Krigskunst.dk

Forfatter: Anders Puck Nielsen

  • Danmarks nye luftforsvarsmissil er en gammel model med mange begrænsninger

    Sune Hansen har skrevet en spændende observation på krigsvidenskab.dk under titlen SM-2 block IIIA – Muligheder og begrænsninger:

    Udregningerne herover viser tydeligt, at en fregat, der opererer alene, ikke vil kunne udnytte SM-2 missilets fulde potentiale af den simple årsag, at den ikke vil være i stand til at detektere mål under 7500 ft. Dette illustrerer de fysiske begrænsninger, jordens krumning præsenterer, hvilket kan være katastrofalt for en fregat, der opererer alene, da den vil være enorm sårbar over for jagerfly i lav højde. Disse fly kan engagere enheden med moderne anti-skibs missiler, uden fregatten kan detektere dem, før de bryder radarhorisonten. I sådanne tilfælde er det ligegyldigt, om man forsvarer sig med SM-2 eller blot ESSM missilet, som er Søværnets nuværende anti-luft forsvars missil med en rækkevidde på ca. 10 nm.

    På trods af titlen på Sunes indlæg må man nok sige at han beskæftiger sig noget mere med begrænsningerne ved missilet end med mulighederne. Det er imidlertid også på sin plads. Danmark har med valget af den gamle Block IIIA-version af SM-2 købt et missil der blev udviklet i 1980’erne, og som ikke længere kan kaldes moderne. Det er værd at have i baghovedet når vi i de kommende år installerer missilerne, at der ikke er tale om en løsning som fremtidssikrer de danske fregatter i forhold til moderne lufttrusler.

  • Analyse om flådemissionen i Hormuzstrædet – nu uden betalingsmur

    For noget tid siden udgav Ræson en analyse som jeg havde skrevet om flådemissionen i Hormuzstrædet, men den var gemt bag en betalingsmur. Det problem er nu løst, og der er åben adgang for alle. Jeg synes stadig at analysen holder, selvom en pandemi i mellemtiden har gjort det hele om muligt endnu mere kompliceret. Analysen kan læses her:

    Militæranalytiker Anders Puck Nielsen om flådemissionen i Hormuz: Danmark og Europa er fanget i en kattepine – og Iran bestemmer, hvornår vi slipper ud

  • USA sender krigsskibe ind i Barentshavet for første gang siden 1980’erne

    USA har for første gang i over 30 år sejlet en flådestyrke ind i Barentshavet, meddeler den amerikanske 6. Flåde:

    Three Arleigh Burke-class Aegis destroyers USS Donald Cook (DDG 75), USS Porter (DDG 78), USS Roosevelt (DDG 80) are supported by fast combat support ship USNS Supply (T-AOE 6), and joined by the Royal Navy’s HMS Kent (F 78) to assert freedom of navigation and demonstrate seamless integration among allies.

    Det er i sig selv opsigtsvækkende at amerikanerne så tydeligt sender en flådestyrke helt ind i Ruslands baghave. Det er et afskrækkende signal som man dårligt kan misforstå: Hvis krigen kommer, er det her at amerikanerne ønsker at udkæmpe søkrigen, sådan at der i øvrigt er frihed til at udnytte de maritime forbindelseslinjer over Atlanterhavet.

    Det undrer mig dog en smule at amerikanerne bruger “freedom of navigation” (FONOPS) som en begrundelse for sejladsen. Det kan dårligt forstås som andet end en henvisning til Nordøstpassagen, hvor USA og Rusland er uenige om den havretslige status. USA har tidligere varskoet at de ville gennemføre FONOPS i Arktis, men det har været uklart hvad det præcist indebar. Det er et enormt følsomt emne, hvor man ikke på forhånd kan afvise at russerne kunne finde på at reagere med magt over for de amerikanske skibe. Jeg tænker ikke at de direkte ville skyde på det amerikanske skib, men man kunne måske godt forestille sig kontrollerede kollisioner eller noget i den stil.

    Så langt kommer det næppe i denne omgang. Nordøstpassagen er lukket af is på denne årstid, så den aktuelle flådestyrke vil med stor sikkerhed trække sydover igen om nogle dage. Det er således et eksempel på aggressivt flådediplomati, som vi er vidner til. Men fra russisk side må det være alt andet end behageligt at kigge på at de vestlige skibe øver sig i at operere i et område hvor man kommer virkelig tæt på russiske kerneinteresser.

