Forfatter: Anders Puck Nielsen

Irakernes oplevelse af sikkerhed
Danmark har i disse år ledelsen af Natos mission i Irak (NMI), og vi står således i spidsen for en træningsindsats som skal støtte udviklingen af det irakiske samfund. I alt kommer bidraget op på at tælle et par hundrede soldater når Flyvevåbnets helikopterbidrag fra maj 2021 er på plads.

Men hvordan går det egentlig i Irak, og hvordan oplever irakerne selv deres sikkerhedssituation? Er de positivt stemt over for den danske indsats, og er der grund til optimisme om Iraks fremtid? Det er nogle af spørgsmålene i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor seniorforsker Maria-Louise Clausen fra Dansk Institut for Internationale Studier fortæller om Irak. Hun løfter sløret for nogle af resultaterne i en ny survey-undersøgelse, hvor hun har spurgt irakerne til deres oplevelse af landets situation. Det blev en spændende samtale om blandt andet irakernes bekymring over at blive fanget i konflikten mellem USA og Iran. Det viser sig også at mange irakere ikke ved hvad Nato er, og at Danmark har et dårligere image end vores nabolande.

Gæst: Maria-Louise Clausen, DIIS
Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
Episode: 012

Omtalte links:
Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 55:44 — 76.6MB) | Indsæt
Abonner på podcasten: RSS | More
8. marts 2021
Forsvarschefen er øverstkommanderende for Danmarks væbnede styrker

Det er noget særligt at være øverstkommanderende for de væbnede styrker. Denne sætning er komplet selvindlysende for alle der gør tjeneste i uniform, men på forunderlig vis er den aktuel i det som dybest set er en identitetskamp mellem Forsvarsministeriet og soldaterne i den operative struktur.

Sagen bunder i nogle bemærkelsesværdige historier og udsagn fra forsvarsminister Trine Bramsen i den senere tid. Først forklarede forsvarsministeren til netmediet OLFI og RADIO4 at hun ikke havde en forventning om at forsvarschefen skulle spille en større rolle i den offentlige debat. Som ministeren forklarede: “Vi lever i et demokrati, og der er det de politisk valgte, som stiller op og tager de politiske debatter. Det ændrer ikke på, at man som chef i det offentlige forventes at svare på spørgsmål. Men man er ikke politiker, og derfor har jeg heller ikke en forventning om, at man skriver debatindlæg.”

Det var nedslående nyheder for os som tror på at en kvalificeret og aktiv forsvarsdebat er vigtig for fremtiden. Politikerne ved alt andet lige mindre om emnet end de fagprofessionelle, og overladt til sig selv har de en tendens til at reducere forsvarsdebatten til en lokalpolitisk kamp.

Dernæst kom en historie om hvordan forsvarsministeren har mandsopdækket forsvarschefen i forbindelse med interviews og insisteret på at svare på spørgsmålene for ham. Det har ført til at forsvarsministeren nu skal i samråd med Forsvarsudvalget for at forklare sine samarbejdsrelationer med forsvarschefen, da oppositionen er i tvivl om hvorvidt han kan give sine militærfaglige vurderinger med passende selvstændighed fra ministeriel indblanding.

At de civil-militære relationer i Danmark er udfordret, understreges af at Trine Bramsen og Forsvarsministeriet i disse historier vedholdende insisterer på at omtale forsvarschefen som styrelseschef. Som Trine Bramsen forklarer til OLFI: “Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser. Det skal gøres klart for alle.” Og det bliver det så, uanset hvor akavet det lyder. I et opslag på Facebook i dag anvender Trine Bramsen eksempelvis den nærmest fjollede titel “styrelseschefen for Forsvaret” til at omtale landets øverstkommanderende.

Budskabet er klart: Forsvaret skal holde op med at tro at de er noget særligt. Der er otte styrelser i Forsvarsministeriet alene, og om man laver regnskaber eller fører soldater i krig, er faktisk det samme.

