Jeg oplever ofte soldater udtrykke en nysgerrig interesse for krigshistorien, men samtidig være i tvivl om hvor meget læring man, når det kommer til stykket, egentlig kan opnå gennem den. Nogle oplever, at det kan være svært at trække læring ud af en historie, der foregik i en anden tid og under helt andre teknologiske og taktiske rammer.
Der er mindst to måder man som soldat kan lære af krigshistorien. Den ene er, at lade sig inspirere af andres løsninger i sammenlignelige situationer, og måske vigtigere endnu – at lære af deres fejl, så man ikke selv begår dem. Dette kræver selvsagt et større repertoire af eksempler, hvilket kun opnås ved at læse meget. Den anden måde man kan lære af krigshistorien er at opnå en grundlæggende forståelse for hvad krig er. Det lyder banalt, men historien viser desværre, hvordan militære organisationer især i fredstid nemt kommer til at aflære erfaring, som det har krævet meget blod at lære i første omgang.
Der er ikke nogen nem vej til at opnå krigshistorisk læring. Ligesom med alt andet, bliver man kun god til det man bruger tid på. Men der er genveje, og det er ikke ligegyldigt hvad eller hvordan man læser. Hensigten bag dette indlæg er at identificere og illustrere nogle grundlæggende regler fra krigshistorien samt at anbefale fem bøger, der på hver deres måde kan hjælpe én i gang, hvis man vil lære mere.
10 grundregler:
- Overholdelse af en regel eller doktrin må aldrig erstatte situationsbestemt handling eller grundig analyse. Derfor skal de følgende ni regler også ses som tommelfingerregler og ikke strikse dogmer. Alle reglerne kan i princippet overdrives til det absurde, hvorved de bliver skadelige og holder op med at give mening.
- Krig er ikke et rationelt fænomen. Frygt, vrede, trodsighed, hævn, arrogance, dårlig analyse eller noget så banalt som uheld og tilfældigheder er med til at afgøre hvorfor krige starter, og hvordan de føres.
- Krigens tåger og friktion er et vilkår. Selv hvis man i teorien var en fuldstændig rationel maskine, ville man aldrig have det fulde informationsbillede at træffe sine beslutninger på. Forsøg på at kontrollere krig i detaljen er derfor dømt til at gå galt. I det kaos der opstår i kamp, bør man i stedet være rede til at gribe opståede muligheder på stedet og efter bedste evne søge at opfylde intentionen bag opgaven (mission command). Forudsætningen for at dette kan lade sig gøre er tillid, hvilket igen skabes af blandt andet grundig uddannelse, frihed under ansvar og længerevarende realistiske øvelser, hvor blandt andet signalmidlernes anvendelse udfordres.
- Overraskelse i krig er et vilkår og kan forekomme på alle områder. For eksempel skiftede Italien side i Første Verdenskrig, i Anden Verdenskrig var Blitzkrieg de allieredes taktik overlegent, de amerikanske ubådstorpedoer virkede ikke i starten af krigen osv. Vi skal regne med at blive overraskede inden for politik, taktik, teknologi, doktrin mm. Det bedste våben mod overraskelse er at acceptere den som et fast element og modvirke dens skadevirkning gennem fleksibilitet, resiliens og efterretningstjeneste.
- Militæret fungerer altid i en politisk og kulturel ramme fra det omgivende samfund, der har indflydelse på militærets organisation, uddannelse, doktrin mm. Manglende forståelse imellem generaler og politikere vil føre til et mismatch mellem mål og midler. Manglende forståelse for modstanderens politiske og kulturelle ramme vil føre til fejlvurderinger af modstanderens intentioner og handlemuligheder. Det er intellektuelt dovent at basere sin analyse af modstanderen på hvad man selv ville gøre i modstanderens situation. På det taktiske niveau kan det være nødvendigt grundet tidspres og ressourcer, men på det politisk/strategiske niveau er det en dødssynd ikke at vurdere modstanderen på hans egne præmisser.
