Tag: Søværnet

  • Patruljeskib fra Venezuela vædrer passagerskib og synker

    Patruljeskib fra Venezuela vædrer passagerskib og synker

    Når man vædrer nogen, er det vigtigt at det andet skib ikke er mere solidt end ens eget. Det har Venezuelas kystvagt lært på den hårde måde, efter at patruljeskibet GC-23 Naiguata sank tidligere på ugen. Det skete som resultat af at det venezuelanske skib gentagne gange havde vædret det isforstærkede passagerskib Resolute for at få det til at standse. Det skriver The Maritime Executive:

    “While the Resolute was consulting with the home office, the Venezuelan Navy vessel allegedly fired shots and then purposely collided with the Resolute’s starboard side. The ramming was repeateded, the firm said, until the Venezuelan vessel encountered Resolute’s hardened bulbous bow and sustained severe damage. Resolute did not suffer any harm affecting her seaworthiness, and after contacting maritime rescue authorities in Curacao, she waited on scene for one hour, her operator said. After MRCC Curacao released her from the scene, she got under way for Willemstad.”

    GC-23 Naiguata
    Det nu sunkne patruljeskib GC-23 Naiguata. Foto: Wikimedia

    Vædring er ikke nær så gammeldags som det lyder. Det er en udbredt taktik inden for især udøvelse af politiopgaver til søs, hvor det kan anvendes som redskab til at få nogen til at standse som ikke reagerer på andre henstillinger eller varselsskud. For eksempel var vædring i anvendelse da Rusland i 2018 konfiskerede nogle ukrainske skibe i Kerch-strædet, og hvor to russiske kystvagtskibe efterfølgende også kolliderede med hinanden.

    I en dansk kontekst var vædring involveret under en aktion ved Færøerne i 2007, hvor Hvidbjørnen forsøgte at standse den franske fiskeskib Bruix. Det fik ikke fiskeskibet til at standse, men det blev efterfølgende tilbageholdt i en havn i Skotland.

    Kollisionen mellem Hvidbjørnen og fiskeskibet Bruix i 2007 må betegnes som en vædring.

    Så i den kontekst kan man måske overveje om moderne krigsskibsdesign med tynde stålplader og begrænset pansring egentlig giver mening i en tid hvor krigsskibe i stigende grad anvendes til løsning af politiopgaver og til maritime sikkerhedsoperationer.

  • Mission command kræver dygtig anvendelse af stabsprocedurer

    Mission command er den foretrukne militære ledelsesstil i NATO (og de fleste andre lande), og den betyder kort fortalt at man delegerer opgaver til underlagte enheder, men lader det være op til dem at finde ud af hvordan opgaven skal løses. Det er klart mere effektivt i det lange løb end alternativet, som er direkte kommando.

    Men mission command er lettere sagt end gjort. I praksis er der mange grunde til at processen kan gå i hårknude, og man ikke opnår de fordele som egentlig burde ligge i metoden. Det har flotilleadmiral Bill Shafley skrevet om på CIMSEC:

    Mission command won’t likely fail because of a lack of disciplined initiative or trust. It will break down because commanders have not taken the time to truly think through and generate a concise commander’s intent that codifies the information requirements necessary to build decisions upon. It will break down due to the staff’s inability to create an information bill and weigh the staff tax necessary to generate successful mission orders. It will break down because the staff just kept on asking one more innocent question, after another, and after another. It is the commanders who set the tone.

    Shaftley lægger især vægt på dygtig anvendelse af redskaberne “commander’s intent”, “commander’s critical information requirements” og “battle rhythm”. Hvis disse ting lykkes, er der gode vilkår for mission command. Og hvis de ikke bruges på en gennemtænkt måde, får det en kontraproduktiv effekt som ødelægger vilkårene for god militær ledelse.

    Hvis man er interesseret i stabsarbejde, er det værd at læse Shaftleys indlæg.

  • Kan de nye inspektionsskibe også være korvetter i Østersøen?

    Kan de nye inspektionsskibe også være korvetter i Østersøen?

    De arktiske inspektionsskibe står foran en udskiftning. Arktis stiller særlige krav til skibene med en blanding af hårdt vejr i åben sø og en høj isklasse. I den private søfart har man udviklet nye teknologier til at øge operationsvinduet i dårligt vejr samt øge komforten for mandskabet. Brugen af disse vil betyde at skibstypen kan bruges i de hjemlige farvande og på internationale missioner. Indlægget her udforsker nogle ideer til Thetis-klassens afløser fra en lidt anden vinkel end i Martin Bandholms tidligere indlæg om samme emne.

    Flådens arktiske inspektionsskibe af Thetis-klassen er ved at nå deres udløbsdato. I dag ser verden meget anderledes ud. En genopblussen i stormagtsspillet med Kina og Ruslands indtræden og begge som aktive spillere i et Arktis der ikke længere er afmilitariseret zone betyder at situationen i dag er en helt anden end da Thetis-klassen blev undfanget. For en lidt længere diskussion af den fremtidige indsats i Arktis, så har Hans Peter Michaelsen forfattet dette glimrende indlæg.

    Hvidbjørnen
    Thetis-klassen er for nylig opgraderet med bl.a. Seahawk helikoptere, men alderen begynder at vise sig, og de står foran en udskiftning. Samtidig er trusselniveauet steget, og i dag er der brug for mere slagkraftige enheder. Foto: Steffen Fog, Forsvarsgalleriet

    Jeg har selv i et tidligere debatindlæg foreslået at der bør indkøbes maritime patruljefly, og det spiller særligt godt sammen med øget satellitovervågning, da disse to ting til dels søger at mitigere de store afstandes tyranni, som er den strategiske virkelighed i Arktis. Sagt på en anden måde, så er trusselsniveauet i Arktis steget, og det er trusler fra stormagter som Kina og Rusland. Ministeren ønsker også flere skibe i Arktis, men det er svært at se hvor de skal komme fra, da der kun er et fast antal.

    I den hjemlige andedam er trusselsniveauet også steget. Rusland er igen en potentiel fjende og har indtaget Krim i en ulovlig invasion. Hvis nogen af naboerne i Østersøen viser svaghed, så kan noget lignende ske her med en hybrid konflikt. Fregatterne er ofte på langfart og i øvrigt skabt til at supportere en NATO-flåde i tilfælde af en stormagtskonflikt, så de vil ikke altid være tilgængelige for operationer i Østersøen.

    Vi mangler derfor mindre enheder som kan passe på de hjemlige farvande, herunder være eskorteskib i forbindelse med forsyninger til Baltikum i tilfælde af en konflikt. Det danske kongerige er primært hav og øer, så flåden er essentiel for at forsvare Danmark. Mindre enheder er også bedre egnede til piratjagt og andre typer af maritime sikkerhedsoperationer. Flere peger på behovet for slagkraftige korvetter fx efter den finske opskrift for den nye Pohjanmaa-klasse, der både kan lægge miner, jage ubåde og har Mark 41 missilsiloer. Pohjanmaa-klassen ville sandsynligvis kunne dække behovet, men da de opnår deres isklasse ved at gå på kompromis med evnen til at operere i høj sø, så er de ikke et optimalt valg til at erstatte Thetis-klassen.

    Forsvaret lavede en Arktis-analyse i 2016. Den blev lavet på baggrund af den daværende forudsætning om at forsvarsbudgettet ikke ville stige. Meget tyder i dag på at forsvarsbudgettet vil vokse, og samtidig har situationen i Arktis ændret sig, så man bør opdatere analysen tilsvarende. Som en sidebemærkning, så bør der nedsættes en forsvarskommission som skal kigge på den nye situation med et Europa som vil tage mere ansvar for sin egen sikkerhed, et forandret trusselsbillede og et forsvarsbudget der kan komme op på 2% af BNP.

    Vi ved fra den danske Arktis-analyse at vi med Thetis-klassen er blinde for ubådsaktivitet. Hele Grønland skal betjenes af fire til seks skibe, alt efter hvor mange vi bygger, og de enorme afstande vil derfor betyde at de næsten altid vil operere alene. Det betyder at de skal kunne klare sig selv og kunne forsvare sig mod både ubåde, skibe og fly, samtidig med at de udfører de missioner som Thetis-klassen løser i dag. Det peger på et koncept der ligger tæt op ad det finske, men med et skrog der er bedre i åbent vand. Et sådant koncept vil også kunne bruges i Østersøen med den rette bevæbning. Rusland har ikke ret mange store skibe eller ubåde i Østersøen, men en del mindre enheder, så dermed vil en kraftigt bevæbnet korvet kunne gøre en stor forskel. I tilfælde af krig mod Rusland er det sandsynligt at de store enheder flyttes til Atlanten, og dermed har vi brug for noget der kan sikre de hjemlige farvande.

    Skrogkoncept fra offshore industrien

    Den nuværende Thetis-klasse løser primært opgaver som eftersøgning og redning, miljøopgaver som oliespild, fiskeriinspektion og suverænitetshåndhævelse og civil support. Skibene er bygget til at operere i Arktis med høj isklasse og til lave temperaturer. Samtidig er operationsområdet præget af notorisk dårligt vejr. Alene i den nordlige del af Nordsøen er der 74% af tiden bølger på over 2,5 meter.

    Landingen her er filmet under en test af den nye MH-60R SeaHawk omkring Færøerne, hvor man skulle finde begrænsningerne for, hvornår det er sikkert at lande på de danske inspektionsskibe af Thetis-klassen.

    Videoen illustrerer udfordringerne med at lande en helikopter på et vippende dæk. Skroget bestemmer hvordan skibet ligger i søen ved en given bølgehøjde., og i meget dårligt vejr er skrogets udformning bestemmende for skibets operationsvindue i åbent vand.

    Samtidig skal skibet kunne operere i is. Den nuværende Thetis-klasse er specificeret til at kunne operere i op til 80 cm førsteårs-is, og den har et skrog der løber op på isen for bruge skibets vægt til at bryde en rende. Skibets evne til at sejle i is er forøget, men desværre betyder det at skibets evne til at håndtere søgang bliver ringere. Ved Grønland er der primært tale om førsteårs is op til en meters tykkelse, og det redder designet, fordi det kan klares med et isforstærket skrog og ikke et decideret isbryderskrog.

    Skibets design er altid et kompromis mellem de to parametre: sødygtighed og isklasse. Finland har valgt en højere isklasse til deres korvetter, da deres ende af Østersøen er frosset i månedsvis, og de er derfor gået på kompromis med sødygtigheden i åbent vand. Den norske Svalbard-klasse og den canadiske Harry DeWolf-klasse er begge arktiske patruljeskibe som skrogmæssigt hælder til isbrydersiden. Da så meget af det danske farvand er åbent og har notorisk dårligt vejr, så er det ikke den optimale løsning for Thetis-klassens afløser. Det vil betyde et ringere operationsvindue i den høje sø som ofte dominerer i Nordatlanten. Hvis man designer afløseren med den konventionelle skrogform som Thetis har i dag, så får man også samme operationsvindue og samme dårlige sødygtighed.

    I det private har man skullet løse nogle af de samme opgaver, og her har udviklingen i offshore-industrien betydet at man har udviklet omkostningseffektive løsninger. Kravet til offshore-installationer er at der skal ligge et skib standby som kan træde til i tilfælde af uheld. De ligger standby inden for synsvidde af platformene 24/7 i alle slags vejr under forhold som minder meget om de forhold som Thetis-klassen opererer i.

