Forfatter: Anders Puck Nielsen

  • Skal lederen også være bedste person til jobbet?

    Det er svært at lave et velfungerende HR-system – også i Norge. Måske er der bare noget modsætningsfyldt mellem ønsket om den bedste person til jobbet og idealet om karrieremæssig progression gennem et militært gradsystem. Som Harald Høiback skriver på Stratagem.no under overskriften Lederstillinger som belønning og vennegave:

    Jeg mistenker at mange føler dette problemet på kroppen, uten at vi snakker så mye om det. Man har en leder, eller en medarbeider, som sitter i stillingen, ikke fordi vedkommende er spesielt interessert i, eller spesielt godt kvalifisert for jobben, men fordi vedkommende har vist seg tjenestevillig og clubbable på andre måter. Se rundt deg. Hvorfor har de folkene som omgir deg fått jobbene sine? Er det fordi de har de beste forutsetningene for å gjøre en god jobb akkurat der de er? Eller er det fordi de har lyst på en annen jobb senere, eller fordi de får betalt for tidligere «belastende tjeneste»? Eller er det et resultat av tidligere feilansettelser eller venneopprykk? Det finnes åpenbart dyktige folk i Forsvaret, det er flest av dem, men ganske mange av dem befinner seg på gal hylle, til enhver tid. De er mer opptatt av hvor de kommer i fra og hvor de skal, enn hvor de er.

  • Krigskunst Podcast – Nu som video

    Som et eksperiment har vi lavet et videoresume af seneste episode af Krigskunst Podcast. Det er tanken at udsendelserne fremover vil udkomme både som en normal podcast i fuld længde og i en kortere udgave på YouTube. Det stiller noget større krav til båndbredden under optagelsen at få brugbar video ud af det, så det kan ikke garanteres at det vil virke hver gang. Men som udgangspunkt skulle det gerne passe med at videoversionen bliver tilgængelig en uges tid efter at podcasten er på gaden.

    Så hvis man har lyst til at få sat ansigter på personerne i podcasten, gerne vil høre en kortere udgave af samtalen eller bare generelt foretrækker video, kan man med fordel abonnere på Krigskunst Podcasts kanal på YouTube.

  • I Frontex står dilemmaerne i kø

    I Frontex står dilemmaerne i kø

    Danmark hjælper Grækenland med at håndtere indstrømningen af flygtninge og migranter over Middelhavet, men samtidig bliver de græske metoder kritiseret for ikke at overholde menneskerettighederne og en række internationale konventioner. Det giver dilemmaer for besætningerne på de danske patruljeskibe Stella Polaris og Vikar, som er udsendt til Operation Poseidon gennem EU-agenturet Frontex. Officielt er de danske skibe indsat under græsk kommando, men det sker ud fra den antagelse at grækerne overholder alle regler.

    Hvordan håndterer de danske besætninger krydspresset mellem de græske kommandomyndigheder og forventningerne hjemmefra? Hvilke konsekvenser har det fået når danskerne har sagt fra over for opgaver? Hvorfor gør danskerne ikke mere ud af at dokumentere grækernes adfærd, og er det danske bidrag i virkeligheden mere symbolsk end reelt? Det er nogle af spørgsmålene i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor premierløjtnant Josefine Prien Christensen fortæller om Frontex. Hun har lavet en undersøgelse om hvordan de danske soldater håndterer dilemmaerne. Det blev en spændende samtale, hvor vi også kom ind på grækernes trusselsopfattelse og det anspændte forhold til Tyrkiet.

    Gæst: Josefine Prien Christensen, premierløjtnant i Søværnet og cand.scient.pol.
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 016

    Omtalte links:
    1. Søværnet i Frontex, Josefine Prien Christensen

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Til kamp for landmålsmissilet

    Ord betyder noget. De former vores forståelse af de ting vi taler om, og det kan skade vores forståelse når ord er forvirrende. Et begreb som i særlig grad plager militære diskussioner, er ordet “strike-missil”.

    Selv blandt højtstående officerer har jeg mødt forvirring om hvad strike-missiler kan og er beregnet til. Betegnelsen siger intet om missilets karakteristika, og derfor er det let at blande sammen med diskussioner om andre typer af missiler. Direkte oversat er det et “angrebsmissil”, men alle missiler er beregnet til at angribe noget.

