Det er snart 20 år siden at politikerne besluttede at afskaffe Danmarks ubåde, og jævnligt kommer diskussionen op om, hvorvidt de bør genindføres. Senest har Ruslands invasion af Ukraine ændret trusselsbilledet, ligesom den forventede udvidelse af NATO med Sverige og Finland ændrer den militære geografi i Østersøen.
I denne udgave af Krigskunst Podcast tager vi diskussionen om det danske ubådsvåben. Marinehistoriker Søren Nørby er i studiet for at fortælle om ubåden som våben. Hvilke muligheder giver den, og hvordan må man forholde sig til den som modstander. Søren Nørby har tidligere været stærk fortaler for danske ubåde, men den senere tids udvikling har gjort ham i tvivl. Til gengæld mener han stadig vi er håbløst bagefter når det kommer til at kunne opdage og bekæmpe ubåde.
Gæst: Søren Nørby, PhD og marinehistoriker ved Forsvarsakademiet
Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
Episode: 036
Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.
Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 42:32 — 58.5MB) | Indsæt
Lidt historik og en beskrivelse af en hændelse i Østersøen under den kolde krig
Jeg var sonar-korporal ombord på den danske undervandsbåd Spækhuggeren (Delfinen klassen) i 1973.
Vi afsejlede om morgenen fra Rønne og op ad formiddagen var vor position sydøst for Bornholm. Det var i internationalt farvand og vi prøveskød, i neddykket tilstand, med bådens øvelsestorpedoer, mod ubådsmoderskibet ”Henrik Gerner”. Disse øvelsestorpedoer havde en rød næse med luft, i modsætning til de krigstorpedoer vi også havde ombord, der havde en grå næse med en trotylladning på 250 kg. Når vi ramte ubådsmoderskibet skete det på den måde, at torpedoen var sat i en dybde, så den gik under kølen på skibet og når den havde udløbet sin bane lagde den sig lodret i overfladen med den røde næse, som var fuld af luft, klar til at blive bjærget op af vandet og ombord på Henrik Gerner.
Det hele blev på nært hold overvåget af et armeret patruljeskib fra Warszawapagten. Da torpedoen havde udløbet sin bane og lå og “skvulpede” op og ned i overfladen i takt med bølgebevægelserne, sejlede dette krigsskib direkte hen til den og prøvede med bådshager og andet at sætte tovværk i næsen på øvelsestorpedoen for at kapre den og ikke mindst, lige så vigtigt, at chikanere Den Kongelige Danske Marine. DET SKULLE STOPPES ! Derfor iførte en erfaren dykker sig sin tørdragt uden iltflasker, et par store svømmefødder og sprang fra undervandsbåden, der i mellemtiden var dykket ud, i Østersøens bølger med en tovværksende om livet og svømmede rygsvømning forceret (for fuldt kraft), ud til torpedoen og patruljeskibet. Det lykkedes ham at sætte tovværksenden fast i øjet for næsen af mandskabet på patruljebåden. Han bandt en sømandsknude og gav signal med hånden i vejret og et stort smil, til kaptajnen i undervandsbådens tårn. Så bakkede vi væk i ubåden i overfladen med torpedoen på slæb. Denne danske ubådsmand havde udført en heltegerning. Så sejlede Henrik Gerner os i møde hev torpedoen ombord.
Et billede fra den kolde krigs forreste ”frontlinje” midt i Østersøen i midten af halvfjerdserne. Det som af russerne blev kaldt “Fredens Hav” !
Tak for en spændende og oplysende podcast. Meget enig med Søren Nørby i de afsluttende betragtninger om u-både i Østersøen, hvor situationen nu er en helt anden end under den kolde krig (især når Sverige indtræder i NATO). Her vil der være stor overvægt af NATO u-både og flådestyrker ift. en forholdsvis lille russisk flåde med ganske få u-både. Som Søren Nørby fortæller, så er Nordatlanten og det grønlandske område en anden sag. Men hvis Danmark skal begynde med opbygning af en kompetent ASW-kapacitet så kræver det naturligvis et tæt samarbejde med nationer som opererer med U-både (fx. Tyskland, Sverige og Norge). Et emne som kunne være interessant at “dykke ned i” er ASW i Nordatlanten og ved Grønland. Hvordan er situationen her? Hvordan opbygger DK bedst muligt en øget kapacitet (ud over de planlagte investeringer i ASW kapacitet på ESSN, ABSL og Seahawk helikopterne)? Er det ved at nye inspektionsskibe (arktiske fregatter) også får en ASW opgave og/eller ved flybåren ASW (P-8 Poseidon) eller anvendelse af droner (Sea Guardian) som måske anskaffes til arktisk overvågning har også mulighed for en vis ASW kapacitet. Det danske U-båds / ASW dilemma omfatter derfor en række meget forskellige operationsområder (Østersøen, de danske farvande og Nordsøen samt Nordatlanten og det grønlandske område. Hermed et emne til overvejelse.
Spændende samtale.
P.S.
Ubådsvåbnet blev ikke nedlagt til fordel for flere fregatter, men et ekstra C-130 transportfly, fire ekstra EH101 helikoptere og udrustning til miljøberedskab i Marinehjemmeværnet.