I et tidligere indlæg kiggede jeg på fordelene og ulemperne ved at indkøbe bizjet-baserede multirolle overvågningsfly eller Airborne Early Warning & Control (AEW&C) fly frem for flere kampfly. Det ville forbedre mulighederne for at vide hvad der rør sig i kongeriget i luften, på jorden og på havet. I den seneste tid har der været meget diskussion om at vi skal styrke indsatsen i Arktis og i farvandet mellem Færøerne og Grønland, og det er derfor passende at se på muligheden for at anskaffe maritime patruljefly. Samtidig har statsminister Mette Frederiksen nævnt at forsvarsbudgettet kan hæves yderligere.
I takt med besparelserne i Forsvaret over de sidste årtier afskaffede vi de danske ubåde. Det har betydet at vi samtidig mistede det bedste forsvar mod fjendtlige ubåde og skibe. Kigger vi lokalt på de hjemlige farvande, så er det forståeligt, da Rusland ikke har ret mange ubåde i Østersøen, og samtidig har vores naboer ubåde, og de fleste af dem er med i NATO.
At bruge en øget forsvarsbevilling på at genskabe ubådsvåbnet til at bekæmpe ubåde og skibe er ikke nødvendigvis en god idé. Ubåde er langsomme, og de få som vi vil have råd til, kan kun dække en lille del af vores enorme havområde fra Thule til Bornholm. Dem som der er brug for i Nordatlanten er desuden ikke de samme som er optimale til de lavvandede hjemlige farvande. Sveriges nye A26 ubåde koster 3 mia kr pr styk alene i anskaffelse, og så skal de bemandes af 30-40 ubådsfolk.
Det handler derfor om at styrke det danske nationale forsvar både over dansk område, men også over Færøerne og Grønland. Alle tre er forsvarsmæssigt set øer og kystområder der er omgivet af hav og is. En øget bevilling bør derfor både fokusere på at gøre vores eksisterende forsvar mere robust, bevare og forbedre de internationale enheder, men også øge vores nationale forsvarsevne ved at tilføre nye kapabiliteter. Samtidig handler det om at vi skal dreje vores forsvar mere mod en Europæisk og national kontekst, fordi Donald Trump har sået tvivl om hvorvidt vi kan forvente hjælp fra USA. Vi skal derfor sigte imod at opbygge et troværdigt hjemligt forsvar og rette blikket mere mod Europa.
Brug det øgede forsvarsbudget på maritime patruljefly
Et øget forsvarsbudget kan anvendes på maritime patruljefly. De har typisk sensorer der rækker over og under havet, og flere af dem kan også bære torpedoer og antiskibmissiler. De kan dermed ikke bare detektere eneheder på og under overfladen, men også bekæmpe dem. Typisk er de også udstyret til at udføre og lede Search & Rescue (SAR) missioner, signalefterretning, samt fungere som node i et kommunikationsnetværk. De supplerer derfor enheder som F35 og de tidligere omtalte AEW&Cs med kontrol over hvad der er på og i havet.
Fordelen ved maritime patruljefly er at mens de er dyre i indkøb, så er de typisk billige i drift, da de bygger på eksisterende civile og militære flytyper og har en lille bemanding. Med maritime patruljefly stationeret i Karup kan vi dække områderne fra Bornholm til Thule. Rækkevidden er på 11.000-12.000 km, og udholdenheden er på 11 timer.
Boeings P-8 Poseidon er guldstandarden inden for maritime patruljefly, men det er også det dyreste til 180 millioner USD per fly. Det er baseret på platformen fra Boeing 737, og Norge, UK og USA er blandt de største brugere. Frankrig, Tyskland og flere andre arbejder på et europæisk projekt, men det vides ikke hvor langt det er, eller hvad konceptet indeholder. Hvis det er i samme klasse som P-8, så vil det sandsynligvis også ligge i samme prisklasse.
