Krigskunst.dk

Tag: USA

  • Er der en mening med Trumps udenrigspolitik?

    Der sker vilde ting i USA for tiden. Der er usikkerhed om, hvorvidt vi kan stole på amerikanerne, som på samme tid virker meget imødekommende over for Rusland og ekstremt aggressive i Latinamerika.

    Så hvordan skal vi forstå Trumps udenrigspolitik, og er der mening med galskaben. Til at diskutere det har vi besøg af Rasmus Sinding Søndergaard, som er seniorforsker ved DIIS med speciale i amerikansk politik.

    Gæst: Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker ved DIIS
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 069

    Links

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 1:07:55 — 93.3MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Gettysburg: Et blodoffer for et nyt USA

    Få militære slag i amerikansk historie har opnået samme mytiske status som slaget om Gettysburg, der blev udkæmpet i sommeren 1863 som led i den amerikanske borgerkrig. Kampene i og omkring den lille by i delstaten Pennsylvania er stadig de mest blodige slag på amerikansk jord nogensinde og markerede et vendepunkt i borgerkrigen, som tvang sydstatsgeneral Robert E. Lee på retræte og vendte unionshærens krigslykke.  

    I løbet af det godt halvandet århundrede, der er gået siden, har slaget været genstand for utallige skildringer i populærkulturen. Men hvad skete der i grunden på slagmarken, og hvorfor er det stadig relevant at beskæftige sig med Gettysburg og den amerikanske borgerkrig i 2025? I bogen “Gettysburg: Et blodoffer for et nyt USA” giver militærhistoriker og USA-ekspert Philip Christian Ulrich sine bud på svarene. Hør ham fortælle om bogen i denne udgave af Krigskunst Podcast.

    Gæst: Philip Christian Ulrich, militærhistoriker
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 066

    Links

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 50:19 — 69.1MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Kan Nato overleve, at Trump bliver præsident?

    Nato kan i 2024 fejre 75 års jubilæum. Men selvom både Finland og Sverige er blevet lukket ind i det gode selskab, går alliancen en usikker fremtid i møde. I USA forhindrer indenrigspolitiske tovtrækkerier, at Nato-landene gør fælles front i støtten til Ukraine. Der er allerede sået tvivl om troværdigheden af musketereden, og nye udfordringer vil formentlig opstå, hvis Donald Trump bliver amerikansk præsident. Så hvad er vejen frem for det transatlantiske forsvarssamarbejde i en tid, hvor konflikterne bliver mere og mere globale?

    I denne udgave af Krigskunst Podcast ser vi nærmere på, hvordan Nato blev til, hvordan alliancen har udviklet sig, og hvordan den overlever den krise, som den står på tærsklen til. Med os i studiet har vi en af landets fremmeste Nato-forskere, professor Sten Rynning.

    Gæst: Sten Rynning, professor ved Syddansk Universitet
    Værter: Kasper Junge Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 048

    Links:

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 57:25 — 78.9MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Verden set fra USA

    Verden set fra USA

    Vi stiller skarpt på USA og amerikansk sikkerhedspolitik. USA er tilbage som leder i det internationale samfund, men i en anden rolle end tidligere. Valget af præsident Biden, tilbagetrækningen fra Afghanistan og ikke mindst krigen i Ukraine har ændret den udenrigspolitiske retning, men Kina forbliver den langsigtede førsteprioritet. Det fortæller Rasmus Sinding Søndergaard i denne episode af Krigskunst Podcast. Samtalen kommer vidt omkring og omhandler blandt andet truslen fra Rusland, fremtiden for NATO og amerikanernes forventninger til europæerne.

    Rasmus Sinding Søndergaard er historiker og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i amerikansk sikkerhedspolitik. Og ifølge ham skal vi vænne os til at amerikansk udenrigspolitik i højrere grad end tidligere vil skifte med partifarven på præsidenten.

