I går præsenterede regeringen det som statsminister Mette Frederiksen beskrev som en ny pakke der styrker Danmarks internationale engagement. Den indebærer konkret at Danmark sender et lægehold til Syrien, et helikopterbidrag til den franske operation Barkhane i Mali samt et transportflybidrag til FN-operationen MINUSMA, ligeledes i Mali. Endeligt tilmelder vi nogle styrker herhjemme til NATO’s beredskabsstyrker, og en fregat vil næste år sejle med en amerikansk hangarskibsgruppe i nogle måneder.
Det blev slået stort op, men må ærligt talt siges at være en tynd kop te. Der er i store træk tale om at man har holdt et pressemøde, hvor man har fortalt om tiltag der har været planlagt længe. Peter Viggo Jakobsen sætter med vanlig skarphed ord på den problemstilling i et interview med Ræson (betalingsmur):
RÆSON: Så det her er simpelthen bare en ren fortsættelse af Danmarks hidtidige forsvarsstrategi?
JAKOBSEN: Jeg ved ikke lige med de der kirurger, men ellers tror jeg, at alt det her, det er noget, der er blevet planlagt, længe inden denne regering kom til. Så jeg ser det meget som en fortsættelse af den eksisterende linje – og at det skulle være en forstærkelse af vores indsats, det kan jeg simpelthen ikke se.RÆSON: Det er simpelthen retorik for at skabe tilfredshed i Washington?
JAKOBSEN: Ja – og jeg nægter at tro, at de køber det. De er jo ikke dumme, vel? De kan jo også godt se baglæns, og de har selv snakket med Danmark om at lave det her hangarskibsbidrag, siden vi kom hjem fra det seneste. Jeg tror, det var i 2018, vi var afsted første gang, og da vi var færdige med det, så fik vi et tilbud fra US NAVY om at komme med igen. Det er så det, der materialiserer sig nu.
Det var godt nok i 2017 at fregatten Peter Willemoes var udsendt med hangarskibet USS George H. W. Bush, men resten af det Peter Viggo siger, er på kornet. Man må ønske regeringen held og lykke med at forklare USA hvordan det har skal forstås sådan at vi giver den en ekstra skalle.
Men samtidig kan man også godt undre sig over hvorfor regeringen overhovedet holdt et pressemøde med deltagelse af statsministeren, når man ikke havde mere at sige. Måske havde de håbet på at have noget større at annoncere efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn, og der kan det tidligere varslede flådebidrag til Hormuz-strædet være et godt bud. Som Mette Frederiksen forklarede det, så er man stadig ved de indledende knæbøjninger: “Vi undersøger muligheden for at gå ind med et dansk flådebidrag i en fællesstyrke med europæisk fortegn.” Man håber altså stadig på at der vil materialisere sig en europæisk-ledet mission.
Regeringen er tydeligt presset over perspektivet om at skulle gå med i en amerikansk operation i Hormuz. Man ønsker ikke at signalere at man støtter amerikanerne i striden om atomaftalen med Iran, og så vil man hellere trække tingene i langdrag. Men samtidig er man også snart nødt til at levere noget til amerikanerne, hvis vi skal berettige vores påstand om at være en fremragende alliancepartner der ikke behøver at betale 2 pct. af BNP til forsvarsbudgettet fordi vi stiller op når der er behov. Igen sætter Peter Viggo Jakobsen ord på problemet, denne gang i Berlingske:
»Amerikanerne har ikke fået det, de gerne vil have. Det er et krigsskib til Hormuz og jægersoldater til Syrien. Amerikanerne forventer noget ud over det sædvanlige fra et land, der i deres optik ikke kan finde ud af at bruge penge på Forsvaret,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Det gør næppe amerikanerne mere glade at få at vide at Danmark såmænd gerne ville bidrage med et skib til Hormuz, men at vi bare ikke vil gøre det under deres ledelse. Derfor er regeringen i den kommende tid presset til at levere noget mere substantielt til amerikanerne.