Svenske Saab pitchede deres koncept for et maritimt patruljefly, Swordfish, baseret på en bizjet platform til Sydkorea i 2018. Swordfish er baseret på Saabs AEW&C platform GlobalEye. Det har 70% af de samme systemer og er et maritimt patruljefly på samme business jet platform. Det er udstyret til at jage ubåde og skibe samt lave ISR, CSAR, SAR mfl og er derfor også et multirolle fly. Flyet er blandt andet udstyret med radar, flir og et magasin med 200 sonarbøjer. Der er fire NATO hardpoints, og flyet kan udstyres med op til seks lette torpedoer, antiskibsmissiler eller SAR pods.
Prisen for et Swordfish ligger i omegnen af 80 millioner USD i indkøb og 140 millioner USD for den fulde pakke. Driftsomkostningerne er 50% af P-8’s over flyets levetid, så den samlede økonomi ser konkurrencedygtig ud i forhold til P-8.
Maritime patruljefly er efterspurgt internationalt
Maritime patruljefly er noget som mangles i internationale missioner og i Europæisk kontekst, ligesom AEW&C, og de er derfor begge efterspurgte aktiver til internationale missioner i både Europa og NATO. Indsatsen i Libyen viste at Europa manglede begge dele. Derfor giver investeringer i AEW&C og maritime patruljefly mere mening end fx flere kampfly.
Saab fandt ikke en launch-kunde til Swordfish, og konceptet er derfor lagt på is. Det kunne derfor være oplagt at Forsvaret tager kontakt til svenskerne og forhører sig om mulighederne. Samtidig kan man tage kontakt til andre lande som kunne have interesse i et omkostningseffektivt maritimt patruljefly for at se om der er mulighed for et fælleskøb. Canada kigger på noget af det samme, og Bombardier som leverer bizjet-platformen er canadisk. Der kan også være andre. Saab har vist sig gode til at være agile, levere til tiden og tilbyde attraktive aftaler og kundetilpassede løsninger. Det sidste er vigtigt da en dansk udgave skal udstyres efter NATO-standarder og tilpasses så den kan dele situationsbillede med andre enheder i det danske forsvar som F35 og fregatterne med Seahawk-helikoptere. Man bør også se på om de kan levere måldata i våbenkvalitet til andre enheder som det amerikanske CEC/NIFCCA. Det burde være muligt at finde en type antiskibs-missiler som også kan bruges til F35. Laves en aftale for både AEW&C s og MPA, så vil der nok kunne opnås en fordelagtig pris. Saab har angivet en lead-time på 36 måneder. Det vil betyde at indkøb kan hjælpe på det gab vi har i luftbårne enheder inden at alle F35 er leveret.
Saabs oprindelige MPA koncept var baseret på Bombardiers Global 6000 platform som i civil udgave ligger på omkring 62 millioner USD. Den nye Global 6500 har en ny vinge og nye motorer som bruger mindre brændstof og er mere effektive, hvilket betyder længere udholdenhed og rækkevidde samt lavere driftsomkostninger. Den koster 6 millioner USD mindre end den gamle model. Det samme gør sig gældende for GlobalEye. Det er også værd at tage med hvis der skal indkøbes flere fly af både AEW&Cs og det maritime patruljefly. Det er sandsynligt at 6500 også har samme evner som de nuværende Challenger-fly til at operere fra mindre flyvepladser med korte og ru landingsbaner. Dermed vil samme platform også kunne løse Challengerens opgaver i Arktis og med VIP-transport. Hvis de alle er 6500, så vil det betyde at der kun er én platform at vedligeholde, og det vil holde vedligeholdelsesomkostningerne og uddannelsesomkostningerne i ro. Placeres de alle i Karup, så kan man centralisere vedligeholdelsesfunktionen, lige som man har gjort med Seahawk-helikopterne, samtidig med at der er rimelig balance i flyvetid til både Bornholm og Arktis.
Med danske briller vil et indkøb af Swordfish være en kraftig opgradering over de nuværende tre Bombardier Challenger 604. Det vil løse en række af de problemer som de har og give et boost til bl.a. situational awarenes og kommunikation samt maritim kontrol og suverænitetshævdelse i særligt Arktis. Med flere krydstogtskibe i området der kan komme i havsnød og en øget militarisering, så er det særligt vigtigt både at opgradere vores tilstedeværelse og kapabiliteter, herunder særligt vores situational awareness i fjerne områder samt bevæbnet patruljering. Patruljeflyene vil sikre at vi kan opdage ubåde og overfladeenheder i Nordatlanten og rundt om Grønland og Færøerne, og de vil kunne gøre det i samarbejde med de opgraderede Seahawk-helikoptere.
