Krigskunst.dk

Tag: Rusland

  • Ny svensk rapport stiller skarpt på russiske missiler og A2/AD

    Ny svensk rapport stiller skarpt på russiske missiler og A2/AD

    Det svenske Totalförsvarets Forskningsinstitut (FOI) har udgivet en ny rapport om russisk A2/AD (Anti-Access/Area Denial). Rapporten hedder Beyond Bursting Bubbles, og det er en opfølger til sidste års meget berømte rapport Bursting the Bubble.

    I den første rapport stillede FOI nogle vigtige spørgsmålstegn ved de russiske kapaciteter. Dels påpegede de svenske forskere at Ruslands missiler har nogle begrænsninger som ofte bliver overset i den vestlige debat, og dels kritiserede de den udbredte praksis med at tegne skræmmende – men i store træk misvisende – farecirkler på landkort omkring russiske missilbatterier. Det var således svenskernes ambition at punktere myten om uigennemtrængelige russiske A2/AD-bobler.

    Den nye rapport er en antologi med bidrag fra en række forskere som leverer hver deres vinkel på russisk A2/AD. De forskellige kapitler giver således blik på alt fra tekniske over taktiske til strategiske emner. Jeg har været så heldig at få lov til at bidrage med et kapitel, hvor jeg fokuserer på det operative aspekt af A2/AD. Jeg forsøger heri at bygge videre på konklusionerne fra FOIs første rapport, hvor der mest var et taktisk fokus. Det prøver jeg at give en operativ overbygning, og det fører frem til nogle tanker om det som jeg foreslår at kalde operative modforholdsregler mod A2/AD.

    Den samlede liste over forfattere til Beyond Bursting Bubbles er:

    • Michael Jonsson og Robert Dalsjö, FOI (Sverige)
    • Justin Bronk, Royal United Service Institute (Storbritannien)
    • Douglas Barrie, International Institute for Strategic Studies (Storbritannien)
    • Jamie Meighan, Royal Air Force (Storbritannien)
    • Sam J. Tangredi, US Naval War College (USA)
    • Anders Puck Nielsen, Forsvarsakademiet (Danmark)
    • Ilmārs A. Lejiņš, Nacionālie bruņotie spēki (Letland)
    • Robin Häggblom, forsvarsdebattør, (Finland)
    • Alexander Lanoszka, University of Waterloo, (Canada) og Luis Simón, Vrije Universiteit Brussel (Belgien)
    • Keir Giles, Chatham House (Storbritannien)
    • Ben Hodges, The Center for European Policy Analysis (USA)

    Som noget nyt har jeg kastet mig ud i at lave en kort YouTube-film, så nedenfor kan du høre mig forklare de væsentligste pointer i mit eget kapitel.

  • USA sender krigsskibe ind i Barentshavet for første gang siden 1980’erne

    USA har for første gang i over 30 år sejlet en flådestyrke ind i Barentshavet, meddeler den amerikanske 6. Flåde:

    Three Arleigh Burke-class Aegis destroyers USS Donald Cook (DDG 75), USS Porter (DDG 78), USS Roosevelt (DDG 80) are supported by fast combat support ship USNS Supply (T-AOE 6), and joined by the Royal Navy’s HMS Kent (F 78) to assert freedom of navigation and demonstrate seamless integration among allies.

    Det er i sig selv opsigtsvækkende at amerikanerne så tydeligt sender en flådestyrke helt ind i Ruslands baghave. Det er et afskrækkende signal som man dårligt kan misforstå: Hvis krigen kommer, er det her at amerikanerne ønsker at udkæmpe søkrigen, sådan at der i øvrigt er frihed til at udnytte de maritime forbindelseslinjer over Atlanterhavet.

    Det undrer mig dog en smule at amerikanerne bruger “freedom of navigation” (FONOPS) som en begrundelse for sejladsen. Det kan dårligt forstås som andet end en henvisning til Nordøstpassagen, hvor USA og Rusland er uenige om den havretslige status. USA har tidligere varskoet at de ville gennemføre FONOPS i Arktis, men det har været uklart hvad det præcist indebar. Det er et enormt følsomt emne, hvor man ikke på forhånd kan afvise at russerne kunne finde på at reagere med magt over for de amerikanske skibe. Jeg tænker ikke at de direkte ville skyde på det amerikanske skib, men man kunne måske godt forestille sig kontrollerede kollisioner eller noget i den stil.