    Gæst: Rasmus Sinding Søndergaard, USA-forsker ved DIIS
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 027

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 53:49 — 74.0MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • USA i Arktis

    USA i Arktis

    USA har i de seneste år fået stor interesse for Arktis, men det kommer efter en lang periode hvor de nærmest havde glemt eksistensen af det høje nord. Selv efter at spændingerne med Rusland og Kina i andre dele af verden begyndte at blive høje, viste amerikanerne begrænset militær interesse for Arktis som sikkerhedspolitisk arena. Men så skiftede fokus. Udenrigsminister Mike Pompeo holdt en dramatisk tale i Arktisk Råd, og Donald Trump ville pludselig købe Grønland.

    Men hvad har åbnet amerikanernes øjne for Arktis? Hvad er det de vil? Og hvad betyder det for os? Det er nogle af spørgsmålene i denne episode af Krigskunst Podcast, hvor forskningsassistent Lin Alexandra Mortensgaard fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet fortæller om USA i Arktis.

    Gæst: Lin Alexandra Mortensgaard, Center for Militære Studier
    Værter: Kasper Wester, journalist på OLFI, og militæranalytiker Anders Puck Nielsen
    Episode: 011

    Omtalte links:
    1. Center for Militære Studiers hjemmeside

    Alle deltagere udtaler sig som privatpersoner og ikke på vegne af nogen myndigheder eller institutioner som de måtte have en tilknytning til.

    Musik: Soviet March af Shane Ivers – https://www.silvermansound.com

    Podcast: Afspil i nyt vindue | Download (Varighed: 49:04 — 67.5MB) | Indsæt

    Abonner på podcasten: RSS | More

  • Donald Trump blokeret af sociale medier, og det er godt for demokratiet

    I forbindelse med at Donald Trump i denne uge blev permanent blokeret fra Twitter, havde jeg en diskussion med en god kollega om hvorvidt det vil gøre en forskel. Min kollega mente at det var nyttesløst at lukke Trumps Twitter-konto, fordi den hårde kerne af følgere vil følge med over på platforme som 4chan og Parler, hvor de fortsat kan ytre sig uden grænser. At dømme efter reaktionerne blandt politikere og andre meningsdannere, er der mange som deler min kollegas analyse. Jeg mener imidlertid at den er helt forkert, og jeg vil i dette blog-indlæg forklare hvorfor Twitters beslutning efter min mening er rigtig – og burde være truffet for længe siden.

    Det er værd at bemærke at Trump ikke kun er blokeret fra Twitter, men også fra Facebook, Instagram, Discord, Twitch og de fleste andre mainstream platforme. Det er nærmest kun TikTok som stadig tillader Trump at bruge deres infrastruktur, hvilket er lidt ironisk i betragtning af at Trump har brugt det meste af efteråret på at bekæmpe netop dette firma, fordi det er kinesisk. Derudover har flere store serviceudbydere for e-mail nyhedsbreve standset samarbejdet med Trumps organisation. Det er et gigantisk tilbageslag for Trumps evne til at nå ud med sine budskaber.

    Trumps følgere er mere end den hårde kerne

    Inden jeg vender tilbage til hvorfor Trump ikke bare kan trække sine støtter over på et socialt nichenetværk, vil jeg komme med en række påstande:

    • Uden mainstream sociale medier ville Trump aldrig være blevet præsident.
    • Uden mainstream sociale medier kan Trump ikke finansiere sine politiske kampagner (eller sin privatøkonomi)
    • Uden mainstream sociale medier kan Trump ikke føre krig mod den frie presse

    Jeg mener at alle disse påstande er ret sikre, men hvis bare en af dem er rigtig, er det nok til alvorlig eftertanke om rollen for sociale medier i vores samfund.

    I enhver ekstremistisk bevægelse (og det er Trumpismen) er der en hård kerne, men gennemslagskraften opstår ved at mobilisere masserne. Da TV-stationerne sendte direkte fra stormen på den amerikanske kongres i denne uge, var det slående at Trump-støtterne marcherede i begge retninger: Nogle var på vej mod kongresbygningen, mens andre var på vej væk. Og meningsudvekslingerne mellem dem var barske. Den hårde kerne som mente at revolutionen var i gang, var tydeligt frustreret over de mere moderate som syntes at det var tid til at gå hjem.

