Den næste storkrig skal føres med det materiel, man allerede har på hylden

I modsætning til for eksempel Anden Verdenskrig, hvor det meste af krigsmateriellet blev produceret og enheder trænet efter krigen var gået i gang, vil det i den næste store krig ikke være muligt at producere det avancerede krigsmateriel man skal bruge eller træne soldater til at anvende det. Man vil derfor være nødsaget til at udkæmpe krigen med det materiel, som man allerede har på lager. Dette gør sig i særlig grad gældende i Vesten og i særdeleshed for Danmark, og det stiller derfor store krav til hvordan vi indretter Forsvaret i fredstid.

Der er flere årsager til, at vi ikke kan producere materiel i krigstid. For det første tager det mange år at producere moderne våbensystemer grundet den stigende kompleksitet. Moderne fly, krigsskibe, kampvogne mm. tager simpelthen længere tid at bygge. For det andet er det ikke sikkert, at man i en krig overhovedet kan købe de våben, man gerne vil have. I den globaliserede verden køber man i stigende grad sine våben i udlandet. Dette gør sig især gældende for mindre lande som Danmark, men selv større lande, der selv kan producere våben, er ofte afhængige af komponenter fra udlandet såsom mikrochips. Dertil kommer, at mange af disse komponenter kræver såkaldte sjældne metaller. En ressource som Kina i dag kontrollerer størstedelen af markedet for. Der er kort sagt ingen forsyningssikkerhed.

Det nye er, at modstanderen vil have mulighed for at lægge udvalgte dele af produktionen ned i perioder og måske permanent, og at de kan lave en generel disruption af samfundet, der vil ramme våbenproduktionen bredt.

Den tredje årsag til, at man ikke vil kunne producere nye våben, er, at alle afgørende led i produktionen kan rammes. Under Anden Verdenskrig kunne amerikanerne producere våben i næsten fuldkommen sikkerhed fra tyskerne og japanernes angreb. Efter russerne rykkede deres produktion uden for rækkevidde af Luftwaffe, gjorde det samme sig i høj grad gældende i Sovjetunionen. I dag er situationen den modsatte. Der findes angiveligt ikke det sted på jorden, som USA ikke kan ramme med et præcisionsangreb inden for en time. Selv uden atomvåben kan stormagterne angribe med missiler så godt som alle steder på kloden.

Det skal ikke forstås sådan, at alle fabrikker vil kunne ødelægges. Det er der næppe nogen stormagt, der har kapaciteten til. Men stormagterne vil i varierende grad kunne angribe prioriterede mål hos modstanderen og i hvert fald midlertidigt nedlægge produktionen af udvalgte våbensystemer. Dertil kommer, at moderne virksomheder, der laver højteknologiske våben, er afhængige af et velfungerende civilsamfund for at kunne producere. Cyberangreb, fake news, overklippede internetkabler på havbunden og nedskudte satellitter kan yderligere lægge samfundet ned. Uden kritisk infrastruktur, logistik, internet osv. er det svært at forestille sig højteknologiske våbensystemer blive produceret uhindret. Selvfølgelig vil det i nogen grad stadig være muligt at producere våben og ammunition, især relativt ukompliceret materiel som håndvåben, lastbiler og uavancerede droner. Det nye er, at modstanderen vil have mulighed for at lægge udvalgte dele af produktionen ned i perioder og måske permanent, og at de kan lave en generel disruption af samfundet, der vil ramme våbenproduktionen bredt.

Selv hvis man på et tidspunkt fik leveret avancerede våben, tager der lang tid at uddanne specialisterne til at betjene dem.