Forsvaret er noget særligt

Et opslag i ordbogen forklarer at en styrelse er en overordnet statslig myndighed som er underlagt et ministerium. Dette er en bred definition, og Forsvaret falder inden for denne kategori.

Men Forsvaret er også en særlig styrelse. Det er en styrelse som er omtalt i Grundloven, og mig bekendt er der ikke andre styrelser som enhver mand har pligt til at give sin arbejdskraft og i sidste ende sit liv.

Forsvaret er også særligt ved sin organisering. Der er en direkte kommandolinje fra forsvarschefen og til yngste soldat i et skyttehul. Jeg skal ikke kunne afvise at der findes andre styrelser med en så enstrenget og gennemgribende organisering, men det er sjældent. Det er for eksempel ikke sådan at hospitalerne er underlagt direktøren for Sundhedsstyrelsen, eller at Rigspolitichefen har kommandoen over patruljebilerne. Men denne struktur er afgørende for den militære organisation.

Når Forsvarsministeriet insisterer på at Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser, så betyder det at soldaterne skal se sig selv som personale i en styrelse. Det er konsekvensen i kommandolinjen. Men det er en identitet som de færreste i den spidse ende kan forlige sig med. Derfor er det også et umuligt projekt som Forsvarsministeriet har sat i søen. De forsøger at sælge en vision som ingen af de ansatte i Forsvaret har lyst til at være med til.

Militære organisationer har behov for at nogen har kommandoen. Der duer det ikke at ansvaret smøres ud over et mylder af bureaukrater og otte forskellige styrelsesdirektører. Én person skal stå i spidsen, og det skal være nogen som soldaterne ser op til og vil følge i krig. Eller med andre ord: Der skal være en øverstkommanderende for Danmarks væbnede styrker.

3. februar 2021
USA i Arktis
USA har i de seneste år fået stor interesse for Arktis, men det kommer efter en lang periode hvor de nærmest havde glemt eksistensen af det høje nord. Selv efter at spændingerne med Rusland og Kina i andre dele af verden begyndte at blive høje, viste amerikanerne begrænset militær interesse for Arktis som sikkerhedspolitisk arena. Men så skiftede fokus. Udenrigsminister Mike Pompeo holdt en dramatisk tale i Arktisk Råd, og Donald Trump ville pludselig købe Grønland.

Men hvad har åbnet amerikanernes øjne for Arktis? Hvad er det de vil? Og hvad betyder det for os? Det er nogle af spørgsmålene i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor forskningsassistent Lin Alexandra Mortensgaard fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet fortæller om USA i Arktis.

Gæst: Lin Alexandra Mortensgaard, Center for Militære Studier
Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
Episode: 011

Omtalte links:
1. Center for Militære Studiers hjemmeside
Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 49:04 — 67.5MB) | Indsæt
Abonner på podcasten: RSS | More
28. januar 2021
När kriget kommer: Anmeldelse af det svenske forsvars nye YouTube-serie om krig

Det er spændende at følge den svenske forsvarsdebat, som på to afgørende områder er forskellig fra den danske. For det første er svenskerne – i hvert fald på forsvarsområdet – mere direkte i deres kommunikation, og kontrasterne er skåret skarpere op. Dette giver sig både udtryk i den generelle debat, men også ved at det svenske forsvar fra officielt hold har en mere markant kommunikation om forsvarspolitiske emner end i Danmark.

For eksempel udtalte den svenske flådechef, kontreadmiral Ewa Skoog Haslum, kort før jul i et interview med Financial Times at det var en forkert beslutning at nedlægge så mange militære kapaciteter i 00’erne, og at hun var dybt skuffet over hvor langsom Sverige havde været til at reagere på krigene i Georgien og Ukraine. Et andet eksempel på den mere åbne svenske forsvarsdebat var da forsvarschefen i 2019 helt officielt meldte ud at en politisk aftale om Forsvarets udvikling var underfinansieret, og at politikerne måtte reducere ambitionerne eller finde flere penge. Så markant er det sjældent at den militære ledelse i Danmark udtaler sig.^[1]Hvis man er interesseret i en dybere diskussion om Forsvarets rolle i den offentlige debat, kan jeg anbefale Frontlinjen på RADIO4 fra den 1. december 2020.

