Tag: Søværnet

Sune Hansen har skrevet en spændende observation på krigsvidenskab.dk under titlen SM-2 block IIIA – Muligheder og begrænsninger:

Udregningerne herover viser tydeligt, at en fregat, der opererer alene, ikke vil kunne udnytte SM-2 missilets fulde potentiale af den simple årsag, at den ikke vil være i stand til at detektere mål under 7500 ft. Dette illustrerer de fysiske begrænsninger, jordens krumning præsenterer, hvilket kan være katastrofalt for en fregat, der opererer alene, da den vil være enorm sårbar over for jagerfly i lav højde. Disse fly kan engagere enheden med moderne anti-skibs missiler, uden fregatten kan detektere dem, før de bryder radarhorisonten. I sådanne tilfælde er det ligegyldigt, om man forsvarer sig med SM-2 eller blot ESSM missilet, som er Søværnets nuværende anti-luft forsvars missil med en rækkevidde på ca. 10 nm.

På trods af titlen på Sunes indlæg må man nok sige at han beskæftiger sig noget mere med begrænsningerne ved missilet end med mulighederne. Det er imidlertid også på sin plads. Danmark har med valget af den gamle Block IIIA-version af SM-2 købt et missil der blev udviklet i 1980’erne, og som ikke længere kan kaldes moderne. Det er værd at have i baghovedet når vi i de kommende år installerer missilerne, at der ikke er tale om en løsning som fremtidssikrer de danske fregatter i forhold til moderne lufttrusler.

For noget tid siden udgav Ræson en analyse som jeg havde skrevet om flådemissionen i Hormuzstrædet, men den var gemt bag en betalingsmur. Det problem er nu løst, og der er åben adgang for alle. Jeg synes stadig at analysen holder, selvom en pandemi i mellemtiden har gjort det hele om muligt endnu mere kompliceret. Analysen kan læses her:

Militæranalytiker Anders Puck Nielsen om flådemissionen i Hormuz: Danmark og Europa er fanget i en kattepine – og Iran bestemmer, hvornår vi slipper ud

Er tiden inde til at genoverveje kapervæsen som redskab i en stormagtskonflikt? Det er forslaget i en ny artikel i det amerikanske tidsskrift Proceedings af oberst Mark Cancian og Brandon Schwartz. Deres påstand er at USA ved at udstede kaperbreve kan mobilisere den private sektor i en konflikt med Kina:

Letters of marque could be issued quickly, with privateers on the hunt within weeks of the start of a conflict. By contrast, it would take four years to build a single new combatant for the Navy. During the Revolutionary War and the War of 1812, privateers vastly outnumbered Navy ships, with one U.S. official calling privateers “our cheapest and best navy.” Though many were lost, thousands sailed and disrupted British trade. British officials complained they could not guarantee the safety of civilian trade.

Privateering constitutes a once universally accepted but now thoroughly unconventional way of harnessing the private sector in war.

Forfatterne bemærker at Kina har en meget stor handelsflåde som er sårbar over for angreb. Samlet har Kina og Hong Kong omkring 4300 handelsskibe og 2500 fiskeskibe som private firmaer kan gå efter. Til sammenligning har USA kun 246 handelsskibe, hvilket til min store overraskelse betyder at USA på papiret har flere krigsskibe end handelsskibe. Kaperi vil altså indebære en asymmetrisk fordel for USA, fordi man ikke selv er særligt sårbar på dette område.

Jeg synes forfatterne mangler en mellemregning eller to i deres argument. For det første er det ikke rigtigt at USA kun har så få handelsskibe. Amerikanske rederier opererer markant flere skibe, men de er registreret under bekvemmelighedsflag. Det vil Kina formentlig blæse på i en stormagtskonflikt, så de vil også kunne gå efter amerikanske skibe der sejler under flag fra Bermuda, Liberia og andre steder med fordelagtige skatteregler.

Derudover mangler forfatterne at forholde sig til det problem at den internationale maritime økonomi på alle måder er multinational. Skibe er indregistreret i ét land, men ladningen ejes typisk af nogen i andre lande. Skibene benytter havnefaciliteter og understøtter infrastrukturen i endnu flere lande, og besætningen er sammensat med en bred vifte af nationaliteter. Hvis man kaprer et skib med kinesisk flag, kan man hurtigt have lagt sig ud med flere håndfulde af andre lande. Gennem søkrigshistorien har det ofte været de neutrale parter i en krig som satte grænserne for flådemagternes handlemuligheder, og det kan meget vel også vise sig at være tilfældet her.

Endeligt er der det problem at kapervirksomhed egentlig ikke er lovligt i henhold til international lov, men her argumenterer forfatterne for at dette ikke gælder for USA.

Personligt tror jeg ikke at tanken har gang på jorden, men den er da interessant at lege med. I stigende grad er USA nødt til at overveje hvilke metoder der kan bringes i spil i en total konflikt med Kina. På en eller anden måde vil private militærfirmaer skulle spille en rolle, også selvom det måske ikke lige er i rollen som legale sørøvere.