I dette indlæg vil jeg kigge på den potentielle afløser for Thetis-klassen af arktiske inspektionsskibe. Det er en skibsklasse som i international sammenhæng typisk kaldes Offshore Patrol Vessel (OPV). Jeg vil komme ind på opgaver for skibet, udstyr, antal og udfordringer. Mit udgangspunkt vil være almindeligt tilgængelige kilder, men vil være farvet af samtaler med fagfolk som allerede har brugt nogen tid på dette område. Jeg vil særligt sige tak til Simon Petersen for hans hjælp til dele af dette indlæg.
Opgradering fra OPV til fregat
Funktion følger opgaven, og det først spørgsmål er, hvilke opgaver kan forventes af den nye klasse?
I udgangspunktet vil opgaverne være de samme som dem Thetis-klassen på nuværende tidspunkt løser, dvs. suværenitetshåndhævelse, Search and Rescue (SAR), fiskeriinspektion m.m. Disse er hvad man i de sidste 60 år har kunnet ”nøjes” med at løse. Grundet den teknologiske udvikling samt geopolitiske interesser fra udlandet (især USA) er en del ekstra opgaver kommet i spil. Disse ekstra opgaver inkluderer luftforsvar, især fra missiler og droner, samt udfordringen med ubåde.
Til de traditionelle opgaver er en OPV optimal. Til gengæld er en OPV yderst begrænset i forhold til andre roller som kunne opstå, hvis situationen skulle gå fra fredstid til mere problematiske forhold (krig, terror, pirateri). En OPV er ud fra dette synspunkt derfor det mere specialiserede valg, og Søværnets i forvejen begrænsede kapacitet vil være yderligere formindsket, hvis man skulle vælge at erstatte Thetis-klassen med en ny OPV.
Grundet den teknologiske udvikling, især på missilfronten, vil det kunne forventes at luftforsvar af danske og allierede interesser vil blive yderligere påkrævet. Dette, samt det faktum at Arktis har en stor aktivitet af ubåde, betyder at skibsklassen rimeligvis vil skulle bestykkes sådan at den kan indgå i forsvar mod både missiler og ubåde.
Blandt en ikke ubetydelig del af danske analytikere, er stemningen at en OPV som Thetis ikke længere er nok. Dette kan udtrykkes ved tommelfingerreglen:
Det er betydeligt nemmere at lave et krigsskib der kan løse en OPV’s opgaver, end det er at få en OPV til at udføre et krigsskibs opgaver.
Spørgsmålet om en OPV er dog stadig relevant, idet en OPV er billigere at bygge og kræver færre specialister i besætningen. Langt størstedelen af tiden vil opgaverne være af den traditionelle type som SAR og fiskeriinspektioner, og det begrænsede forsvarsbudget ville i teorien tillade et større antal OPVer, end flere egentlige krigsskibe.
Min holdning til spørgsmålet er følgende: Hvis Danmark vitterligt ønsker at håndhæve vores suverænitet i forhold til området omkring Grønland, og vi samtidig ønsker at få det bedste afkast af de investeringer vi kommer til at lave, så er en klasse af OPV’er ikke tilstrækkelig. Dette skyldes primært de nye udfordringer som avancerede krydsermissiler, droner m.m. stiller til Forsvaret. Til disse udfordringer kan en OPV ganske enkelt ikke løfte opgaven, og et mere reelt krigsskib vil være nødvendigt.
Det virker derfor mere oplagt at vælge en fregat end en OPV, når Thetis-klassen skal erstattes. Det bør nævnes at selv om en fregat bliver valgt, så behøver skibene, så længe situationen ikke kræver det, ikke at operere med fulde magasiner af missiler m.m. De kan udstyres på nogle timer hvis behovet skulle opstå. Omvendt vil det være tæt på umuligt at opgradere en OPV til et fungerende krigsskib på kort tid, selv hvis man skulle have sensorer og våbensystemer tæt på. Af denne årsag bør Thetis-klassens afløser bygges som fregatter. I den forbindelse bør man anvende samme designprincip som med Iver Huitfeldt-klassen, nemlig at de bygges med ekstra kapacitet af plads, køling, strøm osv, således at skibet fra start er designet til at kunne opgraderes i fremtiden.
Helikopter, dronekapacitet og en ny type kanon er obligatorisk udstyr
Hvilken våben- og sensorpakke en arktisk fregat skal udstyres med, kommer naturligvis an på de tænkte opgaver. Der er imidlertid noget udstyr som skal medbringes uanset opgaven.
