De arktiske inspektionsskibe står foran en udskiftning. Arktis stiller særlige krav til skibene med en blanding af hårdt vejr i åben sø og en høj isklasse. I den private søfart har man udviklet nye teknologier til at øge operationsvinduet i dårligt vejr samt øge komforten for mandskabet. Brugen af disse vil betyde at skibstypen kan bruges i de hjemlige farvande og på internationale missioner. Indlægget her udforsker nogle ideer til Thetis-klassens afløser fra en lidt anden vinkel end i Martin Bandholms tidligere indlæg om samme emne.

Flådens arktiske inspektionsskibe af Thetis-klassen er ved at nå deres udløbsdato. I dag ser verden meget anderledes ud. En genopblussen i stormagtsspillet med Kina og Ruslands indtræden og begge som aktive spillere i et Arktis der ikke længere er afmilitariseret zone betyder at situationen i dag er en helt anden end da Thetis-klassen blev undfanget. For en lidt længere diskussion af den fremtidige indsats i Arktis, så har Hans Peter Michaelsen forfattet dette glimrende indlæg.

Jeg har selv i et tidligere debatindlæg foreslået at der bør indkøbes maritime patruljefly, og det spiller særligt godt sammen med øget satellitovervågning, da disse to ting til dels søger at mitigere de store afstandes tyranni, som er den strategiske virkelighed i Arktis. Sagt på en anden måde, så er trusselsniveauet i Arktis steget, og det er trusler fra stormagter som Kina og Rusland. Ministeren ønsker også flere skibe i Arktis, men det er svært at se hvor de skal komme fra, da der kun er et fast antal.

I den hjemlige andedam er trusselsniveauet også steget. Rusland er igen en potentiel fjende og har indtaget Krim i en ulovlig invasion. Hvis nogen af naboerne i Østersøen viser svaghed, så kan noget lignende ske her med en hybrid konflikt. Fregatterne er ofte på langfart og i øvrigt skabt til at supportere en NATO-flåde i tilfælde af en stormagtskonflikt, så de vil ikke altid være tilgængelige for operationer i Østersøen.

Vi mangler derfor mindre enheder som kan passe på de hjemlige farvande, herunder være eskorteskib i forbindelse med forsyninger til Baltikum i tilfælde af en konflikt. Det danske kongerige er primært hav og øer, så flåden er essentiel for at forsvare Danmark. Mindre enheder er også bedre egnede til piratjagt og andre typer af maritime sikkerhedsoperationer. Flere peger på behovet for slagkraftige korvetter fx efter den finske opskrift for den nye Pohjanmaa-klasse, der både kan lægge miner, jage ubåde og har Mark 41 missilsiloer. Pohjanmaa-klassen ville sandsynligvis kunne dække behovet, men da de opnår deres isklasse ved at gå på kompromis med evnen til at operere i høj sø, så er de ikke et optimalt valg til at erstatte Thetis-klassen.

Forsvaret lavede en Arktis-analyse i 2016. Den blev lavet på baggrund af den daværende forudsætning om at forsvarsbudgettet ikke ville stige. Meget tyder i dag på at forsvarsbudgettet vil vokse, og samtidig har situationen i Arktis ændret sig, så man bør opdatere analysen tilsvarende. Som en sidebemærkning, så bør der nedsættes en forsvarskommission som skal kigge på den nye situation med et Europa som vil tage mere ansvar for sin egen sikkerhed, et forandret trusselsbillede og et forsvarsbudget der kan komme op på 2% af BNP.

Vi ved fra den danske Arktis-analyse at vi med Thetis-klassen er blinde for ubådsaktivitet. Hele Grønland skal betjenes af fire til seks skibe, alt efter hvor mange vi bygger, og de enorme afstande vil derfor betyde at de næsten altid vil operere alene. Det betyder at de skal kunne klare sig selv og kunne forsvare sig mod både ubåde, skibe og fly, samtidig med at de udfører de missioner som Thetis-klassen løser i dag. Det peger på et koncept der ligger tæt op ad det finske, men med et skrog der er bedre i åbent vand. Et sådant koncept vil også kunne bruges i Østersøen med den rette bevæbning. Rusland har ikke ret mange store skibe eller ubåde i Østersøen, men en del mindre enheder, så dermed vil en kraftigt bevæbnet korvet kunne gøre en stor forskel. I tilfælde af krig mod Rusland er det sandsynligt at de store enheder flyttes til Atlanten, og dermed har vi brug for noget der kan sikre de hjemlige farvande.

Skrogkoncept fra offshore industrien

Den nuværende Thetis-klasse løser primært opgaver som eftersøgning og redning, miljøopgaver som oliespild, fiskeriinspektion og suverænitetshåndhævelse og civil support. Skibene er bygget til at operere i Arktis med høj isklasse og til lave temperaturer. Samtidig er operationsområdet præget af notorisk dårligt vejr. Alene i den nordlige del af Nordsøen er der 74% af tiden bølger på over 2,5 meter.

Videoen illustrerer udfordringerne med at lande en helikopter på et vippende dæk. Skroget bestemmer hvordan skibet ligger i søen ved en given bølgehøjde., og i meget dårligt vejr er skrogets udformning bestemmende for skibets operationsvindue i åbent vand.

Samtidig skal skibet kunne operere i is. Den nuværende Thetis-klasse er specificeret til at kunne operere i op til 80 cm førsteårs-is, og den har et skrog der løber op på isen for bruge skibets vægt til at bryde en rende. Skibets evne til at sejle i is er forøget, men desværre betyder det at skibets evne til at håndtere søgang bliver ringere. Ved Grønland er der primært tale om førsteårs is op til en meters tykkelse, og det redder designet, fordi det kan klares med et isforstærket skrog og ikke et decideret isbryderskrog.