Den fjerde og sidste årsag er, at det tager lang tid at træne militære organisationer i højteknologisk krigsførelse. Andelen af specialister i moderne forsvar er meget høj, og mange små lande kan ikke engang uddanne dem selv. Danmark uddanner for eksempel sine piloter i USA. Stod man i en situation hvor 1. Brigade blev indsat og nedkæmpet på NATO’s østflanke, ville der ikke være nogen 2. Brigade til at tage over. Man ville stå i en situation ligesom Storbritannien i 1914-1915, der efter at have mistet sit højt professionelle, men lille ekspeditionskorps, skulle begynde forfra med at uddanne civilister til soldater på rekordtid. Forskellen fra dengang og til nu er blot, at en infanterist eller artillerist under Første Verdenskrig var noget hurtigere at uddanne end eksempelvis en operatør inden for elektronisk krigsførelse eller andre af de moderne specialistfunktioner, som optager en stadig større del af moderne hære.

Konklusionen er, at næste stormagtskrig vil blive udkæmpet med det, som man allerede har på hylden. Det tager for lang tid at producere moderne våbensystemer, der er ingen forsyningssikkerhed, de vigtigste fabrikker vil blive angrebet, samfundet og den nødvendige infrastruktur vil have nok at gøre med blot at hænge sammen. Og selv hvis man på et tidspunkt fik leveret avancerede våben, tager der lang tid at uddanne specialisterne til at betjene dem.

Hvis man ikke har nogen trænet reserve, oplagt materiel og ammunitionslagre, så har man kun ét skud i bøssen. Det er en virkelighed, der ville ramme de fleste vestlige lande.

Denne konklusion har vidtrækkende konsekvenser. Hvis man ikke kan producere nyt, stiller det større krav til, at det man har fra starten, er tilstrækkeligt. Overraskelsesangreb, der nedkæmper en stor del af modstanderens materiel uden modstand og lægger samfundet ned, har derfor større betydning end før i tiden. Dette stiller tilsvarende større krav om taktisk varsling^[1]Strategisk varsling vil formentligt være til stede i form af satellitovervågning og cyber leveret af de strategiske efterretningstjenester, men som Erik J. Dahl skriver i Intelligence Failure and … Continue reading og handling imod indkommende angreb, hvilket igen kræver ISR kapaciteter, hurtig beslutningstagning og beredskabsplaner. Dette gælder især for Vesten, da man må antage, at det ikke vil være Vesten, der foretager et overraskelsesangreb. En anden afledt konklusion af ikke at kunne producere nyt er, at hvis man ikke har nogen trænet reserve, oplagt materiel og ammunitionslagre, så har man kun ét skud i bøssen. Det er en virkelighed, der ville ramme de fleste vestlige lande. En model som i Finland (eller Rusland), hvor tab i nogen grad kan erstattes af eksisterende reserver vil derfor have en fordel overfor systemer som det danske, hvor Hæren reelt ophører med at eksistere, hvis 1. Brigade nedkæmpes.

De forhold, der vil kendetegne den næste storkrig, er på mange måder anderledes end i tidligere krige. Fraværet af nye våben risikerer også, at gøre krigen kortere, end hvis begge sider havde kunnet producere hele krigen i gennem. For hvis den ene side i et overraskelsesangreb eller ved fraværet af reserver mister sin evne til at opretholde kampen, vil der ikke være andet at gøre, end at gå til forhandlingsbordet eller true med eskalation til atomkrig. Det er værd at bemærke, at den russiske militære doktrin netop fokuserer på at afgøre krigen i den indledende fase og efterfølgende holde krigen begrænset, når først facts on the ground er fordelagtige for Rusland.

Der er selvfølgelig også muligheden for at jeg tager fejl. Skrivebordsgeneraler i fredstid har det med, at tro at deres tid er unik, og at næste krig bliver kortere end de foregående. ”Home before Christmas” er blevet sagt mere end én gang, hvorefter krigen trak ud i årevis. Begår jeg samme fejl som så mange andre i historien? Hvordan tror du næste storkrig bliver og hvorfor, og hvilke afledte konsekvenser har det for dansk forsvarsplanlægning? Kom gerne med din kommentar.