    Nogle gange omtales strike-missiler også som langtrækkende præcisionsmissiler. Det er en marginalt bedre betegnelse, fordi det fortæller at missilet kan flyve langt. Det er altså ikke et kortrækkende missil. Det er imidlertid kun en begrænset hjælp, fordi der også er andre langtrækkende missiler som kan ramme præcist. Eksempelvis kræver det meget præcision at ramme en flyvemaskine eller et skib på stor afstand, men det er ikke strike-missiler.

    Når man skal typebetegne et missil, er der to klassiske udgangspunkter. Den ene er at beskrive i hvordan missilet flyver: Der findes ballistiske missiler og krydsermissiler. Ballistiske missiler flyver i en ballistisk bane, hvor de bliver skudt højt op i luften og falder ned igen. Krydsermissiler har små vinger og flyver som en flyvemaskine.

    Den anden måde at betegne missiler på er at tage udgangspunkt i hvad missilet skal ramme. Sømålsmissiler er beregnet til at ramme skibe, og luftmålsmissiler kan ramme fly og missiler.

    Desværre har der manglet en god dansk betegnelse for strike-missiler – lige indtil nu. I en ny artikel på Forsvarets hjemmeside skriver journalist Steffen Fog nemlig sætningen “Det er Harpoon-missilet, der er et sø- og landmålsmissil, som skal affyres fra den danske fregat.” En Google-søgning afslører at ordet “landmålsmissil” kun en enkelt gang tidligere er brugt på en dansk hjemmeside, og at det ellers findes på norsk.

    Et landmålsmissil er præcist hvad et strike-missil er: Beregnet til at ramme mål på landjorden. Der er brug for klare ord, når vi i de kommende år skal have diskussionerne om en våbenpakke til F-35 kampflyene, SM-2 missiler til fregatterne (luftmålsmissil), SM-6 til fregatterne (luftmålsmissil), erstatning for Harpoon-missilerne (sømålsmissil) og så altså en mulig anskaffelse af skibsbaserede landmålsmissiler (tidligere kendt som strike-missiler). Lad os omfavne betegnelsen “landmålsmissiler” og bruge den indtil det ikke lyder underligt længere.

  • Russisk troppeopbygning og konflikten med Ukraine

    Russisk troppeopbygning og konflikten med Ukraine

    I marts og april 2021 lavede Rusland en enorm styrkeopbygning på grænsen til Ukraine. Over 100.000 soldater blev samlet i området, og i Sortehavet opererede en større landgangsstyrke. I et par uger lignede det optakten til en invasion. Den umiddelbare risiko for eskalation ser ud til at være drevet over, men Rusland opretholder presset og truslen om krig. Mange soldater er stadig i grænseområdet, udstyr er efterladt til hurtig aktivering, og til søs har Rusland indført forbudszoner som presser Ukraine.

    Gæsten i denne udsendelse er brigadegeneral Carsten Rasmussen, som er Danmarks forsvarsattaché i Rusland. Han fortæller om den russiske troppeopbygning og giver sin militære vurdering af hvad der foregik. Desuden taler vi om Ruslands bredere militære mål og det spændte forhold til Vesten.

    Gæst: Carsten Rasmussen, brigadegeneral og forsvarsattaché i Moskva
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 015

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Hvorfor sund fornuft ikke er karrierefremmende i fredstid

    Harald Høiback fortæller på Strategem.no historien om hvordan kontreadmiral Albert Markham i 1893 ombord i HMS Camperdown vædrede sit eget flagskib HMS Victoria. Han havde fået en ordre, som han udmærket vidste ville føre til kollisionen, men en ordre er jo en ordre. Flagskibet sank, og 358 sømænd døde:

    Markham derimot, hadde klatret i gradene nettopp fordi han evnet å gjøre som de overordnede sa. Det er slik man blir toppoffiser i fredstid. Folk som admiral Nelson, som evnet å vise loyal disobedience og sette kikkerten for sitt blinde øye, overlever bare i krig − så lenge det varer. For oss som vil opp og fram i fredsforsvaret er moralen derimot enkel: Er du i tvil, så er du ikke i tvil. Lydighet gir trygghet. Uansett hvor sinnssvake ordre du får, kan du aldri tape om du følger dem etter beste evne. Om du gjør som sjefen sier, kan ingen kritisere deg, med mindre ordren du får er forbudt ved lov. Går det bra får du skryt og klapp på skuldra, kanskje endog opprykk. Går det galt, får noen andre skylda. Og er de ansvarlige høyt nok opp i hierarkiet, dysses det hele som regel ned.