Skibets design er altid et kompromis mellem de to parametre: sødygtighed og isklasse. Finland har valgt en højere isklasse til deres korvetter, da deres ende af Østersøen er frosset i månedsvis, og de er derfor gået på kompromis med sødygtigheden i åbent vand. Den norske Svalbard-klasse og den canadiske Harry DeWolf-klasse er begge arktiske patruljeskibe som skrogmæssigt hælder til isbrydersiden. Da så meget af det danske farvand er åbent og har notorisk dårligt vejr, så er det ikke den optimale løsning for Thetis-klassens afløser. Det vil betyde et ringere operationsvindue i den høje sø som ofte dominerer i Nordatlanten. Hvis man designer afløseren med den konventionelle skrogform som Thetis har i dag, så får man også samme operationsvindue og samme dårlige sødygtighed.

I det private har man skullet løse nogle af de samme opgaver, og her har udviklingen i offshore-industrien betydet at man har udviklet omkostningseffektive løsninger. Kravet til offshore-installationer er at der skal ligge et skib standby som kan træde til i tilfælde af uheld. De ligger standby inden for synsvidde af platformene 24/7 i alle slags vejr under forhold som minder meget om de forhold som Thetis-klassen opererer i.

Det norske værft Ulstein har udviklet et skrogdesign baseret på en inverteret bov. Designet betyder at skibet ikke sejler oven på bølgerne, men mere skærer sig igennem bølgerne. Det betyder at skibet ved en given søgang ligger roligere i vandet, og det betyder igen et øget operationsvindue og øget komfort for mandskabet. I forhold til andre skrogtyper betyder den inverterede bov blandt andet:

• Reduceret acceleration op og ned samt rulning
• Højere hastighed i både rolige og høje bølger
• Reduceret nedslag, vibration og bølgesprøjt
• Reduceret brændstofforbrug på 7-16%

Når bølgehøjden er så høj som den ofte er i Nordatlanten, så betyder det meget. Boven er brugt på mere end 100 skibe, så den er velafprøvet. Mange af dem er offshore installationsskibe, oceangående slæbebåde, standby-skibe og lignende, hvor at det at ligge stille som følge af høj sø er lig med betydelige indtægtstab. Det er også brugt på krydstogtskibe som sejler i Arktis og Antarktis for at øge passagernes komfort, da passagerer der ligger med søsyge igennem krydstogtet ikke er en god forretning.

Samme princip er anvendt på den amerikanske Zumwalt destroyer klasse i en lidt anden udformning. Her får den inverterede bov også positive ord med på vejen i forhold til sødygtighed. Hollandske Damen har udviklet et lignende koncept til deres Sea Axe offshore patrol vessels.

Ulstein har designet en række seismiske skibe til at operere i Arktis, bl.a. Polarcus Adira-klassen, og de er isforstærkede. De kan uden assistance operere i førsteårs-is i op til en meters tykkelse, og de er certificeret til DNVs ICE-1A og Winterized Basic. De er desuden designet til at mindske isopbygning og med afisningssystemer. De har dermed et større operationsvindue end den nuværende Thetis-klasse i is, og er langt bedre i høj sø. Designet skulle også betyde mindre spray, hvilket mindsker is-opbygningen.

Der er ikke bygget militære fartøjer med designet, men Ulstein og amerikanske Vigor indgav et forslag til konkurrencen om at bygge et offshore patruljefartøj til den amerikanske kystvagt. Kystvagtskibe er ikke bygget til flådestandard, og fx er konceptet ikke designet med henblik på reduceret radarsignatur. Det er dog ret tæt på, så her er et design som man kan bruge som udgangspunkt. Det kan isforstærkes.

Der er følgende fordele ved den omvendte bov i forhold til Arktis:

• Øget operationsvindue i dårligt vejr for særligt helikopteroperationer og små både
• Højere komfort for mandskabet
• Evne til at operere i is øget fra 80 cm til 1 meter
• Isklasse har ingen negativ indflydelse på sødygtigheden
• Højere hastighed betyder at skibet er hurtigere fremme, særligt ved SAR opgaver
• Lavere brændstofforbrug

På grund af de særlige forhold som gør sig gældende i den danske del af Arktis med let is og meget dårligt vejr, så vil fordelene ved Ulsteins design være signifikante. Det vil samtidig være et design der ikke er handicappet af at kunne sejle i is, og derfor vil det også kunne bruges i Østersøen og på internationale missioner.

Danmark har afskaffet sine isbrydere, og med de stigende temperaturer mindskes risikoen for isvintre. Det betyder dog ikke at de forsvinder, og korvetter i den her klasse vil kunne klare lettere isbrydningsopgaver i de hjemlige farvand. De vil også kunne dække det hul for opgaveløsning der er i Nordsøen, hvor Diana-klassen ikke er særligt egnet pga. sin lille størrelse, og hvor det er alt for dyrt at bruge større enheder som fregatter og støtteskibe.

Engelsk koncept med ‘mission bay’ kan give fleksibilitet

Missionsmoduler til krigsskibe har ofte den fejl at de skal bruge en kran på land for at kunne skifte moduler. Det har man ikke ret mange steder i Arktis, og det er heller ikke en mulighed at sejle skibet hen hvor der er en kran inden for en rimelig tid. Svaret på den udfordring er en ”mission bay” som dem der bruges på den engelske type 26 destroyer. Lige foran hangaren er der et stort rum på 15×20 meter i hele skibets bredde og med porte til begge sider af skibet. Der kan være containere, droner, både eller en kombination heraf, og det kan også indeholde missionsmoduler. Det smarte ved det er at der i loftet er installeret en avanceret kranarm. Den kran er lang nok til at den kan nå ud af portene, så mindre både kan sættes i søen og tages op igen. Den kan også laste containere og missionsmoduler direkte fra kajen. Det sidste betyder at hvis skibene har et modul installeret, og der fx sker en ulykke med et krydstogtskib, så kan det sætte modulerne af på den nærmeste kaj, samle et andet modul op med et nødhospital og dermed øge kapaciteten til at hjælpe nødstedte. Sådanne missionsmoduler kan dermed være placeret på strategiske steder på forhånd. Det øger fleksibiliteten af platformen markant. Området kan også bruges til at fragte standardcontainere eller have en ekstra helikopter, da området er forbundet med hangaren.

