Uddannelseskonsulent Martin Hans Jensen deltager for tiden som observatør på kurset “SEA POWER”, som gennemføres ved Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. Som del af kurset har deltagerne beskæftiget sig med problemstillingerne omkring grænsedragning i Det Sydkinesiske Hav. Det har fået Martin til at skrive et indlæg på sin blog, hvor han beskriver problemstillingerne i det Sydkinesiske Hav og mulige afledte konsekvenser i andre maritime regioner – herunder Arktis.
Normalt bliver jeg ikke fanget helt så meget ind i det fagfaglige indhold, da min opgave primært er at støtte, rådgive og observere på de pædagogiske og teknologiske greb underviseren benytter sig af, men et af temaerne fangede min fulde opmærksomhed. Det handlede om Det Sydkinesiske Hav, og hvordan Kina kontrollerer dette hav med hård hånd. Ja, det hører man jo faktisk også om fra tid til anden i medierne, men jeg havde glemt (og måske heller ikke helt indset) hvor ekstremt højspændt dette område af verden er.
Efter det seneste angreb mod et olieanlæg i Saudi Arabien har landet ifølge det officielle nyhedsbureau Saudi Press Agency besluttet at deltage i den USA ledede maritime operation i området omkring Hormuz Strædet. Truslen mod landets olieproduktion og -eksport blev i lørdags meget reel og har ført til, at Saudi Arabien nu slutter sig til USA, Storbritannien, Australien og Bahrain i operationen med den mundrette betegnelse ‘International Maritime Security Construct’ (IMSC).
The Kingdom’s decision to participate is based on its declared support for regional and international efforts to deter threats to maritime safety. The Kingdom will work with its allies to ensure the security of energy routes and the continued flow of supplies to the global economy, and to maintain international peace and security.
Den danske regerings beslutning vedrørende dansk deltagelse i en maritim sikkerhedsoperation i området lader fortsat vente på sig. Såfremt et dansk bidrag besluttes bliver det dog formentlig ikke i regi af IMSC.
2. sep. 2019 havde Thomas Belsø et indlæg på Krigskunst.dk om hvorvidt Danmark skal genetablere et marineinfanteri. Dette skal ses som en opfølgning på hans indlæg, som denne forfatter i øvrigt generelt set er meget enig i, men har et par ekstra kommentarer til.
Den 4 juli, 2019, blev en Iransk supertanker bordet og tilbageholdt ud for kysten til Gibraltar. Det drejede sig om skibet Grace 1, som var mistænkt for at bringe olie til Syrien, og den Britiske regering sendte et hold soldater ned for at hjælpe med at arrestere skibet. Den enhed der stod for bordingsaktionen var fra 42 Commando, Royal Marines.
Royal Marines Commando (RMC), er en interessant militær enhed. De er en let eliteenhed der historisk har været en del af Royal Navy (RN), men som de seneste mange år mere har fungeret som en ”hærenhed” der tilfældigvis rangerede under flådens administration. I 2017 blev det dog besluttet at ændre RMC tilbage mod dets mere maritime natur med øget fokus på træning til operationer på skibe m.m.
Behov
RMC er en interessant enhed af mange grunde, og set med danske briller er der flere ting der gør at enheden bør få ekstra opmærksomhed. Eksempelvis blev det den 10. juli offentliggjort at danske rederier nu har den femtestørste handelsflåde målt på tonnage. I den forbindelse blev det endvidere påpeget af Danmarks Rederiforening at der trods en positiv udvikling stadig er betydelige problemer med pirateri omkring Afrika, og at det er en udfordring med risiko for både liv, gods og skibe. Hvor en dansk udgave af RMC ville være interessant, ville blandt andet være muligheden for at placere sikringsstyrker på de danske skibe der sejler igennem farvand, hvor pirater eller fjendtligsindede nationale aktører operer.