Den anden grund til at det er spændende at følge de svenske forsvarsdiskussioner er at trusselsopfattelsen er så anderledes end den danske. Mens den danske forsvarsminister stadig primært taler om internationale operationer, er svenskerne nærmest udelukkende orienteret mod Rusland og Østersøregionen. Når jeg nævner dette faktum i forskellige fora, oplever jeg ofte at danskere skyder det væk med en bemærkning om at Sverige heller ikke er med i NATO. Min oplevelse er imidlertid at samtlige lande om Østersøen – også NATO-landene – i store træk deler den svenske trusselsopfattelse, og at det er Danmark som er speciel.

Svenskernes nye YouTube-film er både sensationalistisk og informativ

Når man kombinerer disse to faktorer – en oplevelse af en konkret militær trussel mod Sverige og en villighed til skarp kommunikation – får man nogle til tider opsigtsvækkende udtryk. I 2018 skabte det for eksempel opmærksomhed da folderen Om krisen eller kriget kommer blev husstandsomdelt i en ny udgave for første gang siden 1980 med information og gode råd om hvordan man skal forholde sig i tilfælde af terrorangreb og krig.

Nu har det svenske forsvar så udgivet en filmserie på YouTube som hedder När kriget kommer. Det er en serie på fem afsnit som over samlet en times tid forsøger at forklare aktuelle trends og trusler, som vil påvirke Sverige og sikkerhedspolitikken i de kommende år.

Jeg har med stor fornøjelse set miniserien, som både er oplysende og en smule sensationalistisk. Det skorter ikke på dramatiske markører som skal understrege alvoren, og journalisten tilstræber tydeligvis en stemning hvor det skal løbe seeren koldt ned ad ryggen. Men omvendt er serien også rig på reel information og gode fremstillinger af aktuelle temaer.

Serien er selvsagt på svensk, men den er tekstet på engelsk. Nedenfor har jeg indsat de fem afsnit med et par korte bemærkninger om hvad de handler om.

Afsnit 1: “Den osäkra framtiden”

Afsnittet handler mest om Arktis og klimaforandringer. Der er en hurtig gennemgang af de mest markante problemstillinger, herunder de arktiske søruter, adgang til nye fiskeområder og naturresurser, Grønlands betydning og Ruslands bastion-forsvar ved Kola-halvøen.

Afsnit 2: “Den grå zonen”

Et afsnit om den grå zone og hybridkrig. Det fremhæves at grænserne mellem fred og krig bliver visket ud, og at der hele tiden foregår ting i den grå zone. Måske er den næste krig allerede i gang…(!) Diskussionen om flygtninge og indvandrere nævnes som et eksempel på et emne som fremmede magter kan udnytte til at fremkalde stærke og polariserende følelser i den svenske befolkning. Det gennemgående budskab er at krig er uforudsigelig, og Sveriges nedrustning efter den kolde krig omtales i direkte ironiske vendinger som et eksempel på elendig forudseenhed.

Afsnit 3: “Det framtida slagfältet”

Afsnittet handler om fremtidens kampplads, nye teknologier og integrationen af værktøjer som cyber, kunstig intelligens og ubemandede platforme. Det fremhæves at fremtidens platforme kommer til at være dyrere, og at krig vil blive udkæmpet af færre men meget mere kapable enheder end i fortiden. Desuden fremhæves urbanisering som en afgørende ny udvikling, således at krig i fremtiden i højere grad vil finde sted i byerne.