Det er fx indlysende at skibet skal have en hangar til en helikopter, da en helikopter kan løse utroligt mange væsentlige opgaver. Hvad der måske ikke er indlysende, er imidlertid behovet for at gøre dækket stærkt nok til at kunne tage selv store helikoptere. Det kan godt være at Forsvaret aldrig kommer til at benytte større helikoptere end Sea Hawk, men trenden har været at en forøgelse i størrelse.
Samtidig ser vi i disse år et stort antal droner af forskellig art. Det er droner der kan operere under vand, i luften eller på overfladen. De muligheder som sådanne droner giver af både praktisk og teoretisk art, bør der tages højde for i en ny skibsklasse. Droner vil i større og større grad være af betydning for om et skib kan indgå i forskellige operationer. Disse droner kan tilføje/forbedre kapaciteter som early warning luftvarsling, anti-ubådskapaciteter (ASW), og anti-mine operationer.
Et væsentligt redskab der også fortjener en kort overvejelse, er typen af hovedkanon. I Søværnet har den primære bestykning været en 76mm OTO Melara, og man kan med rimelighed påpege at dette er et solidt system at fortsætte med. Imidlertid har der de seneste år været stort fokus på både angreb fra nye hurtige missiler, samt risikoen for angreb af sværme af droner. Her er den svenske Bofors 57mm Mk 3 kanon måske mere effektiv idet den skyder en mindre granat, men med betydelig flere skud og en tungere mængde af eksplosiver i minuttet. US Navy har valgt Bofors som en vigtig del af bevæbningen af deres skibe med henvisning til at Bofors foruden at kunne fungere fint i den ”normale” rolle også virker som Close-In Weapons System (CIWS) mod nye hurtige indkommende missiler. I rollen som CIWS er det en fordel at Bofors-kanonen har en længere rækkevidde end fx Phalanx. Der er imidlertid også andre muligheder end Bofors på markedet, og fx bruger Italien de nyere udgaver af OTO Melara i samme rolle.
Der er tale om et forholdsvist billigt våbensystem, der er nemt at operere og vedligeholde. Noget som især kan være relevant, er at kanonen ikke behøver at penetrere skibsdækket for at blive monteret. Dette skyldes at Bofors-kanonen er mere kompakt og vejer mindre end OTO Melara, hvilket igen betyder at både vægten og den interne plads i skibet kan bruges på noget andet.
Bør have en Mark 41 missillauncher
Mark 41 Vertical Launching System (VLS) er på mange måder et helt afgørende system at få med på den nye skibsklasse. Kort fortalt vil det gøre skibet i stand til at opnå noget af den fleksibilitet som vil være nødvendig for os. Konkret vil det betyde at skibene blandt andet ville kunne medbringe luftværnsmissilerne SM-2, SM-6 og Evolved Sea Sparrow (ESSM) samt anti-ubådsmissilerne RUM-139 VL-ASROC. Muligheden for at kunne medbringe disse missiler, især SM-6 og ASROC, vil give flere fordele.
SM-6 er det eneste missil, der skal skyde ”beyond line of sight” via eksterne datalinks, hvilket vil sige at SM-6 kan engagere lavtflyvende mål helt ud på sin maksimumafstand. Derved får skibet en væsentlig længere kampafstand med SM-6 end med andre missiler, og det får bedre muligheder for at forsvare sig selv og andre.
SM-6 giver de bedste muligheder for forsvar mod ballistiske missiler og er pt det eneste missil der effektivt kan imødegå hypersoniske missiler på sikker afstand. Udover de nævnte kapaciteter vil SM-6, når Danmark står til at anskaffe sig missilerne, have fået evnen til at fungere mod overflademål, hvilket effektivt set betyder at SM-6 er et alt-i-et missil for hvad det danske søværn antages at ville have brug for. Der er således tale om et ekstremt fleksibelt missil.
Troels Halkens indlæg om maritime overvågningsfly er interessant i forhold til den nye skibsklasse, da disse fly via data-link vil kunne hjælpe med at forøge situationsbilledet set fra skibet. Det kan fx øge mulighederne mod ubåde, især hvis det kombineres med muligheden for at skibet medbringer ASROC-missiler. Skibet vil stadig også skulle medbringe sin egen effektive radar og sonar, men muligheden for at linke med et overvågningsfly vil øge anvendelsesmulighederne.