En sådan sikringsstyrke kaldet “Søværnets Særlige Maritime Indsatshold” (SMI), har allerede været afprøvet. Det foregik ved Somalia, og SMI-holdet bestod af personel fra Frømandskorpset, Militærpolitiet og sprængstofeksperter, der opererede sammen under en langvarig deployering af et dansk krigsskib. Bording-teams fra Søværnet har vist sig at være en succes, men der er en del udfordringer med dem. Der er tale om specialuddannede folk som enten skal medbringes ekstra (som frømændene), eller potentielt være en del af besætningen, hvilket lægger yderligere pres på arbejdstid og uddannelsesniveauet.
Bordinghold fra 42 Commando. Foto: Royal Navy
SMI-holdet var en succes, men det blev bemærket at frømandskorpset overordnet set blev presset af antallet af samtidige missioner. Frømændene er en specialenhed med mange kompetencer, og de er vidt efterspurgt for deres evner. Dette er et problem da prioriteter kan ændre sig, så behovet for netop deres evner er større andetsteds. Det kan efterlade danske skibe (og danske interesser) uden en sikring. Det bør således noteres, at en dansk RMC-enhed ikke ville skulle indgå i allerede eksisterende tal i skibets besætning, men særskilt skulle medbringes, for på denne måde at give den fleksibilitet som frømændene ofte har givet.
Rederierne har (når frømændene og flåden ikke har været til rådighed) måttet kigge efter andre løsninger. Disse går fra kraftig fart gennem farvandet over bevæbning af besætning til private vagtværn (lejesoldater). Ofte har man desværre set at rederierne (set med internationale øjne) accepterer risikoen og mulighed for at udbetale løsesum for besætningen, skib og last.
To problemstillinger skiller sig særligt ud: bevæbning af besætning og private vagter. Ved bevæbningen af besætningen går disse fra at være ”nemme mål” der kan kidnappes til at være mål der skal neutraliseres. Resultatet af dette bliver at besætningen udsættes for en endnu større risiko for at blive slået ihjel, hvis det skulle lykkes piraterne at komme ombord. Hvis man skal sikre at besætningen ikke er til fare for sig selv, er der også et behov for uddannelse i våbensikkerhed.
I forhold til de private vagter, så kan disse være en udmærket løsning i farvande med pirater. Langt mere alvorligt bliver det, når statslige aktører blander sig, sådan som særligt den Iranske Revolutionsgarde gør det i disse dage i Hormuz. Danske rederier har fravalgt britiske vagter, da de blev anset som en forhøjet risiko for skibet. Resultatet af dette er at danske handelsskibe har meget få muligheder i områder med konflikt, og at nogle af disse muligheder måske endda kan forværre situationen.
Dette må ses som uacceptabelt for et land der er så
afhængigt af havet som Danmark.
Organisation
Klogere hoveder vil sikkert kunne udregne en mere konkret størrelse for en eventuel dansk RMC-enhed, men afhængigt af hvor mange opgaver enheden skal løse, kan størrelsen veksle betydeligt. Skal den kun arbejde med sikring af skibe, vil størrelsen blive mindre, end hvis enheden også skal kunne sikre havne og anden infrastruktur. Endeligt kan Arktis komme i spil, hvor man kan forestille sig et større behov for bordingoperationer som følge af den øgede trafik. I udgangspunktet vil der være tale om et relativt beskedent antal soldater, for at enheden kan opfylde de primære mål, men omvendt kan det også ende med at kræve en enhed af en ikke ubetydelig størrelse hvis der er flere opgaver.
Det bør også gøres klart, at en RMC-enhed ikke er en frømandsenhed, lige som US Marines ikke er Navy Seals. Der vil være tale om en enhed med en høj professionel standard, men ikke på samme niveau som specialstyrker. Resultatet bliver at enheden vil appellere til samme målgruppe som Frømandskorpset, men dog har et bredere rekrutteringsgrundlag.
Rent navnemæssigt har Danmark allerede en enhed på Bornholm med et beslægtet navn, men i praksis er der meget langt fra denne enhed til en egentlig commando-enhed. Ikke desto mindre ville placeringen på Bornholm være et udmærket udgangspunkt. Grundet det overordnede formål med enheden bør enheden rangere under Søværnet.