Afsnit 4: “Det totale försvaret”

I dette afsnit stilles der skarpt på samfundets sammenhængende funktioner og totalforsvaret. Det gennemgås hvordan nutidens logistiske koncepter som just in time gør hele samfundet sårbart over for forstyrrelser i forsyningskæder. Desuden berøres kritisk infrastruktur som elnettet. Det fremhæves hvordan totalforsvaret går ud på at beskytte sammenhængskraften i samfundet og forsvarsviljen i befolkningen. Endeligt får man i dette afsnit forklaringen på hvorfor man hele vejen gennem serien har set utallige billeder af modeltog, hvilket ærligt talt var begyndt at irritere mig. Modeltog er fascinerende, men det virkede som et mærkeligt symbol på krig.

Afsnit 5: “Vad är värt att försvara?”

Det sidste afsnit er en slags svensk variant af #værdatkæmpefor. Vi får en gennemgang af de værdier som det demokratiske samfund er bygget på. Jeg må indrømme at det mest spændende i dette afsnit for mig var historien om egeskoven på Visingsö. Til tider hører man i Danmark en anekdote om hvordan kongen efter flådens ran i 1807 beordrede beplantning af egetræer, så vi kunne bygge en ny flåde. Angiveligt skulle der så i nyere tid være tilgået Forsvarsministeriet et brev fra Skov- og Naturstyrelsen om at flådeegen var klar. Det er rigtigt nok at træerne blev plantet, men historien med brevet er en myte. Til gengæld viser det sig nu at historien i virkeligheden er svensk. I 1975 blev der faktisk sendt et brev til marinechefen om at skoven på Visingsö var klar til brug. Pointen om at det er svært at forestille sig fremtiden, er dog stadig lige aktuel i begge lande.

References[+]

References

↑1 Hvis man er interesseret i en dybere diskussion om Forsvarets rolle i den offentlige debat, kan jeg anbefale Frontlinjen på RADIO4 fra den 1. december 2020.

24. januar 2021
Donald Trump blokeret af sociale medier, og det er godt for demokratiet
I forbindelse med at Donald Trump i denne uge blev permanent blokeret fra Twitter, havde jeg en diskussion med en god kollega om hvorvidt det vil gøre en forskel. Min kollega mente at det var nyttesløst at lukke Trumps Twitter-konto, fordi den hårde kerne af følgere vil følge med over på platforme som 4chan og Parler, hvor de fortsat kan ytre sig uden grænser. At dømme efter reaktionerne blandt politikere og andre meningsdannere, er der mange som deler min kollegas analyse. Jeg mener imidlertid at den er helt forkert, og jeg vil i dette blog-indlæg forklare hvorfor Twitters beslutning efter min mening er rigtig – og burde være truffet for længe siden.

Det er værd at bemærke at Trump ikke kun er blokeret fra Twitter, men også fra Facebook, Instagram, Discord, Twitch og de fleste andre mainstream platforme. Det er nærmest kun TikTok som stadig tillader Trump at bruge deres infrastruktur, hvilket er lidt ironisk i betragtning af at Trump har brugt det meste af efteråret på at bekæmpe netop dette firma, fordi det er kinesisk. Derudover har flere store serviceudbydere for e-mail nyhedsbreve standset samarbejdet med Trumps organisation. Det er et gigantisk tilbageslag for Trumps evne til at nå ud med sine budskaber.

Trumps følgere er mere end den hårde kerne

Inden jeg vender tilbage til hvorfor Trump ikke bare kan trække sine støtter over på et socialt nichenetværk, vil jeg komme med en række påstande:
- Uden mainstream sociale medier ville Trump aldrig være blevet præsident.
- Uden mainstream sociale medier kan Trump ikke finansiere sine politiske kampagner (eller sin privatøkonomi)
- Uden mainstream sociale medier kan Trump ikke føre krig mod den frie presse
Jeg mener at alle disse påstande er ret sikre, men hvis bare en af dem er rigtig, er det nok til alvorlig eftertanke om rollen for sociale medier i vores samfund.