  • Træthed og risikostyring i Søværnet

    I 2018 kolliderede den norske fregat Helge Ingstad med et tankskib under en natlig forlægning, og fregatten sank som følge af skaderne. Efterfølgende har havarirapporten fra de norske myndigheder konstateret at træthed var en medvirkende årsag til forliset, og det anbefales at det norske søværn indfører et system til registrering af hviletid. Lignende overvejelser går man med i US Navy, hvor kollisionerne med USS Fitzgerald og USS John S. McCain i 2017 kostede 17 soldater livet. Også i disse kollisioner spillede træthed en rolle.

    Er mangel på søvn også et problem i det danske søværn? Det er emnet for denne episode af Krigskunst Podcast. Til at besvare spørgsmålet har vi besøg af Lasse Kanstrup, der netop har færdiggjort en undersøgelse om træthed og risikostyring i Søværnet i forbindelse med gennemgangen af den militære diplomuddannelse.

    Gæst: Premierløjtnant Lasse Kanstrup
    Værter: Journalist Kasper Wester og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 002

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 30:17 — 41.7MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Amerikanske forskere foreslår kaperbreve for at mobilisere private firmaer i krig mod Kina

    Er tiden inde til at genoverveje kapervæsen som redskab i en stormagtskonflikt? Det er forslaget i en ny artikel i det amerikanske tidsskrift Proceedings af oberst Mark Cancian og Brandon Schwartz. Deres påstand er at USA ved at udstede kaperbreve kan mobilisere den private sektor i en konflikt med Kina:

    Letters of marque could be issued quickly, with privateers on the hunt within weeks of the start of a conflict. By contrast, it would take four years to build a single new combatant for the Navy. During the Revolutionary War and the War of 1812, privateers vastly outnumbered Navy ships, with one U.S. official calling privateers “our cheapest and best navy.” Though many were lost, thousands sailed and disrupted British trade. British officials complained they could not guarantee the safety of civilian trade.

    Privateering constitutes a once universally accepted but now thoroughly unconventional way of harnessing the private sector in war.

    Forfatterne bemærker at Kina har en meget stor handelsflåde som er sårbar over for angreb. Samlet har Kina og Hong Kong omkring 4300 handelsskibe og 2500 fiskeskibe som private firmaer kan gå efter. Til sammenligning har USA kun 246 handelsskibe, hvilket til min store overraskelse betyder at USA på papiret har flere krigsskibe end handelsskibe. Kaperi vil altså indebære en asymmetrisk fordel for USA, fordi man ikke selv er særligt sårbar på dette område.

    Jeg synes forfatterne mangler en mellemregning eller to i deres argument. For det første er det ikke rigtigt at USA kun har så få handelsskibe. Amerikanske rederier opererer markant flere skibe, men de er registreret under bekvemmelighedsflag. Det vil Kina formentlig blæse på i en stormagtskonflikt, så de vil også kunne gå efter amerikanske skibe der sejler under flag fra Bermuda, Liberia og andre steder med fordelagtige skatteregler.

    Derudover mangler forfatterne at forholde sig til det problem at den internationale maritime økonomi på alle måder er multinational. Skibe er indregistreret i ét land, men ladningen ejes typisk af nogen i andre lande. Skibene benytter havnefaciliteter og understøtter infrastrukturen i endnu flere lande, og besætningen er sammensat med en bred vifte af nationaliteter. Hvis man kaprer et skib med kinesisk flag, kan man hurtigt have lagt sig ud med flere håndfulde af andre lande. Gennem søkrigshistorien har det ofte været de neutrale parter i en krig som satte grænserne for flådemagternes handlemuligheder, og det kan meget vel også vise sig at være tilfældet her.

    Endeligt er der det problem at kapervirksomhed egentlig ikke er lovligt i henhold til international lov, men her argumenterer forfatterne for at dette ikke gælder for USA.

    Personligt tror jeg ikke at tanken har gang på jorden, men den er da interessant at lege med. I stigende grad er USA nødt til at overveje hvilke metoder der kan bringes i spil i en total konflikt med Kina. På en eller anden måde vil private militærfirmaer skulle spille en rolle, også selvom det måske ikke lige er i rollen som legale sørøvere.