Formål
Så hvad ville en dansk RMC-enhed bidrage med? Hvor stor ville enheden skulle være? Hvilke kritiske punkter ville den skulle støtte for at man kan sige at det giver mening at bruge tid, energi og penge på den?
Enhedens størrelse vil skulle afspejle muligheden for rotation af de forholdsvis små grupper som udsendes. Desuden skal den tilgodese uddannelse og træning med andre landes enheder, særligt Hollands, Storbritanniens og Frankrigs marineenheder. Men lige som RMC i Storbritannien ville en dansk udgave måske også være oplagt til at træne i vinterkrigsførelse med henblik på forholdene i Arktis og den bredere politiske udvikling deroppe.
Opgaverne for denne enhed ville være alsidige, men med et klart fokus på det maritime miljø. Særligt sikring og forsvar af handelsskibe samt bordingoperationer vil være enhedens speciale. Her bør det nævnes at man fra 2008-16 med SMI netop havde denne kapacitet, men det har man grundet sammenlægninger og formålsændringer ikke længere. Her vil nogle måske tænke at man blot kan sende de samme enheder ud igen, men det er ikke uden videre muligt. Som briterne lagde fokus på i opgaveændringen for 42 Commando, så er denne type operationer meget kompleks – den kræver træning og meget af det. I tilgift mener Briterne at deres SBS-enhed (briternes udgave af frømændene) er bedre brugt andre steder.
Udfordring
Oprettelsen af en dansk RMC-enhed vil medføre et problem som dansk forsvar kender godt: Hvor skal soldaterne komme fra?
Grundet enhedens uddannelsesbehov og den ikke ubetydelige risiko som enheden vil skulle arbejde under, er det udelukket at værnepligtige vil skulle uddannes i enheden. Altså må det være frivillige, der skal fylde enheden. Dette er måske ikke et problem, da RMC-enheden på samme måde som dets søsterenheder blandt vores nære allierede vil anses som meget prestigefyldt. Den vil have mange forskellige opgaver, hvoraf nogle vil være fysisk meget krævende, mens andre som forsvar af dansk shipping vil indebære selvstændig tjeneste i udlandet. Enheder som Frømandskorpset har hvert år et meget stort antal frivillige som søger at komme ind i en af de fornemste enheder i verden. Nogle af dem der ikke klare kravet til optagelse, ville måske være perfekt placeret i en dansk RMC-enhed. Yderligere bør det bemærkes at der ikke vil være en fuldt opstillet enhed før efter nogle år, når uddannelse og rekruttering har sikret at enheden er fuldt operationsdygtig.
42 Commando under en øvelse i Senegal. Foto: Royal Navy
Dette fremmer en anden problemstilling, som heller ikke er
ukendt for forsvaret: Hvor skal pengene komme fra? Og hvor omkostningsfuld
bliver enheden?
Problemerne ligger i at Forsvaret på adskillige områder har behov for nyt udstyr, og man er i gang med at genetablere tidligere kapaciteter: Tilkøb af nye fly, etableringen af den deployerbare brigade, opgradering af kampvogne, skibe og det ikke lille spørgsmål omkring missilforsvaret. Disse områder er enten så langt i deres planlægning eller af en sådan vigtighed, at selv med tilføjelse af flere midler (i den grad som vi har set tidligere), vil det være svært at se at en commando-enhed vil få den nødvendige interesse og støtte. Dog er der et par argumenter som stiller sagen i et lidt andet lys.
Først og fremmest, ville en RMC-enhed være mere i linje med direkte danske interesser. Den ville operere direkte med sikring af handelsskibe under dansk flag, og den ville være en god gevinst for Arktisk kommando, som ville få en dedikeret enhed der kunne være til rådighed til inspektioner af skibe i området omkring Grønland og Færøerne. Derudover ville enheden være oplagt i forbindelse med Joint Expeditionary Force (JEF), hvori flere af de enheder som RNC-enheden ville træne med allerede indgår.