Det sagt, er det også væsentligt at holde fast i at Thetis-klassens afløser ikke har brug for et stort magasin af missiler, og man kan derfor vælge en lille Mark 41 launcher. Optimalt vil størrelsen nok ligge på et 16-cell batteri, hvor muligheden for at medbringe et par ASROC, et lille antal SM-6 og et pænt antal ESSM, vil give den størst mulige grad af fleksibilitet. Det er i den forbindelse værd at bemærke at der kan være fire ESSM i hver celle, så den samlede bestykning med 16 celler bliver mere end 16 missiler.
Dette udstyr vil sammenholdt med en generel tilgang om at sikre mulighed for fremtidige opgraderinger af skibet, betyde at skibet næppe kan holdes inden for de 3500 tons som Thetis-klassen fortrænger.
Kan dække Danmarks kapacitetsmangel i Østersøen
Arktis har for tiden stor opmærksomhed blandt de områder som den danske flåde skal forholde sig til. Som udformningen af flåden er lige nu, så vil samtlige enheder i tilfælde af krig have deres promære opgaver i dette område. Det inkluderer både Iver Huitfeldt-klassen og Absalon-klassen. Bemærkelsesværdigt er det dog, at man i Søværnet ingen enheder har der kan medbringe noget større end et tungt maskingevær, som i tilfælde af krig er tiltænkt en rolle i indre danske farvande og Østersøen.
Anders Puck Nielsen har i hans fremragende gennemgang af den Russiske Østersøflåde påpeget det betænkelige i at trods Danmarks betydelige placering i forhold til adgangen til Østersøen, så har man ingen enheder der i tilfælde af krig vil afsættes til dette område. Det kan være relevant at se på om Thetis-klassens afløser kan fylde dette hul i flådens struktur.
Nyt finsk krigsskib giver interessant forbillede
Den Finske flåde vil efter planen begynde at operere en ny skibsklasse fra 2022 kaldet Pohjanmaa-klassen.
Det generelle opsæt viser et skib der rammer næsten alle ønsker for en afløser til Thetis-klassen. Skibet har en fornuftig størrelse, er isforstærket, har helikopterhangar og opfylder behovet for rækkevidde, besætningsstørrelse og våbenpakke. Desuden er topfarten på 26 knob en væsentlig forbedring i forhold til Thetis-klassen. Dog måtte skibet gerne have en lidt længere rækkevidde, så den kommer helt op på niveau med Thetis-klassen. Selv om det vil være en betydelig opgradering fra den nuværende bestykning, er VLS batteriet på 8 celler nok også for lille til de nye skibe, hvis man foruden SM-6 og ESSM også vil medbringe ASROC.
Finnerne vil primært bruge skibet i Østersøen, og spørgsmålet er således om man ved at anvende det finske design kan få et skib, som Danmark kan bruge både i Arktis og i Østersøen. Vigtigste udfordring vil imidlertid være hvordan skibet tager søen, hvor Nordatlanten (og i særdeleshed farvandet omkring Grønland) er en del anderledes end Østersøen som vil være det primære operationsområde for Pohjanmaa-klassen. Netop i forhold til udholdenhed i hårdt vejr har Thetis-klassen vist sig at være fremragende skibe, og dette vil være et punkt som afløseren skal bibeholde.
I forhold til en dansk skibsklasse efter samme principper som Pohjanmaa-klassen er der to spørgsmål som presser sig på: 1) behovet for flexsystemet, en opsætning som Søværnet har anvendt i snart 30 år, og 2) spørgsmålet om størrelsen.
I forhold til størrelsen er det nødvendigt at ramme en god balance. Bliver skibet for stort, kan det blive en udfordring at komme frem hvor man vil, og bliver skibet for lille, vil det være uudholdeligt at være på i Arktis. Et argument kunne være at bygge to nye klasser af skibe, og dermed få den optimale løsning i forhold til kapacitet. Dette er dog så omkostningstungt at løsningen i øjeblikket er urealistisk.
Et andet forhold med hensyn til størrelsen, er imidlertid også at der er en risiko for at bygge for småt, hvorved levetiden for designet, fleksibiliteten og mulighederne for opgradering af sensorer, maskineri, våben m.m. bliver reduceret, og det bliver dyrere at efterinstallere udstyr. Pohjanmaa-klassen er på omkring 3900 tons, og kan ikke siges at være lille, men 200 tons mere, ville måske netop være det der gør at skibet vil kunne medbringe et 12-cell batteri i stedet for et 8-cell. Det kan også være det der gør at rækkeviden bliver forbedret og kommer til at ligge omkring Thetis’s nuværende rækkevide på 8000 sømil, i stedet for de 6500 sømil som er den planlagte for det Finske skib.