Patruljefly er billige i drift
Det gennemgående for både forslaget om et bizjet-baseret AEW&Cs og et maritimt patruljefly er at begge er med til at øge informationsniveauet gennem bedre situationsbilleder, både under vandet, på vandet, på jorden og i luften. Desuden kan enhederne indgå i et informationsnetværk.
Prisen for fire maritime patruljefly er cirka fire gange 134 millioner USD eller 900 millioner kroner per styk, så det er i omegnen af 3,5 milliarder kroner i indkøb. Købes yderligere et fly til VIP og et til transport til erstatning for de eksisterende Challenger-fly, så skal der lægges måske 750 millioner kroner oveni, og så er vi oppe på 4,25 milliarder kroner. AEW&Cs flyene koster 232 millioner USD, eller 1,5 milliarder kr, så indkøb af to styk vil koste omkring 3 mia kroner. Sammen med maritime patruljefly og transport+VIP ender vi på 7,25 milliarder kr i indkøb.
Kigger vi på det ovenfra og forsvarsbudgettet hæves, så kan alle pengene gå til at indkøbe F-35 til 80 millioner USD per styk i fly-away. Driftsomkostningerne på en F-35 er til gengæld langt højere end på en militariseret bizjet. Samtidig leverer en typisk bizjet platform 120-160 flyvetimer om måneden. Det svarer til tre-fire F-35. Det er dér at den store besparelse ligger ved at anvende AEW&Cs og MPA i forhold til F-35. I stedet for at købe otte F-35, så kan man købe et maritimt patruljefly, et AEW&C s og to F-35, og den samlede pakke leverer flere flyvetimer, bedre overvågning og gør det billigere i både indkøb og drift. Ubådene, som både er dyre i indkøb og drift, kan udskydes til senere. AEW&C flyet fungerer desuden som force multipler fordi at de kan binde F-35, sensorer, og skibsbårne missiler sammen med en langtrækkende luftbåren radar. De fungerer som integratorer og kan gøre at fx fregatterne ikke behøver at have deres radarer tændt, hvilket øger skibenes sikkerhed i en kampsituation. Desuden kan de fungere som JSTARS dvs. battlemanager på landjorden og AWACS i luften, og de kan bruges til at lave signalefterretning. Vi øger virkeligt vores kapabiliteter og værdien af de andre enheder i Forsvaret.
Hvis forsvarsbudgettet hæves i de kommende forsvarsforlig, så er maritime patruljefly og AEW&Cs et godt sted at investere nogle af pengene. De koster noget i indkøb, men driften vil kun være lidt højere end driften af de nuværende Challenger-fly og langt lavere end F-35, så når de er indkøbt, vil de ikke belaste det løbende forsvarsbudget ret meget i hverken mandskab, træning, logistik eller penge. Ubåde og flere F-35 er dyre i indkøb, og begge kapaciteter har korte ben, og Danmark er et stort rige, så tre ubåde og en håndfuld F-35 kan ikke dække det tilstrækkeligt.
Købes der overvågningsfly, vil det danske forsvar få et langt bedre situationsbillede af hvad der sker i kongeriget fra Bornholm til Thule. Den overvågning får rigtigt lange ben, og det samme gør kontrollen med havet, uanset om det er redning, pirater eller fjendtlige ubåde der er målet. Vi vil med andre ord have meget bedre viden om hvad der sker derude, uanset om det er Bornholm, Østgrønland eller Hormuzstrædet.
Det første skridt i at øge forsvarsevnen nationalt og i forhold til Europa og NATO handler om at skabe et øget informationsniveau om hvad der sker derude og særligt i Arktis. Fordi området er så stort, så kan omkostningseffektive multirolle maritime patruljefly og overvågningsfly på en bizjet-platform øge informationsniveauet på en langt billigere måde end alternativerne som F-35 eller ubåde. Det peger på at Forsvaret bør kigge nøje på muligheden for både maritime patruljefly og overvågningsfly.