    Esvagt Bergen
    Esvagt emergency response and rescue vessel Bergen. Det norske værft Ulstein har opfundet den inverterede bov for at mindske skibets bevægelser i høj sø. Boven er oprindeligt designet til Nordsøen. Foto: ESVAGT

    Det norske værft Ulstein har udviklet et skrogdesign baseret på en inverteret bov. Designet betyder at skibet ikke sejler oven på bølgerne, men mere skærer sig igennem bølgerne. Det betyder at skibet ved en given søgang ligger roligere i vandet, og det betyder igen et øget operationsvindue og øget komfort for mandskabet. I forhold til andre skrogtyper betyder den inverterede bov blandt andet:

    • Reduceret acceleration op og ned samt rulning
    • Højere hastighed i både rolige og høje bølger
    • Reduceret nedslag, vibration og bølgesprøjt
    • Reduceret brændstofforbrug på 7-16%

    Når bølgehøjden er så høj som den ofte er i Nordatlanten, så betyder det meget. Boven er brugt på mere end 100 skibe, så den er velafprøvet. Mange af dem er offshore installationsskibe, oceangående slæbebåde, standby-skibe og lignende, hvor at det at ligge stille som følge af høj sø er lig med betydelige indtægtstab. Det er også brugt på krydstogtskibe som sejler i Arktis og Antarktis for at øge passagernes komfort, da passagerer der ligger med søsyge igennem krydstogtet ikke er en god forretning.

    Samme princip er anvendt på den amerikanske Zumwalt destroyer klasse i en lidt anden udformning. Her får den inverterede bov også positive ord med på vejen i forhold til sødygtighed. Hollandske Damen har udviklet et lignende koncept til deres Sea Axe offshore patrol vessels.

    Ulstein har designet en række seismiske skibe til at operere i Arktis, bl.a. Polarcus Adira-klassen, og de er isforstærkede. De kan uden assistance operere i førsteårs-is i op til en meters tykkelse, og de er certificeret til DNVs ICE-1A og Winterized Basic. De er desuden designet til at mindske isopbygning og med afisningssystemer. De har dermed et større operationsvindue end den nuværende Thetis-klasse i is, og er langt bedre i høj sø. Designet skulle også betyde mindre spray, hvilket mindsker is-opbygningen.

    Der er ikke bygget militære fartøjer med designet, men Ulstein og amerikanske Vigor indgav et forslag til konkurrencen om at bygge et offshore patruljefartøj til den amerikanske kystvagt. Kystvagtskibe er ikke bygget til flådestandard, og fx er konceptet ikke designet med henblik på reduceret radarsignatur. Det er dog ret tæt på, så her er et design som man kan bruge som udgangspunkt. Det kan isforstærkes.

    SX151 mock up
    Vigor og Ulsteins SX151 design til den amerikanske kysvagt. 100 meter lang og 16 meter bred, dybgang 5 meter, 4000 tons deplacement og med en topfart på 22 knob, båddæk, hangar samt helodæk. Det er forberedt til at kunne isforstærkes. Konceptet kommer meget tæt på hvad Thetis-klassens afløser skal kunne. Illustration: Vigor/Ulstein

    Der er følgende fordele ved den omvendte bov i forhold til Arktis:

    • Øget operationsvindue i dårligt vejr for særligt helikopteroperationer og små både
    • Højere komfort for mandskabet
    • Evne til at operere i is øget fra 80 cm til 1 meter
    • Isklasse har ingen negativ indflydelse på sødygtigheden
    • Højere hastighed betyder at skibet er hurtigere fremme, særligt ved SAR opgaver
    • Lavere brændstofforbrug

    På grund af de særlige forhold som gør sig gældende i den danske del af Arktis med let is og meget dårligt vejr, så vil fordelene ved Ulsteins design være signifikante. Det vil samtidig være et design der ikke er handicappet af at kunne sejle i is, og derfor vil det også kunne bruges i Østersøen og på internationale missioner.

    Danmark har afskaffet sine isbrydere, og med de stigende temperaturer mindskes risikoen for isvintre. Det betyder dog ikke at de forsvinder, og korvetter i den her klasse vil kunne klare lettere isbrydningsopgaver i de hjemlige farvand. De vil også kunne dække det hul for opgaveløsning der er i Nordsøen, hvor Diana-klassen ikke er særligt egnet pga. sin lille størrelse, og hvor det er alt for dyrt at bruge større enheder som fregatter og støtteskibe.

    Engelsk koncept med ‘mission bay’ kan give fleksibilitet

    Missionsmoduler til krigsskibe har ofte den fejl at de skal bruge en kran på land for at kunne skifte moduler. Det har man ikke ret mange steder i Arktis, og det er heller ikke en mulighed at sejle skibet hen hvor der er en kran inden for en rimelig tid. Svaret på den udfordring er en ”mission bay” som dem der bruges på den engelske type 26 destroyer. Lige foran hangaren er der et stort rum på 15×20 meter i hele skibets bredde og med porte til begge sider af skibet. Der kan være containere, droner, både eller en kombination heraf, og det kan også indeholde missionsmoduler. Det smarte ved det er at der i loftet er installeret en avanceret kranarm. Den kran er lang nok til at den kan nå ud af portene, så mindre både kan sættes i søen og tages op igen. Den kan også laste containere og missionsmoduler direkte fra kajen. Det sidste betyder at hvis skibene har et modul installeret, og der fx sker en ulykke med et krydstogtskib, så kan det sætte modulerne af på den nærmeste kaj, samle et andet modul op med et nødhospital og dermed øge kapaciteten til at hjælpe nødstedte. Sådanne missionsmoduler kan dermed være placeret på strategiske steder på forhånd. Det øger fleksibiliteten af platformen markant. Området kan også bruges til at fragte standardcontainere eller have en ekstra helikopter, da området er forbundet med hangaren.

    Mission bay
    Mission Bay Handling System til den britiske type 26 destroyer.

    Missionsområdet kan også have plads til op til fire både, der kan bruges til at landsætte marineinfanteri eller specialstyrker, eller give plads til en ekstra Seahawk. Oplagte missionsmoduler kunne være nødhospital, minerydning, miljømodul, værksteder osv. Ubemandede droner til brug i luften, på vandet og under vandet – både fjernestyrede og autonome – er i dag under kraftig udvikling, så den fleksibilitet som området giver, vil betyde at skibet kan anvendes med dem i fremtiden. Flyvende droner vinder mere og mere frem og er i dag standard på de amerikanske skibe. Mere plads til standardcontainere betyder at der kan fragtes mere gods eller bidrages til forskningsmissioner, hvilket også er efterlyst i Forsvarets Arktis-analyse.

    Umiddelbar ser det ud til at der er plads til et missions-område i Vigor’s koncept på det område hvor bådhangaren er nu. På type 26 er der en separat bådhangar ved siden af helikopterhangaren til skibets faste båd. Der er mange konfigurationsmuligheder og mix and match. Typer 26 har plads til ti 20 fods containere.

    Noget af det som efterspørges til Thetis-klassens afløser er at skibene også kan fungere som kommandoskib og flagskib. Hvis skibet bygges med kapacitet til en større besætning end der er brug for, og missionsområdet kan anvendes til det formål, så burde det kunne opfyldes.

    Det er klart at med så ringe logstikforhold som der hersker i Aktis, så bør man kigge på om konceptet ikke kan overføres til Thetis-klassens afløser. Det vil give en næsten uendelig fleksibilitet og samtidig fremtidssikre skibsklassen, da nye missionsmoduler kan udvikles efter behov. Samtidig vil det øge fragtkapaciteten og gøre skibet uafhængigt af faciliteter i land til at kunne skifte moduler. Det kan også være at man kan samarbejde med englænderne om moduler eller bruge deres. Danske OMT er involveret i den nye Type 31 fregat der bygger på Iver Huitfeldt klassen, men det ser ud til at de ikke bruger konceptet fra Type 26.

    Thetis
    Inspektionsskibet Thetis ligger for anker i Østersøen 10. maj 2019 under øvelse Open Spirit. Thetis-klassen løser forskellige civile og militære opgaver, og de nye skibe skal have samme fleksibilitet. Foto: Brian Djurslev, Forsvarsgalleriet

    Agter, under helodækket, bør man samtidig forberede skibet til at der kan trækkes en slæbesonar og opsættes mineskinner.

    Bevæbning og sensorer

    Inden konceptet for Thetis-klassens afløser fastlægges, så bør man lave en analyse af behovene i både Arktis og i de hjemlige farvande, og hvilke andre enheder som skibene skal spille sammen med. Som pointeret andre steder, så er det vigtigt at have de samme systemer, da det gør at der er færre typer systemer at indkøbe, drifte og vedligeholde samt træne mandskabet i.

    Fregatternes radar er ved synge på sidste vers, og man kigger derfor på nye radarer til dem. Hvis man vælger en radar der er baseret på de nye GaN moduler som Raytheons SPY-6 eller Lockheeds SPY-7, så kan der være en fordel i at vælge samme type til Thetis-klassens afløser i en version med færre moduler. På den måde kan man bibeholde det samme combat management system (CMS) og samme radartype, og det burde mindske integrationsomkostningerne, vedligeholdelsesomkostningerne og træningsomkostningerne. Det vil også gøre det nemmere at integrere alle enhederne i et samlet integreret luft- og missilforsvarssystem (IAMD). Der bør udvikles kommunikationsmoduler så F-35 og eventuelle maritime patruljefly kan dele taktiske situationsbilleder og måldata. De skal også kunne deles med allierede flåder, dvs. noget der kan snakke med fx det amerikanske Cooperative Engagement Capability. I den blok af systemer kan man også overveje om det giver mening at få SitaWare og skibets CMS til at kommunikere. CMS’et bør være det samme som på fregatterne.

    I Arktis-analysen efterlyses der en betydeligt øget sensorkapacitet til luftovervågning for afløseren for Thetis-klassen. Det er ret simpelt, hvis man vælger en af de to ovenstående radarer, nemlig at jo flere moduler, jo højere pris og jo længere rækkevidde. Så skal man blive enig med sig selv om hvor langt de skal kunne række samt hvor mange penge man vil bruge på det. Man kan også forberede skibet til et større antal moduler end det udstyres med fra starten af, eller man kan udstyre forskellige skibe med forskellige antal moduler alt efter deres mission.

    I samme omgang bør man også se på om der skal indkøbes nye systemer til elektronisk krigsførelse til alle skibene. Her bør der igen vælges samme systemer som til fregatterne.

    Skibene skal udstyres med Seahawk helikoptere til ubådsbekæmpelse, mens landingsdækket bør have plads til at typer som vores egen EH101 (AW101) og naboernes NH90 kan lande. Da en Seahawk ikke både kan have udstyr til SAR og være udstyret til ubådsbekæmpelse, så skal helikopterne til de skibe som stationeres i Arktis primært være i SAR udgaven.

    Finnerne har valgt at udstyre deres nye korvetter med VLS Mark 41 i strike lenght. Det bør man også se på til Thetis-klassens afløser. For at sikre fleksibiliteten og fremtidssikre skibene, så bør man se på om der kan blive plads til mindst 16 og helst 24 celler. Raytheon har udviklet et Mark 57 VLS modul der er kompatibelt med de samme missiler som Mark 41, og som kan placeres i periferien af skibet fremt for i skibets centerlinje, hvilket giver flere placeringsmuligheder. VLS-cellerne vil betyde at skibene kan udstyres med SM-2 missiler og SM-6, hvis det ønskes, da integrationsomkostningerne vil være lave, når de først er integreret på fregatterne. Der er indikationer på at SM-6 block 1B bliver hypersonisk og samtidig får tilføjet en antiskibs-kapabilitet. VLS-cellerne vil sikre fleksibiliteten i fremtiden.