Muligheder
Når Absalon-klassen og/eller Iver Huitfeldt-klassen bliver sendt ud på anti-piraterioperationer, ville det være oplagt at have en lille deling soldater med fra en dansk RNC-enhed. Enheden ville aflaste frømændene som kunne koncentrere sig om mere specialiserede opgaver, og de ville evt. kunne afhjælpe besætningen en smule i hverdagen ombord.
Enheden ville således kunne løfte nogle vigtige opgaver fra andre, der i forvejen har mange vigtige opgaver. Mindst lige så relevant, ville enheden sende et signal om at man tager sikkerhedsspørgsmålet seriøst når det kommer til de danske søfolk, skibe og interesser ude i verden.
Det er klart at en RMC-enhed alene ikke ville kunne gøre det, og de andre værn har også betydelige huller der skal lukkes. Set i forhold til geografi, økonomiske interesser, alliancer m.m. ville en sådan enhed imidlertid være en betydelig gevinst for Danmark.
BBC har en historie om at det britiske skib HMS Albion har gennemført en gennemsejling af Det Sydkinesiske Hav for at understrege at Storbritannien står fast på at området skal reguleres af international lov.
The Chinese told HMS Albion to leave in “an aggressive manner”, taking position “irresponsibly close” to the ship, the BBC’s Jonathan Beale has been told.
The Royal Navy said it was conducting a freedom of navigation exercise “in full compliance with international law”.
But China said the UK had entered its territorial waters without permission.
A source told the BBC that a Chinese warship tailed the Albion from just 200 metres, while Chinese jets flew low over the British warship during the encounter.
For lidt baggrund om konflikten i Det Sydkinesiske Hav, er der en god introduktion i videoerne her.
Ifølge Channel News Asia melder Japan sig i rækken af amerikanske allierede, som ikke er interesserede i at deltage i den amerikanske flådemission til beskyttelse af skibstrafikken i Hormuz-strædet. Modviljen mod deltagelse i den amerikanske indsats begrundes bl.a. med Japans økonomiske interesser i oliehandel med Iran.
Japan overvejer til gengæld en selvstændig indsats i området – hvis Iran ikke modsætter sig…
Japan will not join the United States in a security mission to protect merchant vessels passing through key Middle Eastern waterways and will instead consider deploying its military independently, the Yomiuri newspaper reported on Tuesday (Sep 3). It would also consider including the Strait of Hormuz in the SDF’s sphere of activity if Iran agrees.
Det danske marineinfanteri blev oprettet af Christian d. 4. i 1670. Dengang var opgaven for marineinfanteristerne at stå for kamphandlingerne til søs, mens søfolkene koncentrerede sig om at manøvrere skibet. Over tid blev opgaveporteføljen udvidet til også at inkludere landgang på en fjendtlig kyst. De seneste århundredes søslag er generelt blevet udkæmpet over store afstande ved anvendelse af kanoner og missiler, og dermed har der ikke været det samme behov for marineinfanterister til at borde fjendtlige skibe bevæbnede med musketter og sværd for at nedkæmpe fjenden. Det betyder dog ikke, at marineinfanteriet har udspillet dets rolle.
There are six Royal Marines on HMS Montrose in a state of alert at all times and ready to board and protect any vessels coming under attack.
I forbindelse med den danske indsats mod pirateri ud for Somalia fra 2008 til 2016 etableredes “Søværnets Særlige Maritime Indsatshold” (SMI). Et SMI hold bestod af et antal soldater fra Frømandskorpset, militærpoliti samt sprængstofseksperter fra Søværnets Minørtjeneste (EOD). SMI holdene var trænede og udrustede til at bordingoperationer mod formodede piratskibe samt sikring af civile skibe både før og under angreb. Da SMI konceptet blev etableret, var Frømandskorpset organisatorisk forankret under Søværnet, ligesom som Søværnet havde eget militærpoliti. Med “Aftale på Forsvarsområdet 2013 – 2017” blev det besluttet, at Frømandskorpset skulle underlægges den nyoprettede Specialoperationskommando, samt at værnenes militærpolitikapaciteter skulle sammenlægges i det værnsfælles Forsvarets Militærpoliticenter. Søværnet råder således i dag ikke over egen specialoperationskapacitet og militærpoliti. Sammen med de seneste års reducerede fokus på maritime sikkerhedsoperationer har dette formentlig været årsagen til, at SMI konceptet så småt er gået i glemmebogen.