Missionsområdet kan også have plads til op til fire både, der kan bruges til at landsætte marineinfanteri eller specialstyrker, eller give plads til en ekstra Seahawk. Oplagte missionsmoduler kunne være nødhospital, minerydning, miljømodul, værksteder osv. Ubemandede droner til brug i luften, på vandet og under vandet – både fjernestyrede og autonome – er i dag under kraftig udvikling, så den fleksibilitet som området giver, vil betyde at skibet kan anvendes med dem i fremtiden. Flyvende droner vinder mere og mere frem og er i dag standard på de amerikanske skibe. Mere plads til standardcontainere betyder at der kan fragtes mere gods eller bidrages til forskningsmissioner, hvilket også er efterlyst i Forsvarets Arktis-analyse.

Umiddelbar ser det ud til at der er plads til et missions-område i Vigor’s koncept på det område hvor bådhangaren er nu. På type 26 er der en separat bådhangar ved siden af helikopterhangaren til skibets faste båd. Der er mange konfigurationsmuligheder og mix and match. Typer 26 har plads til ti 20 fods containere.

Noget af det som efterspørges til Thetis-klassens afløser er at skibene også kan fungere som kommandoskib og flagskib. Hvis skibet bygges med kapacitet til en større besætning end der er brug for, og missionsområdet kan anvendes til det formål, så burde det kunne opfyldes.

Det er klart at med så ringe logstikforhold som der hersker i Aktis, så bør man kigge på om konceptet ikke kan overføres til Thetis-klassens afløser. Det vil give en næsten uendelig fleksibilitet og samtidig fremtidssikre skibsklassen, da nye missionsmoduler kan udvikles efter behov. Samtidig vil det øge fragtkapaciteten og gøre skibet uafhængigt af faciliteter i land til at kunne skifte moduler. Det kan også være at man kan samarbejde med englænderne om moduler eller bruge deres. Danske OMT er involveret i den nye Type 31 fregat der bygger på Iver Huitfeldt klassen, men det ser ud til at de ikke bruger konceptet fra Type 26.

Agter, under helodækket, bør man samtidig forberede skibet til at der kan trækkes en slæbesonar og opsættes mineskinner.

Bevæbning og sensorer

Inden konceptet for Thetis-klassens afløser fastlægges, så bør man lave en analyse af behovene i både Arktis og i de hjemlige farvande, og hvilke andre enheder som skibene skal spille sammen med. Som pointeret andre steder, så er det vigtigt at have de samme systemer, da det gør at der er færre typer systemer at indkøbe, drifte og vedligeholde samt træne mandskabet i.

Fregatternes radar er ved synge på sidste vers, og man kigger derfor på nye radarer til dem. Hvis man vælger en radar der er baseret på de nye GaN moduler som Raytheons SPY-6 eller Lockheeds SPY-7, så kan der være en fordel i at vælge samme type til Thetis-klassens afløser i en version med færre moduler. På den måde kan man bibeholde det samme combat management system (CMS) og samme radartype, og det burde mindske integrationsomkostningerne, vedligeholdelsesomkostningerne og træningsomkostningerne. Det vil også gøre det nemmere at integrere alle enhederne i et samlet integreret luft- og missilforsvarssystem (IAMD). Der bør udvikles kommunikationsmoduler så F-35 og eventuelle maritime patruljefly kan dele taktiske situationsbilleder og måldata. De skal også kunne deles med allierede flåder, dvs. noget der kan snakke med fx det amerikanske Cooperative Engagement Capability. I den blok af systemer kan man også overveje om det giver mening at få SitaWare og skibets CMS til at kommunikere. CMS’et bør være det samme som på fregatterne.

I Arktis-analysen efterlyses der en betydeligt øget sensorkapacitet til luftovervågning for afløseren for Thetis-klassen. Det er ret simpelt, hvis man vælger en af de to ovenstående radarer, nemlig at jo flere moduler, jo højere pris og jo længere rækkevidde. Så skal man blive enig med sig selv om hvor langt de skal kunne række samt hvor mange penge man vil bruge på det. Man kan også forberede skibet til et større antal moduler end det udstyres med fra starten af, eller man kan udstyre forskellige skibe med forskellige antal moduler alt efter deres mission.

I samme omgang bør man også se på om der skal indkøbes nye systemer til elektronisk krigsførelse til alle skibene. Her bør der igen vælges samme systemer som til fregatterne.

Skibene skal udstyres med Seahawk helikoptere til ubådsbekæmpelse, mens landingsdækket bør have plads til at typer som vores egen EH101 (AW101) og naboernes NH90 kan lande. Da en Seahawk ikke både kan have udstyr til SAR og være udstyret til ubådsbekæmpelse, så skal helikopterne til de skibe som stationeres i Arktis primært være i SAR udgaven.

Finnerne har valgt at udstyre deres nye korvetter med VLS Mark 41 i strike lenght. Det bør man også se på til Thetis-klassens afløser. For at sikre fleksibiliteten og fremtidssikre skibene, så bør man se på om der kan blive plads til mindst 16 og helst 24 celler. Raytheon har udviklet et Mark 57 VLS modul der er kompatibelt med de samme missiler som Mark 41, og som kan placeres i periferien af skibet fremt for i skibets centerlinje, hvilket giver flere placeringsmuligheder. VLS-cellerne vil betyde at skibene kan udstyres med SM-2 missiler og SM-6, hvis det ønskes, da integrationsomkostningerne vil være lave, når de først er integreret på fregatterne. Der er indikationer på at SM-6 block 1B bliver hypersonisk og samtidig får tilføjet en antiskibs-kapabilitet. VLS-cellerne vil sikre fleksibiliteten i fremtiden.