    SM-6 block 1B bliver en gamechanger, men bliver sandsynligvis også dyrt, så det ender med stor sandsynlighed på fregatterne. Man bør derfor overveje at investere i en billigere missiltype ved siden af, som kan nogle af de samme ting. Skibene bør udstyres med sømålsmissiler, evt. de nye norske Naval Strike Missile, så de kan bekæmpe andre skibe samt mål på land. En anden mulighed er US Navy’s Tomahawk Block Va. Det er et krydsermissil som virker mod mål på land og andre skibe og har en rækkevidde på 1600 km. Det vil give skibene en meget lang arm og samtidig gøre at de kan fungere som skydende enhed i et integreret netværk med andre sensorplatforme.

    Skibene kan udstyres med et flexmodul til kanon, så de bør kunne bruge de eksisterende Oto Melara 76mm, men man kan også overveje de 127mm som bruges på støtteskibene og evt. med hyper velocity ammunition. De giver en stor omkostningsreduktion i forhold til missiler. Hovedkanonen bør have støtte af nogle close-in-weapons-systems (CIWS), som SeaRAM og evt. nogle 35mm der både kan være fjernstyret kanon og agere som en del af CIWS. Her bør man vælge samme løsning som til fregatterne.

    Til ubådsbekæmpelse bør skibene forberedes til slæbesonar, have torpedoer, og være rimeligt lydløse. Her kan man kigge til Finlands korvetter, hvor der er designet et fremdrivningssystem som man kan lade sig inspirere af eller direkte kopiere, da det er både lydløst og skabt til operationer i is. Når korvetterne er mere optimeret til ubådsjagt, så kan de samtidig støtte fregatterne som ikke er det, og lade fregatterne om luften og overfladen med deres overlegne sensorer. Man kan dedikere de skibe som er i de danske farvande til ubådsopgaven, så de er udstyret med en Seahawk til ubådsbekæmpelse og evt. ASROC-missiler.

    Skibene bør også designes så de kan sejles af et minimalt mandskab til daglig, der så øges efter behov. Der bør være plads til flere end den normale besætning, da der kan være brug for fleksibiliteten. Ulstein har et skibsautomatiseringssystem til civile skibe som reducerer behovet for mandskab. Måske kan det tilpasses og bruges til skibene. Kongsberg har også et koncept som man kan blive inspireret af. Mens udviklingen mod skibe med et minimalt mandskab har været normen i de seneste årtier, så skal man se på hvor langt ned det giver mening at reducere det. Automatisering af visse funktioner kan stadigvæk frigøre mandskab i den primært fredelige daglige drift til andre opgaver. Til skarpe missioner skal skibet samtidig kunne fyldes af en større besætning, så man ikke er så afhængig af automatiseringen.

    For broen og brovinger så kan man overveje noget som er lukket men med større glaspartier og udhæng som dem der ses på civile fartøjer. Det bør designes så der kan eftermonteres mere beskyttelse, hvis situationen kræver det. Det vil betyde at der skal mindre mandskab til at sejle skibene i fredstid og særligt i de små havne på Grønland, men at de samtidig kan få den nødvendige beskyttelse af broen når missionen kræver det. Her kan man også vælge at lave forskelle i skibsklassen alt efter det enkelte skibs primære opgave.

    Fremdrivningen kan være som det Ulstein har foreslået til kystvagtkonceptet, men hvis pengene og behovet er til det, så kan de opgraderes til et fremdrivningssystem som det der er i de finske korvetter med dieselelektrisk drift til ubådsjagt og gasturbine når det skal gå stærkt. Det finske koncept er særligt ved at være rimeligt lydløst, have en lav dybgang og være is-tolerant, og så er det færdigudviklet.

    Greg Mortimer
    Det isforstærkede krydstogtskib Greg Mortimer. Foto: Aurora Expeditions/Ulstein

    Finnernes nye korvet er specificeret til at have et fast mandskab på 70, og skibet kan have 120 ombord. Da typen primært er skabt til operationer i Østersøen, så er man gået på kompromis med rækkevidden, som er nede på 6500 km, og udholdenheden er på to uger. Det skal nok op, så vi ender på et skib der er omkring 4500 tons.

    Firmaer og eksport

    Danske Odense Maritime Technology (OMT) har designet Thetis-klassen og fregatterne, så det vil være naturligt at de er en del af et projekt som det her, da de har viden om at designe skibe til flåden. Ulstein er med den inverterede bov helt centrale. Finske Aker Arctic er specialister i arktiske forhold, is og skibe og kunne bl.a. stå for den del samt tage sig af hovedaksler og skruer, ligesom at vi bør kopiere dem med hensyn til fremdrivningssystemet. De har designet skruer og aksler til de finske korvetter. Skrogene bør bygges i udlandet, hvor det er billigt.

    Den danske flåde har vist at den førhen har været meget adræt i forhold til indkøb af nye skibe, noget som der er brug for når man er et lille land med et lille forsvarsbudget. Så skal man tænke anderledes og turde gå nye veje. Det er der brug for hvis man skal gå foran og samtidig bruge sine midler effektivt.

    Finnerne har en praktisk tilgang til sådanne projekter, og det bør man også skele til her. Kan man få 80% funktionalitet for 50% af prisen, så er det ikke nødvendigvis værd at gå efter de 100%. De finske korvetter løber op i cirka 325 millioner Euro per styk, hvilket er halv pris af de amerikanske Littoral Combat Ships. En del af de større våbensystemer er ikke inkluderet i den pris.

    Vi skal bruge mindst fire skibe til at overtage i Arktis og nok gerne fem-seks stykker, hvis vi skal styrke indsatsen. Herhjemme skal vi have mindst to til Østersøen før det giver noget, så det er syv-otte skibe i alt. Den nye klasse vil dog også være så slagkraftig at den kan aflaste fregatterne og støtteskibene på mindre internationale missioner samt i Arktis, og dermed kan de få fri til at løse andre opgaver.

    De skibe som allerede findes i dag er enten primært til is eller til åbent hav. Der er ingen der kan begge dele. Flere har brug for dem i takt med at interessen for Arktis øges, og isen smelter. Der er dermed eksportmuligheder for en is-tolerant korvet der samtidig har gode søegenskaber. Mulige kunder kan være Sverige, USA, Canada m.fl.

    SX151 i dårligt vejr
    Når skibet skærer igennem bølgerne, bruges der også mindre brændstof på at holde den ønskede fart. Illustration: Ulstein/Vigor

    Anbefalinger

    Der findes i dag velafprøvede teknologier på det private marked som gør at skibe kan håndtere både is og høj sø, og dermed kan der bygges en Arktisk korvet som kan operere både i Østersøen og på internationale missioner uden at gå på kompromis med sødygtigheden. Canadierne siger selv at deres Harry DeWolf kan komme til at bruge mere tid under varmere himmelstrøg end i Arktis, og så er det noget øv for besætningen at sejle rundt i en isbryder med ringe sødygtighed. Når den inverterede bov ligefrem tilbyder et øget operationsvindue sammenlignet med et konventionelt skrog fordi det vipper mindre ved den same bølgehøjde, så er det noget som bør evalueres nærmere.

    Arktis-rapporten peger på at man kan udvikle et koncept med baggrund i støtteskibene, men skyder også samtidig en pind igennem det argument, fordi de simpelthen er for store til de mange fjorde og havne med meget lidt plads i Arktis.

    Da kravene til Thetis-klassens afløser på det punkt er særlige i forhold til andre bevæbnede isforstærkede krigsskibe, så bør Forsvaret iværksætte en undersøgelse af konceptet med den inverterede bov, tage kontakt til Ulstein og se om det kan stå for en nærmere validering, herunder særligt evaluere om den inverterede bov performer som lovet og særligt i forhold til Thetis missionsprofil, samt se nærmere på detaljerne i forslaget om en offshore patrol cutter til US Coast Guard.

    Missionsområdekonceptet er ligeledes centralt i forhold til at sikre den nødvendige fleksibilitet i de missioner som skibene kan løse og i at sikre at skibene kan skifte modul i havne hvor der ikke er nogen faciliteter i forvejen. Det skal kunne fungere sammen med VLS Mark 41/57.

    Finnerne har vist at det kan gøres til en pris på 300-400 millioner Euro pr. korvet afhængigt af hvor mange af våbensystemerne man regner med. Den danske flåde har før vist sig meget adræt og kreativ når det kom til nye skibe, så de burde kunne løfte opgaven med at skabe en afløser til Thetis-klassen der løfter niveauet for den slags skibe.

    Anbefalingen er derfor at begynde forstudierne til Thetis-klassen og at gå i dialog med de forskellige virksomheder og finnerne for at se om det vil være muligt. Det foreslåede koncept vil øge operationsvinduet for skibsklassen i både is og høj sø og samtidig gøre dem meget mere slagkraftige og fleksible uden at gå på kompromis med sødygtigheden. De vil dermed kunne bruges både i Arktis, de hjemlige farvande og til at jage pirater under varme himmelstrøg. Desuden vil de øge operationsvinduet samt tilbyde højere komfort for mandskabet.

  • Flådemissionen i Hormuzstrædet bliver både langvarig og dyr

    Undertegnede i en analyse på Ræson (betalingsmur):

    Og det fører frem til den anden væsentlige pointe: Det er ikke nødvendigvis en ulempe for Iran at have så mange fremmede krigsskibe i Hormuzstrædet. De iranske strateger havde naturligvis forudset, at konsekvensen af at bombe og tilbageholde nogle tankskibe ville være, at de vestlige lande måtte sende en flådestyrke, og det resultat er de meget tilfredse med. Godt nok kan de ikke længere bruge strædet til at forstyrre oliemarkedet, men til gengæld har de bundet de vestlige lande til at opretholde dyre militære forpligtelser i området på ubestemt tid. Det er Iran, som bestemmer, hvornår der er sikkert nok til, at vi kan tage hjem igen – og et godt bud er, at det først sker, når USA lemper sanktionerne mod landet. De vestlige flådemissioner har således sikret Iran en klemme på de vestlige politikere, og det har givet landet en bedre forhandlingsposition.

    Det er derfor forventeligt, at Iran vil kontrollere spændingsniveauet i Hormuzstrædet ganske nøje. De skal undgå, at situationen eskalerer, for de ønsker ikke en direkte konfrontation med de vestlige krigsskibe. Men samtidig skal de også undgå, at området bliver for fredeligt, for det skal være tydeligt, at handelstrafikken kun kan sejle uforstyrret, så længe de vestlige krigsskibe er der. Formålet: At de vestlige politikere bliver rigtig trætte af at bruge resurser på Hormuz og i stedet får lyst til at finde en forhandlingsløsning.

    Tip: Hvis du er ansat eller studerende ved Forsvarsakademiet, kan du få adgang til Ræson gennem FAK bibliotek.

    Opdateret 2020-05-05: Betalingsmuren er fjernet, så der nu er åben adgang til analysen i Ræson.