    Men den hårde kerne kan ikke omstøde samfundet alene. De har brug for de moderate til at skabe momentum, bidrage økonomisk og at stemme på valgdagen. Og dertil kommer at man også har brug for opbakning fra store dele af befolkningen som ikke er politisk interesseret, men som alligevel kan overbevises om at støtte sagen på de afgørende tidspunkter.

    Det er stærkt tvivlsomt om Trump kan hive disse moderate stemmer over på de sociale nichemedier som han nu har adgang til. Parler og 4chan er så hardcore at det i store træk er en affaldsspand af bras, og det gider de moderate læsere ikke særligt længe. For at nå dem, skal man enten gennem de etablerede nyhedsmedier (som Trump kalder fake news), eller man skal nå dem gennem mainstream sociale medier.

    De sociale medier må reguleres for at beskytte demokratiet

    Det er i vid udstrækning de sociale medier som har skabt præsident Trump. De algoritmer som er designet til at skabe engagement, virker til at polarisere befolkningen. Især Facebook har luret at hidsige brugere er loyale, og algoritmen er designet til at holde idealistiske brugere engageret i uendelige diskussioner.

    Den forretningsmodel som de sociale medier har haft i 2010’erne, har været god for Trumpismen. Hver gang nogen er blevet forarget over et tweet og har kommenteret at præsidenten tager fejl, har de uforvarende hjulpet Trump med at skabe engagement og at sætte hans vrøvl foran flere øjne. Derfor lever de sociale medier også fedt af at polarisere begge sider af det politiske spektrum. Det er ikke overraskende at de russiske påvirkningsoperationer op mod præsidentvalget i 2016 netop sigtede mod at mobilisere både højre- og venstrefløjen. De to fløje er brændstof for hinanden i den sociale medieverden.

    Når vi i fremtiden ser tilbage på det forrige årti, tror jeg vi vil se Twitters beslutning om at lukke Trumps profil som et vendepunkt. Den vil stå som begyndelsen til enden for uregulerede sociale medier. For den forretningsmodel som profiterer på at polarisere befolkningen, og som har styrken til at nedbryde vores demokrati, er ikke holdbar på den lange bane. Twitter burde have standset Donald Trumps udgydelser for længe side i stedet for at give ham et fripas til at føre kamp mod de etablerede nyhedsmedier. Men bedre sent end aldrig. Uagtet at deres beslutning måske også er drevet af et ønske om at undgå statslig regulering, som ellers virkede uundgåelig under Biden-administrationen, så må man hylde deres beslutning.

    Konspirationsteoretikere har ikke krav på en gratis platform

    Der har alle dage været konspirationsteoretikere i vores samfund, og det er gået fint fordi de har været en perifer minoritet. De sociale medier har imidlertid været en gigantisk force multiplier. De har tilbudt en teknologi hvor konspirationsteoretikerne er gået fra at sætte klistermærker på lygtepæle til at råde over en massekommunikationsmaskine. For at tage vare på vores samfund er vi nødt til at sætte grænser sådan at misinformanter og konspirationsteoretikere fratages den gratis megafon og igen må arbejde i periferien.

    Jeg er derfor begrænset optimist om at vi nu står over for en periode hvor de sociale medier vil blive bedre, fordi de tager ansvar for hvad der foregår på deres platforme. Det er på ingen måde en begrænsning af nogens ytringsfrihed. Det er ikke en menneskeret at have en Twitter-konto, og Donald Trump kan stadig ytre sine synspunkter på alle mulige andre måder. Han kan skrive det på 4chan eller Parler, han kan skrive læserbreve til aviserne, eller han kan lave sin egen hjemmeside. Men han har ikke noget retskrav på at private aktører skal trykke eller formidle hans budskaber eller stille deres platforme gratis til rådighed.