SM-6 block 1B bliver en gamechanger, men bliver sandsynligvis også dyrt, så det ender med stor sandsynlighed på fregatterne. Man bør derfor overveje at investere i en billigere missiltype ved siden af, som kan nogle af de samme ting. Skibene bør udstyres med sømålsmissiler, evt. de nye norske Naval Strike Missile, så de kan bekæmpe andre skibe samt mål på land. En anden mulighed er US Navy’s Tomahawk Block Va. Det er et krydsermissil som virker mod mål på land og andre skibe og har en rækkevidde på 1600 km. Det vil give skibene en meget lang arm og samtidig gøre at de kan fungere som skydende enhed i et integreret netværk med andre sensorplatforme.

Skibene kan udstyres med et flexmodul til kanon, så de bør kunne bruge de eksisterende Oto Melara 76mm, men man kan også overveje de 127mm som bruges på støtteskibene og evt. med hyper velocity ammunition. De giver en stor omkostningsreduktion i forhold til missiler. Hovedkanonen bør have støtte af nogle close-in-weapons-systems (CIWS), som SeaRAM og evt. nogle 35mm der både kan være fjernstyret kanon og agere som en del af CIWS. Her bør man vælge samme løsning som til fregatterne.

Til ubådsbekæmpelse bør skibene forberedes til slæbesonar, have torpedoer, og være rimeligt lydløse. Her kan man kigge til Finlands korvetter, hvor der er designet et fremdrivningssystem som man kan lade sig inspirere af eller direkte kopiere, da det er både lydløst og skabt til operationer i is. Når korvetterne er mere optimeret til ubådsjagt, så kan de samtidig støtte fregatterne som ikke er det, og lade fregatterne om luften og overfladen med deres overlegne sensorer. Man kan dedikere de skibe som er i de danske farvande til ubådsopgaven, så de er udstyret med en Seahawk til ubådsbekæmpelse og evt. ASROC-missiler.

Skibene bør også designes så de kan sejles af et minimalt mandskab til daglig, der så øges efter behov. Der bør være plads til flere end den normale besætning, da der kan være brug for fleksibiliteten. Ulstein har et skibsautomatiseringssystem til civile skibe som reducerer behovet for mandskab. Måske kan det tilpasses og bruges til skibene. Kongsberg har også et koncept som man kan blive inspireret af. Mens udviklingen mod skibe med et minimalt mandskab har været normen i de seneste årtier, så skal man se på hvor langt ned det giver mening at reducere det. Automatisering af visse funktioner kan stadigvæk frigøre mandskab i den primært fredelige daglige drift til andre opgaver. Til skarpe missioner skal skibet samtidig kunne fyldes af en større besætning, så man ikke er så afhængig af automatiseringen.

For broen og brovinger så kan man overveje noget som er lukket men med større glaspartier og udhæng som dem der ses på civile fartøjer. Det bør designes så der kan eftermonteres mere beskyttelse, hvis situationen kræver det. Det vil betyde at der skal mindre mandskab til at sejle skibene i fredstid og særligt i de små havne på Grønland, men at de samtidig kan få den nødvendige beskyttelse af broen når missionen kræver det. Her kan man også vælge at lave forskelle i skibsklassen alt efter det enkelte skibs primære opgave.

Fremdrivningen kan være som det Ulstein har foreslået til kystvagtkonceptet, men hvis pengene og behovet er til det, så kan de opgraderes til et fremdrivningssystem som det der er i de finske korvetter med dieselelektrisk drift til ubådsjagt og gasturbine når det skal gå stærkt. Det finske koncept er særligt ved at være rimeligt lydløst, have en lav dybgang og være is-tolerant, og så er det færdigudviklet.

Finnernes nye korvet er specificeret til at have et fast mandskab på 70, og skibet kan have 120 ombord. Da typen primært er skabt til operationer i Østersøen, så er man gået på kompromis med rækkevidden, som er nede på 6500 km, og udholdenheden er på to uger. Det skal nok op, så vi ender på et skib der er omkring 4500 tons.

Firmaer og eksport

Danske Odense Maritime Technology (OMT) har designet Thetis-klassen og fregatterne, så det vil være naturligt at de er en del af et projekt som det her, da de har viden om at designe skibe til flåden. Ulstein er med den inverterede bov helt centrale. Finske Aker Arctic er specialister i arktiske forhold, is og skibe og kunne bl.a. stå for den del samt tage sig af hovedaksler og skruer, ligesom at vi bør kopiere dem med hensyn til fremdrivningssystemet. De har designet skruer og aksler til de finske korvetter. Skrogene bør bygges i udlandet, hvor det er billigt.

Den danske flåde har vist at den førhen har været meget adræt i forhold til indkøb af nye skibe, noget som der er brug for når man er et lille land med et lille forsvarsbudget. Så skal man tænke anderledes og turde gå nye veje. Det er der brug for hvis man skal gå foran og samtidig bruge sine midler effektivt.

Finnerne har en praktisk tilgang til sådanne projekter, og det bør man også skele til her. Kan man få 80% funktionalitet for 50% af prisen, så er det ikke nødvendigvis værd at gå efter de 100%. De finske korvetter løber op i cirka 325 millioner Euro per styk, hvilket er halv pris af de amerikanske Littoral Combat Ships. En del af de større våbensystemer er ikke inkluderet i den pris.

Vi skal bruge mindst fire skibe til at overtage i Arktis og nok gerne fem-seks stykker, hvis vi skal styrke indsatsen. Herhjemme skal vi have mindst to til Østersøen før det giver noget, så det er syv-otte skibe i alt. Den nye klasse vil dog også være så slagkraftig at den kan aflaste fregatterne og støtteskibene på mindre internationale missioner samt i Arktis, og dermed kan de få fri til at løse andre opgaver.