Givet de store danske interesser i global maritim handel kan vi forventeligt blive mødt med krav om også at bidrage til sikring af maritim infrastruktur. Til det formål vil en form for specialuddannede og -udrustede enheder kunne spille en stor rolle. Spørgsmålet er, hvilket omfang og udformning en sådan dansk kapacitet skal have. Det er muligvis ikke realistisk at genoprette marineinfanteriet som en selvstændig entitet i det danske Forsvar, men mindre kan formentlig også gøre det. En reetablering af det tætte forhold mellem Frømandskorpset og Søværnet og herunder genetablering af SMI konceptet vil give mening, såfremt Søværnet igen skal udføre maritime sikkerhedsoperationer i områder med trusler mod skibstrafikken.
Spørgsmålet er, hvad det vil kræve at opretholde SMI hold på tilstrækkeligt beredskab og træningsniveau, såfremt der går lang tid mellem indsættelser. Og måske er SMI konceptet ikke nok? Måske vi skal overveje at genindføre marineinfanteriet i det danske forsvar?
Hidtil har dræberdroner primært været forbeholdt luftdomænet, hvor missilbevæbnede droner har spillet en betydelig rolle bl.a. i krigen mod terror. I den ikke så fjerne fremtid skal vi formentlig forvente også at se bevæbnede droner i det maritime domæne. US NAVY har i samarbejde med virksomheden Textron Systems udviklet en 40 fods ubemandet overfladedrone, som er i stand til selvstændigt at detektere, måludpege og engagere mål. Dronen, som stadig er på udviklingstadiet, er bevæbnet med et kaliber .50 maskingevær samt HELLFIRE panserværnsmissil, som også anvendes fra flyvende droner.
Selvom dronen potentielt vil være i stand til selvstændigt at engagere identificerede fjendtlige mål, er der angiveligt ingen grund til at frygte et scenarie med fuldt autonome sejlende dræberrobotter, som bliver sluppet løs for at nedkæmpe fjenden. Det er fortsat intentionen, at beslutningen om at affyre våben skal træffes af mennesker og ikke maskinen selv.
We’re not trying to develop weapons where the machine is in control. We are trying to find the right balance – where the human and machine are both doing what they do best. The machine can search autonomously for potential threats and targets while the human can make the decision on those targets and decide when to engage them.
Ifølge US NAVY og US Marine Corps forventes de maritime droner at skulle udfylde anderledes roller end dem, som de flyvende bevæbnede droner er blevet berømte eller berygtede for. De flyvende droner er bl.a. blevet anvendt i selvstændige indsatser mod terrorister eller andre identificerede fjender, som skulle nedkæmpes. Rollen for de sejlende droner forventes primært at være i samspil med konventionelle styrker. Det kunne fx være sikring af en landgangsstyrke eller mobile baser til søs. Man kan fx forestille sig, at dronerne vil udgøre første bølge mod kysten for at nedkæmpe eller reducere truslen forud for en landsætning af styrker.
Hvordan bliver man egentlig admiral i den russiske flåde? Det spørgsmål har Dmitry Gorenburg og Kasey Stricklin stillet sig selv, og det har resulteret i en artikel i War on the Rocks.
Admiral Nikolaj Evmenov, flådechef i Rusland. Foto: mil.ru.