  • Vesten efterlader Afghanistan i kaos

    Vesten efterlader Afghanistan i kaos

    Hvad vil der ske når Vesten forlader Afghanistan? Det er emnet i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor Afghanistan-ekspert David Vestenskov giver sit bud. Og det er ikke opløftende. Formentlig kommer der en borgerkrig, og måske ender magten hos Taleban. Men der er også lyspunkter på den lange bane, mener David Vestenskov, som giver sine forslag til hvordan Vesten kan støtte udviklingen mod en bedre fremtid.

    Spørgsmålet er aktuelt efter at præsident Biden meldte ud at de amerikanske soldater er væk inden den 11. september 2021. Også det danske bidrag lukkes, når et samlet NATO afslutter det militære bidrag efter næsten 20 års krig.

    Gæst: David Vestenskov, chefkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser på Forsvarsakademiet
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 014

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Den sovjetiske besættelse af Bornholm

    Den sovjetiske besættelse af Bornholm

    Bornhom var besat af Sovjetunionen i 11 måneder efter afslutningen på Anden Verdenskrig, og derfor kunne bornholmerne først i april 1946 fejre den endelige befrielse. Det skete efter seks år med først tysk og derefter sovjetisk besættelsen. Det endte lykkeligt, men i samtiden var det langt fra indlysende at Sovjetunionen havde tænkt sig at forlade øen igen. Da Stalin til sidst overlod Bornholm til danskerne, skete det kun imod betydelige militære indrømmelser. Det betød at Bornholm helt op til 1990’erne havde en særstatus i NATO med strenge begrænsninger på mulighederne for at anvende øen til militære formål.

    I denne episode af Krigskunst Podcast fokuserer vi på den sovjetiske besættelse af Bornhom. Militærhistoriker og museumsinspektør Jakob Seerup fortæller om denne fascinerende epoke i danmarkshistorien. Det blev en spændende samtale, både om kampene på Bornholm mellem tyske og sovjetiske styrker, den efterfølgende sovjetiske tilstedeværelse og den afsluttende aftale om genforening med resten af Danmark.

    Gæst: Jakob Seerup, Bornholms Museum
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 013

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Irakernes oplevelse af sikkerhed

    Irakernes oplevelse af sikkerhed

    Danmark har i disse år ledelsen af Natos mission i Irak (NMI), og vi står således i spidsen for en træningsindsats som skal støtte udviklingen af det irakiske samfund. I alt kommer bidraget op på at tælle et par hundrede soldater når Flyvevåbnets helikopterbidrag fra maj 2021 er på plads.

    Men hvordan går det egentlig i Irak, og hvordan oplever irakerne selv deres sikkerhedssituation? Er de positivt stemt over for den danske indsats, og er der grund til optimisme om Iraks fremtid? Det er nogle af spørgsmålene i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor seniorforsker Maria-Louise Clausen fra Dansk Institut for Internationale Studier fortæller om Irak. Hun løfter sløret for nogle af resultaterne i en ny survey-undersøgelse, hvor hun har spurgt irakerne til deres oplevelse af landets situation. Det blev en spændende samtale om blandt andet irakernes bekymring over at blive fanget i konflikten mellem USA og Iran. Det viser sig også at mange irakere ikke ved hvad Nato er, og at Danmark har et dårligere image end vores nabolande.

    Gæst: Maria-Louise Clausen, DIIS
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 012

    Omtalte links:
    1. Frontlinjen på Radio4 om Natos mission i Irak fra den 24. november 2020
    2. Maria-Louise Clausens udgivelser ved DIIS
    3. Tidligere podcast med Maria-Louise Clausen om Krigen i Yemen

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

  • Forsvarschefen er øverstkommanderende for Danmarks væbnede styrker

    Det er noget særligt at være øverstkommanderende for de væbnede styrker. Denne sætning er komplet selvindlysende for alle der gør tjeneste i uniform, men på forunderlig vis er den aktuel i det som dybest set er en identitetskamp mellem Forsvarsministeriet og soldaterne i den operative struktur.