I enhver ekstremistisk bevægelse (og det er Trumpismen) er der en hård kerne, men gennemslagskraften opstår ved at mobilisere masserne. Da TV-stationerne sendte direkte fra stormen på den amerikanske kongres i denne uge, var det slående at Trump-støtterne marcherede i begge retninger: Nogle var på vej mod kongresbygningen, mens andre var på vej væk. Og meningsudvekslingerne mellem dem var barske. Den hårde kerne som mente at revolutionen var i gang, var tydeligt frustreret over de mere moderate som syntes at det var tid til at gå hjem.

Men den hårde kerne kan ikke omstøde samfundet alene. De har brug for de moderate til at skabe momentum, bidrage økonomisk og at stemme på valgdagen. Og dertil kommer at man også har brug for opbakning fra store dele af befolkningen som ikke er politisk interesseret, men som alligevel kan overbevises om at støtte sagen på de afgørende tidspunkter.

Det er stærkt tvivlsomt om Trump kan hive disse moderate stemmer over på de sociale nichemedier som han nu har adgang til. Parler og 4chan er så hardcore at det i store træk er en affaldsspand af bras, og det gider de moderate læsere ikke særligt længe. For at nå dem, skal man enten gennem de etablerede nyhedsmedier (som Trump kalder fake news), eller man skal nå dem gennem mainstream sociale medier.

De sociale medier må reguleres for at beskytte demokratiet

Det er i vid udstrækning de sociale medier som har skabt præsident Trump. De algoritmer som er designet til at skabe engagement, virker til at polarisere befolkningen. Især Facebook har luret at hidsige brugere er loyale, og algoritmen er designet til at holde idealistiske brugere engageret i uendelige diskussioner.

Den forretningsmodel som de sociale medier har haft i 2010’erne, har været god for Trumpismen. Hver gang nogen er blevet forarget over et tweet og har kommenteret at præsidenten tager fejl, har de uforvarende hjulpet Trump med at skabe engagement og at sætte hans vrøvl foran flere øjne. Derfor lever de sociale medier også fedt af at polarisere begge sider af det politiske spektrum. Det er ikke overraskende at de russiske påvirkningsoperationer op mod præsidentvalget i 2016 netop sigtede mod at mobilisere både højre- og venstrefløjen. De to fløje er brændstof for hinanden i den sociale medieverden.

Når vi i fremtiden ser tilbage på det forrige årti, tror jeg vi vil se Twitters beslutning om at lukke Trumps profil som et vendepunkt. Den vil stå som begyndelsen til enden for uregulerede sociale medier. For den forretningsmodel som profiterer på at polarisere befolkningen, og som har styrken til at nedbryde vores demokrati, er ikke holdbar på den lange bane. Twitter burde have standset Donald Trumps udgydelser for længe side i stedet for at give ham et fripas til at føre kamp mod de etablerede nyhedsmedier. Men bedre sent end aldrig. Uagtet at deres beslutning måske også er drevet af et ønske om at undgå statslig regulering, som ellers virkede uundgåelig under Biden-administrationen, så må man hylde deres beslutning.

Konspirationsteoretikere har ikke krav på en gratis platform

Der har alle dage været konspirationsteoretikere i vores samfund, og det er gået fint fordi de har været en perifer minoritet. De sociale medier har imidlertid været en gigantisk force multiplier. De har tilbudt en teknologi hvor konspirationsteoretikerne er gået fra at sætte klistermærker på lygtepæle til at råde over en massekommunikationsmaskine. For at tage vare på vores samfund er vi nødt til at sætte grænser sådan at misinformanter og konspirationsteoretikere fratages den gratis megafon og igen må arbejde i periferien.