De skibe som allerede findes i dag er enten primært til is eller til åbent hav. Der er ingen der kan begge dele. Flere har brug for dem i takt med at interessen for Arktis øges, og isen smelter. Der er dermed eksportmuligheder for en is-tolerant korvet der samtidig har gode søegenskaber. Mulige kunder kan være Sverige, USA, Canada m.fl.

Anbefalinger

Der findes i dag velafprøvede teknologier på det private marked som gør at skibe kan håndtere både is og høj sø, og dermed kan der bygges en Arktisk korvet som kan operere både i Østersøen og på internationale missioner uden at gå på kompromis med sødygtigheden. Canadierne siger selv at deres Harry DeWolf kan komme til at bruge mere tid under varmere himmelstrøg end i Arktis, og så er det noget øv for besætningen at sejle rundt i en isbryder med ringe sødygtighed. Når den inverterede bov ligefrem tilbyder et øget operationsvindue sammenlignet med et konventionelt skrog fordi det vipper mindre ved den same bølgehøjde, så er det noget som bør evalueres nærmere.

Arktis-rapporten peger på at man kan udvikle et koncept med baggrund i støtteskibene, men skyder også samtidig en pind igennem det argument, fordi de simpelthen er for store til de mange fjorde og havne med meget lidt plads i Arktis.

Da kravene til Thetis-klassens afløser på det punkt er særlige i forhold til andre bevæbnede isforstærkede krigsskibe, så bør Forsvaret iværksætte en undersøgelse af konceptet med den inverterede bov, tage kontakt til Ulstein og se om det kan stå for en nærmere validering, herunder særligt evaluere om den inverterede bov performer som lovet og særligt i forhold til Thetis missionsprofil, samt se nærmere på detaljerne i forslaget om en offshore patrol cutter til US Coast Guard.

Missionsområdekonceptet er ligeledes centralt i forhold til at sikre den nødvendige fleksibilitet i de missioner som skibene kan løse og i at sikre at skibene kan skifte modul i havne hvor der ikke er nogen faciliteter i forvejen. Det skal kunne fungere sammen med VLS Mark 41/57.

Finnerne har vist at det kan gøres til en pris på 300-400 millioner Euro pr. korvet afhængigt af hvor mange af våbensystemerne man regner med. Den danske flåde har før vist sig meget adræt og kreativ når det kom til nye skibe, så de burde kunne løfte opgaven med at skabe en afløser til Thetis-klassen der løfter niveauet for den slags skibe.

Anbefalingen er derfor at begynde forstudierne til Thetis-klassen og at gå i dialog med de forskellige virksomheder og finnerne for at se om det vil være muligt. Det foreslåede koncept vil øge operationsvinduet for skibsklassen i både is og høj sø og samtidig gøre dem meget mere slagkraftige og fleksible uden at gå på kompromis med sødygtigheden. De vil dermed kunne bruges både i Arktis, de hjemlige farvande og til at jage pirater under varme himmelstrøg. Desuden vil de øge operationsvinduet samt tilbyde højere komfort for mandskabet.

Radarerne på fregatterne af Iver Huitfeldt-klassen er ved at have kendt bedre dage, og de skal skiftes inden for en årrække. Det vil derfor være oplagt at kigge på hvad der bør opdateres på en Mid-Life-Update (MLU). Det følgende er en diskussion af nogle mere og andre mindre oplagte ideer til hvad fregatterne skal kunne i fremtiden, samt en anbefaling. Jeg har tidligere annonceret at ville skrive et indlæg om Thetis-klassens afløser, men det gav mere mening at skrive dette indlæg om Iver Huitfeldt-klassen først. Det giver nemlig mulighed for at bygge videre på overvejelser om systemer i indlægget om Thetis-klassen, og der er meget at hente på at have fælles systemer på de største skibe i den danske flåde. Det gælder både på prisen for indkøb og integration, men også ved at mandskabet kan flyttes rundt mellem skibene uden at skulle uddannes til et helt nyt system.

Danmark står desuden overfor at skulle øge forsvarsbudgettet, herunder indkøb af nyt materiel. Der er til dels sat penge af til noget af det, mens at andre ting vil skulle komme som et tillæg eller i næste forlig. Da forsvaret lider af rekrutteringsproblemer, så er det en god ide at bruge nogle af de øgede bevillinger på at gøre de styrker vi allerede har farligere og at øge deres slagskraft. Det er klart at for Søværnet, så bør der rekrutteres så vi får hele besætninger til alle skibene, inden at vi bruger penge på mere materiel.

Fregatterne blev udtænkt i 1990’erne

Fregatterne blev konceptmæssigt udtænkt i 1990’erne. Det var dengang hvor historien var slut, og Forsvaret kunne gå hjem og holde fri for evigt. Den daværende russiske præsident var Jeltsin, og hans største kompetence var at drikke vodka inden pressekonferencerne.  Den russiske bjørn var ikke længere en trussel, og det var der heller ikke mange andre der var.

Siden kom 9/11. Putin kom til magten i Rusland, og han drak bestemt ikke vodka. Historiens endeligt blev aflyst, og vi står i dag over for en verden der på den ene side er fredeligere end nogen sinde fordi der er færre store krige, men hvor trusselsniveauet samtidig er steget, og vi har i Europa oplevet at der er anvendt militær magt til at opnå kontrol med områder, som det er sket på Krim. Den russiske bjørn er vågnet igen sammen med den kinesiske drage. Under Trump er USA blevet en populistisk og upålidelig alliancepartner, den russiske bjørn søger aktivt efter svagheder i Vesten, der er pirater rundt omkring, og Iran og USA rasler med sablen i Golfen. Det er med andre ord en helt anden verden som fregatterne nu skal agere i, end da de blev udtænkt. Derfor er det heldigt at de blev født med en høj grad af fleksibilitet og udvidelsespotentiale.