  • Afløseren for Thetis-klassen bør have flere våben og missiler

    Afløseren for Thetis-klassen bør have flere våben og missiler

    I dette indlæg vil jeg kigge på den potentielle afløser for Thetis-klassen af arktiske inspektionsskibe. Det er en skibsklasse som i international sammenhæng typisk kaldes Offshore Patrol Vessel (OPV). Jeg vil komme ind på opgaver for skibet, udstyr, antal og udfordringer. Mit udgangspunkt vil være almindeligt tilgængelige kilder, men vil være farvet af samtaler med fagfolk som allerede har brugt nogen tid på dette område. Jeg vil særligt sige tak til Simon Petersen for hans hjælp til dele af dette indlæg.

    Opgradering fra OPV til fregat

    Funktion følger opgaven, og det først spørgsmål er, hvilke opgaver kan forventes af den nye klasse?

    I udgangspunktet vil opgaverne være de samme som dem Thetis-klassen på nuværende tidspunkt løser, dvs. suværenitetshåndhævelse, Search and Rescue (SAR), fiskeriinspektion m.m. Disse er hvad man i de sidste 60 år har kunnet ”nøjes” med at løse. Grundet den teknologiske udvikling samt geopolitiske interesser fra udlandet (især USA) er en del ekstra opgaver kommet i spil. Disse ekstra opgaver inkluderer luftforsvar, især fra missiler og droner, samt udfordringen med ubåde.

    Til de traditionelle opgaver er en OPV optimal. Til gengæld er en OPV yderst begrænset i forhold til andre roller som kunne opstå, hvis situationen skulle gå fra fredstid til mere problematiske forhold (krig, terror, pirateri). En OPV er ud fra dette synspunkt derfor det mere specialiserede valg, og Søværnets i forvejen begrænsede kapacitet vil være yderligere formindsket, hvis man skulle vælge at erstatte Thetis-klassen med en ny OPV.

    Grundet den teknologiske udvikling, især på missilfronten, vil det kunne forventes at luftforsvar af danske og allierede interesser vil blive yderligere påkrævet. Dette, samt det faktum at Arktis har en stor aktivitet af ubåde, betyder at skibsklassen rimeligvis vil skulle bestykkes sådan at den kan indgå i forsvar mod både missiler og ubåde.

    Blandt en ikke ubetydelig del af danske analytikere, er stemningen at en OPV som Thetis ikke længere er nok. Dette kan udtrykkes ved tommelfingerreglen:

    Det er betydeligt nemmere at lave et krigsskib der kan løse en OPV’s opgaver, end det er at få en OPV til at udføre et krigsskibs opgaver.

    Spørgsmålet om en OPV er dog stadig relevant, idet en OPV er billigere at bygge og kræver færre specialister i besætningen. Langt størstedelen af tiden vil opgaverne være af den traditionelle type som SAR og fiskeriinspektioner, og det begrænsede forsvarsbudget ville i teorien tillade et større antal OPVer, end flere egentlige krigsskibe.

    Min holdning til spørgsmålet er følgende: Hvis Danmark vitterligt ønsker at håndhæve vores suverænitet i forhold til området omkring Grønland, og vi samtidig ønsker at få det bedste afkast af de investeringer vi kommer til at lave, så er en klasse af OPV’er ikke tilstrækkelig. Dette skyldes primært de nye udfordringer som avancerede krydsermissiler, droner m.m. stiller til Forsvaret. Til disse udfordringer kan en OPV ganske enkelt ikke løfte opgaven, og et mere reelt krigsskib vil være nødvendigt.

    Thetis-klassen skal snart udskiftes, og det er på tide at overveje hvad afløseren skal kunne. Her ses Thetis i moderat sø i 1992. Foto: Axel Fiedler, Forsvarsgalleriet.

    Det virker derfor mere oplagt at vælge en fregat end en OPV, når Thetis-klassen skal erstattes. Det bør nævnes at selv om en fregat bliver valgt, så behøver skibene, så længe situationen ikke kræver det, ikke at operere med fulde magasiner af missiler m.m. De kan udstyres på nogle timer hvis behovet skulle opstå. Omvendt vil det være tæt på umuligt at opgradere en OPV til et fungerende krigsskib på kort tid, selv hvis man skulle have sensorer og våbensystemer tæt på. Af denne årsag bør Thetis-klassens afløser bygges som fregatter. I den forbindelse bør man anvende samme designprincip som med Iver Huitfeldt-klassen, nemlig at de bygges med ekstra kapacitet af plads, køling, strøm osv, således at skibet fra start er designet til at kunne opgraderes i fremtiden.

    Helikopter, dronekapacitet og en ny type kanon er obligatorisk udstyr

    Hvilken våben- og sensorpakke en arktisk fregat skal udstyres med, kommer naturligvis an på de tænkte opgaver. Der er imidlertid noget udstyr som skal medbringes uanset opgaven.

    Det er fx indlysende at skibet skal have en hangar til en helikopter, da en helikopter kan løse utroligt mange væsentlige opgaver. Hvad der måske ikke er indlysende, er imidlertid behovet for at gøre dækket stærkt nok til at kunne tage selv store helikoptere. Det kan godt være at Forsvaret aldrig kommer til at benytte større helikoptere end Sea Hawk, men trenden har været at en forøgelse i størrelse.

    Samtidig ser vi i disse år et stort antal droner af forskellig art. Det er droner der kan operere under vand, i luften eller på overfladen. De muligheder som sådanne droner giver af både praktisk og teoretisk art, bør der tages højde for i en ny skibsklasse. Droner vil i større og større grad være af betydning for om et skib kan indgå i forskellige operationer. Disse droner kan tilføje/forbedre kapaciteter som early warning luftvarsling, anti-ubådskapaciteter (ASW), og anti-mine operationer.

    Et væsentligt redskab der også fortjener en kort overvejelse, er typen af hovedkanon. I Søværnet har den primære bestykning været en 76mm OTO Melara, og man kan med rimelighed påpege at dette er et solidt system at fortsætte med. Imidlertid har der de seneste år været stort fokus på både angreb fra nye hurtige missiler, samt risikoen for angreb af sværme af droner. Her er den svenske Bofors 57mm Mk 3 kanon måske mere effektiv idet den skyder en mindre granat, men med betydelig flere skud og en tungere mængde af eksplosiver i minuttet. US Navy har valgt Bofors som en vigtig del af bevæbningen af deres skibe med henvisning til at Bofors foruden at kunne fungere fint i den ”normale” rolle også virker som Close-In Weapons System (CIWS) mod nye hurtige indkommende missiler. I rollen som CIWS er det en fordel at Bofors-kanonen har en længere rækkevidde end fx Phalanx. Der er imidlertid også andre muligheder end Bofors på markedet, og fx bruger Italien de nyere udgaver af OTO Melara i samme rolle.

    Der er tale om et forholdsvist billigt våbensystem, der er nemt at operere og vedligeholde. Noget som især kan være relevant, er at kanonen ikke behøver at penetrere skibsdækket for at blive monteret. Dette skyldes at Bofors-kanonen er mere kompakt og vejer mindre end OTO Melara, hvilket igen betyder at både vægten og den interne plads i skibet kan bruges på noget andet.

    Bør have en Mark 41 missillauncher

    Mark 41 Vertical Launching System (VLS) er på mange måder et helt afgørende system at få med på den nye skibsklasse. Kort fortalt vil det gøre skibet i stand til at opnå noget af den fleksibilitet som vil være nødvendig for os. Konkret vil det betyde at skibene blandt andet ville kunne medbringe luftværnsmissilerne SM-2, SM-6 og Evolved Sea Sparrow (ESSM) samt anti-ubådsmissilerne RUM-139 VL-ASROC. Muligheden for at kunne medbringe disse missiler, især SM-6 og ASROC, vil give flere fordele.

    SM-6 er det eneste missil, der skal skyde ”beyond line of sight” via eksterne datalinks, hvilket vil sige at SM-6 kan engagere lavtflyvende mål helt ud på sin maksimumafstand. Derved får skibet en væsentlig længere kampafstand med SM-6 end med andre missiler, og det får bedre muligheder for at forsvare sig selv og andre.

    SM-6 giver de bedste muligheder for forsvar mod ballistiske missiler og er pt det eneste missil der effektivt kan imødegå hypersoniske missiler på sikker afstand. Udover de nævnte kapaciteter vil SM-6, når Danmark står til at anskaffe sig missilerne, have fået evnen til at fungere mod overflademål, hvilket effektivt set betyder at SM-6 er et alt-i-et missil for hvad det danske søværn antages at ville have brug for. Der er således tale om et ekstremt fleksibelt missil.

    Troels Halkens indlæg om maritime overvågningsfly er interessant i forhold til den nye skibsklasse, da disse fly via data-link vil kunne hjælpe med at forøge situationsbilledet set fra skibet. Det kan fx øge mulighederne mod ubåde, især hvis det kombineres med muligheden for at skibet medbringer ASROC-missiler. Skibet vil stadig også skulle medbringe sin egen effektive radar og sonar, men muligheden for at linke med et overvågningsfly vil øge anvendelsesmulighederne.

    Det sagt, er det også væsentligt at holde fast i at Thetis-klassens afløser ikke har brug for et stort magasin af missiler, og man kan derfor vælge en lille Mark 41 launcher. Optimalt vil størrelsen nok ligge på et 16-cell batteri, hvor muligheden for at medbringe et par ASROC, et lille antal SM-6 og et pænt antal ESSM, vil give den størst mulige grad af fleksibilitet. Det er i den forbindelse værd at bemærke at der kan være fire ESSM i hver celle, så den samlede bestykning med 16 celler bliver mere end 16 missiler.

    Dette udstyr vil sammenholdt med en generel tilgang om at sikre mulighed for fremtidige opgraderinger af skibet, betyde at skibet næppe kan holdes inden for de 3500 tons som Thetis-klassen fortrænger.

    Kan dække Danmarks kapacitetsmangel i Østersøen

    Arktis har for tiden stor opmærksomhed blandt de områder som den danske flåde skal forholde sig til. Som udformningen af flåden er lige nu, så vil samtlige enheder i tilfælde af krig have deres promære opgaver i dette område. Det inkluderer både Iver Huitfeldt-klassen og Absalon-klassen. Bemærkelsesværdigt er det dog, at man i Søværnet ingen enheder har der kan medbringe noget større end et tungt maskingevær, som i tilfælde af krig er tiltænkt en rolle i indre danske farvande og Østersøen.

    Anders Puck Nielsen har i hans fremragende gennemgang af den Russiske Østersøflåde påpeget det betænkelige i at trods Danmarks betydelige placering i forhold til adgangen til Østersøen, så har man ingen enheder der i tilfælde af krig vil afsættes til dette område. Det kan være relevant at se på om Thetis-klassens afløser kan fylde dette hul i flådens struktur.

    Nyt finsk krigsskib giver interessant forbillede

    Den Finske flåde vil efter planen begynde at operere en ny skibsklasse fra 2022 kaldet Pohjanmaa-klassen.

    Det generelle opsæt viser et skib der rammer næsten alle ønsker for en afløser til Thetis-klassen. Skibet har en fornuftig størrelse, er isforstærket, har helikopterhangar og opfylder behovet for rækkevidde, besætningsstørrelse og våbenpakke. Desuden er topfarten på 26 knob en væsentlig forbedring i forhold til Thetis-klassen. Dog måtte skibet gerne have en lidt længere rækkevidde, så den kommer helt op på niveau med Thetis-klassen. Selv om det vil være en betydelig opgradering fra den nuværende bestykning, er VLS batteriet på 8 celler nok også for lille til de nye skibe, hvis man foruden SM-6 og ESSM også vil medbringe ASROC.