    Så langt kommer det næppe i denne omgang. Nordøstpassagen er lukket af is på denne årstid, så den aktuelle flådestyrke vil med stor sikkerhed trække sydover igen om nogle dage. Det er således et eksempel på aggressivt flådediplomati, som vi er vidner til. Men fra russisk side må det være alt andet end behageligt at kigge på at de vestlige skibe øver sig i at operere i et område hvor man kommer virkelig tæt på russiske kerneinteresser.

  • Svalbard udforder igen forholdet mellem NATO og Rusland

    Svalbard giver igen anledning til problemer i forholdet mellem Norge og Rusland, og det kan potentielt blive et alvorligt problem for NATO. I sidste uge kunne Berlingske rapportere:

    Rusland optrapper beskyldninger mod Norge i Arktis. Nu mener Moskva, at nordmændene krænker en 100 år gammel traktat. Norge undrer sig over den barske beskyldning.

    Situationen var i forvejen anspændt. Nu truer et skænderi mellem Norge og Rusland med at udvikle sig til en egentlig diplomatisk krise.

    Rusland har de seneste måneder klaget over angivelige krænkelser af stormagtens rettigheder på den norske øgruppe Svalbard.

    Nu går Moskva skridtet videre. Ifølge den russiske regering har Norge med sin fremfærd brudt den traktat, der har dannet ramme om det fredelige samarbejde i området siden 1920.

    Det er svært at overvurdere hvor alvorlig den her uenighed er omkring Svalbard. I Nordeuropa er der typisk to scenarier som går igen når det handler om et seriøst potentiale for konflikt mellem NATO og Rusland. Det ene er en russisk invasion af de baltiske lande, og det andet handler om Svalbard. Øgruppens juridiske status er kompliceret, og der er reelle uoverensstemmelser mellem Rusland og Norge. Svalbardtraktaten rundede 100 år for et par uger siden, og mange ting har ændret sig siden da, både teknologisk og juridisk. Eksempelvis er staternes økonomiske zoner i havområderne blevet udvidet, og det er ikke indlysende om Svalbardtraktaten gælder området rundt om øerne, eller om det alt sammen tilfalder Norge. Det er således ikke givet at Norge har ret i deres krav, for Rusland har nogle legitime pointer til deres fordel.

    Det store problem er at Svalbard er sårbart som mål for såkaldte hybride operationer. Det at Rusland har nogle legitime interesser koblet med Svalbards status som ikke-militariseret område gør det nærliggende at forestille sig hvordan Rusland kan udnytte netop denne konflikt med Norge til at udfordre sammenhængskraften i NATO. Der er en meget bred palet af forskellige redskaber som man kan forestille sig at bringe i spil hvis man gerne vil udnytte Svalbard i et politisk spil. Og til en vis grad er det jo nok allerede det vi ser når det russiske udenrigsministerium taler konflikten op i et offentligt rum.

  • Folk & Sikkerheds nye podcast er værd at følge

    Forsvarspodcasten er et spændende initiativ fra Folk & Sikkerhed. Jeg kan varmt anbefale at følge den i din foretrukne podcast-afspiller. Her taler journalist Jan Simmen med gæster om relevante emner inden for dansk sikkerhed og forsvar. Tredje episode er netop offentliggjort, og her er militæranalytikerne Hans Peter Michaelsen og Torben Engen i studiet til en samtale om en usikker verden og konsekvenserne for Danmarks forsvar.

    Jeg var selv gæst i den første udsendelse, som du kan høre i afspilleren nedenfor. Her diskuterede jeg truslen fra Rusland med Jeppe Plenge Trautner. Det var en rigtig god debat. Jeg må hellere med det samme indskyde at overskriften er baseret på Jeppes udsagn, for jeg ser ikke 50 procents risiko for en krig med Rusland. Det sjove ved at diskutere med Jeppe er at han altid har tankevækkende pointer, selvom vi er uenige om mange konklusioner. Så her er et oplagt sted at starte hvis du har lyst til 40 minutters intens meningsudveksling om de militære scenarier med Rusland.

  • Hvorfor FONOPs i den russiske del af Arktis ikke er en god ide.

    I denne artikel på warontherocks.com forklarer David Auerswald, hvorfor den amerikanske flåde ikke bør gennemføre “Freedom of Navigation Operations” i gennem The Northern Sea Route, som det ellers er den proklamerede hensigt ifølge flere ministre i den amerikanske regering.

    The long-run implications are dire should a FONOP fail, even if it did not lead to a military confrontation. Failure would build perceptions that the United States can’t compete in the Arctic and that Russia can get away with violating freedom of navigation when challenged. Such failure could have ripple effects for NATO’s posture in the High North, and for future Russian behavior.