  • Flådeoperationen i Hormuzstrædet

    Det er et kompliceret storpolitisk magtspil som har fået de danske politikere til at sende en fregat til Hormuzstrædet til efteråret. Men hvad er konfliktens årsag, og hvordan kan det udvikle sig? Det er emnerne i denne første episode af Krigskunst Podcast.

    Ambitionen er at podcasten vil udkomme cirka månedligt, og at den vil bringe samtaler og interviews om militære emner og sikkerhedspolitik.

    Medvirkende i denne episode: Journalist Kasper Wester og militæranalytiker Anders Puck Nielsen.
    Episode: 001

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 29:18 — 40.3MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Patruljeskib fra Venezuela vædrer passagerskib og synker

    Patruljeskib fra Venezuela vædrer passagerskib og synker

    Når man vædrer nogen, er det vigtigt at det andet skib ikke er mere solidt end ens eget. Det har Venezuelas kystvagt lært på den hårde måde, efter at patruljeskibet GC-23 Naiguata sank tidligere på ugen. Det skete som resultat af at det venezuelanske skib gentagne gange havde vædret det isforstærkede passagerskib Resolute for at få det til at standse. Det skriver The Maritime Executive:

    “While the Resolute was consulting with the home office, the Venezuelan Navy vessel allegedly fired shots and then purposely collided with the Resolute’s starboard side. The ramming was repeateded, the firm said, until the Venezuelan vessel encountered Resolute’s hardened bulbous bow and sustained severe damage. Resolute did not suffer any harm affecting her seaworthiness, and after contacting maritime rescue authorities in Curacao, she waited on scene for one hour, her operator said. After MRCC Curacao released her from the scene, she got under way for Willemstad.”

    GC-23 Naiguata
    Det nu sunkne patruljeskib GC-23 Naiguata. Foto: Wikimedia

    Vædring er ikke nær så gammeldags som det lyder. Det er en udbredt taktik inden for især udøvelse af politiopgaver til søs, hvor det kan anvendes som redskab til at få nogen til at standse som ikke reagerer på andre henstillinger eller varselsskud. For eksempel var vædring i anvendelse da Rusland i 2018 konfiskerede nogle ukrainske skibe i Kerch-strædet, og hvor to russiske kystvagtskibe efterfølgende også kolliderede med hinanden.

    I en dansk kontekst var vædring involveret under en aktion ved Færøerne i 2007, hvor Hvidbjørnen forsøgte at standse den franske fiskeskib Bruix. Det fik ikke fiskeskibet til at standse, men det blev efterfølgende tilbageholdt i en havn i Skotland.

    Kollisionen mellem Hvidbjørnen og fiskeskibet Bruix i 2007 må betegnes som en vædring.

    Så i den kontekst kan man måske overveje om moderne krigsskibsdesign med tynde stålplader og begrænset pansring egentlig giver mening i en tid hvor krigsskibe i stigende grad anvendes til løsning af politiopgaver og til maritime sikkerhedsoperationer.

  • Mission command kræver dygtig anvendelse af stabsprocedurer

    Mission command er den foretrukne militære ledelsesstil i NATO (og de fleste andre lande), og den betyder kort fortalt at man delegerer opgaver til underlagte enheder, men lader det være op til dem at finde ud af hvordan opgaven skal løses. Det er klart mere effektivt i det lange løb end alternativet, som er direkte kommando.

    Men mission command er lettere sagt end gjort. I praksis er der mange grunde til at processen kan gå i hårknude, og man ikke opnår de fordele som egentlig burde ligge i metoden. Det har flotilleadmiral Bill Shafley skrevet om på CIMSEC:

    Mission command won’t likely fail because of a lack of disciplined initiative or trust. It will break down because commanders have not taken the time to truly think through and generate a concise commander’s intent that codifies the information requirements necessary to build decisions upon. It will break down due to the staff’s inability to create an information bill and weigh the staff tax necessary to generate successful mission orders. It will break down because the staff just kept on asking one more innocent question, after another, and after another. It is the commanders who set the tone.

    Shaftley lægger især vægt på dygtig anvendelse af redskaberne “commander’s intent”, “commander’s critical information requirements” og “battle rhythm”. Hvis disse ting lykkes, er der gode vilkår for mission command. Og hvis de ikke bruges på en gennemtænkt måde, får det en kontraproduktiv effekt som ødelægger vilkårene for god militær ledelse.

    Hvis man er interesseret i stabsarbejde, er det værd at læse Shaftleys indlæg.