    Finnerne vil primært bruge skibet i Østersøen, og spørgsmålet er således om man ved at anvende det finske design kan få et skib, som Danmark kan bruge både i Arktis og i Østersøen. Vigtigste udfordring vil imidlertid være hvordan skibet tager søen, hvor Nordatlanten (og i særdeleshed farvandet omkring Grønland) er en del anderledes end Østersøen som vil være det primære operationsområde for Pohjanmaa-klassen. Netop i forhold til udholdenhed i hårdt vejr har Thetis-klassen vist sig at være fremragende skibe, og dette vil være et punkt som afløseren skal bibeholde.

    Koncepttegning for den kommende finske Pohjanmaa-klasse. På mange måder opfylder den ønskelisten til en dansk afløser for Thetis-klassen. Kilde: Finnish Ministry of Defence

    I forhold til en dansk skibsklasse efter samme principper som Pohjanmaa-klassen er der to spørgsmål som presser sig på: 1) behovet for flexsystemet, en opsætning som Søværnet har anvendt i snart 30 år, og 2) spørgsmålet om størrelsen.

    I forhold til størrelsen er det nødvendigt at ramme en god balance. Bliver skibet for stort, kan det blive en udfordring at komme frem hvor man vil, og bliver skibet for lille, vil det være uudholdeligt at være på i Arktis. Et argument kunne være at bygge to nye klasser af skibe, og dermed få den optimale løsning i forhold til kapacitet. Dette er dog så omkostningstungt at løsningen i øjeblikket er urealistisk.

    Et andet forhold med hensyn til størrelsen, er imidlertid også at der er en risiko for at bygge for småt, hvorved levetiden for designet, fleksibiliteten og mulighederne for opgradering af sensorer, maskineri, våben m.m. bliver reduceret, og det bliver dyrere at efterinstallere udstyr. Pohjanmaa-klassen er på omkring 3900 tons, og kan ikke siges at være lille, men 200 tons mere, ville måske netop være det der gør at skibet vil kunne medbringe et 12-cell batteri i stedet for et 8-cell. Det kan også være det der gør at rækkeviden bliver forbedret og kommer til at ligge omkring Thetis’s nuværende rækkevide på 8000 sømil, i stedet for de 6500 sømil som er den planlagte for det Finske skib.

    Antallet af arktiske skibe bør øges

    Arktis har i det seneste år udviklet sig til en betydelig udfordring for danske interesser, med USA der presser på både for at købe Grønland og for at få Danmark til at bruge flere ressourcer. Dertil kommer at både Rusland og Kina har påbegyndt forsøg på at få mere indflydelse i rigsfællesskabets sfære. Klimaforandringer har ført til naturkatastrofer som i 2017 med flodbølgen, hvor også Thetis-klassen var involveret i redningsarbejdet. Alt dette skal ses i sammenhæng med at Danmark på nuværende tidspunkt råder over 4 skibe af Thetis-klassen og tre skibe af Knud Rasmussen klassen.

    Hvis Danmark skal udbygge kapaciteten, er en en-til-en udskiftning ikke nok. Et absolut minimum af enheder som afløsning bør være seks skibe, med otte som det mere optimale antal.

    Hvis Danmark har seks skibe, bliver det muligt at øge antallet af skibe der permanent er udstationeret ved Grønland og Færøerne. Man vil kunne øge antallet af store skibe fra to til tre, hvorved det samlede antal skibe vil være fem (tre af de nye skibe og to af Knud Rasmussen-klassen), Det vil også betyde at antallet af helikopterbærende enheder øges til tre. Hvis Danmark anskaffer otte skibe, vil det give yderligere fleksibilitet, enten til at have flere enheder i Arktis eller til at bruge de ekstra skibe i Østersøen eller andre steder.

    Den nye klasse af skibe vil kunne fungere i sammenhæng med støtteskibene og fregatterne, og således dække et af de huller der opstod da man afviklede Flyvefisken-klassen. I forhold til de indre danske farvande, vil et skib på omkring 3900 tons måske ikke være optimalt, men tages der udgangspunkt i det finske skib, vil Østersøen være dækket fint.

    Hvis det antages at der anskaffes otte arktiske fregatter, vil det være muligt at operere med en større grad af fleksibilitet, både i forhold til Arktis og i forhold til fremtidige udfordringer. De fire ekstra skibe i forhold til antallet i Thetis-klassen vil direkte kunne ses i forhold både permanent patruljering af kongeriget, men også i tilfælde hvor der opstår akutte politiske problemstillinger, hvor Danmark har brug for at indsætte et skib til at løse andre typer af opgaver.

    En problematik man skal huske på, er at med flere skibe stiger behovet for flere helikoptere og/eller droner. Hvis man køber flere skibe, er der altså nogle følgeudgifter som også skal regnes med.

    Vil kræve mere personel og flere penge

    Den absolut største udfordring i forhold til flere skibe, er bemandingen. Søfolk skal trænes, officerer uddannes, og besætninger kunne mønstres før det sidste skib er færdigt og klart. For de udenforstående kan denne udfordring vises på en lidt anden måde. Man regner med at en soldat/gast koster omkring 1 mio. kr. pr år. i løn, udstyr, uddannelse og mad. Hvis vi tager udgangspunkt i Pohjanmaa-klassen og fire ekstra enheder, så taler vi minimum 320 ekstra søfolk, med et mere sandsynligt antal på 350. Det er omkring 350 millioner kroner om året i ekstra omkostninger til personel.

    Dette lyder af meget, men er set i forhold til fx grænsekontrollens omkostninger på omkring 1.25 mia. kr. over tre år (knap 417 mio. om året) så får man mere for pengene, både ud fra et sikkerhedssynspunkt, men også bedre SAR kapacitet, politisk velvilje blandt allierede, samt de fordele som Søværnet i al almindelighed giver befolkningen i rigsfællesskabet. Vi kommer endvidere ikke uden om det faktum at vi kommer til at skulle bruge en hel del flere penge på Forsvaret i al almindelighed, være det sig i forhold til forpligtigelser til NATO eller en hypotetisk situation hvor vi er nødt til at finde forsvarsløsninger uden for NATO. Så selv om mere kapable skibe i Arktis koster flere penge end Thetis-klassen, så er det en fornuftig investering, da Danmark får meget sikkerhed for pengene.

  • Fregatterne skal opgraderes betragteligt i forbindelse med mid-life update

    Fregatterne skal opgraderes betragteligt i forbindelse med mid-life update

    Radarerne på fregatterne af Iver Huitfeldt-klassen er ved at have kendt bedre dage, og de skal skiftes inden for en årrække. Det vil derfor være oplagt at kigge på hvad der bør opdateres på en Mid-Life-Update (MLU). Det følgende er en diskussion af nogle mere og andre mindre oplagte ideer til hvad fregatterne skal kunne i fremtiden, samt en anbefaling. Jeg har tidligere annonceret at ville skrive et indlæg om Thetis-klassens afløser, men det gav mere mening at skrive dette indlæg om Iver Huitfeldt-klassen først. Det giver nemlig mulighed for at bygge videre på overvejelser om systemer i indlægget om Thetis-klassen, og der er meget at hente på at have fælles systemer på de største skibe i den danske flåde. Det gælder både på prisen for indkøb og integration, men også ved at mandskabet kan flyttes rundt mellem skibene uden at skulle uddannes til et helt nyt system.

    Danmark står desuden overfor at skulle øge forsvarsbudgettet, herunder indkøb af nyt materiel. Der er til dels sat penge af til noget af det, mens at andre ting vil skulle komme som et tillæg eller i næste forlig. Da forsvaret lider af rekrutteringsproblemer, så er det en god ide at bruge nogle af de øgede bevillinger på at gøre de styrker vi allerede har farligere og at øge deres slagskraft. Det er klart at for Søværnet, så bør der rekrutteres så vi får hele besætninger til alle skibene, inden at vi bruger penge på mere materiel.

    Fregatterne blev udtænkt i 1990’erne

    Fregatterne blev konceptmæssigt udtænkt i 1990’erne. Det var dengang hvor historien var slut, og Forsvaret kunne gå hjem og holde fri for evigt. Den daværende russiske præsident var Jeltsin, og hans største kompetence var at drikke vodka inden pressekonferencerne.  Den russiske bjørn var ikke længere en trussel, og det var der heller ikke mange andre der var.

    Siden kom 9/11. Putin kom til magten i Rusland, og han drak bestemt ikke vodka. Historiens endeligt blev aflyst, og vi står i dag over for en verden der på den ene side er fredeligere end nogen sinde fordi der er færre store krige, men hvor trusselsniveauet samtidig er steget, og vi har i Europa oplevet at der er anvendt militær magt til at opnå kontrol med områder, som det er sket på Krim. Den russiske bjørn er vågnet igen sammen med den kinesiske drage. Under Trump er USA blevet en populistisk og upålidelig alliancepartner, den russiske bjørn søger aktivt efter svagheder i Vesten, der er pirater rundt omkring, og Iran og USA rasler med sablen i Golfen. Det er med andre ord en helt anden verden som fregatterne nu skal agere i, end da de blev udtænkt. Derfor er det heldigt at de blev født med en høj grad af fleksibilitet og udvidelsespotentiale.

    Fregatten Peter Willemoes i Turku under øvelse Northern Coasts 2014. Bagerst ses 35mm kanonen og lige over den roterende SMART-L langtrækkende radar og øverst på den forreste mast APAR som har fire faste sider. En udskiftning af disse vil derfor betyde en mindre ombygning af masterne. Foto: Wikimedia

    De danske fregatter blev født til en rolle som oceangående luftværnsfregatter i NATO-regi. Ud over en langtrækkende Thales SMART-L radar, så er det mest interessante at de blev udstyret med missilsiloer magen til dem som anvendes i den amerikanske flåde, nemlig Lockheed-Martins VLS Mark 41. Disse kan udstyres med en lang række missiler, men de danske siloer er aldrig blevet det. Deraf har sømændene givet dem navnet “ønskebrønden”. Der er netop sat penge af til at indkøbe og udstyre dem med SM-2 Block IIIA-missiler, som de oprindeligt var designet til. Noget som vil ske i 2023.

    Danmark er et lille land. Det betyder at vi ikke kan have et uendeligt antal våbensystemer, men at vores få flådeenheder så vidt muligt bør dele så mange systemer som muligt. Det gør fregatterne og støtteskibene i stor grad i forvejen. Der kan være en stor fordel i senere at bruge samme systemer på afløserne for Thetis-klassen. Det gælder særligt når det handler om valget af combat management system (CMS). Bruger alle de store enheder samme CMS, så skal mange våbensystemer og sensorer kun integreres én gang med CMS’et, og operatørerne kan flyttes mellem enhederne med en minimal omskoling.

    Skibenes fremtidige rolle er luft- og missilforsvar

    En MLU bør startes med at kigge på hvad fregatternes rolle skal være fremadrettet, og det skal ses i sammenhæng med den resterende danske flåde, deres levetid samt fremtidige planlagte enheder, og hvem vi skal arbejde sammen med. Det har aldrig været meningen at fregatterne havde mere end en rudimentær kapabilitet til at jage ubåde. De er skabt som oceangående luftværnsfregatter, hvor andre enheder har sørget for at jage ubåde. Skal et overfladeskib være godt til ubådsjagt, så skal det bygges fra bunden til den opgave, sådan som britternes type 26 fregat er det. Det bedste værn mod ubåde er selv at have ubåde, men de opgav vi, og det vil være en meget bekostelig affære at genanskaffe dem. De bør derfor ikke stå øverst på ønskelisten i et forsvar der alt for længe er blevet udsultet. Som det ser ud nu, så vil man bruge støtteskibene til ubådsjagten og montere slæbesonarer på dem. Det er ikke en optimal løsning at jage ubåde med et 6000 tons støtteskib der ikke er bygget til ubådsjagt, men det er nok den mindst ringe løsning som tingene er lige nu. Her bør det overvejes om afløseren for Thetis-klassen skal løse den opgave på sigt.