    Rusland har store strategiske og økonomiske interesser i den arktiske region, hvilket forventeligt betyder, at russerne vil fastholde deres opfattelse af at have legitime krav på at kunne kontrollere søruten langs Ruslands nordkyst. Samtidig er der risiko for , at FONOPs i den russiske del af Arktis vil skabe bekymring i Canada om, hvorvidt USA aktivt vil modsætte sig Canadas fastholdelse af, at søruten gennem den canadiske del af Arktis er nationalt farvand.

    Auerswald argumenterer for, at USA i stedet bør tænke langsigtet og gennemføre planerne om at bygge isbrydere. Ikke for at kunne gennemføre FONOPs, men for at kunne operere i egen del af Arktis og til støtte for NATO allierede.

    Finally, the United States needs to rethink Arctic maritime operations writ large.  It should build icebreakers and ice-capable surface ships, not for Arctic FONOPs but to support search and rescue operations in and maritime control of Alaskan waters. Those capabilities could also address American defense responsibilities toward NATO allies Canada, Denmark, Iceland, and Norway. Until then, the United States should be very, very cautious about saber-rattling in the Russian Arctic, and do so only after thinking through the long-term implications of failure and success.

  • Ruslands Østersøflåde og dansk flådestrategi

    Ruslands Østersøflåde og dansk flådestrategi

    Jeg har skrevet en ny artikel om Ruslands Østersøflåde og de militære implikationer for Danmark, som er blevet publiceret i Scandinavian Journal of Military Studies. Det er en grundig gennemgang af skibssammensætningen i Ruslands Østersøflåde, og artiklen fører frem til en række betragtninger om hvilke typer af krig og konflikt som Danmark skal forberede sig på at håndtere. På sin vis er Østersøflåden en paradoksal indgangsvinkel til en diskussion om dansk flådestrategi:

    I denne artikel viser jeg at den russiske Østersøflåde ikke er skræmmende. Den består af ret få skibe, og de fleste er ganske små. Det er et underligt antiklimatisk udgangspunkt for betragtninger om en militær trussel mod Danmark. Men netop derfor er det også vigtigt at starte med Østersøflåden for at forstå hvordan den maritime udfordring i dag er anderledes end under Den Kolde Krig.

    En væsentlig pointe er at de store kampenheder (støtteskibe og fregatter) i tilfælde af en krig mod Rusland vil have deres primære opgaver i Nordsøen og Atlanterhavet, og at de derfor ikke vil være tilgængelige til at løse opgaver i dansk farvand. Artiklen fører frem til nogle anbefalinger for udviklingen af dansk forsvar, herunder:

    • Anskaffelse af korvetter til Søværnet
    • Indkøb af flere SM-2 missiler til Søværnets fregatter
    • Opgradering af fregatterne med SM-6 missiler
    • Anti-skibsmissiler til F-35 kampflyene
    • Øgede investeringer i et robust maritimt beredskab over for hybride trusler
    Østersøflådens korvet Boiky fotograferet i Storebælt den 26. juni 2019. Foto: Thomas Nilsson

  • Hvordan bliver man admiral i Rusland?

    Hvordan bliver man admiral i Rusland?

    Hvordan bliver man egentlig admiral i den russiske flåde? Det spørgsmål har Dmitry Gorenburg og Kasey Stricklin stillet sig selv, og det har resulteret i en artikel i War on the Rocks.

    Admiral Nikolaj Evmenov, flådechef i Rusland. Foto: mil.ru.

    Det er en interessant artikel, men måske mest for det lidt nørdede Ruslands-interesserede publikum. Ganske vist argumenterer Gorenburg og Stricklin overbevisende for at topofficerer er afgørende for udformningen af landets forsvars- og udenrigspolitik, og at det derfor er vigtigt at følge med i hvem der får hvilke poster. For eksempel nævner de at Rusland står over for store flådestrategiske valg som dette:

    The Russian Navy’s future leaders will have to choose whether to continue in the direction pursued by its recent leadership or to seek to develop a fully-fledged blue water navy that can compete with the United States in the open seas.

    I resten af artiklen beskæftiger de sig imidlertid med en masse karriereskridt der skal til for at blive admiral, og hvilke personer det er værd at holde øje med. De kommer desværre ikke nærmere ind på hvad disse personer står for rent ideologisk, og derfor kan man ikke bruge artiklen til at udlede svar på hvordan de vil påvirke flådens strategiske valg.