- Der er ofte forskel på hvem der forfremmes i fredstid og i krigstid. Enhver militær organisation har sin egen kultur, og især i lange perioder med fred opstår der ofte andre værdier end i krigstid. For eksempel gik Royal Navy i slutningen af 1800 tallet mere op i at skibene var nymalede, end at de var gode til at ramme med deres kanoner. Enhver militær organisation har også sin egen konformitet, der får dets officerer til at tilpasse sig ‘firmakulturen’ – og officerer der efterlever kulturens værdier forfremmes hurtigere, end dem der ikke gør. Dette kan være et problem, hvis originaler, fritænkere og non-konformister holdes tilbage trods deres talent. Enhver chef bør søge at identificere sine talentfulde originaler, sine Napoleon’er eller Patton’er, og beskytte dem imod et system, som i fredstid kan holde dem tilbage.
- Et officerskorps der engagerer sig i sin profession gennem en åben, saglig og kritisk debat, er en forudsætning for at et forsvar kan lære og tilpasse sig skiftende strategiske, taktiske og teknologiske vilkår. Mangel på debat fører til stagnation, som i den tidligere nævnte victorianske Royal Navy.
- Ny teknologi bliver i fredstid ofte fremført af tech-fetichister som værende så nyskabende, at det ændrer fundamentalt på krigens natur, hvilket altid viser sig ikke at holde stik. Omvendt vil ny brugbar teknologi ofte blive forsøgt holdt tilbage af konservative kræfter i militæret. Det er svært at ramme balancen rigtigt, men grundige tests under realistiske forhold (længere øvelser), den tidligere nævnte åbne og kritiske debat og krigshistoriske casestudier, er vejen frem.
- Historisk set er det som regel dem der studerer krigshistorie, der klarer sig bedst i krig.
- Og denne regel er med vilje efterladt tom. Jeg ønsker ikke at dosere sandheder, der ikke må modsiges, men derimod at starte en debat. Jeg opfordrer derfor dig, kære læser, til at udfylde regel nr. 10 i kommentarfeltet. Eller endnu bedre, lave din egen liste over krigshistoriske grundregler!
Boganbefalinger til at komme videre:
- Coping with surprise in great power conflicts, af Mark Cancian
Denne rapport fra CSIS illustrerer de forskellige typer overraskelse man skal regne med at blive udsat for i krig, og kommer med anbefalinger til hvordan man kan mindske deres negative effekt. Til sidst opstiller den nogle hypotetiske scenarier for hvordan Vesten kunne blive overrasket i den næste krig. Rapporten kan downloades her. - Fighting Power: German and U.S. army performance 1939-1945, af Martin van Creveld
Hvorfor kæmpede tyskerne nærmest konsekvent bedre end amerikanerne i Anden Verdenskrig? Creveld søger at besvare dette ved at sammenligne doktrin, uddannelse, organisation og administrative forhold mm. Undervejs leverer han en glimrende analyse, der er relevant i ethvert forsvar. - Scipio Africanus: Greater than Napoleon, af B.H. Liddell Hart
Oldtidens måske bedste hærfører. Skrevet af en af det tyvende århundredes bedste militære tænkere. Liddell Hart gør det nemt at lære af krigshistorien ved undervejs at anvende krigsførelsens grundprincipper og drage paralleller til især Første Verdenskrig, som han selv havde taget del i som officer. - The Rules of the Game: Jutland and British Naval Command, af Andrew Gordon
Et fremragende eksempel på hvordan militære kompetencer aflæres i fredstid. Velskrevet, men omfattende bog. I sidste kapitel gør Gordon det også nemt at lære ved at opstille en række ‘grundregler’ for hvordan et militær i fredstid kan miste sin evne til at føre krig, hvis man ikke er opmærksom på dem. - Fighting Talk, af Colin Gray
40 grundregler om krig. Hvis man kan lide grundregler, er dette bogen at gå til. Kort og velskrevet.
Jeg har funderet lidt over, om ikke der mangler et studie af “de anonyme helte”? Ofte er det de store heltegerninger og/eller de lige så store egoer, der får plads i historien.
Men en påstand skal være, at for hver helt og heltegerning, der er skrevet historie om, er mindst 10 “kedelige” historier om, at indarbejdede rutiner, godt håndværk og logistik havde en afgørende betydning for udfaldet af krigen. Det skal hermed være mit bud på en 10. grundregel.
Tak for et godt indlæg.
Hej Thomas
Det er en super god pointe! Og du har helt sikkert ret. De romerske legionærer var et klasse eksempel på, at selv dårlige generaler kunne vinde slag, hvis bare krigsmaskinen ellers var velsmurt.