  • USA opretter dedikeret ubådsenhed til at spille fjenden under øvelser

    US Navy har nu officielt oprettet deres Submarine Aggressor Squadron. Det er en enhed dedikeret til at spille fjenden i øvelser, og som derfor skal være på forkant med potentielle modstanderes doktrin og teknologi inden for ubådskrig. Som Joseph Trevithick beskriver det i The Drive:

    Aggressor units, also sometimes known as the “Opposing Force,” or OPFOR, are typically well-versed in the doctrine and tactics of possible adversaries, or the “red” force. The idea is that these elements provide added realism to training exercises, giving friendly “blue” forces an opportunity to get a feel for how potential opponents might operate and explore how existing and improved concepts of operation might work against them.
    […]
    AGGRON also looks set to serve as tool for evaluating future threats, as well as friendly capabilities. Another internal job listing the Navy issued on Aug. 13, 2020, says that the squadron wants an individual with “cryptologic experience in submarine operations to assist with various Electronic Warfare (EW) projects and act as the UWDC AGGRON EW SME [subject matter expert].”

    Det er på mange måder en god idé at have nogen i Forsvaret som bliver specialister i modstanderens tilgang til krig. Ikke alene skal de studere de andres doktrin, men de skal også udføre den under øvelser. De får med andre ord fjendens doktrin helt ind under huden. Det må give et fantastisk rygstød til ens egen doktrinudvikling at man har nogen i organisationen der har til opgave at blive inspireret af modstanderen og at sætte fingeren på ens ømme punkter.

    En bemærkelsesværdig detalje er at Rusland og Kina, som er USAs primære modparter i det maritime miljø, begge opererer mange dieselelektriske kystubåde. Det er således en opgave at imitere denne trussel over for amerikanske skibe under øvelser. Sagen er imidlertid at USA ikke selv har nogen dieselelektriske ubåde, så de har en mangel i deres materielbeholdning for at kunne gennemføre realistiske øvelser. Det åbner nogle samarbejdsmuligheder for lande som Tyskland og Sverige, der netop har en god beholdning af moderne og lydløse dieselelektriske kystubåde med luftuafhængig fremdrivning.

  • Branden på USS Bonhomme Richard får operative konsekvenser for US Navy

    Branden på USS Bonhomme Richard får operative konsekvenser for US Navy

    Branden på landgangsskibet Bonhomme Richard får store konsekvenser for den amerikanske flådes evne til at opstille styrker i den kommende tid. Skibet var netop ved at færdiggøre en flerårig opgradering som blandt andet skulle sætte det i stand til at operere marinekorpsets F-35B kampfly. Opgraderingen har kostet 250 millioner dollars.

    Som Bryan McGrath forklarer i en kommentar på War on the Rocks, er landgangsskibe som Bonhomme Richard kernen i de amerikanske såkaldte expeditionary strike groups :

    To provide conventional deterrence and forward-deployed assurance, the U.S. Navy relies on a finite number of force packages. They include the carrier strike group — comprised of a large, nuclear-powered aircraft carrier, a carrier air wing, and three to five surface combatants (cruisers and destroyers) and logistics ships — and the expeditionary strike group — comprised of an amphibious assault ship (such as the Bonhomme Richard), two additional amphibious warships, and a Marine expeditionary unit of over 2,000 marines whose mobility is provided by the ships and aircraft of the overall expeditionary strike group. Additionally, one to two surface combatants provide offensive and defensive power to the expeditionary strike group. Attack submarines may be associated with a larger formation but generally operate independently. Moreover, ships deploy independently or in small groups to support combatant commander requirements for exercise participation and other allied engagement.

    The carrier strike group and the expeditionary strike group are, however, the basic formations of U.S. naval power. The ships at the heart of these formations — known colloquially as “big decks” — are large, capable, expensive, and critical.

    USS Bonhomme Richard i brand
    USS Bonhomme Richard i brand den 12. juli 2020 på flådebasen i San Diego. Foto: US Navy

    Det er mildt sagt ødelæggende for de amerikanske operationsplaner at der nu ikke kan formes en expeditionary strike group omkring Bonhomme Richard i de kommende år. Ikke mindst kan det komme til at betyde at presset på de øvrige skibe kommer til at stige, hvilket kan lægge yderligere belastning på den i forvejen hårdt spændte amerikanske flåde. Det er en dårlig nyhed, idet netop manglende tid til vedligeholdelse og træning i de senere år har været en årsag til flere alvorlige ulykker med amerikanske krigsskibe.