Jeg er derfor begrænset optimist om at vi nu står over for en periode hvor de sociale medier vil blive bedre, fordi de tager ansvar for hvad der foregår på deres platforme. Det er på ingen måde en begrænsning af nogens ytringsfrihed. Det er ikke en menneskeret at have en Twitter-konto, og Donald Trump kan stadig ytre sine synspunkter på alle mulige andre måder. Han kan skrive det på 4chan eller Parler, han kan skrive læserbreve til aviserne, eller han kan lave sin egen hjemmeside. Men han har ikke noget retskrav på at private aktører skal trykke eller formidle hans budskaber eller stille deres platforme gratis til rådighed.
10. januar 2021
Små flåder, Søværnet og udsigten til en ny piratmission
I denne episode taler vi om udsigterne til en ny maritim mission mod pirateri i Guineabugten, og hvordan det kan presse Søværnet. Anders har for nylig udgivet en artikel om små flåders dilemma med at prioritere mellem de militære opgaver og anti-pirateri, og det blev udgangspunktet for samtalen.
Små flåder har særlige udfordringer med at få enderne til at mødes. Siden 2015 hvor missionen mod pirateri ved Somalia sluttede, er ambitionerne vokset for hvordan Søværnets skibe skal kunne indgå i et militært forsvar af Europa. Nu er frygten om en piratmission i Guineabugten kan ødelægge det arbejde. Men omvendt er Danmark også nødt til at tage ansvar for den maritime sikkerhed i verden.

Værter: Militæranalytiker Anders Puck Nielsen og journalist Kasper Wester
Episode: 010

Omtalte links:
1. Link til artiklen “Why Small Navies Prefer Warfighting over Counter-Piracy”
Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 50:01 — 68.8MB) | Indsæt
Abonner på podcasten: RSS | More
30. december 2020
Vi skal bruge reelle argumenter om Natos 2-procentmål

I sidste uge skrev folketingsmedlem Martin Lidegaard (R) en kommentar på Altinget om forsvarsbudgettet og Natos 2-procentmål. Der var imidlertid så mange faktuelle fejl i Lidegaards indlæg at jeg følte behov for at korrigere dem. Det er der kommet denne replik ud af. Heri påpeger jeg at fem ud af seks af Lidegaards argumenter er forkerte, og at det sidste er et tveægget sværd.

Af Lidegaards fem fejlargumenter er nummer tre nok min yndlingsaversion. Det er nemlig et argument som også fremføres helt officielt af forsvarsministeriet med jævne mellemrum, og som spiller på at skabe forvirring ved at kaste overflødig matematik ind i debatten.

“I sit tredje argument fremhæver Lidegaard, at Danmark faktisk slet ikke er en bundskraber i Natos budgetoversigt, men derimod har det fjerde- eller femtehøjeste pengebidrag per indbygger. Dette er et fup-tal, som man desværre ofte hører fra officiel side, når der skal argumenteres for, at Danmark ikke behøver at bruge flere penge.
Der er tale om et tal, som indgår i en mellemregning, som er taget ud af kontekst. I virkeligheden er det et dybt usolidarisk argument, fordi det svarer til at sige, at de fattige lande skal betale en større andel til forsvaret end de rige.”

Ikke alene taler målestokken “pengebidrag per indbygger” ned til lytterens evne til at gennemskue argumentet dybde, det er også usolidarisk over for vores alliancepartnere.

7. december 2020
SM-6 missilet kan forhindre at fregatterne mister deres evne til luftforsvar

Sune Hansen har skrevet en spændende observation på Krigsvidenskab.dk om mulighederne ved at Danmark investerer i SM-6 missiler til luftforsvarsfregatterne af Iver Huitfeldt-klassen. Det er en opfølger til hans observation fra foråret, hvor han skrev om det SM-2 missil som Danmark langt om længe har investeret i.