Det er en interessant artikel, men måske mest for det lidt nørdede Ruslands-interesserede publikum. Ganske vist argumenterer Gorenburg og Stricklin overbevisende for at topofficerer er afgørende for udformningen af landets forsvars- og udenrigspolitik, og at det derfor er vigtigt at følge med i hvem der får hvilke poster. For eksempel nævner de at Rusland står over for store flådestrategiske valg som dette:
The Russian Navy’s future leaders will have to choose whether to continue in the direction pursued by its recent leadership or to seek to develop a fully-fledged blue water navy that can compete with the United States in the open seas.
I resten af artiklen beskæftiger de sig imidlertid med en masse karriereskridt der skal til for at blive admiral, og hvilke personer det er værd at holde øje med. De kommer desværre ikke nærmere ind på hvad disse personer står for rent ideologisk, og derfor kan man ikke bruge artiklen til at udlede svar på hvordan de vil påvirke flådens strategiske valg.
Men derfor kan man nu stadig godt udlede nogle interessante konklusioner om hvordan Ruslands flåde er som arbejdsplads. Ganske kort opsummeret kan man sige at hvis man gerne vil blive admiral, så er der nogle karriereskridt som er fordelagtige:
Den tidlige karriere: Som ung officer (op til cirka kommandørkaptajnniveauet) er det en fordel at opnå operativ erfaring. Det gælder ikke nødvendigvis om at gøre hurtig karriere, og det kan faktisk være en fordel at være lidt længere tid om at blive udnævnt og i stedet få mere operativ tjeneste. Det er en fordel hvis man gider at gøre karriere i “udkantsrusland”, da man så som ungt talent har mindre konkurrence og får lov til at stråle. Der er ikke nogen værdi i at skifte mellem Ruslands forskellige flåder i de tidlige år af karrieren, og de mest succesfulde officerer er typisk begyndt karrieren med en lang periode i Stillehavsflåden.
Den senere karriere: Senere i karrieren skal man skifte job ofte, og man skal have de rigtige krydser i bogen. Man skal skifte mellem de forskellige flåder, og man skal veksle mellem stabstjeneste og operativ tjeneste. Det er en god idé at få stabserfaring fra flådekommandoen i Moskva, men dog først efter at have nået rang af kontreadmiral. Hvis man skal helt til tops, skal man helst have været chef for Sortehavsflåden eller Nordflåden.
Ingen af disse ting er specielt overraskende. Faktisk er det mest slående måske at det typiske karriereforløb for en admiral i Rusland er så sammenligneligt med det som man ville forvente i vestlige lande. Det lyder i store træk som den karrierevejledning vi modtog da jeg blev færdig på officersskolen i sin tid: Sørg for at få en masse operativ erfaring som ung officer og brug gerne nogle ekstra år på det. Senere hen kan udnævnelserne komme med få års mellemrum, og så skal du være fleksibel og skifte job ofte.
Efter flere forsinkelser forventes det første af seks nye inspektionsskibe (Offshore Patrol Vessels) til den canadiske flåde at blive leveret senere i år.
Our underlying point is that in the absence of any threat that currently requires even a light gun, why are we building purpose-built Arctic vessels for the navy to essentially duplicate functions that could be fulfilled by the coast guard?
Sådanne vurderinger og opfattelser kan naturligvis sammen med trusselsbilledet ændre sig over tid. Siden 2013 har opfattelsen af forholdet til Rusland og den generelle udvikling i Arktis givet anledning til genovervejelser. I 2017 udtrykte Canadas senat bekymringer over den manglende bevæbning på den nye klasse af inspektionsskibe
These arctic patrol vessels (…) will lack significant force projection in the form of weapons system. These limitations are troubling and raise the question of whether the taxpayers are receiving value for the monies spent.
Som det canadiske eksempel viser, er det vanskeligt, om ikke umuligt, at forudsige, præcis hvilke omstændigheder kommende enheder til Søværnet kommer til at operere under. Trusselsscenarier og opgaveportefølje kan ændre sig markant i løbet af den tid, der går fra indledende projektering til operativ ibrugtagning for slet ikke at tale om den forventede levealder for Søværnets skibe. Dette taler for, at også kommende enheder til Søværnet fra start skal projekteres med størst mulig fleksibilitet for øje.