  • USA sender krigsskibe ind i Barentshavet for første gang siden 1980’erne

    USA har for første gang i over 30 år sejlet en flådestyrke ind i Barentshavet, meddeler den amerikanske 6. Flåde:

    Three Arleigh Burke-class Aegis destroyers USS Donald Cook (DDG 75), USS Porter (DDG 78), USS Roosevelt (DDG 80) are supported by fast combat support ship USNS Supply (T-AOE 6), and joined by the Royal Navy’s HMS Kent (F 78) to assert freedom of navigation and demonstrate seamless integration among allies.

    Det er i sig selv opsigtsvækkende at amerikanerne så tydeligt sender en flådestyrke helt ind i Ruslands baghave. Det er et afskrækkende signal som man dårligt kan misforstå: Hvis krigen kommer, er det her at amerikanerne ønsker at udkæmpe søkrigen, sådan at der i øvrigt er frihed til at udnytte de maritime forbindelseslinjer over Atlanterhavet.

    Det undrer mig dog en smule at amerikanerne bruger “freedom of navigation” (FONOPS) som en begrundelse for sejladsen. Det kan dårligt forstås som andet end en henvisning til Nordøstpassagen, hvor USA og Rusland er uenige om den havretslige status. USA har tidligere varskoet at de ville gennemføre FONOPS i Arktis, men det har været uklart hvad det præcist indebar. Det er et enormt følsomt emne, hvor man ikke på forhånd kan afvise at russerne kunne finde på at reagere med magt over for de amerikanske skibe. Jeg tænker ikke at de direkte ville skyde på det amerikanske skib, men man kunne måske godt forestille sig kontrollerede kollisioner eller noget i den stil.

    Så langt kommer det næppe i denne omgang. Nordøstpassagen er lukket af is på denne årstid, så den aktuelle flådestyrke vil med stor sikkerhed trække sydover igen om nogle dage. Det er således et eksempel på aggressivt flådediplomati, som vi er vidner til. Men fra russisk side må det være alt andet end behageligt at kigge på at de vestlige skibe øver sig i at operere i et område hvor man kommer virkelig tæt på russiske kerneinteresser.

  • Hvorfor FONOPs i den russiske del af Arktis ikke er en god ide.

    I denne artikel på warontherocks.com forklarer David Auerswald, hvorfor den amerikanske flåde ikke bør gennemføre “Freedom of Navigation Operations” i gennem The Northern Sea Route, som det ellers er den proklamerede hensigt ifølge flere ministre i den amerikanske regering.

    The long-run implications are dire should a FONOP fail, even if it did not lead to a military confrontation. Failure would build perceptions that the United States can’t compete in the Arctic and that Russia can get away with violating freedom of navigation when challenged. Such failure could have ripple effects for NATO’s posture in the High North, and for future Russian behavior.

    Rusland har store strategiske og økonomiske interesser i den arktiske region, hvilket forventeligt betyder, at russerne vil fastholde deres opfattelse af at have legitime krav på at kunne kontrollere søruten langs Ruslands nordkyst. Samtidig er der risiko for , at FONOPs i den russiske del af Arktis vil skabe bekymring i Canada om, hvorvidt USA aktivt vil modsætte sig Canadas fastholdelse af, at søruten gennem den canadiske del af Arktis er nationalt farvand.

    Auerswald argumenterer for, at USA i stedet bør tænke langsigtet og gennemføre planerne om at bygge isbrydere. Ikke for at kunne gennemføre FONOPs, men for at kunne operere i egen del af Arktis og til støtte for NATO allierede.

    Finally, the United States needs to rethink Arctic maritime operations writ large.  It should build icebreakers and ice-capable surface ships, not for Arctic FONOPs but to support search and rescue operations in and maritime control of Alaskan waters. Those capabilities could also address American defense responsibilities toward NATO allies Canada, Denmark, Iceland, and Norway. Until then, the United States should be very, very cautious about saber-rattling in the Russian Arctic, and do so only after thinking through the long-term implications of failure and success.