i billedet. Som Sune Hansen bemærker:
Med et indkøb af SM-6 Dual-1 ville Søværnet opnå en 3-i-1 løsning med et moderne missil, der kan:
– Aktivt søge sine mål på måldata leveret fra en anden enhed
– Nedkæmpe ballistiske missiler i terminalfasen
– Engagere overflademål til havs og på landModerne trusler kan kun bekæmpes med moderne forsvarssystemer. Et indkøb af SM-6 Dual-1 samt den krævede opgradering af fregatternes sensorpakke, som alligevel skal gennemføres, uanset om man køber SM-6 eller ej, vil tilføre Danmark et troværdigt områdemissilforsvar, samt et tiltrængt skulderklap i NATO-regi. NATO har gentagende gange påpeget vigtigheden af IAMD systemer, hvorfor indkøb ligeledes vil fremstå som et tillidsvækkende bevis på, at Danmark er parat til at bruge penge på højteknologiske våben som et stærkt supplement til den kollektive afskrækkelse. Såfremt et indkøb af SM-6 ikke realiseres, kan man stille spørgsmålstegn ved AAW fregatternes reelle eksistensberettigelse i et krigsscenarie mod f.eks. Rusland.
Eller med andre ord, så er valget imellem at investere i moderne teknologi eller at miste evnen til at løse de opgaver, som vi i dag siger er vigtige.
Skriv et svar