De danske fregatter blev født til en rolle som oceangående luftværnsfregatter i NATO-regi. Ud over en langtrækkende Thales SMART-L radar, så er det mest interessante at de blev udstyret med missilsiloer magen til dem som anvendes i den amerikanske flåde, nemlig Lockheed-Martins VLS Mark 41. Disse kan udstyres med en lang række missiler, men de danske siloer er aldrig blevet det. Deraf har sømændene givet dem navnet “ønskebrønden”. Der er netop sat penge af til at indkøbe og udstyre dem med SM-2 Block IIIA-missiler, som de oprindeligt var designet til. Noget som vil ske i 2023.

Danmark er et lille land. Det betyder at vi ikke kan have et uendeligt antal våbensystemer, men at vores få flådeenheder så vidt muligt bør dele så mange systemer som muligt. Det gør fregatterne og støtteskibene i stor grad i forvejen. Der kan være en stor fordel i senere at bruge samme systemer på afløserne for Thetis-klassen. Det gælder særligt når det handler om valget af combat management system (CMS). Bruger alle de store enheder samme CMS, så skal mange våbensystemer og sensorer kun integreres én gang med CMS’et, og operatørerne kan flyttes mellem enhederne med en minimal omskoling.

Skibenes fremtidige rolle er luft- og missilforsvar

En MLU bør startes med at kigge på hvad fregatternes rolle skal være fremadrettet, og det skal ses i sammenhæng med den resterende danske flåde, deres levetid samt fremtidige planlagte enheder, og hvem vi skal arbejde sammen med. Det har aldrig været meningen at fregatterne havde mere end en rudimentær kapabilitet til at jage ubåde. De er skabt som oceangående luftværnsfregatter, hvor andre enheder har sørget for at jage ubåde. Skal et overfladeskib være godt til ubådsjagt, så skal det bygges fra bunden til den opgave, sådan som britternes type 26 fregat er det. Det bedste værn mod ubåde er selv at have ubåde, men de opgav vi, og det vil være en meget bekostelig affære at genanskaffe dem. De bør derfor ikke stå øverst på ønskelisten i et forsvar der alt for længe er blevet udsultet. Som det ser ud nu, så vil man bruge støtteskibene til ubådsjagten og montere slæbesonarer på dem. Det er ikke en optimal løsning at jage ubåde med et 6000 tons støtteskib der ikke er bygget til ubådsjagt, men det er nok den mindst ringe løsning som tingene er lige nu. Her bør det overvejes om afløseren for Thetis-klassen skal løse den opgave på sigt.

Fregatternes rolle bør derfor være at gøre dem til det de var tænkt som, og hvor at de har deres kernekompetence, nemlig kontrol med luftrummet og overfladen i større område for en større flådegruppe.

I dag er den opgave blevet mere kompleks i og med at der også skal kunne detekteres krydser-, ballistiske- og hypersoniske missiler for at de kan løse opgaven. Danmark har desuden lovet og sat penge af til at vi kan tilbyde NATO en ballistisk missil-sensor, og der er også sat penge af.

De primære opgaver bør derfor være kontrol af luften og overfladen, herunder også eventuel detektering af og bekæmpelse af ballistiske missiler, eventuelt som en del af NATOs ballistiske missilforsvarsmission (BMD) hvis det kan lade sig gøre.

I dag er vi desuden gået fra en situation hvor samme skib var sensor og effektor, til at skibene er netværket i et integreret luft- og missilforsvar (IAMD), hvor der er forskellige sensorer, CMS og våben, og hvor et track fra sensorene skal kunne deles til en enhed med et helt andet CMS og våben. Tid er essentiel, så disse systemer skal kunne arbejde sammen helt gnidningsfrit i et netværk. Der skal vi kunne snakke med de amerikanske AEGIS udstyrede skibe, men også de andre europæiske. Vores naboer lige så vigtige, hvis der opstår en regional konflikt.

Indtil i dag har vi været meget rettet mod USA og amerikansk udstyr. I Europa er der mere og mere tale om at øge den strategiske uafhængighed af USA, så man vil være i stand til at kunne klare sig selv. Skibene er til dels låst til en del amerikansk udstyr pga Mark 41 launcheren, men det er klart at man bør begynde at se mere alvorligt på de europæiske alternativer til våben og sensorer, herunder også at deltage i udviklingen af dem. Strategisk uafhængighed er også at sikre at den europæiske forsvarsindustri behersker de strategiske teknologier som stealth, radarer, kunstig intelligens, hypersoniske våben osv.

To radarer i spil

Den største klump af en MLU er radarene, SMART-L og APAR. De skal udskiftes. Det store springende punkt i den udskiftning er om fregatterne skal kunne detektere ballistiske missiler og dermed fungere som BMD-sensor, eller om de skal alene kunne udføre rollen som luftværnsfregat. Der pågår i Forsvaret en undersøgelse af de forskellige muligheder for integration med BMD. Om fregatterne skal kunne lave BMD, vil bestemme hvor sensitiv at radaren skal være. Det mest omfattende vil være hvis alle tre fregatter udstyres til BMD missionen, mens den mest skrabede udgave vil være at ingen af dem udstyres til BMD, og man i stedet indkøber en mobil radar til BMD opgaven. Ulemperne ved en mobil radar er at det land som har den stående pludselig kan skifte mening, sådan som vi har set Tyrkiet true med ved AN/TPY-2-radaren på Kürecik luftbasen. Skibe har ikke samme udfordring, da de typisk ligger i internationalt farvand.