    Fregatternes rolle bør derfor være at gøre dem til det de var tænkt som, og hvor at de har deres kernekompetence, nemlig kontrol med luftrummet og overfladen i større område for en større flådegruppe.

    I dag er den opgave blevet mere kompleks i og med at der også skal kunne detekteres krydser-, ballistiske- og hypersoniske missiler for at de kan løse opgaven. Danmark har desuden lovet og sat penge af til at vi kan tilbyde NATO en ballistisk missil-sensor, og der er også sat penge af.

    De primære opgaver bør derfor være kontrol af luften og overfladen, herunder også eventuel detektering af og bekæmpelse af ballistiske missiler, eventuelt som en del af NATOs ballistiske missilforsvarsmission (BMD) hvis det kan lade sig gøre.

    I dag er vi desuden gået fra en situation hvor samme skib var sensor og effektor, til at skibene er netværket i et integreret luft- og missilforsvar (IAMD), hvor der er forskellige sensorer, CMS og våben, og hvor et track fra sensorene skal kunne deles til en enhed med et helt andet CMS og våben. Tid er essentiel, så disse systemer skal kunne arbejde sammen helt gnidningsfrit i et netværk. Der skal vi kunne snakke med de amerikanske AEGIS udstyrede skibe, men også de andre europæiske. Vores naboer lige så vigtige, hvis der opstår en regional konflikt.

    Indtil i dag har vi været meget rettet mod USA og amerikansk udstyr. I Europa er der mere og mere tale om at øge den strategiske uafhængighed af USA, så man vil være i stand til at kunne klare sig selv. Skibene er til dels låst til en del amerikansk udstyr pga Mark 41 launcheren, men det er klart at man bør begynde at se mere alvorligt på de europæiske alternativer til våben og sensorer, herunder også at deltage i udviklingen af dem. Strategisk uafhængighed er også at sikre at den europæiske forsvarsindustri behersker de strategiske teknologier som stealth, radarer, kunstig intelligens, hypersoniske våben osv.

    To radarer i spil

    Den største klump af en MLU er radarene, SMART-L og APAR. De skal udskiftes. Det store springende punkt i den udskiftning er om fregatterne skal kunne detektere ballistiske missiler og dermed fungere som BMD-sensor, eller om de skal alene kunne udføre rollen som luftværnsfregat. Der pågår i Forsvaret en undersøgelse af de forskellige muligheder for integration med BMD. Om fregatterne skal kunne lave BMD, vil bestemme hvor sensitiv at radaren skal være. Det mest omfattende vil være hvis alle tre fregatter udstyres til BMD missionen, mens den mest skrabede udgave vil være at ingen af dem udstyres til BMD, og man i stedet indkøber en mobil radar til BMD opgaven. Ulemperne ved en mobil radar er at det land som har den stående pludselig kan skifte mening, sådan som vi har set Tyrkiet true med ved AN/TPY-2-radaren på Kürecik luftbasen. Skibe har ikke samme udfordring, da de typisk ligger i internationalt farvand.

    Rygterne vil vide at der i dag er to primære radarer i spil til fregatterne, særligt hvis de skal kunne detektere ballistiske missiler. Det er Raytheons SPY-6 radar, som er en moderne modulær GaN radar med moduler der er måler omkring 60 x 60 cm. Jo flere moduler og jo flere sider i en radar, jo højere sensitivitet. De nyeste amerikanske destroyere har fire sider med hver 37 moduler, mens de ældre modeller får radarer med 24 moduler på fire sider, og amerikanernes nye fregat får 9 moduler på tre sider. De to første kan BMD. Lockheed-Martin har en lignende radar, hvis moduler er cirka halv størrelse af SPY-6 modulerne, men kan det samme, og som har fået betegnelsen SPY-7. De moduler bruges bl.a. til nye fregatter i Canada og Spanien.

    Raytheons reklamefilm for SPY-6.

    Begge radarer vil kunne bruges på Iver Huitfeldt-klassen, men det er samtidigt klart at jo mindre moduler, jo mindre vægt skal man have hængende højt over skibets tyngdepunkt. En mindre radar kræver også mindre plads, effekt og køling for til at opnå den ønskede sensitivitet. Det skal ses sammen med den samlede pris på de to løsninger for den ønskede sensitivitet.

    Her kan det være en stor fordel at kigge til hvad der ønskes til Thetis-klassens afløser. Udstyres afløseren med samme type radarmoduler som fregatterne og samme CMS, så nedbringes integrations-, drift- og vedligeholdses- samt træningsomkostningerne, samtidig med at mandskabet kun skal trænes i ét system. Det vil skabe en hel del synergi.

    Den nye version af SM-6 er oplagt fremtidigt missil

    De 32 huller i mk 41 VLS missilbrøndene står i dag tomme. Det mest oplagte er derfor at udstyre fregatterne med det SM-6 block IB missil som er under udvikling for den amerikanske flåde. Man forventer at den nye version af SM-6 vil få mindst dobbelt så lang rækkevidde som det gamle missil, og det skulle være klart i 2024. Meget tyder på en rækkevidde på op mod +800 km og måske 1000km hvis det er det dobbelte af de 500km som block IA har. Desuden får det en højere hastighed. Missilet kan bruges mod flyvende mål som droner og flyvemaskiner, men også mod krydsermissiler og ballistiske missiler i den terminale fase. Missilet kan også bruges som ballistisk missil mod andre skibe. En fremtidig mulighed kunne være at det også kan bruges mod mål på land. Hvis det får 1000 km i rækkevidde, så vil det kunne løse nogle af de samme opgaver som et dedikeret krydsermissil som Tomahawk. Det er dermed et meget fleksibelt og langtrækkede missil. Det er vigtigt når de danske fregatter kun har plads til 32 missiler. Jo færre missiltyper som kan dække de forskellige behov, jo dybere er magasinet. SM-6 IB vil betyde at fregatterne kan forsvare store områder som Sjælland.

    SM-6 missilerne har desuden en anden fordel. De kan affyres på data fra en anden sensor som fx F-35 kampflyet. Det betyder at en F-35 kan detektere fjendtlige skibe passivt, og selvom den ikke medbringer våben der kan bruges mod dem, så kan den give måldata til fregattens CMS, som så affyrer SM-6 missilet. Det åbner op for en række nye muligheder. Det betyder også at man bør udvikle fregatternes CMS og kommunikation, så de kan kommunikere med F-35, dele situationsbillede og skyde på fremmede måldata og selv sende måldata til andre enheder, såsom det amerikanske CEC-system. At få F-35 og CMS’et i skibene til at snakke sammen bør derfor stå på ønskelisten.

    Man er i dag i gang med at opgradere skibene med SM-2 Block IIIA missiler, som det oprindeligt var meningen at fregatterne skulle have, og som skulle komme i 2023. SM-2 rækker måske ud til 200 km og er primært antiluft-missiler. Block IIIA kræver at skibet illuminerer målene med sin radar, hvilket kræver radar-ressourcer. De seneste version Block IIIC har en aktiv søger, og dermed trækker den ikke på skibets radar-ressourcer, sådan som Block IIIA gør. Desuden har Block IIIC den fordel at de kan anvendes mod mindre skibe som dem iranerne bruger i Golfen.

    Den inderste del af missilparaplyen består i dag af Evolved Sea Sparrow (ESSM) Block 1 anti-luft missiler som når ud til 50 km. Block 2 er på vej og forventes klar i 2020. Det er udstyret med en semiaktiv søger der kræver færre radar-ressourcer. Det er allerede planlagt at Danmark får den opgradering.

    Opgradering af kanonerne

    Fregatterne blev designet til at have en 127 mm mark 45 kanon. En MLU bør derfor indeholde at fregatterne bliver udstyret med en sådan. Det giver nogle fordele over de to 76mm som fregatterne er udstyret med nu. US Navy har udviklet en ny type projektil til deres elektromagnetiske kanoner, som har vist sig også at kunne bruges til konventionelle kanoner. Det som får dem til at skille sig ud, er prisen. Mens selv et ESSM ligger på over 1 million USD pr missil, så koster et hyper velocity projektil (HVP) som kan nå ud på 90 km 25-50.000 USD. Et styrbart projektil med søger vil ligge på 50-75.000 USD. De vil kunne bruges mod mål på overfladen samt i luften. Det er en game changer rent økonomisk. Hvis man skyder efter billige droner og små både med missiler til fem-syv mio kr, så kommer det hurtigt til at blive en dyr fornøjelse. Med HVP så bliver det meget billigere. I sommeren 2018 affyrede USN 20 projektiler fra en 127 mm, så er det på vej. Hvor langt de er fra masseproduktion vides ikke, men noget tyder på at vi er nede på nogle år.

    Hvis ikke hyper velocity projektilerne bliver klar i tide, så kan skibene i stedet udstyres med Hellfire missiler til at nedkæmpe mindre både. Det har dog den ulempe at prisen er 120.000 USD per styk, og de har kun en rækkevidde på 8 km.

    Fregatterne blev oprindeligt bygget til at have to 35mm kanoner, men blev kun udstyret med en, der ikke kan nedskyde indkommende objekter på samme måde som et Close In Weapons System (CIWS). Vi har set at en stat som Iran, men også Rusland har mange forskellige missiler til rådighed, og mod særligt missiler, men også projektiler udgør et automatisk selvforsvar den sidste barriere inden skibet. Det mest populære system er SeaRAM der har små missiler som bruges til at bekæmpe de indkomne objekter. Det er et automatisk system med egne indbyggede sensorer, og det anvendes på stort set alle amerikanske skibe fra Littoral Combat Ship og op. De nye tyske korvetter får to per skib.

    Raytheons reklamefilm for SeaRAM. Det er et Close In Weapons System beregnet som sidste skanse mod indkommende missiler. De små RAM-missiler vil være en væsentlig opgradering i forhold til fregatternes nuværende forsvarssystemer.

    Det kan evt kombineres med at man skifter 35mm kanonerne ud med 40mm i en CIWS udgave. Generelt bør fregatternes selvforsvarssystemer evalueres for om de stadigvæk er tidssvarende, og om de også har den fornødne kvalitet hvis fregatterne bliver til høj-værdi mål, samt om de er effektive mod de nye russiske hypersoniske våben.

    Skibene har i dag Harpoon til at bekæmpe sømål. Man bør kigge på om de er tidssvarende, hvad de koster at opgradere, hvad alternativerne koster, og hvordan at de passer ind. Det kunne fx være det norske Naval Strike Missile (NSM). US Navy har valgt NSM til deres Littoral Combat Ships og de nye amerikanske fregatter. I Danmark bør vi søge at have så få missilsystemer som muligt. Med et øget forsvarsbudget og trusselsniveau så bør Thetis-klassens afløser udstyres med sømålsmissiler, ligesom at vi bør anskaffe mobile kystbatterier med sømålsmissiler. Man kan derfor overveje en model hvor støtteskibene beholder Harpoon, mens der indkøbes et nyere missil som NSM til fregatterne og de andre enheder. NSMs søstermissil Joint Strike Missile, kan desuden anvendes af F-35 og integreres med et maritimt patruljefly som Saabs Swordfish.