  • Flådemissionen i Hormuzstrædet bliver både langvarig og dyr

    Undertegnede i en analyse på Ræson (betalingsmur):

    Og det fører frem til den anden væsentlige pointe: Det er ikke nødvendigvis en ulempe for Iran at have så mange fremmede krigsskibe i Hormuzstrædet. De iranske strateger havde naturligvis forudset, at konsekvensen af at bombe og tilbageholde nogle tankskibe ville være, at de vestlige lande måtte sende en flådestyrke, og det resultat er de meget tilfredse med. Godt nok kan de ikke længere bruge strædet til at forstyrre oliemarkedet, men til gengæld har de bundet de vestlige lande til at opretholde dyre militære forpligtelser i området på ubestemt tid. Det er Iran, som bestemmer, hvornår der er sikkert nok til, at vi kan tage hjem igen – og et godt bud er, at det først sker, når USA lemper sanktionerne mod landet. De vestlige flådemissioner har således sikret Iran en klemme på de vestlige politikere, og det har givet landet en bedre forhandlingsposition.

    Det er derfor forventeligt, at Iran vil kontrollere spændingsniveauet i Hormuzstrædet ganske nøje. De skal undgå, at situationen eskalerer, for de ønsker ikke en direkte konfrontation med de vestlige krigsskibe. Men samtidig skal de også undgå, at området bliver for fredeligt, for det skal være tydeligt, at handelstrafikken kun kan sejle uforstyrret, så længe de vestlige krigsskibe er der. Formålet: At de vestlige politikere bliver rigtig trætte af at bruge resurser på Hormuz og i stedet får lyst til at finde en forhandlingsløsning.

    Tip: Hvis du er ansat eller studerende ved Forsvarsakademiet, kan du få adgang til Ræson gennem FAK bibliotek.

    Opdateret 2020-05-05: Betalingsmuren er fjernet, så der nu er åben adgang til analysen i Ræson.

  • Svalbard udforder igen forholdet mellem NATO og Rusland

    Svalbard giver igen anledning til problemer i forholdet mellem Norge og Rusland, og det kan potentielt blive et alvorligt problem for NATO. I sidste uge kunne Berlingske rapportere:

    Rusland optrapper beskyldninger mod Norge i Arktis. Nu mener Moskva, at nordmændene krænker en 100 år gammel traktat. Norge undrer sig over den barske beskyldning.

    Situationen var i forvejen anspændt. Nu truer et skænderi mellem Norge og Rusland med at udvikle sig til en egentlig diplomatisk krise.

    Rusland har de seneste måneder klaget over angivelige krænkelser af stormagtens rettigheder på den norske øgruppe Svalbard.

    Nu går Moskva skridtet videre. Ifølge den russiske regering har Norge med sin fremfærd brudt den traktat, der har dannet ramme om det fredelige samarbejde i området siden 1920.

    Det er svært at overvurdere hvor alvorlig den her uenighed er omkring Svalbard. I Nordeuropa er der typisk to scenarier som går igen når det handler om et seriøst potentiale for konflikt mellem NATO og Rusland. Det ene er en russisk invasion af de baltiske lande, og det andet handler om Svalbard. Øgruppens juridiske status er kompliceret, og der er reelle uoverensstemmelser mellem Rusland og Norge. Svalbardtraktaten rundede 100 år for et par uger siden, og mange ting har ændret sig siden da, både teknologisk og juridisk. Eksempelvis er staternes økonomiske zoner i havområderne blevet udvidet, og det er ikke indlysende om Svalbardtraktaten gælder området rundt om øerne, eller om det alt sammen tilfalder Norge. Det er således ikke givet at Norge har ret i deres krav, for Rusland har nogle legitime pointer til deres fordel.

    Det store problem er at Svalbard er sårbart som mål for såkaldte hybride operationer. Det at Rusland har nogle legitime interesser koblet med Svalbards status som ikke-militariseret område gør det nærliggende at forestille sig hvordan Rusland kan udnytte netop denne konflikt med Norge til at udfordre sammenhængskraften i NATO. Der er en meget bred palet af forskellige redskaber som man kan forestille sig at bringe i spil hvis man gerne vil udnytte Svalbard i et politisk spil. Og til en vis grad er det jo nok allerede det vi ser når det russiske udenrigsministerium taler konflikten op i et offentligt rum.