Rygterne vil vide at der i dag er to primære radarer i spil til fregatterne, særligt hvis de skal kunne detektere ballistiske missiler. Det er Raytheons SPY-6 radar, som er en moderne modulær GaN radar med moduler der er måler omkring 60 x 60 cm. Jo flere moduler og jo flere sider i en radar, jo højere sensitivitet. De nyeste amerikanske destroyere har fire sider med hver 37 moduler, mens de ældre modeller får radarer med 24 moduler på fire sider, og amerikanernes nye fregat får 9 moduler på tre sider. De to første kan BMD. Lockheed-Martin har en lignende radar, hvis moduler er cirka halv størrelse af SPY-6 modulerne, men kan det samme, og som har fået betegnelsen SPY-7. De moduler bruges bl.a. til nye fregatter i Canada og Spanien.

Begge radarer vil kunne bruges på Iver Huitfeldt-klassen, men det er samtidigt klart at jo mindre moduler, jo mindre vægt skal man have hængende højt over skibets tyngdepunkt. En mindre radar kræver også mindre plads, effekt og køling for til at opnå den ønskede sensitivitet. Det skal ses sammen med den samlede pris på de to løsninger for den ønskede sensitivitet.

Her kan det være en stor fordel at kigge til hvad der ønskes til Thetis-klassens afløser. Udstyres afløseren med samme type radarmoduler som fregatterne og samme CMS, så nedbringes integrations-, drift- og vedligeholdses- samt træningsomkostningerne, samtidig med at mandskabet kun skal trænes i ét system. Det vil skabe en hel del synergi.

Den nye version af SM-6 er oplagt fremtidigt missil

De 32 huller i mk 41 VLS missilbrøndene står i dag tomme. Det mest oplagte er derfor at udstyre fregatterne med det SM-6 block IB missil som er under udvikling for den amerikanske flåde. Man forventer at den nye version af SM-6 vil få mindst dobbelt så lang rækkevidde som det gamle missil, og det skulle være klart i 2024. Meget tyder på en rækkevidde på op mod +800 km og måske 1000km hvis det er det dobbelte af de 500km som block IA har. Desuden får det en højere hastighed. Missilet kan bruges mod flyvende mål som droner og flyvemaskiner, men også mod krydsermissiler og ballistiske missiler i den terminale fase. Missilet kan også bruges som ballistisk missil mod andre skibe. En fremtidig mulighed kunne være at det også kan bruges mod mål på land. Hvis det får 1000 km i rækkevidde, så vil det kunne løse nogle af de samme opgaver som et dedikeret krydsermissil som Tomahawk. Det er dermed et meget fleksibelt og langtrækkede missil. Det er vigtigt når de danske fregatter kun har plads til 32 missiler. Jo færre missiltyper som kan dække de forskellige behov, jo dybere er magasinet. SM-6 IB vil betyde at fregatterne kan forsvare store områder som Sjælland.

SM-6 missilerne har desuden en anden fordel. De kan affyres på data fra en anden sensor som fx F-35 kampflyet. Det betyder at en F-35 kan detektere fjendtlige skibe passivt, og selvom den ikke medbringer våben der kan bruges mod dem, så kan den give måldata til fregattens CMS, som så affyrer SM-6 missilet. Det åbner op for en række nye muligheder. Det betyder også at man bør udvikle fregatternes CMS og kommunikation, så de kan kommunikere med F-35, dele situationsbillede og skyde på fremmede måldata og selv sende måldata til andre enheder, såsom det amerikanske CEC-system. At få F-35 og CMS’et i skibene til at snakke sammen bør derfor stå på ønskelisten.

Man er i dag i gang med at opgradere skibene med SM-2 Block IIIA missiler, som det oprindeligt var meningen at fregatterne skulle have, og som skulle komme i 2023. SM-2 rækker måske ud til 200 km og er primært antiluft-missiler. Block IIIA kræver at skibet illuminerer målene med sin radar, hvilket kræver radar-ressourcer. De seneste version Block IIIC har en aktiv søger, og dermed trækker den ikke på skibets radar-ressourcer, sådan som Block IIIA gør. Desuden har Block IIIC den fordel at de kan anvendes mod mindre skibe som dem iranerne bruger i Golfen.

Den inderste del af missilparaplyen består i dag af Evolved Sea Sparrow (ESSM) Block 1 anti-luft missiler som når ud til 50 km. Block 2 er på vej og forventes klar i 2020. Det er udstyret med en semiaktiv søger der kræver færre radar-ressourcer. Det er allerede planlagt at Danmark får den opgradering.

Opgradering af kanonerne

Fregatterne blev designet til at have en 127 mm mark 45 kanon. En MLU bør derfor indeholde at fregatterne bliver udstyret med en sådan. Det giver nogle fordele over de to 76mm som fregatterne er udstyret med nu. US Navy har udviklet en ny type projektil til deres elektromagnetiske kanoner, som har vist sig også at kunne bruges til konventionelle kanoner. Det som får dem til at skille sig ud, er prisen. Mens selv et ESSM ligger på over 1 million USD pr missil, så koster et hyper velocity projektil (HVP) som kan nå ud på 90 km 25-50.000 USD. Et styrbart projektil med søger vil ligge på 50-75.000 USD. De vil kunne bruges mod mål på overfladen samt i luften. Det er en game changer rent økonomisk. Hvis man skyder efter billige droner og små både med missiler til fem-syv mio kr, så kommer det hurtigt til at blive en dyr fornøjelse. Med HVP så bliver det meget billigere. I sommeren 2018 affyrede USN 20 projektiler fra en 127 mm, så er det på vej. Hvor langt de er fra masseproduktion vides ikke, men noget tyder på at vi er nede på nogle år.

Hvis ikke hyper velocity projektilerne bliver klar i tide, så kan skibene i stedet udstyres med Hellfire missiler til at nedkæmpe mindre både. Det har dog den ulempe at prisen er 120.000 USD per styk, og de har kun en rækkevidde på 8 km.