    Men derfor kan man nu stadig godt udlede nogle interessante konklusioner om hvordan Ruslands flåde er som arbejdsplads. Ganske kort opsummeret kan man sige at hvis man gerne vil blive admiral, så er der nogle karriereskridt som er fordelagtige:

    Den tidlige karriere: Som ung officer (op til cirka kommandørkaptajnniveauet) er det en fordel at opnå operativ erfaring. Det gælder ikke nødvendigvis om at gøre hurtig karriere, og det kan faktisk være en fordel at være lidt længere tid om at blive udnævnt og i stedet få mere operativ tjeneste. Det er en fordel hvis man gider at gøre karriere i “udkantsrusland”, da man så som ungt talent har mindre konkurrence og får lov til at stråle. Der er ikke nogen værdi i at skifte mellem Ruslands forskellige flåder i de tidlige år af karrieren, og de mest succesfulde officerer er typisk begyndt karrieren med en lang periode i Stillehavsflåden.

    Den senere karriere: Senere i karrieren skal man skifte job ofte, og man skal have de rigtige krydser i bogen. Man skal skifte mellem de forskellige flåder, og man skal veksle mellem stabstjeneste og operativ tjeneste. Det er en god idé at få stabserfaring fra flådekommandoen i Moskva, men dog først efter at have nået rang af kontreadmiral. Hvis man skal helt til tops, skal man helst have været chef for Sortehavsflåden eller Nordflåden.

    Ingen af disse ting er specielt overraskende. Faktisk er det mest slående måske at det typiske karriereforløb for en admiral i Rusland er så sammenligneligt med det som man ville forvente i vestlige lande. Det lyder i store træk som den karrierevejledning vi modtog da jeg blev færdig på officersskolen i sin tid: Sørg for at få en masse operativ erfaring som ung officer og brug gerne nogle ekstra år på det. Senere hen kan udnævnelserne komme med få års mellemrum, og så skal du være fleksibel og skifte job ofte.

  • Stadig mystik om årsag til kæmpe eksplosion ved russisk base for missiltests

    Den seneste uge har der været meget diskussion om hvorvidt en eksplosion ved Novaya Zemlya den 8. august kan være resultatet af en mislykket test med det eksperimentelle missil Burevestnik. Det er et atomdrevet krydsermissil med uendelig rækkevidde. Mistanken skyldes dels det forhold at der efter eksplosionen var en kortvarig forhøjet radioaktiv stråling i området, og dels at andre lande tidligere har opgivet forsøg med den slags missiler fordi det blev vurderet at være for farligt.

    Men Michael Kofman, der er ekspert i russiske militære forhold, mener ikke at den hypotese holder. Det beskriver han i et blogindlæg på sin hjemmeside:

    Here is the most likely scenario as I see it. The explosion was not a missile launch test, and it was not Burevestnik, no matter how much arms control wonks want to think it was. It’s just unlikely based on the scant information available about the incident.

    I stedet mener han at det måske kan være en mislykket test af et andet missil (fx det hypersoniske sømålsmissil Tsirkon), som var pakket ind i en form for atomdrevet varmebeholder.

    Kofman har en tendens til at blive så teknisk i sine forklaringer at det kan være svært at følge med. Men i det mindste må man sige at det stadig er uafklaret hvad det præcist var som eksploderede ved Novaya Zemlya.

    Opdatering: Matt Bodner udtrykker en tilsvarende skepsis ved Burevestnik-teorien i denne episode af The Russia Guy Podcast. Han gør det knapt så teknisk og sandt være sagt nemmere forståeligt end Kofman.

  • Heftig russisk flådeaktivitet omkring Norge

    Der er gang i de russiske flådeaktiviteter for tiden. Først var der den årlige flådeparade i Sankt Petersborg den 28. juli. Den blev efterfulgt af den ganske store øvelse “Ocean Shield” i Østersøen samt en større øvelse for Nordflåden. Og i perioden 14.-17. august har Rusland så aflyst større skydeområder ud for Norges kyst.

    Det er en bemærkelsesværdig høj øvelsesaktivitet. Ifølge Kjetil Stormark fra den norske blog aldrimer.no er den norske regering bekymret:

    Regjeringen uttrykker nå bekymring over den varslede og langt hyppigere og mer pågående russiske øvingsaktiviteten tett på norsk territorialfarvann.
    — Vi har over tid sett en utvikling der Russland opptrer stadig mer selvhevdende i våre nærområder. Norge ser med bekymring på dette og vil følge nøye med på den ventede russiske øvingsaktiviteten, sier (forsvarsminister, red.) Bakke-Jensen i pressemeldingen.

    Aldrimer.no har også prøvet at lave en mere detaljeret beskrivelse af de russiske aktiviteter ud for Norges kyst.