Antallet af arktiske skibe bør øges
Arktis har i det seneste år udviklet sig til en betydelig udfordring for danske interesser, med USA der presser på både for at købe Grønland og for at få Danmark til at bruge flere ressourcer. Dertil kommer at både Rusland og Kina har påbegyndt forsøg på at få mere indflydelse i rigsfællesskabets sfære. Klimaforandringer har ført til naturkatastrofer som i 2017 med flodbølgen, hvor også Thetis-klassen var involveret i redningsarbejdet. Alt dette skal ses i sammenhæng med at Danmark på nuværende tidspunkt råder over 4 skibe af Thetis-klassen og tre skibe af Knud Rasmussen klassen.
Hvis Danmark skal udbygge kapaciteten, er en en-til-en udskiftning ikke nok. Et absolut minimum af enheder som afløsning bør være seks skibe, med otte som det mere optimale antal.
Hvis Danmark har seks skibe, bliver det muligt at øge antallet af skibe der permanent er udstationeret ved Grønland og Færøerne. Man vil kunne øge antallet af store skibe fra to til tre, hvorved det samlede antal skibe vil være fem (tre af de nye skibe og to af Knud Rasmussen-klassen), Det vil også betyde at antallet af helikopterbærende enheder øges til tre. Hvis Danmark anskaffer otte skibe, vil det give yderligere fleksibilitet, enten til at have flere enheder i Arktis eller til at bruge de ekstra skibe i Østersøen eller andre steder.
Den nye klasse af skibe vil kunne fungere i sammenhæng med støtteskibene og fregatterne, og således dække et af de huller der opstod da man afviklede Flyvefisken-klassen. I forhold til de indre danske farvande, vil et skib på omkring 3900 tons måske ikke være optimalt, men tages der udgangspunkt i det finske skib, vil Østersøen være dækket fint.
Hvis det antages at der anskaffes otte arktiske fregatter, vil det være muligt at operere med en større grad af fleksibilitet, både i forhold til Arktis og i forhold til fremtidige udfordringer. De fire ekstra skibe i forhold til antallet i Thetis-klassen vil direkte kunne ses i forhold både permanent patruljering af kongeriget, men også i tilfælde hvor der opstår akutte politiske problemstillinger, hvor Danmark har brug for at indsætte et skib til at løse andre typer af opgaver.
En problematik man skal huske på, er at med flere skibe stiger behovet for flere helikoptere og/eller droner. Hvis man køber flere skibe, er der altså nogle følgeudgifter som også skal regnes med.
Vil kræve mere personel og flere penge
Den absolut største udfordring i forhold til flere skibe, er bemandingen. Søfolk skal trænes, officerer uddannes, og besætninger kunne mønstres før det sidste skib er færdigt og klart. For de udenforstående kan denne udfordring vises på en lidt anden måde. Man regner med at en soldat/gast koster omkring 1 mio. kr. pr år. i løn, udstyr, uddannelse og mad. Hvis vi tager udgangspunkt i Pohjanmaa-klassen og fire ekstra enheder, så taler vi minimum 320 ekstra søfolk, med et mere sandsynligt antal på 350. Det er omkring 350 millioner kroner om året i ekstra omkostninger til personel.
Dette lyder af meget, men er set i forhold til fx grænsekontrollens omkostninger på omkring 1.25 mia. kr. over tre år (knap 417 mio. om året) så får man mere for pengene, både ud fra et sikkerhedssynspunkt, men også bedre SAR kapacitet, politisk velvilje blandt allierede, samt de fordele som Søværnet i al almindelighed giver befolkningen i rigsfællesskabet. Vi kommer endvidere ikke uden om det faktum at vi kommer til at skulle bruge en hel del flere penge på Forsvaret i al almindelighed, være det sig i forhold til forpligtigelser til NATO eller en hypotetisk situation hvor vi er nødt til at finde forsvarsløsninger uden for NATO. Så selv om mere kapable skibe i Arktis koster flere penge end Thetis-klassen, så er det en fornuftig investering, da Danmark får meget sikkerhed for pengene.
Skriv et svar