Fregatterne blev oprindeligt bygget til at have to 35mm kanoner, men blev kun udstyret med en, der ikke kan nedskyde indkommende objekter på samme måde som et Close In Weapons System (CIWS). Vi har set at en stat som Iran, men også Rusland har mange forskellige missiler til rådighed, og mod særligt missiler, men også projektiler udgør et automatisk selvforsvar den sidste barriere inden skibet. Det mest populære system er SeaRAM der har små missiler som bruges til at bekæmpe de indkomne objekter. Det er et automatisk system med egne indbyggede sensorer, og det anvendes på stort set alle amerikanske skibe fra Littoral Combat Ship og op. De nye tyske korvetter får to per skib.

Det kan evt kombineres med at man skifter 35mm kanonerne ud med 40mm i en CIWS udgave. Generelt bør fregatternes selvforsvarssystemer evalueres for om de stadigvæk er tidssvarende, og om de også har den fornødne kvalitet hvis fregatterne bliver til høj-værdi mål, samt om de er effektive mod de nye russiske hypersoniske våben.

Skibene har i dag Harpoon til at bekæmpe sømål. Man bør kigge på om de er tidssvarende, hvad de koster at opgradere, hvad alternativerne koster, og hvordan at de passer ind. Det kunne fx være det norske Naval Strike Missile (NSM). US Navy har valgt NSM til deres Littoral Combat Ships og de nye amerikanske fregatter. I Danmark bør vi søge at have så få missilsystemer som muligt. Med et øget forsvarsbudget og trusselsniveau så bør Thetis-klassens afløser udstyres med sømålsmissiler, ligesom at vi bør anskaffe mobile kystbatterier med sømålsmissiler. Man kan derfor overveje en model hvor støtteskibene beholder Harpoon, mens der indkøbes et nyere missil som NSM til fregatterne og de andre enheder. NSMs søstermissil Joint Strike Missile, kan desuden anvendes af F-35 og integreres med et maritimt patruljefly som Saabs Swordfish.

Et felt hvor der er sket rigtig meget siden skibene blev bygget, er elektronisk krigsførelse. En MLU bør derfor indeholde nye systemer til elektronisk krigsførelse som er tidssvarende. Her bør man shoppe rundt og se hvad de forskellige leverandører kan tilbyde. Der er bedre systemer end det amerikanske SEAWIP, men ikke så meget offentlig tilgængelig information. Ligeledes kan det også være at der i dag er bedre softkill systemer på markedet.

Der snakkes om muligheden for at udstyre fregatterne med Tomahawk krydsermissiler, da de passer i mk41. De har både fordele og ulemper. Det er ved at være missiler af en ældre årgang. Til gengæld så har de en meget lang rækkevidde på 2500 km. De er bedst mod stationære mål i land. Købes SM-6 Block IB og Naval Strike Missile, så bør man overveje om det samtidig giver mening at anskaffe Tomahawk. De kan begge også bruges mod mål på land, og dermed er det kun den længere rækkevidde der er særlig ved Tomahawk. Når man kun har 32 celler, så er spørgsmålet om det derfor giver mening at indkøbe og integrere et ældre missil.

Amerikanerne ser ud til at begynde at udstyre deres skibe med små lasere i 150kw klassen. Det er også noget man bør evaluere på i forhold til de danske skibe, hvor de kan være effektive mod truslen fra små hurtige både.

Der sker en masse på fronten inden for ubemandede systemer, både dem i luften, overfladen samt under overfladen, og det vil føre for vidt at behandle dem her. Det bør være noget man løbende evaluerer i forhold til de missioner som skal løses.

Anbefalinger

Kigger vi på skibenes rolle som primært er at fungere som luftværnsfregatter og at indgå i forsvaret af større samlinger af flådeenheder i et IAMD, så kommer vi ikke uden om at de nye radarer skal være i en klasse hvor de er sensitive nok til at kunne lave BMD, hvis at de alligevel skal matche SM-6 Block IB missilets +800km rækkevidde. De to ting går altså i stor grad hånd i hånd.

Særligt kombinationen af det langtrækkende SM-6 Block IB og radarer i BMD-klassen vil bringe fregatterne op i sværvægtsklassen, hvor at det i dag kun er amerikanske destroyere der har lignende firepower, og det vil gøre dem i stand til at lave områdeluftforsvar. Det kan både bruges når de er afsted såvel som i hjemlige farvande. De vil kunne indgå i NATOs BMD-skjold. En sådan opgradering vil gøre dem til højværdimål, og man er derfor nødt til at gennemgå resten af skibenes våbensystemer for at undersøge om de er gode nok til den nye rolle. Den rolle vil betyde at fjenden vil søge at tage dem ud først i en flådegruppe, så de kan komme til at pille resten fra hinanden. Dermed skal de have elektroniske kampsystemer og selvforsvarssystemer der matcher den øgede farlighed for beskytte dem og holde dem flydende. Særligt manglen på et godt CIWS er et svagt punkt.

En opgradering af fregatterne vil gøre dem meget skarpere end de er i dag og betyde at de kan få det til at gøre ondt på selv et russisk angreb. Det er noget som vil gøre angreb på Danmark mindre sandsynlige, da omkostningerne vil blive høje for angriberen. Det vil ikke betyde at vi vil kunne forsvare os 100 procent mod russiske missiler, men det vil øge evnen til at skyde dem ned, hvilket igen betyder at militæranalytikerne i Rusland ændrer deres kalkuler. Forsvar handler meget om at undgå krig ved ikke at være svag militært. Samtidig har vi forpligtet os til at have et troværdigt hjemligt forsvar. I dag er det danske forsvar svagt efter årtiers udsultning, og det forlader sig primært på at NATO og USA kommer og redder os. SM-6 Block IB og radarer i BMD-klassen samt en generel opdatering af systemerne vil bringe de danske fregatter op i superligaen og betyde at evnen til at forsvare os selv styrkes meget.