    Et felt hvor der er sket rigtig meget siden skibene blev bygget, er elektronisk krigsførelse. En MLU bør derfor indeholde nye systemer til elektronisk krigsførelse som er tidssvarende. Her bør man shoppe rundt og se hvad de forskellige leverandører kan tilbyde. Der er bedre systemer end det amerikanske SEAWIP, men ikke så meget offentlig tilgængelig information. Ligeledes kan det også være at der i dag er bedre softkill systemer på markedet.

    Der snakkes om muligheden for at udstyre fregatterne med Tomahawk krydsermissiler, da de passer i mk41. De har både fordele og ulemper. Det er ved at være missiler af en ældre årgang. Til gengæld så har de en meget lang rækkevidde på 2500 km. De er bedst mod stationære mål i land. Købes SM-6 Block IB og Naval Strike Missile, så bør man overveje om det samtidig giver mening at anskaffe Tomahawk. De kan begge også bruges mod mål på land, og dermed er det kun den længere rækkevidde der er særlig ved Tomahawk. Når man kun har 32 celler, så er spørgsmålet om det derfor giver mening at indkøbe og integrere et ældre missil.

    Amerikanerne ser ud til at begynde at udstyre deres skibe med små lasere i 150kw klassen. Det er også noget man bør evaluere på i forhold til de danske skibe, hvor de kan være effektive mod truslen fra små hurtige både.

    Der sker en masse på fronten inden for ubemandede systemer, både dem i luften, overfladen samt under overfladen, og det vil føre for vidt at behandle dem her. Det bør være noget man løbende evaluerer i forhold til de missioner som skal løses.

    Anbefalinger

    Kigger vi på skibenes rolle som primært er at fungere som luftværnsfregatter og at indgå i forsvaret af større samlinger af flådeenheder i et IAMD, så kommer vi ikke uden om at de nye radarer skal være i en klasse hvor de er sensitive nok til at kunne lave BMD, hvis at de alligevel skal matche SM-6 Block IB missilets +800km rækkevidde. De to ting går altså i stor grad hånd i hånd.

    Særligt kombinationen af det langtrækkende SM-6 Block IB og radarer i BMD-klassen vil bringe fregatterne op i sværvægtsklassen, hvor at det i dag kun er amerikanske destroyere der har lignende firepower, og det vil gøre dem i stand til at lave områdeluftforsvar. Det kan både bruges når de er afsted såvel som i hjemlige farvande. De vil kunne indgå i NATOs BMD-skjold. En sådan opgradering vil gøre dem til højværdimål, og man er derfor nødt til at gennemgå resten af skibenes våbensystemer for at undersøge om de er gode nok til den nye rolle. Den rolle vil betyde at fjenden vil søge at tage dem ud først i en flådegruppe, så de kan komme til at pille resten fra hinanden. Dermed skal de have elektroniske kampsystemer og selvforsvarssystemer der matcher den øgede farlighed for beskytte dem og holde dem flydende. Særligt manglen på et godt CIWS er et svagt punkt.

    En opgradering af fregatterne vil gøre dem meget skarpere end de er i dag og betyde at de kan få det til at gøre ondt på selv et russisk angreb. Det er noget som vil gøre angreb på Danmark mindre sandsynlige, da omkostningerne vil blive høje for angriberen. Det vil ikke betyde at vi vil kunne forsvare os 100 procent mod russiske missiler, men det vil øge evnen til at skyde dem ned, hvilket igen betyder at militæranalytikerne i Rusland ændrer deres kalkuler. Forsvar handler meget om at undgå krig ved ikke at være svag militært. Samtidig har vi forpligtet os til at have et troværdigt hjemligt forsvar. I dag er det danske forsvar svagt efter årtiers udsultning, og det forlader sig primært på at NATO og USA kommer og redder os. SM-6 Block IB og radarer i BMD-klassen samt en generel opdatering af systemerne vil bringe de danske fregatter op i superligaen og betyde at evnen til at forsvare os selv styrkes meget.

  • Danmark bør købe maritime patruljefly til overvågning i Arktis

    Danmark bør købe maritime patruljefly til overvågning i Arktis

    I et tidligere indlæg kiggede jeg på fordelene og ulemperne ved at indkøbe bizjet-baserede multirolle overvågningsfly eller Airborne Early Warning & Control (AEW&C) fly frem for flere kampfly. Det ville forbedre mulighederne for at vide hvad der rør sig i kongeriget i luften, på jorden og på havet. I den seneste tid har der været meget diskussion om at vi skal styrke indsatsen i Arktis og i farvandet mellem Færøerne og Grønland, og det er derfor passende at se på muligheden for at anskaffe maritime patruljefly. Samtidig har statsminister Mette Frederiksen nævnt at forsvarsbudgettet kan hæves yderligere.

    I takt med besparelserne i Forsvaret over de sidste årtier afskaffede vi de danske ubåde. Det har betydet at vi samtidig mistede det bedste forsvar mod fjendtlige ubåde og skibe. Kigger vi lokalt på de hjemlige farvande, så er det forståeligt, da Rusland ikke har ret mange ubåde i Østersøen, og samtidig har vores naboer ubåde, og de fleste af dem er med i NATO.

    At bruge en øget forsvarsbevilling på at genskabe ubådsvåbnet til at bekæmpe ubåde og skibe er ikke nødvendigvis en god idé. Ubåde er langsomme, og de få som vi vil have råd til, kan kun dække en lille del af vores enorme havområde fra Thule til Bornholm. Dem som der er brug for i Nordatlanten er desuden ikke de samme som er optimale til de lavvandede hjemlige farvande. Sveriges nye A26 ubåde koster 3 mia kr pr styk alene i anskaffelse, og så skal de bemandes af 30-40 ubådsfolk.

    Kort over Arktis
    Kortet viser Nordatlanten. Skal Danmark lukke hullet i GIUK så skal der investeres massivt i landbaserede radarer og i ubåde. Er det realistisk og en god måde at anvende et begrænset dansk forsvarsbudget på? Man kan overveje en model hvor at man samarbejder med US og UK om finansieringen af fx landbaserede radarer på Færøerne og Grønland, mens at ubådsbekæmpelsen kan ske med maritime patruljefly. Det er en bedre og mere økonomisk løsning. Illustration: Atlantsammenslutningen

    Det handler derfor om at styrke det danske nationale forsvar både over dansk område, men også over Færøerne og Grønland. Alle tre er forsvarsmæssigt set øer og kystområder der er omgivet af hav og is. En øget bevilling bør derfor både fokusere på at gøre vores eksisterende forsvar mere robust, bevare og forbedre de internationale enheder, men også øge vores nationale forsvarsevne ved at tilføre nye kapabiliteter. Samtidig handler det om at vi skal dreje vores forsvar mere mod en Europæisk og national kontekst, fordi Donald Trump har sået tvivl om hvorvidt vi kan forvente hjælp fra USA. Vi skal derfor sigte imod at opbygge et troværdigt hjemligt forsvar og rette blikket mere mod Europa.

    Brug det øgede forsvarsbudget på maritime patruljefly

    Et øget forsvarsbudget kan anvendes på maritime patruljefly. De har typisk sensorer der rækker over og under havet, og flere af dem kan også bære torpedoer og antiskibmissiler. De kan dermed ikke bare detektere eneheder på og under overfladen, men også bekæmpe dem. Typisk er de også udstyret til at udføre og lede Search & Rescue (SAR) missioner, signalefterretning, samt fungere som node i et kommunikationsnetværk. De supplerer derfor enheder som F35 og de tidligere omtalte AEW&Cs med kontrol over hvad der er på og i havet.

    Fordelen ved maritime patruljefly er at mens de er dyre i indkøb, så er de typisk billige i drift, da de bygger på eksisterende civile og militære flytyper og har en lille bemanding. Med maritime patruljefly stationeret i Karup kan vi dække områderne fra Bornholm til Thule. Rækkevidden er på 11.000-12.000 km, og udholdenheden er på 11 timer.

    Boeings P-8 Poseidon er guldstandarden inden for maritime patruljefly, men det er også det dyreste til 180 millioner USD per fly. Det er baseret på platformen fra Boeing 737, og Norge, UK og USA er blandt de største brugere. Frankrig, Tyskland og flere andre arbejder på et europæisk projekt, men det vides ikke hvor langt det er, eller hvad konceptet indeholder. Hvis det er i samme klasse som P-8, så vil det sandsynligvis også ligge i samme prisklasse.

    Svenske Saab pitchede deres koncept for et maritimt patruljefly, Swordfish, baseret på en bizjet platform til Sydkorea i 2018. Swordfish er baseret på Saabs AEW&C platform GlobalEye. Det har 70% af de samme systemer og er et maritimt patruljefly på samme business jet platform. Det er udstyret til at jage ubåde og skibe samt lave ISR, CSAR, SAR mfl og er derfor også et multirolle fly. Flyet er blandt andet udstyret med radar, flir og et magasin med 200 sonarbøjer. Der er fire NATO hardpoints, og flyet kan udstyres med op til seks lette torpedoer, antiskibsmissiler eller SAR pods.

    Prisen for et Swordfish ligger i omegnen af 80 millioner USD i indkøb og 140 millioner USD for den fulde pakke. Driftsomkostningerne er 50% af P-8’s over flyets levetid, så den samlede økonomi ser konkurrencedygtig ud i forhold til P-8.

    Maritime patruljefly er efterspurgt internationalt

    Maritime patruljefly er noget som mangles i internationale missioner og i Europæisk kontekst, ligesom AEW&C, og de er derfor begge efterspurgte aktiver til internationale missioner i både Europa og NATO. Indsatsen i Libyen viste at Europa manglede begge dele. Derfor giver investeringer i AEW&C og maritime patruljefly mere mening end fx flere kampfly.

    Saab fandt ikke en launch-kunde til Swordfish, og konceptet er derfor lagt på is. Det kunne derfor være oplagt at Forsvaret tager kontakt til svenskerne og forhører sig om mulighederne. Samtidig kan man tage kontakt til andre lande som kunne have interesse i et omkostningseffektivt maritimt patruljefly for at se om der er mulighed for et fælleskøb. Canada kigger på noget af det samme, og Bombardier som leverer bizjet-platformen er canadisk. Der kan også være andre. Saab har vist sig gode til at være agile, levere til tiden og tilbyde attraktive aftaler og kundetilpassede løsninger. Det sidste er vigtigt da en dansk udgave skal udstyres efter NATO-standarder og tilpasses så den kan dele situationsbillede med andre enheder i det danske forsvar som F35 og fregatterne med Seahawk-helikoptere. Man bør også se på om de kan levere måldata i våbenkvalitet til andre enheder som det amerikanske CEC/NIFCCA. Det burde være muligt at finde en type antiskibs-missiler som også kan bruges til F35. Laves en aftale for både AEW&C s og MPA, så vil der nok kunne opnås en fordelagtig pris. Saab har angivet en lead-time på 36 måneder. Det vil betyde at indkøb kan hjælpe på det gab vi har i luftbårne enheder inden at alle F35 er leveret.