Af nyere krigshistorie vil jeg gerne anbefale general Slim’s bog; Defeat into victory. Udover at være en fantastisk bog, som er på general Mattis’ liste over ynglingsbøger, er det netop et eksempel på at hærføreren bag den store sejr, anerkender vigtigheden af logistik og dygtige underordnede, der reder ham når han som general laver fejl. Slim var formentligt den bedste general under Anden Verdenskrig, men i dag er det Montgomery som alle kender. Selviscenesættelse trumfer vidst desværre ydmyghed nogle gange…
Bedste britiske general, skulle der stå 🙂
nr. 10: De vigtigste opgaver er af “banal/kedelig” karakter, som oftest ikke får mediernes eller bogskrivernes opmærksomhed. Et klasse eksempel på dette var den mildt sagt enorme opgave britiske logistikfolk havde under Falklandskonflikten.
Hej Martin
Jeg har nu fået tre forslag til nummer ti, og de er alle sammen variationer af hvad du skriver, så jeg tror i har fat i den lange ende 🙂
Hej Alexander. Det er en fin liste. Jeg er enig i de forrige kommentarer om, at det gerne er det spektakulære, der finder vej til historiebøgerne. Ergo bliver dette punkt 11:
Læs i bredden. Hvis du alene læser faglitteratur af historikere, gør du det forkert. Det er mennekser ude i felten, som skal udføre opgaverne. Kamppladsen har et kropsligt og eksistentielt element, som måske bedst beskrives i skønlitteraturen og lejlighedsvis i erindringer. Remarque’s “Intet nyt fra Vestfronten” er et godt sted at starte.
På et mere overordnet plan er spørgsmålet måske hvordan vi undgår, at sådanne lister bliver til dogmer? Clemmesen argumenterer i “Læring og indsigt fra krig” for “en mellemposition, hvor indsigt fra grundige analyser fører til historisk funderet dannelse, med uden at der forudsættes en preskriptiv effekt af studiet af fortiden”. Det ideal synes svært at realisere..
Hej Søren
Tak for dit svar. Det har givet mig noget at tænke over. Både dig, Mattis og Stavridis nævner værdien af skønlitteratur for officerer. Det har gjort mig nysgerrig, for instinktivt ville jeg tro, at det er sværere at trække læring ud af noget opdigtet end noget faktuelt? Vil du sige noget mere om hvordan det hænger sammen?
Jeg er meget enig i, at dogmer er noget skidt (jf. punkt 1 på listen). Jeg er også enig i, at der altid er en fare for, at grundregler bliver til dogmer. Jeg tænker, at et tilstrækkeligt omfattende studie af krigshistorien vil levere en masse eksempler på at grundreglerne ofte gælder, og enkelte undtagelser hvor de ikke gælder. Dvs. at hvis blot man læser nok, vil man også opnå denne forståelse. Og så er vi tilbage til din pointe om at læse bredt. For den almene og mindre ambitiøse læser, er dette måske ikke en løsning… og det er nok her at faren for dogmer og fejlanalyser er størst.
Så er jeg kommet i fint selskab! At det er svært betyder ikke, at det ikke er vigtigt.
Skønlitteraturen kan bringe én ud på ud på slagmarkerne på en anden måde end faglitteraturen kan. Gennem fortællingen kan man smage feltrationerne, føle varmen, høre beskydningen og føle de svedige håndflader lidt før klokken H. Det er elementer, der er lige så vigtige for udfaldet som doktrin, uddannelsesniveau eller materiel. Den kan altså vise nogle andre aspekter af det at være menneske (i kamp); den er ikke bundet. Dermed er den et glimrende supplement i forhold til at læse i bredden. Om ikke andet kan den sætte ord på hvordan dine punkt 2 og 3 kan opleves i praksis.
Jeg kan godt se dit argument. Men, kan selvbiografier ikke gøre det samme? Jeg mindes at du i Med Støvlerne På bringer læseren ud på slagmarken, og beskriver følelsen af frygt under kamp – og at overvinde den. Nathaniel Fick gør det samme i One Bullet Away.
Hej Alexander With.
Tak for en super spændende artikel! Som en der voksede op under Balkan krigen og senere selv var udsendt som soldat så kan jeg kun nikke genkendende til alle punkter, især punkt 2 og 9.
Punkt 10 er jeg ikke komme frem til endnu, men jeg vil arbejde selv på en top 10 🙂
Endnu engang tak for en spændende artikel og isæt tak for boganbefalingeren!!! Det ser man for sjældent 🙂
mvh
Tak 🙂