Dette er det andet indlæg i en serie som søger at udfordre den eksisterende tænkning i Forsvaret og at se på nye muligheder for at anvende et øget forsvarsbudget. Første indlæg handlede om overvågningsfly, og næste gang er emnet afløseren for Thetis-klassen. Forfatteren har ingen relation til de nævnte firmaer.
Rigtig fornuftig overvejelser
Tjahh.. Lufwaffe har vist mere travlt m. at skille div. flyve ting ad en at holde dem operative (oppe i luften) ?
Billigere løsning ville sikkert være at købe sig in på nogle Satelitter istedet for der ? (De har ikke “Nede tid” i.forh. til alt andet der!)
Ubådsvåbnet er.. fortabt for evigt 🙁 og var et ganske effektivt våben som havde suveræne muligheder set i forh. til alt andet!
Vi skabte et ubådsvåben en gang, det kan gøres igen.
Men lad os nu fokusere på artiklen istedet for at dvæle ved fortidens fejltagelser.
Fine overvejelser, men hvorfor et bemandet fly? Ville det ikke være langt mere relevant at købe de Northrop Grumman MQ-4C Triton UAS droner, som Tyskland netop har afbestilt i USA. Tyskland opgav at få dronerne til at opererer i det Europæiske luftrum, fordi det ganske enkelt er for trafikeret og ikke giver mulighed for operation med droner af denne kapacitet.
Ud over at kunne flyve langt længere end patruljefly og uden bekymring for besætningernes udholdenhed, så kan de også udstyres med en bred vifte af sensorer og våbensystemer, der gør dem bredt anvendelige i det nordatlantiske område, hvor de fint kan opererer ud fra Søndre Stømfjord.
Det er ikke en fremmed tanke, men desværre koster Triton det samme eller mere end et buzjet MPA, men kan ikke medbringe sonarbojer eller våben. Det er dermed mere en ISR kapaciatet end ASW og ASuW.
ISR med en Triton er i min optik en langt mere relevant investering for opgaveløsningen ved Grønland, hvor der netop er behov for kapacitet med en betragtelig endurance og rækkevidde. Den pimære opgave for dansk forsvar i Nordatlanten er alt andet lige at hævde den danske suverænitet.
Jeg er ikke enig i din afvisning af ubåde i den danske værktøjskasse. Det vil netop være tilstedeværelsen af danske ubåde i området, der vil tvinge den nuværende eksklusive klub af allierede ubådsnationer til at dele informationer om deres aktiviteter i området med os. Hertil kommer, at ubåde formentlig er den eneste kapacitet, der kan operere under isen i området og dermed begrænse de russiske ubådes frihed til at manøvrere. Ubåde har traditionelt en betragtelig udholdenhed og ud over at kunne bekæmpe fjentlige ubåde, så er de også en særdeles begrænsende for fjentlige overfladeenheders evne til at at kunne operere frit.
Triton ligger omkring 230m$ og ingen udbåds detektion men længere udholdenhed og bedre sensorer. USA har stort set droppet al indkøb af droner som ikke er stealth, som Triton og MQ-9, da en symmetrisk modstander kan skyde dem ned.
Australierne har deres kvaler med en planlagt anskaffelse. Australierne ser det ikke som en afløser for deres P8, men som noget der komplementerer.
https://www.realcleardefense.com/articles/2020/02/29/us_to_pause_production_of_australias_triton_drones_115076.html
Sverige købte to ubåde i 2015 for 500m/3,4mia kr per styk, og så skal vi genopbygge ubådsvåbnet kigger vi på 10-15 mia kr. Spørgsmålet er om vi får valuta for pengene, når vores allierede også har ubåde og vi derfor kun dublerer deres kapacitet? Jeg har svært ved at se det blive solgt politisk når prisen er så høj.
Gårsdagens åbningsdebat i Folketing gav et fingerpeg om hvordan noget af de ekstra midler på 1,5 mia DKK i forsvarsbudgettet ønskes anvendt. Her blev der nemlig givet tilsagn fra færøsk side om politik støtte til opstilling af landbaseret radar på Færøerne.