    Swordfish MPA
    Saabs maritime patruljefly Swordfish er optimeret til ubådsjagt, men fungerer også som multirolleplatform. Illustration: Saab

    Saabs oprindelige MPA koncept var baseret på Bombardiers Global 6000 platform som i civil udgave ligger på omkring 62 millioner USD. Den nye Global 6500 har en ny vinge og nye motorer som bruger mindre brændstof og er mere effektive, hvilket betyder længere udholdenhed og rækkevidde samt lavere driftsomkostninger. Den koster 6 millioner USD mindre end den gamle model. Det samme gør sig gældende for GlobalEye. Det er også værd at tage med hvis der skal indkøbes flere fly af både AEW&Cs og det maritime patruljefly. Det er sandsynligt at 6500 også har samme evner som de nuværende Challenger-fly til at operere fra mindre flyvepladser med korte og ru landingsbaner. Dermed vil samme platform også kunne løse Challengerens opgaver i Arktis og med VIP-transport. Hvis de alle er 6500, så vil det betyde at der kun er én platform at vedligeholde, og det vil holde vedligeholdelsesomkostningerne og uddannelsesomkostningerne i ro. Placeres de alle i Karup, så kan man centralisere vedligeholdelsesfunktionen, lige som man har gjort med Seahawk-helikopterne, samtidig med at der er rimelig balance i flyvetid til både Bornholm og Arktis.

    Med danske briller vil et indkøb af Swordfish være en kraftig opgradering over de nuværende tre Bombardier Challenger 604. Det vil løse en række af de problemer som de har og give et boost til bl.a. situational awarenes og kommunikation samt maritim kontrol og suverænitetshævdelse i særligt Arktis. Med flere krydstogtskibe i området der kan komme i havsnød og en øget militarisering, så er det særligt vigtigt både at opgradere vores tilstedeværelse og kapabiliteter, herunder særligt vores situational awareness i fjerne områder samt bevæbnet patruljering. Patruljeflyene vil sikre at vi kan opdage ubåde og overfladeenheder i Nordatlanten og rundt om Grønland og Færøerne, og de vil kunne gøre det i samarbejde med de opgraderede Seahawk-helikoptere.

    Patruljefly er billige i drift

    Det gennemgående for både forslaget om et bizjet-baseret AEW&Cs og et maritimt patruljefly er at begge er med til at øge informationsniveauet gennem bedre situationsbilleder, både under vandet, på vandet, på jorden og i luften. Desuden kan enhederne indgå i et informationsnetværk.

    Prisen for fire maritime patruljefly er cirka fire gange 134 millioner USD eller 900 millioner kroner per styk, så det er i omegnen af 3,5 milliarder kroner i indkøb. Købes yderligere et fly til VIP og et til transport til erstatning for de eksisterende Challenger-fly, så skal der lægges måske 750 millioner kroner oveni, og så er vi oppe på 4,25 milliarder kroner. AEW&Cs flyene koster 232 millioner USD, eller 1,5 milliarder kr, så indkøb af to styk vil koste omkring 3 mia kroner. Sammen med maritime patruljefly og transport+VIP ender vi på 7,25 milliarder kr i indkøb.

    Kigger vi på det ovenfra og forsvarsbudgettet hæves, så kan alle pengene gå til at indkøbe F-35 til 80 millioner USD per styk i fly-away. Driftsomkostningerne på en F-35 er til gengæld langt højere end på en militariseret bizjet. Samtidig leverer en typisk bizjet platform 120-160 flyvetimer om måneden. Det svarer til tre-fire F-35. Det er dér at den store besparelse ligger ved at anvende AEW&Cs og MPA i forhold til F-35. I stedet for at købe otte F-35, så kan man købe et maritimt patruljefly, et AEW&C s og to F-35, og den samlede pakke leverer flere flyvetimer, bedre overvågning og gør det billigere i både indkøb og drift. Ubådene, som både er dyre i indkøb og drift, kan udskydes til senere. AEW&C flyet fungerer desuden som force multipler fordi at de kan binde F-35, sensorer, og skibsbårne missiler sammen med en langtrækkende luftbåren radar. De fungerer som integratorer og kan gøre at fx fregatterne ikke behøver at have deres radarer tændt, hvilket øger skibenes sikkerhed i en kampsituation. Desuden kan de fungere som JSTARS dvs. battlemanager på landjorden og AWACS i luften, og de kan bruges til at lave signalefterretning. Vi øger virkeligt vores kapabiliteter og værdien af de andre enheder i Forsvaret.

    Hvis forsvarsbudgettet hæves i de kommende forsvarsforlig, så er maritime patruljefly og AEW&Cs et godt sted at investere nogle af pengene. De koster noget i indkøb, men driften vil kun være lidt højere end driften af de nuværende Challenger-fly og langt lavere end F-35, så når de er indkøbt, vil de ikke belaste det løbende forsvarsbudget ret meget i hverken mandskab, træning, logistik eller penge. Ubåde og flere F-35 er dyre i indkøb, og begge kapaciteter har korte ben, og Danmark er et stort rige, så tre ubåde og en håndfuld F-35 kan ikke dække det tilstrækkeligt.

    Købes der overvågningsfly, vil det danske forsvar få et langt bedre situationsbillede af hvad der sker i kongeriget fra Bornholm til Thule. Den overvågning får rigtigt lange ben, og det samme gør kontrollen med havet, uanset om det er redning, pirater eller fjendtlige ubåde der er målet. Vi vil med andre ord have meget bedre viden om hvad der sker derude, uanset om det er Bornholm, Østgrønland eller Hormuzstrædet.

    Det første skridt i at øge forsvarsevnen nationalt og i forhold til Europa og NATO handler om at skabe et øget informationsniveau om hvad der sker derude og særligt i Arktis. Fordi området er så stort, så kan omkostningseffektive multirolle maritime patruljefly og overvågningsfly på en bizjet-platform øge informationsniveauet på en langt billigere måde end alternativerne som F-35 eller ubåde. Det peger på at Forsvaret bør kigge nøje på muligheden for både maritime patruljefly og overvågningsfly.


    Dette er det andet indlæg i en serie som søger at udfordre den eksisterende tænkning i Forsvaret og at se på nye muligheder for at anvende et øget forsvarsbudget. Første indlæg handlede om overvågningsfly, og næste gang er emnet afløseren for Thetis-klassen. Forfatteren har ingen relation til de nævnte firmaer.

  • Frankrig klar med flådemission i Hormuz, sandsynligt at Danmark deltager

    Frankrig er angiveligt parat med en flådemission i Hormuzstrædet fra starten af 2020, og det virker sandsynligt at Danmark vil bidrage. Det skriver Reuters med en henvisning til det hollandske nyhedsbureau ANP:

    French Defense Minister Florence Parly said on Saturday the initiative could start early next year and around 10 European and non-European governments would join, pending parliamentary approvals. She did not name the countries.

    The Dutch government is expected to formally announce its contribution to the French-led mission on Friday, ANP said.

    Denmark, Italy and Spain are among countries that have previously expressed interest in joining the French-led initiative.

    Jeg er ikke særligt bevendt på hollandsk, men får da så meget ud af denne artikel at den franske mission vil operere med udgangspunkt i Abu Dhabi.

    Spørgsmålet om en flådeoperation i Hormuz var højt på dagsordnen i sommer, hvor Danmark meldte sig parat til at indgå i rammen af en europæisk-ledet mission. Det var et britisk initiativ, men kort derefter fik Storbritannien en ny regering som i stedet valgte at gå med i den amerikanske mission. Siden har Danmark trådt vande i håbet om at der skulle materialisere sig en europæisk mission, og det lader nu til at være tilfældet. Dilemmaet for Danmark har været at det på den lange bane er uholdbart at lade være med at bidrage til sikkerheden i Hormuz. USA og Storbritannien er ikke villige til at betale hele regningen for projektet, men på den anden side har Danmark ikke ønsker at være under amerikansk ledelse fordi man grundlæggende er uenig i USA’s hårde linje over for Iran. Derfor kan det være et velkomment kompromis at der nu lader til at være en mission under fransk ledelse som man kan tilslutte sig.

  • Hvorfor FONOPs i den russiske del af Arktis ikke er en god ide.

    I denne artikel på warontherocks.com forklarer David Auerswald, hvorfor den amerikanske flåde ikke bør gennemføre “Freedom of Navigation Operations” i gennem The Northern Sea Route, som det ellers er den proklamerede hensigt ifølge flere ministre i den amerikanske regering.

    The long-run implications are dire should a FONOP fail, even if it did not lead to a military confrontation. Failure would build perceptions that the United States can’t compete in the Arctic and that Russia can get away with violating freedom of navigation when challenged. Such failure could have ripple effects for NATO’s posture in the High North, and for future Russian behavior.

    Rusland har store strategiske og økonomiske interesser i den arktiske region, hvilket forventeligt betyder, at russerne vil fastholde deres opfattelse af at have legitime krav på at kunne kontrollere søruten langs Ruslands nordkyst. Samtidig er der risiko for , at FONOPs i den russiske del af Arktis vil skabe bekymring i Canada om, hvorvidt USA aktivt vil modsætte sig Canadas fastholdelse af, at søruten gennem den canadiske del af Arktis er nationalt farvand.

    Auerswald argumenterer for, at USA i stedet bør tænke langsigtet og gennemføre planerne om at bygge isbrydere. Ikke for at kunne gennemføre FONOPs, men for at kunne operere i egen del af Arktis og til støtte for NATO allierede.

    Finally, the United States needs to rethink Arctic maritime operations writ large.  It should build icebreakers and ice-capable surface ships, not for Arctic FONOPs but to support search and rescue operations in and maritime control of Alaskan waters. Those capabilities could also address American defense responsibilities toward NATO allies Canada, Denmark, Iceland, and Norway. Until then, the United States should be very, very cautious about saber-rattling in the Russian Arctic, and do so only after thinking through the long-term implications of failure and success.

  • Ruslands Østersøflåde og dansk flådestrategi

    Ruslands Østersøflåde og dansk flådestrategi

    Jeg har skrevet en ny artikel om Ruslands Østersøflåde og de militære implikationer for Danmark, som er blevet publiceret i Scandinavian Journal of Military Studies. Det er en grundig gennemgang af skibssammensætningen i Ruslands Østersøflåde, og artiklen fører frem til en række betragtninger om hvilke typer af krig og konflikt som Danmark skal forberede sig på at håndtere. På sin vis er Østersøflåden en paradoksal indgangsvinkel til en diskussion om dansk flådestrategi:

    I denne artikel viser jeg at den russiske Østersøflåde ikke er skræmmende. Den består af ret få skibe, og de fleste er ganske små. Det er et underligt antiklimatisk udgangspunkt for betragtninger om en militær trussel mod Danmark. Men netop derfor er det også vigtigt at starte med Østersøflåden for at forstå hvordan den maritime udfordring i dag er anderledes end under Den Kolde Krig.

    En væsentlig pointe er at de store kampenheder (støtteskibe og fregatter) i tilfælde af en krig mod Rusland vil have deres primære opgaver i Nordsøen og Atlanterhavet, og at de derfor ikke vil være tilgængelige til at løse opgaver i dansk farvand. Artiklen fører frem til nogle anbefalinger for udviklingen af dansk forsvar, herunder:

    • Anskaffelse af korvetter til Søværnet
    • Indkøb af flere SM-2 missiler til Søværnets fregatter
    • Opgradering af fregatterne med SM-6 missiler
    • Anti-skibsmissiler til F-35 kampflyene
    • Øgede investeringer i et robust maritimt beredskab over for hybride trusler
    Østersøflådens korvet Boiky fotograferet i Storebælt den 26. juni 2019. Foto: Thomas Nilsson