    Sagen bunder i nogle bemærkelsesværdige historier og udsagn fra forsvarsminister Trine Bramsen i den senere tid. Først forklarede forsvarsministeren til netmediet OLFI og RADIO4 at hun ikke havde en forventning om at forsvarschefen skulle spille en større rolle i den offentlige debat. Som ministeren forklarede: “Vi lever i et demokrati, og der er det de politisk valgte, som stiller op og tager de politiske debatter. Det ændrer ikke på, at man som chef i det offentlige forventes at svare på spørgsmål. Men man er ikke politiker, og derfor har jeg heller ikke en forventning om, at man skriver debatindlæg.”

    Det var nedslående nyheder for os som tror på at en kvalificeret og aktiv forsvarsdebat er vigtig for fremtiden. Politikerne ved alt andet lige mindre om emnet end de fagprofessionelle, og overladt til sig selv har de en tendens til at reducere forsvarsdebatten til en lokalpolitisk kamp.

    Dernæst kom en historie om hvordan forsvarsministeren har mandsopdækket forsvarschefen i forbindelse med interviews og insisteret på at svare på spørgsmålene for ham. Det har ført til at forsvarsministeren nu skal i samråd med Forsvarsudvalget for at forklare sine samarbejdsrelationer med forsvarschefen, da oppositionen er i tvivl om hvorvidt han kan give sine militærfaglige vurderinger med passende selvstændighed fra ministeriel indblanding.

    At de civil-militære relationer i Danmark er udfordret, understreges af at Trine Bramsen og Forsvarsministeriet i disse historier vedholdende insisterer på at omtale forsvarschefen som styrelseschef. Som Trine Bramsen forklarer til OLFI: “Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser. Det skal gøres klart for alle.” Og det bliver det så, uanset hvor akavet det lyder. I et opslag på Facebook i dag anvender Trine Bramsen eksempelvis den nærmest fjollede titel “styrelseschefen for Forsvaret” til at omtale landets øverstkommanderende.

    Budskabet er klart: Forsvaret skal holde op med at tro at de er noget særligt. Der er otte styrelser i Forsvarsministeriet alene, og om man laver regnskaber eller fører soldater i krig, er faktisk det samme.

    Forsvaret er noget særligt

    Et opslag i ordbogen forklarer at en styrelse er en overordnet statslig myndighed som er underlagt et ministerium. Dette er en bred definition, og Forsvaret falder inden for denne kategori.

    Men Forsvaret er også en særlig styrelse. Det er en styrelse som er omtalt i Grundloven, og mig bekendt er der ikke andre styrelser som enhver mand har pligt til at give sin arbejdskraft og i sidste ende sit liv.

    Forsvaret er også særligt ved sin organisering. Der er en direkte kommandolinje fra forsvarschefen og til yngste soldat i et skyttehul. Jeg skal ikke kunne afvise at der findes andre styrelser med en så enstrenget og gennemgribende organisering, men det er sjældent. Det er for eksempel ikke sådan at hospitalerne er underlagt direktøren for Sundhedsstyrelsen, eller at Rigspolitichefen har kommandoen over patruljebilerne. Men denne struktur er afgørende for den militære organisation.

    Når Forsvarsministeriet insisterer på at Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser, så betyder det at soldaterne skal se sig selv som personale i en styrelse. Det er konsekvensen i kommandolinjen. Men det er en identitet som de færreste i den spidse ende kan forlige sig med. Derfor er det også et umuligt projekt som Forsvarsministeriet har sat i søen. De forsøger at sælge en vision som ingen af de ansatte i Forsvaret har lyst til at være med til.

    Militære organisationer har behov for at nogen har kommandoen. Der duer det ikke at ansvaret smøres ud over et mylder af bureaukrater og otte forskellige styrelsesdirektører. Én person skal stå i spidsen, og det skal være nogen som soldaterne ser op til og vil følge i krig. Eller med andre ord: Der skal være en øverstkommanderende for Danmarks væbnede styrker.