I den offentlige debat får man nogle gange det indtryk at Danmark med SM-2 missilet har købt et moderne og fremtidssikret missil. Det er imidlertid ikke tilfældet. I realiteten er Danmarks nye luftforsvarsmissil en gammel model med mange begrænsninger, og dertil kommer at vi kun har købt nok af dem til at lade fregatterne halvt op.

Derfor er det nødvendigt allerede nu at tænke over andre missiler som kan dække hullerne de steder hvor SM-2 er blevet overhalet af den teknologiske udvikling i lande som Rusland, Kina og Iran. Og det er så her at SM-6 kommer ind i billedet. Som Sune Hansen bemærker:

Med et indkøb af SM-6 Dual-1 ville Søværnet opnå en 3-i-1 løsning med et moderne missil, der kan:
– Aktivt søge sine mål på måldata leveret fra en anden enhed
– Nedkæmpe ballistiske missiler i terminalfasen
– Engagere overflademål til havs og på land
Moderne trusler kan kun bekæmpes med moderne forsvarssystemer. Et indkøb af SM-6 Dual-1 samt den krævede opgradering af fregatternes sensorpakke, som alligevel skal gennemføres, uanset om man køber SM-6 eller ej, vil tilføre Danmark et troværdigt områdemissilforsvar, samt et tiltrængt skulderklap i NATO-regi. NATO har gentagende gange påpeget vigtigheden af IAMD systemer, hvorfor indkøb ligeledes vil fremstå som et tillidsvækkende bevis på, at Danmark er parat til at bruge penge på højteknologiske våben som et stærkt supplement til den kollektive afskrækkelse. Såfremt et indkøb af SM-6 ikke realiseres, kan man stille spørgsmålstegn ved AAW fregatternes reelle eksistensberettigelse i et krigsscenarie mod f.eks. Rusland.

Eller med andre ord, så er valget imellem at investere i moderne teknologi eller at miste evnen til at løse de opgaver, som vi i dag siger er vigtige.

30. november 2020
Peter Viggo Jakobsen: Danmark må holde op med at kalde sig et kernemedlem af Nato, hvis vi ikke vil betale

Peter Viggo Jakobsen i en læseværdig kommentar på Altinget:

Hvis forligskredsen ikke vil skrue op for forsvarsbudgettet, vil den stå sig bedst ved at skrue ned for statusambitionerne og kernemedlemsretorikken. Det er pinligt at høre på alle undskyldningerne for, hvorfor Danmark ikke skal leve op til to procentkravet.
Det er desuden dårlig stil konstant at gøre grin med det græske forsvar for at vise, at BNP-målet er uanvendeligt. Det runger hult, fordi Danmark ikke forsømmer nogen lejlighed til at minde andre lande om, at vi bruger 0,7 procent af BNP på udviklingsbistand, og at de burde følge vores gode eksempel.

Peter Viggo konstaterer også at det danske forsvarsforbehold grundlæggende hviler på to antagelser: 1) At Rusland ikke tør angribe Nato og Danmark, så længe USA er engageret i forsvaret af Europa. Og 2) at USA ikke render af pladsen.

30. november 2020
Hvorfor er kampvogne noget særligt?

Kampvognen har en nærmest mytisk status inden for den landmilitære krigsførelse, og Danmark investerer i disse år i en omfattende opgradering af vores Leopard 2 kampvogne. Men hvad er egentlig det særlige ved kampvognen som våbentype? Hvad er kampvognens historie, og hvilken rolle spiller de i moderne krig? Og har kampvognen en funktion på fremtidens kampplads, eller vil den blive udkonkurreret af droner og kunstig intelligens?

Det er nogle af spørgsmålene i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor militærhistoriker Niels Klingenberg Vistisen fortæller om kampvogne.

Gæst: Niels Klingenberg Vistisen, militærhistoriker
Værter: Journalist Kasper Wester og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
Episode: 009

Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 43:35 — 59.9MB) | Indsæt
Abonner på podcasten: RSS | More

27. november 2020